Da Teresa begyndte i skole, gik noget op for hendes forældre: ”Det kan være svært at tale med andre om”
Det er ikke altid nemt at opdage høj begavelse hos et barn. Men det kan være en god idé at undersøge det. For den højt begavede hjerne har brug for at blive spejlet og stimuleret, hvis den skal trives – derhjemme og i skolen.
Har du nogensinde spekuleret på, om dit barn måske er højt begavet? Har du, lige siden det var lille, studset over, at det adskilte sig fra andre børn, på sådan en lidt pudsig måde?
Måske fordi det lærte at tale hurtige end de andre i vuggestuen, interesserede sig for tal og bogstaver i en tidlig alder eller kunne fordybe sig i laaaaang tid, når det blev opslugt af noget?
Omkring 2 procent af befolkningen er højt begavet og har en IQ, der ligger på 130 eller derover, og selvom man måske skulle tro, at det er rimelig nemt at spotte, når noget i den retning er på færde, er det langt fra altid tilfældet. For den høje begavelse følges ofte med nogle kendetegn, men kan samtidig variere i karakter, komme til udtryk på forskellige tidspunkter og måder og indimellem forveksles eller optræde sammen med diagnoser som autisme.
Og hvis man som forældre selv går rundt med en lignende hjerne (hvilket ofte er tilfældet, da begavelse i høj grad er arveligt), er det måske ekstra svært at få øje på, at ens barn skiller sig ud.
Fra 0 til 100
Birgitte Vedel-Troelsen og Brian Troelsen, der er forældre til 11-årige Teresa, har gjort sig netop den erfaring. I lang tid forbandt de ikke deres datters adfærd med en særlig begavelse, og først da Teresa startede i 0. klasse gik det op for dem, at hun måske var anderledes skruet sammen end sine jævnaldrende.
– Når vi tænker tilbage, har hun altid haft et stort videbegær og stillet virkelig mange spørgsmål. Nærmest nonstop, siden hun var helt lille. For eksempel når vi gik en tur i skoven, hvor hun kunne spørge om alt fra: Hvorfor går vi tur lige her? til Hvorfor sidder Gud oppe i himlen – og gør han virkelig det?, fortæller Birgitte Vedel-Troelsen.
Sådan en udflugt kunne også sagtens betyde, at Teresa gik i forvejen og digtede en lang sang i sit eget selskab, tilføjer hun, eller hyggede sig med at få opgaver, hvor hun skulle lave regnestykker eller kende forskel på vokaler og konsonanter.
– Hun havde også et stort ordforråd, var god til at ’tænke ud af boksen’ og elskede at lege opad, men det var først da hun begyndte i skole og meget pludseligt kunne læse – som om hun gik fra 0 til 100 – at vi undrede os, supplerer Teresas far.
Forældrenes forundring blev ikke mindre, da corona ramte et halvt år inde i 0. klasse, og alt lukkede ned. Teresa fik hjemmeopgaver ligesom alle sine klassekammerater – og løste dem meget hurtigt.
Annonse
– Når vi spurgte hendes lærere, om de kunne sende nogle flere, fik vi mere af samme slags, hvilket Teresa med det samme registrerede og ikke kun se meningen med, fortæller Brian Troelsen og nævner, hvordan et vennepar i samme periode bemærkede, at det måske kunne handle om høj begavelse.
En kommentar, der fik de to forældre til at gå ombord i bøger om emnet – og kort tid efter booke tid til en såkaldt WISC-test (Wechsler Intelligence Scale for Children, red.), der viste, at Teresa er højt begavet. Det blev et vendepunkt for familien.
– Vi konfronterede skolen og hendes lærere i håb om et samarbejde, men deres tilbagemelding var, at de ikke så det samme, fortæller Birgitte Vedel-Troelsen.
– Det gjorde os bekymrede. For vi var bange for, om Teresa kunne komme i mistrivsel, i takt med at hun blev ældre og fik brug for flere udfordringer. Om hun kunne ende som ’hjælpelærer’ for de andre elever, komme til at kede sig så meget, at det blev forstyrrende for resten af klassen eller måske kompensere i det stille, hvilket er meget almindeligt hos piger med høj begavelse, siger hun.
– Vores helt store frygt var også, at det ville være så nemt for hende i grundskolen, at hun ikke ville lære at blive udfordret, og at det så lige pludselig ville blive svært – når hun kom op på et højere niveau, tilføjer Brian Troelsen.
– Hvis du aldrig rigtig har lært at lære og samtidig er lidt perfektionistisk, som både Teresa og mange andre højt begavede børn er, kan det i værste fald betyde, at man trækker sig helt i sådan en situation, både fra skolen og det sociale. Og det skulle ikke ske for vores barn.
I dag går Teresa i 5. klasse på Atheneskolen i Søborg – en nicheskole for højt begavede børn, og hun er glad for sin skole. Hun bliver udfordret fagligt og har et godt socialt fællesskab. Men hun oplever indimellem også elementer af konkurrence, som ifølge hendes forældre måske bliver forstærket, når man går i klasse, der sitrer af høj IQ. Ligesom der til tider kan gå sport mellem ungerne i at lufte deres test-score over for hinanden.
– Vi har af samme grund ikke fortalt Teresa, hvor hun ligger på IQ-skalaen, for vi synes ikke, det skal fylde på den måde, forklarer Birgitte Vedel-Troelsen og beskriver, hvordan de i det hele taget har bakset lidt med at finde på plads i, hvordan man taler om høj begavelse.
– Teresa havde en periode, hvor vi faktisk ikke rigtig måtte snakke om det med at være højt begavet, og jeg tror, at hun betragtede det lidt, som om der var noget galt med hende, siger hun, og fortsætter;
– Jeg kan selv mærke, at det sommetider er svært at snakke med andre om emnet. Det er for eksempel ikke det første, jeg nævner, når skal fortælle en anden forælder om Teresa; at hun er højt begavet. Fordi det kan give en følelse af, at mit barn er noget specielt, og det er deres ikke, uddyber hun.
Annonse
Det er ikke et eliteprojekt
Det er den gode, gamle jantelov, der trænger sig på, vurderer de to forældre, og spørger man folkeskolelærer Pernille Wulff, der underviser på Uglegårdsskolen i Solrød, er hun ikke i tvivl; det handler om at styre langt udenom den slags kassetænkning, når man skal tilgodese de højt begavede børn.
Ligesom Birgitte Vedel-Troelsen og Brian Troelsen er hun stærkt optaget af, at børn som Teresa ikke kommer i mistrivsel – og har været det, lige siden hun i 2019 hjalp et hold elever med massive indlæringsvanskeligheder i et specialtilbud på skolen.
– Undervejs blev jeg ramt af en tanke. For nu hvor vi havde så stor opmærksomhed på at give de her unger en masse støtte, hjælp og guidning, hvorfor gjorde vi så ikke det samme med de børn, der lå tilsvarende langt fra normalområdet, i den anden ende af spektret?
Altså de højt begavede børn med en IQ på 130 eller derover? Mange gange tænker vi om de højt begavede børn, at de nok bare klarer sig, men den indstilling kan vi simpelthen ikke være bekendt, for det forholder sig ikke nødvendigvis sådan, fortæller Pernille Wulff om baggrunden for det særlige fokus, som Uglegårdsskolen i dag har på netop højt begavede børn.
Jo mere hun dengang læste sig ind på emnet, jo bedre forstod hun, hvad det vil sige, når man har en hjerne, der kører hurtigere og anderledes end de fleste andres. Hvordan det kan betyde, at man er sjældent hurtig til at forstå og løse opgaver, kan fordybe sig på et usædvanligt niveau, har et stort ordforråd og en ekstraordinær evne til at tænke kreativt og abstrakt.
Men hvordan det også kan betyde, at man risikerer at falde igennem i skolesystemet, hvis ingen ser eller forstår alt det, man kan. En indsigt, der fik hende og en kollega til tasterne.
– Vi skrev sådan lidt Lars-Larsen-agtigt til vores skoleleder og tilbød ham, at vi uddannede os, så vi sammen kunne lave et tilbud til de højt begavede elever og sikre os, at de bliver stimuleret og støttet, fortæller hun.
Hvilket blev modtaget med åbne arme – og inden længe bredt ud til resten af Uglegårdsskolen.
– I starten gjorde min kollega og jeg rigtig meget ud af at afmontere eventuelle fordomme og forklare vores øvrige kollegaer, at høj begavelse er forbundet med, hvordan hjernen ser ud. Der er ikke nogen, der har valgt det, og det handler ikke om, at de højt begavede er bedre, sejere eller nødvendigvis dygtigere end andre.
Annonse
Høj begavelse er en anderledes måde at opleve og forstå verden på, og bare fordi man er højt begavet, er man ikke nødvendigvis den klogeste og den hurtigste, understreger hun.
– Det handler heller ikke om, at de her børn skal paces og have lov til mere undervisningstid end deres klassekammerater. Slet ikke. Det er ikke et eliteprojekt. Det handler om, at de – ligesom alle andre elever – skal trives bedst muligt,” slår hun fast. ”Overskriften er, at der skal være plads til at være anderledes.
Grib dem før mistrivsel
At skolederen på Uglegårdsskolen dengang greb de to læreres initiativ var noget nær profetisk. For i dag, seks år senere, er opmærksomheden på de højt begavede børn ikke noget, der afhænger af enkelte ildsjæle rundt omkring på landets skoler, men et emne, der har fået plads i noget så afgørende som Børne- og Undervisningsministeriets lovgivning.
Det ved psykolog Dea Franck en hel del om. Til daglig driver hun sin egen klinik med fokus på netop høj begavelse, og så har hun været en del af ministeriets ekspertudvalg i forbindelse med den vejledning, der første gang blev sendt ud til samtlige folkeskoler i 2024.
Med bud om, at lærere i 1. klasse er opmærksomme på elever, der viser tegn på høj begavelse – og i så fald screener dem ud fra nogle helt specifikke værktøjer, i samarbejde med barnet selv og dets forældre.
Og der er ifølge Dea Franck al mulig grund til at favne og imødekomme netop denne gruppe elever.
– For de her børn er det virkelig vigtigt at få mulighed for at blive mættet i forhold til deres videbegær og deres lyst til at lære, fortæller hun, – og grundlæggende handler det om at finde ud af, hvordan man stimulerer dem, så de bliver fyldt op på en god måde – både fagligt og socialt – og give dem nogle rammer, hvor de kan blomstre og udfolde det store potentiale, de har.
Sker det ikke, er der nemlig en risiko for, at de højt begavede børn kan ende i mistrivsel, pointerer psykologen.
– Når højtbegavede børn ikke bliver mødt med den stimulering og forståelse, de har brug for, finder de til tider deres egne måder at klare det på. Nogle forsøger at tilpasse sig og gør alt for ikke at skille sig ud – de tier stille, gemmer deres idéer væk og prøver at være som de andre.
Andre trækker sig ind i deres egne verdener fyldt med fantasier, systemer, historier eller videnskabelige udforskninger, hvor de kan tænke frit og mærke sig selv.
Og så er der dem, der påtager sig mere ansvar, end de burde, og næsten bliver små voksne, der forsøger at skabe orden i noget, der føles uroligt indeni, forklarer Dea Franck.
– Ja, det kan endda gå så galt, at barnet helt mister glæden ved skolen og legen og slet ikke har lyst til at engagere sig i nogle af delene.
Det virker!
Går man som forældre rundt med en fornemmelse af, at ens barn har en begavelse ud over det sædvanlige, er det altså en god idé at undersøge det nærmere – og glæde sig over, at man ikke længere er alene om at holde øje med tegnene. Eller reagere på dem, ikke mindst.
– Alle de ting, der fungerer, piller vi ikke ved. Men hvis der er noget, der ikke fungerer, tager vi en snak med eleven og finder idéer til, hvad vi kan gøre, fortæller Pernille Wulff om det, der i en håndfuld år har været Uglegårdsskolens take på de højt begavede børn.
– Der er for eksempel utrolig meget undervisning, der er bygget op omkring repetition, for det har rigtig mange elever brug for, men det har de højt begavede ikke. Så det arbejder vi rigtig meget med.
Det kan også være, at vi går højere op i abstraktionsniveau i de fag, hvor eleven har særlig glæde af det, eller samler eleverne på hold en gang imellem, så de møder ligesindede og laver projekter med nogen, der er ligesom dem selv. Og vi kan også finde på at arbejde med nogle af de ting, som typisk er udfordrende for de højt begavede børn, fortæller hun.
For eksempel det med perfektionismen og angsten for at fejle, siger hun, og øvelsen i at kaste sig ud i ting, som er drønsvære.
– Nogle højtbegavede børn støder ikke på ting, der er svære tidligt i deres liv, og når de så pludselig møder noget svært i en højere alder, har de ingen strategier, lyder forklaringen, og hun nævner et holdprojekt, som skolen for nylig har gennemført, hvor lærerne med vilje italesatte, at det ville blive svært, og hvor kun to ud af de seks makkerpar endte med en færdig model, der rent faktisk virkede.
– I de situationer hylder vi dem, der lykkedes, men vi hylder allermest dem, der har knoklet i seks uger med at bygge noget, som ikke kom til at virke – uden at give op.
Du er ikke forkert
Spørger man Dea Franck, er det lige nøjagtigt den slags initiativer, der kan gøre en forskel, og som ministeriets ekspertgruppe derfor også opfordrer skolerne til at indarbejde i deres undervisning – og løbende vejleder dem i.
– Mange lærere er ikke klar over, at der faktisk ikke skal så meget til at få et højt begavet barn i trivsel. Det er ikke raketvidenskab, og de kan bruge alle de værktøjer, de har i forvejen – de skal bare bruge dem på en anden måde, siger hun og tilføjer:
– Hvis man får deres øjne op for det, så kan man virkelig ændre på noget.
Samtidig glæder Dea Franck sig over, at den nye lovgivning tilsyneladende allerede har en effekt rundt omkring.
– Jeg får løbende henvendelser fra forældre, som medsender checklister til mig, som skolen har udfyldt.
Det er ikke alle, der rammer præcis de 125 IQ-point, som man har vedtaget at sigte efter, men de ligger alle sammen over normalområdet, fortæller hun, – og jeg oplever i stigende grad også, at forældre kontakter mig, fordi nogen har bemærket, at deres barn skiller sig ud – en børnehavepædagog, en fodboldtræner eller en lærer, som har lagt mærke til, at der kunne være noget på spil i den retning.
Det skete ikke så meget tidligere, og på den måde mærker jeg en bevægelse i samfundet, hvor det er mere okay at snakke om høj begavelse, end det var tidligere.
I den bedste af alle verdener ser hun, at screeningen ikke kun foregår i 1. klasse, men breder sig til alle klassetrin.
– Det kunne være skønt. Så man ikke tænker i diagnoser som det første, eller tænker, at der er noget galt med det pågældende barn, og så man kan møde de højt begavede elever i deres behov, fra de starter i skolen og hele vejen igennem deres skolegang, lyder forhåbningen.
Og Teresas forældre stemmer i. For de er først og fremmest lykkelige over, at de er blevet klogere på deres barn – og er på mange måder også glade for, at de tog beslutningen om at flytte Teresa til en skole, hvor hun bliver grebet.
Men de kunne samtidig ønske sig, at de ikke havde følt det nødvendigt at skifte.
– Hvis man kan få det mindset ind i folkeskolen, at det er okay at være intelligent, produktiv og elske at lære, i stedet for at det bliver ignoreret eller set ned på, så tror jeg, det er en stor gevinst, siger Brian Troelsen.
– Både for det højt begavede barn, for klassen som helhed og i sidste ende også for samfundet.
