Trine valgte et hulter til bulter-liv frem for facade

Trine Vinther Larsen, 36 år, er vokset op i Hjørring i et middelklassemiljø med fokus på de ydre værdier.

Selv bor hun hulter til bulter med sine børn to børn, David og Benjamin på fem og tre år, og sin amerikansk-jødiske kæreste i en genbrugshybel af en lejlighed på fjerde og femte sal i København.

Familiens liv er præget af indskydelser og humor mere end af normer og materielle værdier. Her er hendes historie:

Anderledes rammer

Jeg er vokset op i den øvre middelklasse i et småborgerligt hjem med styr på tingene. Store parcelhuse, to biler, sommerhus. Fokus på det materielle og trygheden i forudsigeligheden. Min kæreste, vores børn og jeg bor i en lille lejlighed på fjerde og femte sal, hvor børnene deler værelse, og vi voksne sover på reposen. Det er ikke så vigtigt, hvordan tingene ser ud – vi er aldrig blevet færdige med køkkenet, og meget af vores indbo er kluns eller loppefund. Skulle vi flytte, skulle det være i kollektiv eller til udlandet.

Parallelle liv med forældrene

Vi børn cyklede rundt på parcelhusvejen, drev rundt haverne eller byggede huler i skoven. Vi rutsjede ned ad grusgrave uden opsyn og havde aldrig hørt om solcreme. På den ene side er jeg vokset op med en kolossal frihed, på den anden side er der mange gyldne øjeblikke, mine forældre ikke har været vidne til, fordi børn og voksne en stor del af tiden levede i parallelle universer. Min kæreste og jeg slapper af ved at være sammen med ungerne, og vi planlægger ikke ret meget. Måske bygger vi Lego, måske møder vi en anden familie og spiller fodbold.

Følg dine børn tæt

Jeg tror, det er vigtigt at gøre børnene følgeskab, uden at de voksne tager styringen. Den balance prøver jeg at finde. Mine forældre var ikke så nysgerrige på, hvad jeg interesserede mig for, medmindre det var noget, de selv kunne forholde sig til. Hvert år ønskede jeg mig skøjter eller et musikinstrument til jul, men fik det aldrig. Da Benjamin blev betaget af nogen, der dansede ballet på Bryggen, tog vi ham med til balletundervisning, så han kunne se, hvad det var for noget. Jeg tror, jeg kender mine børn bedre, end mine forældre kendte mig. Parforholdet betyder også meget for Uzi og mig, så det værner vi om. Det er os, der sætter stemningen i hjemmet og lærer børnene om følelser, respekt og livsglæde.

Forbyttet barn

Vi har en gang imellem joket med, at jeg var det forbyttede barn, for jeg interesserede mig for noget helt andet end mine forældre og søskende. Men de tog det pænt. Jeg fik et slags wildcard til at være anderledes, og det skal de have ros for – selv om de synes, at Uzi og jeg skulle blive gift. Vi havde ikke mange bøger i mit barndomshjem, men dem, vi havde, læste jeg. Lademanns Leksikon og Set & Sket fra 1969 og frem. Jeg oplevede, at nye verdener åbnede sig for mig og valgte senere en akademisk uddannelse af samme grund.

Ophavet lærer os om os selv

Man kan ikke løbe fra sit ophav, men man kan bruge det til at finde ud af, hvem man er, og hvad man vil med sit liv. Jeg følte mig elsket, og alligevel har jeg haft brug for at søge ud for at finde andre rollemodeller.

Nemt at skifte livsstil

Det har været nemmere for mig at vælge en anden livsstil, end det var for mine forældre. Man gjorde bare sådan tilbage i 1980’ernes Hjørring: Forældre gik på arbejde, og børn gik til fodbold, håndbold eller gymnastik.

Jeg er endt i København, fordi jeg kunne. Jeg tog en akademisk uddannelse, fordi jeg kunne. Og jeg rejste ud i verden, fordi jeg kunne.

Alle valg har konsekvenser, og som forældre slipper man aldrig for at gøre noget ‘forkert’ i sine børns øjne. Men man skal have det godt med den måde, man er forældre på. Det har jeg, og det tror jeg også, mine forældre havde.

LÆS OGSÅ: “Vi flyttede 16 gange, og jeg gik på fem forskellige skoler”

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Lær dit barn at være optimist

LÆS OGSÅ: Test: Hvilken type mor er du?