Efter 8 år i fertilitetsbehandling fik Lise en ny virkelighed: ”Det var nærmest et chok”

Du har skrevet en psykologisk thriller om en kvinde, der er ufrivilligt barnløs og er desperat efter at blive gravid. Hvordan opstod den idé?

"Det er jo næsten uundgåeligt, at stof fra ens virkelighed melder sig på banen på et tidspunkt i det, man skriver. 

Jeg har selv været ufrivilligt barnløs gennem mange år, og jeg har også været i fertilitetsbehandling, og imens jeg var i det, kom der nogle mørke sider frem i mig, som jeg godt var klar over nok ville sive over i min skrivning på et tidspunkt."

LÆS OGSÅ

Kæmper dit barn med selvværdet? Denne lille gestus kan få dit barn til at føle sig set

Har du et barn, der trænger til et godt selvværdsboost, kan du med fordel gøre én ting derhjemme, anbefaler psykolog.

Hvad er det for nogle oplevelser, du har haft?

"Min kæreste og jeg ønskede os børn, og jeg blev faktisk også naturligt gravid et par gange. Men hver gang endte det i en spontan abort i et meget tidligt stadie, og lægerne fandt så ud af, at jeg havde endometriose, som er en betændelsestilstand i vævet omkring livmoderen, der giver mange smerter og gør det meget svært at få børn. 

Det har været en lang rejse fra min første graviditet som 28-årig, til jeg som 36-årig fødte vores søn med rigtig meget hjælp fra sundhedsvæsenet."

Hvordan havde du det undervejs?

"Det var en tid, der først og fremmest var præget af uro og uvished. Jeg vidste ikke, om jeg nogensinde ville blive mor. Hvis nogen havde sagt til mig, da jeg var 28, at jeg skulle igennem en hel masse, men at jeg til allersidst ville få min lille søn i armene, så ville jeg kunne have holdt det ud på en helt anden måde. 

Men man starter jo i en tilfældig behandling uden at vide, om det vil lykkes, og det er et hårdt game, fordi man bare må kaste sig ind i det med krop og sjæl og forsøge at holde håbet oppe, samtidig med at man skal prøve at være realistisk."

Hvordan var det for dig, at resten af venindegruppen fik børn?

"Jeg kom i kontakt med nogle grimme følelser som at blive overvældet over, at de alle sammen fik både nummer ét og to, imens jeg stadig var i fertilitetsbehandling. 

Det var svært, og jeg ved, at det også var svært for dem. At de skulle komme og fortælle, at de nu var gravide igen, til en, som de vidste ønskede sig et barn mere end noget andet. Men de var gode til at forberede mig, inden de annoncerede deres graviditeter – og gode til at spørge, om jeg havde lyst til at snakke om mit eget forløb. 

LÆS OGSÅ

33-årige Stine donerede æg til sin søster: "Jeg kan godt fornemme nu, at det ikke bare er noget, man gør"

Da det viste sig, at Stine Sandholts storesøster ikke kunne få børn med egne æg, tilbød hun at hjælpe. I dag er hun moster til en lille pige.

Ofte kunne jeg ikke overskue at snakke om det, og det respekterede de."

Hvordan påvirkede det ellers din hverdag?

"I starten af fertilitetsbehandlingen arbejdede jeg stadig et sted, hvor jeg hver dag skulle møde ind fysisk. Jeg kan huske, at det stressede mig så meget, at der var nogle bestemte tidspunkter, jeg skulle ringe til fertilitetsafdelingen eller ind og scannes, som i en periode var hver tredje dag. 

Det var noget ret ubehageligt og meget personligt, som jeg var nødt til at dele med min arbejdsplads for at få lov at gå på mærkelige tidspunkter, komme senere eller gå ud og ringe midt i det hele.

På et tidspunkt var jeg så langt nede, at jeg godt kunne mærke, at jeg havde brug for at tale med en professionel. Jeg fik så en samtale med præsten på Rigshospitalet, som satte tingene lidt i perspektiv for mig. 

Han så på mig og sagde, at jeg stadig var fuld af liv, og spurgte så, hvad jeg drømte allermest om, hvis ikke jeg kunne få børn. Jeg svarede, at jeg drømte om at skrive på fuld tid, for det kunne jeg mærke med det samme. 

Han spurgte, hvad der stoppede mig, og da jeg begyndte at forklare, at jeg jo havde et arbejde og ikke tjente så godt på mine bøger endnu, var hans svar, at jeg havde mulighed for at gå efter mine drømme, og det skyldte jeg mig selv."

Fulgte du hans råd?

"Ja, og det gav mig noget ro, at jeg ikke længere var bundet af, at der stod nogle kolleger og ventede på mig, hvis jeg skulle til scanning eller tage en sprøjte.

Det blev en måde at flytte mit fokus, som jeg tror var med til, at jeg undgik at blive sindssyg af al den ventetid og uro. Jeg fandt noget andet, som føltes altopslugende, som var at skrive og skabe noget andet end den her familie, som vi drømte så meget om."

Hvordan var det, da du rent faktisk blev gravid – og I nåede over nakkefoldsscanningen?

"Det var nærmest et chok. Jeg havde næsten ikke turdet håbe på mere end bare at blive gravid, men så skulle vi pludselig til at forholde os til, at der faktisk kom et barn ud af det.

LÆS OGSÅ

Da Rikke Wölck blev mor, gav hun slip på en svær tid: ”Det var lykkeligt at opleve”

Da skuespiller og instruktør Rikke Wölck blev mor, gav hun slip på en indre kamp, der har fyldt i hendes ungdomsliv. Det fortæller hun i et stort interview med Hendes Verden.

Jeg havde meget uro og tankemylder under graviditeten, helt sikkert fordi det var gået galt så mange gange. Det var rigtig svært at nyde graviditeten.

Da vi endelig fik vores søn, var det en benhård omstilling. Jeg havde følelsen af, at jeg burde være lykkelig og taknemmelig 24/7, fordi det endelig var lykkedes. At jeg ikke måtte have én eneste følelse af, at det er hårdt at være mor, fordi det var det, jeg havde bedt om så længe. 

Jeg måtte bare suck it up. Det hele har nok lige skullet falde på plads for mig, for jeg synes, at det er det mest fantastiske i verden at være mor, men det er også hårdt. Jeg kan godt frygte lidt, at mine veninder har følt, de var nødt til at holde igen med at fortælle mig om de hårde sider af moderskabet, fordi de var bange for at lyde utaknemmelige. 

Det er jo lidt den samme følelse, jeg sidder med nu. Jeg har skulle finde ud af, at det er okay både at synes, det er det mest fantastiske og meningsfulde i verden at være mor, men at det i perioder også kan være benhårdt."