"Hvis jeg skal være hudløst ærlig, så er jeg bange for at dø"

I 2009 fik jeg konstateret brystkræft til en rutine­mammografi. Jeg var lige fyldt 56 og havde overhovedet ikke følt mig syg. 

Det var et stort chok, men efter kemo, brystbevarende operation og stråler blev jeg erklæret rask.

LÆS OGSÅ

Den mest almindelige kræftform blandt mænd giver næsten ingen symptomer

Prostatakræft er den mest almindelige kræftform blandt mænd. Men nu er tallene på vej ned i Norge.

I 2022 vendte kræften til­bage, nu i øverste brystlymfe. Lægerne prøvede at operere og gav fuld kemokur, men da det sad et komplekst sted, mislykkedes operationen. I 2024 begyndte kræften at vokse og sprede sig til knogler, lår og hofte. 

Der var ikke flere muligheder, og jeg blev erklæret uhelbredeligt syg. Selv om det var et kæmpe chok, havde jeg på en eller anden måde hele tiden regnet med, at kræften ville vende tilbage. 

Jeg tænkte også, at denne gang slap jeg nok ikke med livet i behold. Det fik jeg ret i.

Min største bekymring var, om jeg ville opleve min datters bryllup. Det er i sommeren 2026. Heldigvis ser det ud til at lykkes. Og om jeg ville få lov at runde 70 år. 

Men livet er ikke rendt ud endnu, her et år efter dødsdommen, og lægerne siger, at jeg kan være heldig at leve fem til syv år endnu på de kemopiller, jeg får.

Jeg tænker på kræften hver eneste dag. Chokket over dødsdommen har lagt sig, jeg har accepteret, at det er sådan, det er. Jeg har aldrig været særlig glad for ynk og kan ikke holde ud, hvis folk har ondt af mig. Det gør mig ikke mindre syg.

I stedet bruger jeg den sidste del af mit liv på de ting, jeg elsker: koncerter, veninder og mine børn og børnebørn. Jeg er også ledsager for en blind, aktiv i en singleforening samt, nu afgående, instruktør og hovmester i en sejlforening.

Nogle dage må jeg melde fra over for mine forpligtelser. Andre dage er gode. Men jeg døjer med ekstrem træthed, manglende energi, kronisk neuropati i benene samt smerter i muskler og led. 

Hver fjerde uge er jeg i behandling med nogle sprøjter, som ofte gør mig syg i en uges tid, hvor min appetit bliver nedsat; ind­imellem kan jeg kun indtage proteinkiks og drikke.

Mine børnebørn på seks og syv år gør også, at jeg har noget at leve for. Jeg er så uendelig lykkelig for, at jeg har fået ekstra tid med dem. Det bekymrede mig i starten, om de ville nå at lære mig godt nok at kende til at huske mig senere i livet.

Jeg har så travlt med at leve livet, at jeg udskyder ting, jeg burde. Jeg burde planlægge min begravelse og min sidste tid og få styr på huset. Men jeg forhaler det. 

Jeg vil hellere bruge tiden på det sjove. Jeg er dog begyndt at skrive ned i Bogen til mine kære, så der kommer bare en smule styr på det praktiske.

LÆS OGSÅ

Anna Thygesen fik scannet sin ryg – nu har hun et vigtigt budskab til kvinder om træning

Anna Thygesen døjede i en længere periode med rygsmerter, og derfor anskaffede hun sig en personlig træner. Generelt tror hun på, at man skal søge hjælp og gøre noget ved det, hvis man har enten fysiske eller psykiske skavanker.

Hvis jeg skal være hudløst ærlig, så er jeg bange for at dø. Jeg er bange for det uvisse, hvad der kommer til at ske, om jeg kommer til at dø helt alene. 

Jeg bor jo alene. Tænk, hvis jeg ikke vågner en dag? Jeg frygter også, at det bliver en smertefuld død; det ville være det mest modbydelige, og jeg har undersøgt muligheden for at få aktiv dødshjælp, når tid er – men om jeg har modet, ved jeg først, når jeg står i det.