DIY-projekter i gips og gaze
SPONSORERET indhold

DIY: 7 flotte projekter i gips

"Der skal gips på" - det er en kedelig besked på skadestuen, men meget sjovere, når det sker derhjemme, og det er interiøret det drejer sig om. Brug gips i forskellige former til at lave kunstnerisk tilbehør til din bolig

Af:: Nadja Wehlitz Foto: Pernille Enoch
08. nov. 2021 | Bolig | BoligLiv

Vi har fundet 7 flotte projekter som du kan lave i gips. Det eneste du skal bruge er gips, vand, en rørepind og en blød pensel, så er du klar til at gå i gang.

Det skal du bruge:

Materialer

  • Gips
  • Vand
  • Rørepind
  • Blød pensel

1.jpg

Evighedsblomster af gips.

Evighedsblomster af gips

Bland gips i en spand, og dyp enkelte stilke heri. Stilkene må gerne have knopper eller blade. Hæng stilkene til tørre med en klemme. Sørg for at lægge lidt aviser under, hvis de skulle dryppe lidt. Bland de enkelte gipsgrene med andre tørrede græsser og blomster til en fin buket. Materialerne er fra Panduro Hobby, vasen er fra Notre Dame og skabet i baggrunden er fra Ikea.

Bogstøtte af gips.

Bogstøtte af gips

Find en tom plastemballage i en passende form og størrelse, det kan f.eks. være en mælkekarton. Smør den tomme emballage med en smule madolie, og bland gipsen efter anvisningen på pakken. Hæld gipsen i formen, og lad den tørre helt, indtil du kan vende den støbte form ud. Slib evt. kanterne let med et stykke fint sandpapir. Brug formen som bogstøtte i din bogreol.

Små skåle af gips.

Små skåle af gips

Brug gips til at lave små skåle til dine smykker. Find først forskellige små tallerkner og skåle, og beklæd dem med husholdningsfilm. Bland gipsen efter anvisning på pakken, og kom lidt gips i midten af skålene. Læg en beklædt skål oveni, og tryk let, så gipsen fordeler sig. Inden gipsen tørrer helt, kan du fjerne den øverste skål og skære kanterne lige. Giv evt. de små skåle lak med en blød pensel, og lad dem tørre.

Skulpturelle vaser af gips.

Skulpturelle vaser af gips

Brug tomme plastemballager til at støbe i – gerne nogen der har struktur som denne med riller. Skær eller klip toppen af den tomme emballage, og vask den grundigt. Smør indersiden med lidt madolie. Bland gipsen efter anvisning på pakken, og hæld den i formen. Sæt en cylinderformet vase eller et glas ned oveni gipsen, og sørg for at glasset er pakket ind i husholdningsfilm, så du kan få det fri af gipsen. Lad gipsen tørre helt, og træk så forsigtigt glasset op af midten, og klip eller riv plastbeholderen af for at frigøre gipsvasen. Slib evt. ujævnheder let med et stykke fint sandpapir. Materialerne er fra Panduro Hobby, vasen er fra Broste Copenhagen, glasset med prop er fra Notre Dame, billedet er fra Collage Cph og bænken er fra Jysk.

Abstrakte kunstværker med gipsgaze.

Abstrakte kunstværker med gipsgaze

Lav dine egne små kunstværker med en rulle gipsgaze, en skål vand og et par lærreder. Klip gipsgazen i mindre stykker, og dyp i en skål med vand. Form og læg den våde gipsgaze på det hvide lærred, og fortsæt til du synes dit værk er færdigt. Lad det tørre, og giv det evt. en gang lak med en blød pensel. Hæng de færdige kunstværker i en samling med andre billeder.

Transparente stager i gipsgaze.

Transparente stager i gipsgaze

Lav flotte transparente stager til fyrfadslys i forskellige størrelser. Beklæd forskellige glas med husholdningsfilm på ydersiden. Klip et stykke gipsgaze ud i passende længde, dyp stykket i vand, og sæt det på glassets yderside. Lav et enkelt eller to lag, og lad så gazen tørre. Træk de tørre fyrfadstager af glassene, og sæt et fyrfadslys i et mindre glas, der kan stå inde i gipsskallen. Sæt de forskellige stager sammen i et stilleben.

Gipshænder.

Gipshænder 

Lav afstøbninger af dine børns hænder, og brug dem som dekoration i et stilleben eller som en sjov gave. Du skal bruge et kit til at lave støbeforme og selvfølgelig gips – begge dele fås bl.a. hos Panduro Hobby. Følg anvisningen til at lave selve afstøbningsformen til hånden, bland gipsen og hæld den i formen, og lad den tørre. Tag gipshænderne op af formene, og slib enderne, så hænderne kan stå selv.

Anbefalet til dig