Baggrund
Andrea er 5 år og meget morsyg. Det har hun sådan set altid været – og sådan har familiens to større
børn på 9 og 12 år også været. Familien joker med, at børnene først slipper mor, når der kommer en ny baby i huset. Men nu kommer der ikke flere. Derfor tænker moren, at grunden til, at Andrea ’klæber’ sådan, er, fordi hun udstråler et eller andet, som hun ikke selv er klar over. Andreas start på livet var lidt voldsom. To uger gammel blev hun alvorlig syg med meningitis, og mor og datter blev indlagt 14 dage. Andrea kom sig dog helt uden mén, men oplevelsen har gjort, at familien har været lidt ekstra opmærksom på hende, og om hun virkede helt normal bagefter.
Familien fik besked fra sygehuset om, at Andrea skulle have al den mor-kontakt, hun kunne få efterfølgende, hvilket gjorde, at hun på det nærmeste boede i sin mors arme. Da Andrea var 2 ½ år gammel, havde forældrene en krise, hvor de i princippet var en skilsmissefamilie i otte måneder, og som især moren er bange for kan have indvirket på datterens forhold til sin far. Mor, Camilla, har derfor opsøgt Jesper Juul for at høre, hvad de skal gøre ved problemet.
Camilla: Det er hende her, det drejer sig om (viser et billede af Andrea til Jesper Juul). Hun vil nærmest allerhelst være der, hvor jeg er. Vil først gå nedenunder og spise morgenmad, når jeg er færdig med at tage tøj på – også selv om resten af familien sidder og spiser dernede. Når vi skal køre i børnehave om morgenen, spørger hun altid “Hvem skal aflevere mig”. Hvis vi svarer far, så kommer der altid et: “ØV!”. Min mand er slet ikke fraværende i familien. Vi skiftes til at aflevere og hente, og han leger meget med børnene – dog mest de ældste. Især vores søn på 9 år hænger meget på ham. Jeg kan derfor godt forstå, at det må være lidt hårdt for min mand at blive afvist konstant – især når han virkelig prøver. Det er for eksempel ham, som læser godnathistorier for børnene, og ham, som er den glade og sjove. Men alligevel foretrækker Andrea konstant mig.
Læs videre på næste side og se Andreas tegning af familien>>
Den her tegning (se tegningen herunder) så jeg i forgårs i børnehaven – den forestiller os som familie. Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til, at de andre børn havde tegnet hele familien ved siden af hinanden. Her kræver det vist ikke den store psykologi-eksamen for at se, hvem, hun synes, er vigtigst. Grunden til, at jeg gerne vil snakke med dig, er, at jeg gerne vil vide, om det her mor-fokus er noget, jeg ubevidst lægger op til, eller om jeg skal acceptere, at sådan er hun bare. Jeg er lidt bange for, om hun straffer sin far, eller at det ubevidst er mig, der straffer ham. Der er ikke nogle problemer, når min mand er alene med børnene. Men ofte foretrækker hun så sin storesøster frem for sin far.
Jesper Juul: Hun kan ikke finde ud af at straffe ham.
Camilla: Jeg mener også mere, om hun inderst inde er vred på ham. Jeg ved ikke, om hun overhovedet forstod, at min mand flyttede fra os på et tidspunkt.
Jesper Juul: Jo, det gjorde hun. Han er ikke en, hun regner med. Han er der, og hun har ikke noget imod ham, men hun regner ikke med ham Han er perifer i forhold til dig og den måde, hun ser familien på – som er helt anderledes, end den ældste ser familien på.
Camilla: Er det sådan generelt? Eller har det noget at gøre med, at hun var indlagt på hospitalet som baby og skulle være hos mig hele tiden?
Jesper Juul: Nej, det har meget med historikken at gøre. Hvis man kigger den igennem, er der ikke gjort noget forkert. Men det er en typisk sygehusbesked at sige, at hun skal have meget MOR-kontakt.
Camilla: Måske sagde de ‘kropskontakt’, og så opfattede jeg det som mor-kontakt. Det var jo mig, som ammede og havde barsel. Min mand og jeg var meget opmærksomme på ikke at behandle hende som en, der havde været syg.
Jesper Juul: Hvis man skal psykologisere, så har du formentlig båret din angst uden på tøjet, mens din mand har båret den på en anden måde. Plus, at du var på orlov og mest sammen med hende, og så kommer symbiosen, som den jo også skal. Det har tilsyneladende ikke været så dramatisk for hende med skilsmissen, som det har været for de andre.
Camilla: Ja, det var meget dramatisk for de andre, især den mellemste, men Andrea kan alligevel sige ‘det var dengang, mor græd i sofaen’, og hun var jo kun knap 3 år.
Jesper Juul: Nåh, det kan hun alligevel?
Camilla: Jeg siger, at min mand må komme ind i kampen, men det er jo svært, når de to andre kaster sig over ham, ligeså snart han kommer inden for døren. Især vores søn er de seneste år blevet utrolig glad for sin far – vil helst være sammen med ham konstant. Så det er svært for min mand at give den yngste den fokus, han måske skulle. Min mand tager det roligt og tænker, ‘det kommer nok’. Vores omgangskreds driller og spørger, ‘skal Andrea bare AL TID hænge på dig?’ Hun skal jo i skole til sommer, så nu må hun vel også snart holde op med det.
Læs videre næste side>>
Jesper Juul: Det er kun faren, der kan gøre noget ved deres relation. Hvis han er relativt tilfreds og har en idé om, at det bare tager lidt længere tid, har han jo ingen indre motivation til at gøre noget. Det skal komme indefra, hvis han skal blive en del af hendes verdensbillede. Men når vi taler om hendes og din relation, er det mere et spørgsmål, om DU synes, der skal gøres noget. Hvad siger hun til at skulle I skole?
Camilla: Det, synes hun, er okay. Der er en hel gruppe, der skal af sted fra børnehaven, og hun er godt med både socialt og også skolefagligt – det er nok, fordi hun er en ‘treer’.
Jesper Juul: Reflekterer hun meget?
Camilla: Hun husker godt og langt tilbage om ting, vi har gjort.
Jesper Juul: Det er jo interessant.
Camilla: Jeg ved ikke, om hun ligefrem reflekterer. Hvordan ville man kunne det i den alder?
Jesper Juul: Hun kunne have reflekteret over dit og hendes forhold. Hvis man nu spurgte hende …
Camilla: Det har jeg aldrig snakket med hende om. Men hun svarer øv til, at far henter hende. Og jeg kan nu se, at jeg indirekte har brugt det som en trussel – ‘hvis du ikke tager dit tøj på nu, kan JEG ikke nå at aflevere dig’, underforstået, at så gør far det. Så måske har jeg selv sat det i gang.
Jesper Juul: Hvis du kigger dybt i dit eget hjerte, er du så stadig mere nervøs ved hende end med de andre børn?
Camilla: Nej, det synes jeg faktisk ikke. Hun er lige blevet opereret – ikke noget alvorligt – bare dræn i øret, og det er jo aldrig sjovt, når ens børn skal i narkose. Men jeg synes ikke, at Andreas ve og vel ligger mig mere på sinde end de andre børns. Tværtimod tror jeg, at man tager det lidt lettere med nummer tre.
Jesper Juul: Det næste år burde hendes interesse svinge over til farmand – jeg tror, hun vil tage et ordentligt ryk i løbet af det næste års tid.
Camilla: Jeg er vel stadig lidt vred på min mand, selv om jeg arbejder meget på at slippe den vrede. Er det her en måde, jeg ubevidst ‘straffer’ min mand på?
Læs hvordan det går efter rådgivningen på næste side>>
Jesper Juul: Det er helt sikkert, at hvis du stadig er vred, så påvirker det hende, og så er hun nødt til at gøre noget ved det. Og det bliver nødt til at blive en del af hendes forhold til faren.
Camilla: Det er sådan noget, jeg er lidt bange for.
Jesper Juul: Jamen, det kan du roligt være, for sådan er det. Men det, som du har været igennem, har været en meget traumatisk oplevelse. Det sidder i flæsket på dig – det er traumatiserende. At komme over det tager ligeså lang tid som et dødsfald – tre-fire år skal du regne med. Det er ikke dig, der holder hende væk, og det er ikke noget med, at du har skyldfølelse. Det eneste, jeg kan se, er, at hun måske får lidt sværere ved at løsrive sig fra dig. Men ikke sværere end din søn fra sin far, som du beskriver deres forhold.
Andrea kunne godt blive et barn, som må deale med hjemve. Hjemve er et af psykologiens store spørgsmål. Man ved ikke, hvad det kommer af. Det hele handler om, om du kan bevare overblikket og give hende det, hun har brug for, og som ikke nødvendigvis er, hvad hun har lyst til.
Camilla: Det er lidt en balancegang.
Jesper Juul: Hvis jeg var din mand, ville jeg melde mig lidt mere på banen, men det skal virkelig være ærligt – gå en tur med hende og sige, at han er ked af, at de har mistet forbindelsen, at han savner hende og gerne vil være sammen med hende. Men han skal jo mene det, ellers er det lige meget! Du kunne på din side sige til Andrea, “nogle gange tænker jeg over dit og mit forhold, om det er lidt for tæt – tænker du nogen sinde over det?” Tag eventuelt udgangspunkt i tegningen. Måske kan hun så fortælle dig, hvad hun tænker. Det bliver spændende at følge hende. Jeg tror, hun kommer til at tage et kæmpespring rent udviklingsmæssigt det næste års tid.
Efter coaching
Camilla oplevede, at det var svært at tale med Andrea om dette. Tegningen kunne ikke bruges som udgangspunkt i en samtale, for hun lugtede lunten (da far også havde spurgt til den) og sagde bare, at “det var fordi, det var dig, som afleverede mig den dag.”
“Når jeg prøver at spørge hende, om vores forhold er for tæt – på den måde, som Jesper Juul rådede mig til – svarer hun bare noget i retning af, at det synes hun ikke, eller at hun har savnet mig, når jeg ikke er der osv.”
Skolestart er lige om hjørnet for lille Andrea, og begge forældre kan faktisk mærke en stor udvikling, som startede lidt før sommerferien. Far er kommet mere på banen – mor trækker sig med vilje fra mange ting, for eksempel alt, hvad der har med computerspil at gøre. Det betyder, at Andrea må gå til sin far, når hun skal have hjælp i den retning. Det har faktisk hjulpet lidt. Nu kan far og Andrea stå og lave mad sammen i køkkenet, også mens mor er hjemme. Mor er stadig den bedste. Men familien føler, den er på vej i den rigtige retning.
