Tine Høeg scroll-down
Foto: Les Kaner Tine Høeg er lige nu aktuel med bogen SULT.

Tine Høeg: "Det er en sorgproces at være ufrivilligt barnløs, selvom man ikke har mistet noget konkret"

Forfatter Tine Høeg har altid længtes efter at blive mor og var klar til at blive det alene. Men en dag bad hun om hjælp til en uløselig krydsogtværs på Instagram ...

Af Ditte-Marie Ascanius
Børn ALT for damerne

Tine Høeg kunne nærmest føle et had mod andre, når hun scrollede igennem deres scanningsbilleder, gravide maver og annonceringer af køn på sociale medier. Selv mod sine allernærmeste. Hvilket blev efterfulgt af en skamfuld følelse af at være et dårligt menneske. Hun havde selv sat alt ind på at blive gravid. Uden held. Til trods for at hun blev ved med at prøve og prøve. Og prøve. Derfor stod hun også i et dilemma, da det endelig lykkedes efter to år siden, hvor fortvivlelsen ellers var begyndt at udslette håbet.

"Jeg kan næsten føle, at jeg svigter dem, der står i det nu, fordi jeg ved, hvordan det er at se den ene efter den anden annoncere sin graviditet på Instagram. Det gør så ondt, at jeg faktisk næsten ikke har haft lyst til at dele det. Derfor har jeg heller ikke bare kunnet annoncere en lykkelig graviditet. Jeg er også nødt til at fortælle om mørket, for det bærer man med sig sammen med graviditeten," fortæller Tine, der normalt deler mange af sine tanker om stort og småt på Instagram.

Men det fertilitetsforløb, hun netop har været igennem, har hun valgt at holde for sig selv. Som forfatter virkede det naturligt for hende at skrive sig ud af krisen. Det startede som en form for dagbog, men efter nogle måneder begyndte hun at tænke, at det måske kunne blive til en roman. Og det blev det.

Den har fået titlen ”SULT” og ligger meget tæt op ad hendes egne erfaringer med fertilitetsbehandling. Da hun havde skrevet i noget tid, besluttede hun, at skriveprocessen skulle stoppe efter ni måneder. Uanset hvilken drejning hendes liv måtte tage. For kunne hun ikke få et foster til at vokse i sin livmoder, kunne hun i stedet skabe et værk på den tid, en graviditet varer.

"Romanen skulle skrives fra et uroligt sted, hvor der ikke var en forløsning. Det har været en meget stærk pointe for mig at vise, at man ikke ved, hvordan det ender, når man er i fertilitetsbehandling. Ventetiden er ulidelig, og man ved ikke, om den nogensinde hører op, og jeg ville gerne have, at læseren skulle mærke den tilstand."

Tine har altid vidst, at hun gerne ville have børn. Da hun var omkring 30, begyndte hun så småt at indstille sig på, at det godt kunne være, at hun ikke ville blive gravid på helt traditionel vis. Hun havde ingen kæreste og bookede en tid på en fertilitetsklinik for at få undersøgt, om hun burde få frosset nogle æg ned.

"For mig har driften efter at føde et barn været så stærk, at jeg har følt, at hvis jeg ikke bliver mor, vil det være en helt uoverstigelig sorg, og så ville jeg næsten ikke have lyst til at være her," fortæller Tine, der i stedet for at lukke øjnene for, at det bliver sværere at blive gravid med tiden, hellere ville sikre sig, at hun ikke pludselig havnede i en situation, hvor det var for sent. Beskeden lød, at det så fint ud.

"Jeg lavede en aftale med klinikken om, at jeg skulle komme tilbage, når jeg var 35, og hvis der så stadig ikke var en partner, ville jeg få et barn selv. Så den beslutning havde jeg egentlig truffet. Og hvis de nu havde sagt: ”Det skal være NU”, havde jeg gjort det. Det var jeg ret afklaret med. Så jeg følte mig egentlig ret frisat i forhold til, at det med at skulle finde en mand ikke var et kriterium for at få et barn."

Men det var ikke, fordi hun tænkte, at hun så skulle være alene for evigt.

"Jeg tænkte bare, at så blev rækkefølgen måske lidt anderledes. Jeg har aldrig haft den der store romantiske drøm om, at så skulle man være kærester i tre år og flytte sammen først... Jeg har været rimeligt åben for, at livet byder alt muligt forskelligt, og man må gå med det, der er."

Men hun mødte faktisk sit livs kærlighed, inden hun fyldte 35. Det kom dog ikke til at betyde, at hun havde sat sine ben på en fertilitetsklinik for sidste gang.

Scoret i en krydsogtværs

En lørdag aften for tre år siden sad Tine i sofaen og prøvede at løse en krydsogtværs, som hun så ofte hygger sig med. Denne krydsogtværs havde hun noget svært ved at løse, så hun tog et billede af den og delte det på Instagram. Der kom en reaktion fra en fyr, som tidligere havde gjort sig bemærket med nogle kvikke, interessante kommentarer til det, hun delte. Så hun havde allerede været inde og tjekke hans profil og tænkt, at han var ret pæn.

"Han havde taget et screenshot af krydsogtværsen, udfyldt alle felter, jeg ikke selv havde kunnet løse, og sendt det tilbage til mig. Ikke andet end det. Og så var jeg bare totalt solgt," siger Tine og griner lidt ad sig selv.

"Han havde gjort sig lidt bemærket før, og så kom det der. Okay, hvem er den her mand, tænkte jeg. Der er et eller andet her, som jeg er meget nysgerrig på. Det var LIGE mig det der... Og det var bare så subtil en flirt, selvom han siden har sagt: ”Ej, men det var jo kun, fordi jeg ville hjælpe dig”. Yeah right!"

Manden hed Mads. Og korrespondancen udviklede sig hen over de næste uger, hvor Tine også fandt ud af, at han havde to børn fra et tidligere forhold. Men det var ikke noget, der skræmte hende.

"Vi lagde bare ud med at tale sammen på skrift. Så det var anderledes, end hvad jeg ellers har prøvet. Jeg har også været på Tinder – altså for helvede, jeg har prøvet alt muligt – men havde fået lidt kvalme af det på det tidspunkt. Og det, der var så dejligt ved det her, var, at det var så uforpligtende. At vi kunne skrive sammen, uden rammen fra starten var ”er vi to noget for hinanden”, som kan være så anstrengende på datingapps."

Det blev Tine, der en dag fattede mod til at spørge, om de ikke skulle mødes.

Hvem er Tine Høeg?

  • Forfatter til romanerne ”Nye rejsende”, som hun modtog BogForums Debutantpris for, og ”Tour de Chambre”, som har været sat op på Det Kongelige Teater.
  • Aktuel med romanen ”SULT”, der udkommer den 10. juni.
  • Hun er 36 år og kæreste med Mads, som hun venter en pige med til september, og bonusmor til hans to børn på 9 og 11 år.

"Den dag, jeg gik og ventede på, at vi skulle mødes om aftenen, følte jeg faktisk, det var en forelskelse – og det har jeg altså aldrig prøvet før, INDEN jeg har mødt et menneske. Jeg syntes, det var ret vildt, at jeg kunne have den følelse bare ved at kende hans skriftstemme og kigge på nogle billeder."

De aftalte at mødes på Amager Strand i solnedgangen. En ramme, som hun finder ret så komisk i dag, fordi den næsten var for ladet.

"Vi var meganervøse begge to. Det var simpelthen for sitrende. Vi havde heldigvis nogle øl med, men nok lidt for få... Det var en lidt famlende første date," mindes hun.

"Men altså vi endte alligevel med at sidde og snakke i seks-syv timer. Og kysse til sidst. Og da jeg kom hjem, var jeg meget sikker på, at der var sket noget altomstyrtende. Jeg kunne mærke, at der var noget her, som var noget helt andet, end hvad jeg havde prøvet før."

Og han havde heldigvis haft det på samme måde.

"Han er ret introvert. Og jeg tænker også tit, at det var vildt godt for os, at vi startede med at skrive sammen, for hvis jeg havde mødt ham på en bar, er jeg faktisk ikke sikker på, vi var faldet i snak, fordi han netop ER lidt tilbageholdende. Så det var bare vildt fedt at få lov til at få indblik i, hvem han var, før vi mødtes, så jeg vidste, at der var så meget dybde, humor og kant og alt muligt fantastisk, som jeg ellers ikke er sikker på, jeg ville have set med det samme."

Da de havde været sammen i et halvt år, besluttede de sig for at droppe præventionen og prøve at lave et barn.

Længslen efter et barn

Efter cirka et år, hvor der ikke var sket noget, besluttede de sig for at blive undersøgt. Hos Tine så det fint ud, mens Mads’ sædkvalitet var nedsat. Dog ikke i en grad, der tog håbet fra dem. Så de begyndte i fertilitetsbehandling, hvor de fik tre inseminationer. Men da de ikke bar frugt, skulle de dernæst igennem ægudtagning – en proces, hvor man op til helst skal droppe alkohol og justere kosten, samtidig med man fylder sig med hormoner, der giver humørsvingninger. Derudover begyndte Tine til akupunktur og zoneterapi. Men da heller ikke ægudtagningen bar frugt, slog det hårdt, fordi alt virkede forgæves.

"Man bliver gradvist bevidst om, at det faktisk selv med hjælp bliver rigtig svært. Jeg har været vant til, at hvis jeg vil opnå noget her i livet, så kan jeg arbejde mig frem til det. Jeg er temmelig kompromisløs, når der er noget, der er vigtigt for mig. Det var sådan, jeg blev forfatter. Det er sådan, jeg plejer at gøre. Men her ramler jeg ind i noget, hvor jeg faktisk er magtesløs. Og hvor det hele samtidig foregår inde i mig. Jeg kan ikke flygte fra det, jeg kan ikke tage en pause fra det. Det er min krop. Det er mig, der skal udsættes for indgreb og hormoner, men jeg har ingen reel magt over, om det lykkes eller ej. Den afmagt er paradoksal og meget svær at være i."

Tine var igennem endnu en ægudtagning, der heller ikke blev til et barn, og frem mod den næste blev hun sat i såkaldt kunstig overgangsalder.

"Der er så meget, som hviler på kvinden. Også i de tilfælde, hvor årsagen ligger hos manden, er det kvindens krop, der behandles. Det er den eneste måde, vi kan få et barn på. Selvom den er urimelig, kan det være svært ikke at føle en vrede over den ulighed, en frustration over at skulle stikkes i, have suget æg ud og være underlagt tusind restriktioner. Der kan manden gå mere fri. I hvert fald fysisk. For det er jo også en sorg for ham og en afmagt ikke at kunne tage over," siger Tine.

"Det har været min oplevelse, at de to parter ikke bliver betragtet som en enhed i behandlingssystemet, et makkerpar. Manden er pårørende, og kvinden er patient."

Og der blev det sat endnu mere på spidsen, da man under coronanedlukningen ikke måtte have pårørende med til konsultationerne – heller ikke hvis den pårørende var far til det barn, man prøvede at skabe. Ligesom det er kvinden, der modtager mandens prøvesvar.

Men Tine tror, det handler om, hvordan opfattelsen af kønnene er indlejret i os, når det kommer til det at forplante sig. Kvinden bliver stadig betragtet som den hovedansvarlige for alt, der har med børn at gøre, mener hun. Og den struktur viser sig i systemet.

"Og så kæmper vi stadig med myten om manden, der kan få børn, til han er 80. Der er decideret sædkrise i Vesten, og det er først temmelig sent, at man er begyndt at forske intensivt i hans bidrag. Vi lider under alle mulige forestillinger om, hvad en rigtig mand og en rigtig kvinde er."

Svær at omgås

Udover forskellen på kønnene har der også været den ulighed i Tine og Mads’ forhold, at han allerede har to børn, som Tine også har fået et nært forhold til.

"Mads har ikke følt min sult. Min længsel. Han sagde det selv meget godt; at han vil rigtig gerne HAVE et barn, men han MANGLER ikke et barn. For mig er det et sug, et hul. Han har også vidst, at hvis ikke det lykkes, kan det hele falde fra hinanden. Han har vidst, hvor stærk den trang var i mig – og det har jeg også selv vidst. De kræfter, der bliver sluppet løs, når man har den uforløste drift, kan næsten være skræmmende – også for en selv... Jeg har følt mig frådende vanvittig i perioder," fortæller Tine, der ikke er i tvivl om, at hun har været svær at omgås, da hun i forvejen er meget følsom og udadreagerende, hvilket er en dårlig cocktail, når man samtidig bliver fyldt med hormoner og frustrationer.

"Jeg har kæmpet hårdt for at være nærværende over for dem, jeg elsker, men det har været så svært. Jeg har været giftig, både for mig selv og andre. Indimellem har jeg haft lyst til bare at lægge mig ind i et rum, slukke lyset og blive der. At gå i en eller anden form for dødsagtig tilstand. Det er en sorgproces at være ufrivilligt barnløs, selvom man ikke har mistet noget konkret. Der gik noget tid, før jeg forstod det."

"Før jeg forstod den krise. Hvor gennemgribende den er. Jeg ønsker med min bog at åbne døren ind til det mørke rum for andre. Både dem, der selv står i det, og dem, der er tæt på nogen, der gør," fortæller Tine, der gerne ville have haft overskuddet til at være mere åben om den krise, hun stod i.

"Jeg har undervejs i behandlingen nærmest kunnet føle et had til folk, der blev gravide. Eller folk, der havde et barn. Selv til min kæreste, som jeg elsker over alt på jorden... Jeg har følt stor vrede mod ham, fordi han var far, og jeg kunne føle vrede mod min bedste veninde, fordi hun er mor. Det er en ensom tilstand, og det har i perioder været næsten umuligt for mig at være sammen med dem, fordi det har gjort så ondt."

Selvom det siges, at håbet er det sidste, man mister, har det til tider været svært at holde fast i.

"Håbet er SÅ svært at forholde sig til. Har man ikke det, kan man ikke være til, for det er jo det, der gør, at man gennemgår det her igen og igen. Men hvis man lader håbet vokse for meget, bliver det næsten ubærligt, når man møder skuffelsen. Jeg har flere gange troet, at jeg var gravid, og når jeg så havde taget endnu en negativ test, kunne jeg næsten føle selvhad, fordi jeg havde tilladt mig selv det der latterlige håb."

To streger

Tine har tit fået velmenende råd fra både venner og familie, der har opfordret hende til at tænke positivt og sagt, at det lykkes, når de mindst venter det.

"Det kan man næsten blive vred over, for det er så nemt at sige, og det er der for helvede ingen, der ved. JEG ved det ikke, og DU ved det ikke, og lægerne ved det heller ikke. Nogle gange har man brug for at gå helt ind i mørket og få lov at være der," siger hun og fortsætter:

"Men det er jo ret klassisk, at når nogen, vi elsker, er i smerte, vil vi gerne sige noget, der kan få smerten til at forsvinde. Men det kan vi ikke altid. Smerten findes. Så hellere sige: ”Jeg HÅBER virkelig, det kommer til at ske”. Men det vigtigste er faktisk, at man stiller sig hen ved siden af den, der er i sorg, og bare lytter. Ikke prøver at fikse noget, men går med ind i mørket. Jeg tror egentlig, det kan overføres til alle former for livskriser."

En uge efter Tine havde skrevet romanens sidste tekst, var det igen blevet tid til at tage en graviditetstest. To uger forinden havde hun nemlig fået lagt et æg op efter sin tredje ægudtagning. Så en morgen i slutningen af december tog hun og Mads testen sammen på badeværelset. Tine turde kun at skæve lidt til testen, mens de ventede på resultatet. Det var hendes måde at holde håbet på afstand på.

"Jeg kunne pludselig ud af øjenkrogen se, at en skygge tonede frem, og så gik jeg fuldstændig i panik og råbte til Mads: ”Kan du se den? Er den der?”. Og så gik der ikke ret lang tid, før det var helt tydeligt. To streger. Ufatteligt. Og så begyndte jeg at grine. Jeg havde troet, jeg ville græde. Men det gjorde jeg ikke. Jeg grinede i næsten en time. Hver gang jeg kiggede på den test, brød det bare løs igen. Og Mads grinede ad mig, det må have set helt vanvittigt ud," fortæller Tine, der aldrig før i sit liv havde stået med en positiv graviditetstest før.

"Det var en forløsning. Det var både rusen over det at være gravid, men også det at træde ud af hele det behandlingshelvede. Det var både en begyndelse på noget nyt, men også et farvel til noget, der havde været så opslidende. Så det var sådan en dobbeltlykke. Jeg har gemt testen og kan stadig få det der sug, når jeg kigger på den."

Efter et par uger, hvor de var fyldt op af en boblende, rastløs lykke, kom uroen.

"Jeg turde ikke rigtigt tro på det og har været så utroligt bange for at blive slået tilbage til start, sat tilbage i mørket. Så jeg havde et kæmpe behov for at få det bekræftet på en eller anden måde. Heldigvis kommer man til en tidlig scanning, når man har været i fertilitetsbehandling. Og dér kom tårerne, da jeg så et bankende hjerte..." fortæller Tine.

"Det er ikke sådan, at når man er gravid, så forsvinder alt, hvad man har været igennem, med et ”pling!”. Man bærer den erfaring med sig. Og jeg er stadig meget optaget af alt, hvad den har hvirvlet op. At finde ud af, hvad jeg kan bruge det til, og måske med min bog at gøre en lillebitte forskel for andre."

Et gigantisk pres

Tine og Mads nåede at være i fertilitetsbehandling i et år, og hun tror, at det er umuligt at gå upåvirket igennem sådan et forløb. For det er opslidende. Både for en selv og for kærligheden.

"Der kan let komme en afstand i forholdet, selvom man ikke ønsker det. Begge er under et gigantisk pres, kvinden jo også fysisk."

"Alt cirkulerer rundt om scanninger, sprøjter, udtagninger, oplægninger, håb og skuffelse. Jeg tror, det er vigtigt, at man giver plads til at slippe tøjlerne og en gang imellem fucke alle de regler, man er underlagt, og så gå ud i solen og dele to flasker rosé. Og at man fortæller hinanden alt det grimme også, deler så meget, man kan, og prøver at rumme hinanden med hud og hår."

På den måde tænker hun, det nok har været en fordel, at forholdet stadig var relativt nyt og sulten efter hinanden stor, da de besluttede sig for at få et barn. Selvom det selvfølgelig også kan være skrøbeligt, når man endnu ikke har bygget et stærkt fundament.

"Jeg tænker, at vi kommer styrkede ud af det – også i forhold til at skulle være forældre sammen. Vi har allerede set hinanden være fuldstændigt sindssyge. Helt i vores følelsers vold og presset til det yderste – og det kommer vi jo til at blive igen, når der kommer et lille barn. Vi har allerede fået lov at se ind i hinandens dybeste afkroge."

I takt med at maven vokser, er Tine begyndt at føle en større ro og tro på, at hun rent faktisk bliver mor til en lille pige i starten af september.

"Jeg havde sådan en følelse her i weekenden: Nu beder jeg ikke om mere. Og det er ikke, fordi jeg tænker, at nu bliver mit liv superlykkeligt og perfekt – det ved jeg sgu godt, det ikke gør. Nu vælter alt muligt nyt og svært ind over os. Og bekymringerne eksploderer, når man får et barn. Jo mere man elsker, jo mere kan man også miste. Og jeg tænker faktisk heller ikke, at man bliver mere lykkelig af at have børn. Men for mig har det at blive mor været en iboende længsel, helt indiskutabel. Jeg har haft den, så længe jeg kan huske. Lidt ligesom det med at blive forfatter. Så det var sådan en følelse af at være fuldendt på de allervigtigste områder. Det var vildt lige at turde sidde og mærke den følelse, tillade sig selv den ro og taknemmelighed et øjeblik."

Og hvad der så ellers venter, tager hun, som det kommer. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Fertilitet, Gravid, Bøger og Interview
Tilbage til toppen