Tag konflikten med barnet

Det er ti minutter siden, Sebastians mor trådte ind ad døren til børnehaven. Nu sidder hun på en bænk på legepladsen mens Sebastian løber rundt og leger uden at sanse hende.

„Vi går om fem minutter, skat.”

De fem minutter bliver til en halv time. Moren kigger ængsteligt på uret og derefter på barnet: „Jamen hvis du ikke vil med, så går mor selv hjem … Hej hej.” Ingen reaktion.

„Hej, hej!”, lyder det igen, nu mere skingert, fra moren, som demonstrativt er ved at lukke lågen. Sebastian ser kort derhen, men leger videre. Moren sukker og sætter sig igen på bænken.

Sebastian suser nu rundt på en rød trehjulet cykel, imens hans mor forklarer ham, hvor meget godt legetøj han har på sit værelse, og at han kan få lov til at se tegnefilm, når de kommer hjem. Måske kan de endda købe en is på vejen. Til sidst accepterer Sebastian – næsten en time senere, end hans mor oprindelig havde i tankerne.

Afhængig af kærlighed

Lad os bare se det i øjnene: Sebastians mor er langtfra alene om den måde, hun omgås sit barn i denne og lignende situationer. Hun er ikke den eneste, der dagligt forsøger at undgå konflikter med sit barn.

Men hvorfor er hun ikke det? Hvorfor kan mange andre forældre nikke genkendende til situationen, hvor både tålmodighed og lokkemidler bliver sat ind i kampen for at undgå en konflikt?

Lars-Henrik Schmidt, der er rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, mener, at mange forældre forsøger at undgå konflikter, fordi de er bange for at miste barnets kærlighed.

„Som foælder vil man helst have, at barnet klynger sig ind til én og giver én kærlighed. Konflikten sprænger det billede, og derfor er det naturligt, at man forsøger at undgå den,” siger han og forklarer videre:

“Det værste for forældre er frygten for at miste barnets kærlighed. De lever af den kærlighed – det er ligesom at få benzin på. Barnets vrede er en trussel mod forældrene. Den er et udtryk for, at barnet kan slukke for kærligheden, og så har forældrene ikke den benzin, de skal bruge.”

Forældre er altså dybt afhængige af kærlighed fra barnet – så afhængige, at de ikke vil risikere at miste den for den korte stund, en konflikt tager. Men her er det vigtigt at forstå, at tager man ikke konflikten, gør man sit barn en bjørnetjeneste, påpeger Lars-Henrik Schmidt.

Det er rigtigt, at barnet bliver vredt på forældrene i den konkrete situation, men konflikt-håndtering er ikke desto mindre nødvendig. For det første lærer barnet, at det er helt i orden at blive vred. For det andet oplever barnet mere ro og mindre ansvar, når magtbalancen i forhold til mor og far er tydelig. Og for det tredje rustes barnet bedre til tilværelsens realiteter.

Vrede er vigtig

Forældres konfliktundvigelser giver barnet et stort handicap, nemlig at det aldrig får muligheden for at være vred.

„Man skal være vred. Det er et stort problem, at man prøver på at sige, at det er forkert at være vred, for det at være vred er en fuldstændig normal del af et menneskeliv. Hvis man ikke kan blive vred, har man et problem, vil jeg sige,” forklarer Lars-Henrik Schmidt.

Lærer barnet ikke, at vrede er naturligt, får det med andre ord ikke redskaber til at forstå sig selv. Vrede er umuligt at undgå i livet, og har barnet ikke lært, hvad vrede er, kan det ikke forstå følelsen, når den dukker op. Det kan resultere i frustrationer og dermed i adfærdsproblemer – ganske enkelt i et ulykkeligt barn.

Selvfølgelig skal konflikter ikke søges, men de skal tackles, når de opstår, og her skal forældrene altså ikke for alt i verden undgå barnets vrede, men derimod anerkende den. Lad os vende tilbage til eksemplet med Sebastian, hvor moren i stedet kunne have sagt:

„Jeg kan godt se, at du er vred over, at du skal hjem nu, og det er også helt okay, men det er mig, der bestemmer, og jeg bestemmer, at vi skal hjem.”

På den måde lærer Sebastian nemlig, at hans reaktion – det, at han bliver vred over at skulle hjem – er i orden. Og han forstår samtidig, at han ikke kan forhandle sig frem til en is, eller hvad det nu kan være. For det er hans mor, der bestemmer.

Ligeværd frem for ligestilling

At det er mor og far, der bestemmer, kan være svært at acceptere for nogle forældre. Mange har siden 1970’erne fået tudet ørerne fulde med, at magt per definition er undertrykkelse.

Magt er måske også et voldsomt udtryk at bruge i relation til børn, men faktum er, at det er vigtigt, at børn opfatter, at der er forskel på deres og forældrenes position i familien. Der bør eksistere ligeværd mellem barn og forældre, men ikke ligestilling.

På nogle områder skal børn ikke tages med på råd, og som voksen må man ikke se bort fra, at man som den mest erfarne har en forpligtelse til at guide barnet og til at bevare styringen med nogle ting. Lars-Henrik Schmidt forklarer, at når forældre ikke tør tage styringen, opnår barnet ubevidst en magterfaring.

„Hvis man kan sige, at barnet er kompetent, så betyder det, at barnet er hurtigt ti at se den magt, der ligger i dét, som forældrene vil tappe af det, nemlig kærligheden Magterfaringen vidner om, at ’jeg er lille men jeg har mulighed for at styre enhver situation med mor og far’.”

Sebastian er altså udmærket klar over, hvordan mor skal snos, for at han kan få sin vilje. Han ved, at hun ikke trækker en grænse og tager styringen, men at det er ham, der sætter dagsordenen. Barnet lærer med andre ord, hvordan det skal udnytte forældrenes sårbarhed. Men det fortvivlende er, at det er en magt, barnet slet ikke kan rumme.

Ofte ender det med en aggressiv og dominerende adfærd, i og med at barnet har et så frit spillerum, at det ikke ved, hvad det skal stille op med det. For et barn er det naturligt at prøve grænser af, og møder det ingen grænser, vil dets problematiske opførsel eskalere. Når forældrene derimod tager ansvaret, kan barnet slappe af og bruge energien på at være barn i stedet for på at være beslutningstageren i familien.

Rustet til tilværelsen

Problemet med magterfaringen er også, at den kun gælder på hjemmefronten.

„Det er ekstremt farligt at opdrage sit barn til at tro på, at barnets kærlighedstilkendegivelser er den benzin, som tilværelsen kører på, for sådan er det ikke, når børnene færdes uden for hjemmet,” forklarer Lars-Henrik Schmidt, og fortsætter:

„Den lille familie har en værdi, der hedder kærlighed. Kærlighed er pengene i den lille familie, men pengene er altså nogle andre i det samfundsmæssige perspektiv.”

Så selv om Sebastian er god til at forhandle med mor, er der altså ingen garanti for, at det også vil fungere for ham i et samfund, der ikke er afhængigt af hans kærlighed. Han vil ganske enkelt have svært ved at klare tilværelsen, fordi de kærlighedsfordringer, han har, ikke bliver tilgodeset i det større sociale rum. Og det er uundgåeligt at støde på konflikter i det sociale rum.

Gennem konflikt-håndtering i hjemmet forberedes barnet ifølge Lars-Henrik Schmidt i langt højere grad til den senere tilværelses til tider barske omstændig-heder. Hvis barnet kun forberedes til kærlighed, får det et chok. Det skal forberedes til, at det ikke er alle, der elsker det betingelsesløst, som forældrene gør, og først og fremmest skal det forberedes til, at konflikter er uundgåelige.

Et nej er et nej

Dit barn skal have al den kærlighed, man overhovedet kan give det. Det kan ingen være i tvivl om. Men misforstået godhed kan føre til en form for overbeskyttelse, der i længden kun volder problemer for barnet.

For en forælder som Sebastians mor, der længe har praktiseret den misforståede godhed, kan det være svært at bryde mønsteret. Men lægger hun en indsats i at tage konflikterne, og tager hun konsekvensen og står fast ved sine beslutninger, så vil hun ifølge Lars-Henrik Schmidt komme til at opleve en glad og afbalanceret dreng, hvis ro vil smitte af på hende selv og ikke mindst på deres indbyrdes forhold.

Så kan det være, at enkelte afhentninger i børnehaven alligevel kan ende med tilbuddet om en is – ikke fordi Sebastian har krævet det, men derimod fordi moren har haft lysten og energien til det.