Kom på besøg i Grethes frugthave på Tåsinge
I 1980 flyttede Grethe og Kjeld ind i hans families gamle hus på Tåsinge, og med huset fulgte en gammel fin æblehave. Tag med på tur.
"Dét der, det er skovfogedæbler, Gråsten og Ingrid Marie. Og der på jorden står en kasse Belle de Boskoop," siger Grethe Hansen, mens hun i roligt tempo triller sin rollator gennem sin store frugthave på Tåsinge.
I den fjerneste ende af haven er der pludselig tre rådyr, der tager flugten efter at have spist sig mætte i sensommerens frugt.
Det har lige regnet, og alle Grethes æbler er stadig våde. Nogle af dem er små og nye og venter til oktober med at blive modne, mens andre synger på sidste vers, fordi det er september, og de allerede har haft deres storhedstid.
Et enkelt træ er totalt udhulet i stammen efter et lynnedslag, men alligevel skyder en enkelt gren direkte mod himlen og har år efter år sat æbler på trods af sin bratte ”beskæring”.
Grethe har en forkærlighed for Fillippa-æblerne, som lige nu er allerbedst. Men hendes yndlingsæble er nu engang Cox Orange, som også står flot i frugthaven.
"Og så er der det der, siger hun og kigger på et træ midt i frugthaven."
"Det er der ingen, der kan finde ud af, hvad er. Heller ikke fagfolk. Så vi er blevet enige om, at det er en gammel sort fra baronens tid."
Det vigtige frugtsalg
Det er ikke grebet ud af den blå luft at tale om baronens æbler. Grethes frugthave ligger kun få kilometer fra Valdemars Slot, og i gamle dage var dette baronens jord og dermed også hans æbler. Med årene blev æblehaverne private. Frugten var engang Tåsinges største eksportvare, og sømændenes koner supplerede deres indtægt ved at sælge frugt fra Tåsinge til resten af landet.
Grethes frugthave tilhørte oprindeligt hendes mands oldefar, så parret er nu fjerde generation i det lille hus med den store have til. Kjeld var i sin tid på skibsværftet, og Grethe var dameskrædderinde i Svendborg, så de har aldrig levet af deres frugthave, men blot nydt, hvad den kastede af sig. Huset er Kjelds barndomshjem.
LÆS OGSÅ: Sådan opbevarer du havens æbler
"Da min svigermor døde i 1979, var huset i meget dårlig stand, så Kjeld orkede ikke at overtage det. Men da jeg sagde til ham, at der så var nogle andre, der ville istandsætte det og bo der, og så ville han fortryde, kom han på bedre tanker, og vi flyttede ind i 1980."
"Dengang arbejdede vi så hårdt på huset, at æblerne ikke føltes som en gave, som de gør i dag," siger Grethe og kigger ud over alle sine træer.
Nu har parret boet der i 40 år, og de er henholdsvis 86 og 84 år.
"Frugthaven hørte med og en tørvemose fra krigens tid," siger hun og peger længere ned i haven, som er i alt på to tønder land.
Tåsinges æbler har en lang historie
Det var kammerherre Niels Juel, der i midten af 1700-tallet beordrede, at der blev plantet æbletræer på Tåsinge. Æbletræerne blev skabt på Valdemars Slots gartneri og derpå plantet ud ved øens huse og gårde. Frugten blev sejlet til blandt andet København og helt til England på de såkaldte pæreskuder.
Sorterne var tilpasset Tåsinges klima, og æblerne havde lang holdbarhed, så de kunne spises ud på vinteren. Sorterne fik lokale navne som Valdemar Slot eller Kammerherre Niels Juel, men i folkemunde hed de ofte noget i stil med Kopatter eller Fårenæser. Med tiden overgik gårdene og æblehaverne til private, og mange af dem er fredet. Mange af de æbletræer, man ser på Tåsinge i dag, er efterkommere af kammerherrens.
(Kilde: Tåsinge Æblefestivalavis, 2019)
"Jeg kan huske et år, vi havde familien til sankthansbål i haven, og min nevøs dreng på ti år kom løbende over til mig og sagde: ”Grethe, Grethe, er det virkelig jer, der ejer alt det her”."
Grethe griner hjerteligt, men ryster så på hovedet.
"Ja, det er jo bare noget, vi har fået," siger hun.
I gamle dage havde alle husene i gaden deres egen frugthave til, og da Grethe og Kjeld flyttede ind i 1980, var der omkring 80 træer i haven, men mange af dem er i dag faldet for enten storm eller lyn, mens nye træer og moderne sorter er blevet plantet.
LÆS OGSÅ: Efterårsguld: Sådan dyrker du valnødder i haven
"I starten passede vi selv haven og høstede alle æblerne. De blev pakket og lagt i kasser og stillet ud til vejen, og så kom der en lastbil fra landsbyen Bregninge og hentede dem til en kold hal, hvor der stod 10-12 damer på række og sorterede æblerne. Vi har dog aldrig levet af æblerne, for de fleste gav vi væk, og i mange år kørte jeg rundt i byen og gav dem til de gamle i byen."
Kjelds morfar havde masser af pigeoner, men der kom ikke nok lys til dem, så de er fældet i dag. Men i sin tid kunne han høste 40 kasser op til jul, mindes Grethe om de små røde æbler, som kommer i handlen om vinteren.
"Så sent som i min svigerfars tid levede man af frugten, og han lod aldrig nogen plukke så meget som en blomstrende kirsebærgren af, for frugthøsten skulle bruges til at betale termin," husker Grethe.
Børnebørnene hjælper
I dag er det noget helt andet, for Grethe og Kjeld er for længst gået på pension og tjener ikke på frugthaven.
"I går var børnebørnene her og ryste træerne. Så kører de æblerne til Ørbæk Mosteri. I gamle dage fik man penge for æblerne der, men i går kom de nu ”bare” hjem med 60 liter æblemost," smiler Grethe.
Træerne bliver ikke længere beskåret, men gror frit. Kun Filippa-træerne får en kærlig behandling af børn og børnebørn, så det bliver ved med at give store mængder æbler. Grethe og Kjeld har overvejet at forlade det gamle hus i Grønnegade og flytte i en ældrebolig, men de orker ikke at tømme huset, og måske vil de også gerne holde sig tæt på æblehaven.
LÆS OGSÅ: Pas på havens giftige bær. Disse bær skal du passe på, hvis du har små børn
Ingen af deres børn eller børnebørn er interesserede i at blive femte generation i huset, for de har set, hvor meget arbejde der er med at bo i et hus fra 1700-tallet.
"Huset og haven er begge fredet, så de vil altid være her," smiler Grethe og vender tilbage til huset, hvor hun har en æblekage med flødeskum klar.
Æblerne er naturligvis fra haven.