DIY julekugler i patchwork
SPONSORERET indhold

DIY: Smukke julekugler i patchwork

Julekuglerne minder lidt om patchwork i udtrykket, da de er lavet af lapper af forskelligt stof, som sammen danner et grafisk mønster. Kuglerne kan bruges både på juletræet, på en enkelt gren, ophængt i et vindue, samlet i en skål eller som pynt på julebordet.

Af:: MM By Mette Myhl Foto: MM by Mette Myhl
29. nov. 2021 | Bolig | ALT.dk

Disse julekugler er forholdsvis nemme at lave, alt efter hvor kompliceret man ønsker sit mønster.

Det nemmeste mønster er, at dele kuglen i fire lige store dele med et samlepunkt i top og bund som på en appelsin. Man kan også tilføje et bånd i rillerne. Der kan dog ikke være færre end fire stykker stof, da stoffet ellers vil lave folder.

Hvis man gerne udfordre sig selv, kan man lave et mønster med otte lapper, som i nedenstående eksempel. Mønstret giver en stjerne med fire spidser i toppen, som man kan fremhæve mere eller mindre ved at vælge kontrastfyldt stof til stjernen i forhold til felterne i bunden. Stjernen kan også få fem spidser, det styrer man helt selv.

Her får du Mette Myhls udførlige trin for trin guide:

DIY julekugler i patchwork

Sådan laver du julekugler i patchwork

Materialer:

  • Styroporkugler
  • Tus til afmærkning
  • Målebånd
  • Hobbykniv
  • Knappenåle
  • Bage, mad eller mønsterpapir
  • Pap
  • Saks eller rullekniv (skæreunderlag ved brug af rullekniv)
  • Limstift
  • Falseben eller neglefil
  • Stof (ikke for tykt)
  • Snor til ophæng

Sådan gør du:

DIY julekugler i patchwork

1. Tegn det mønster på styroporkuglen, som du gerne vil have på din julekugle. Jeg bruger her en 7 cm kugle. Undlad at tegne for meget på kuglen for at undgå, at det kan ses igennem lyst stof. Man kan bruge et målebånd til at lave sit mønster. Man kan også med fordel bruge knappenåle til at sætte punkter i top og bund til at navigere efter, når man laver sit mønster.

DIY julekugler i patchwork

2. Hele mønstret skal nu skæres op med en hobbykniv. Det er nemmest med den smalle model af hobbyknive. Man skal skære ca. 5 mm i dybden og sikre sig at alle streger på kuglen er skåret.

DIY julekugler i patchwork

3. Mønstret skal overføres til pap eller papir, så man har noget at skære efter. Start med at folde et stykke madpapir eller andet transparent tyndt papir over de forskellige former, der er tegnet på kuglen. I dette eksempel er der to forskellige former. En rombeform til stjernen i toppen og en større rombelignede til bunden. Overfør formerne til pap eller papir. Nu har man skabeloner til alle de lapper der skal klippes/skæres. Klip eller skær det antal stoflapper der skal bruges. Hellere for stort end for småt, man kan altid klippe det overskydende fra undervejs. Undgå at bruge for tykt stof, da det bliver for svært få ned i rillerne.

DIY julekugler i patchwork

4. For at fremhæve stjerneformen er der her brugt 4 ens lyse lapper, og 2 forskellige stykker mønstrede stof til felterne i bunden, men holdt inden for samme farveskala. Der er brugt Libertys Tana Lawn, som er meget tyndt og derfor perfekt til dette brug.

DIY julekugler i patchwork

5. Påfør et tyndt lag lim med limstift på et felt på kuglen. Læg stoflappen over feltet og tjek at lappen ligger rigtigt i forhold til feltets form. Brug nu et falseben eller en neglefil til forsigtigt at skubbe stoffet ned i de skårede riller. Sørg for der ikke opstår folder i kanten. Klip evt. overskydende stof af, hvis lappen er blevet lidt stor.

DIY julekugler i patchwork

6. Når alle stoflapper er monteret på kuglen skal der snor på, hvis den skal bruges til ophæng. Man kan også undlade snoren, hvis kuglerne skal ligge og pynte i en skål eller på julebordet. Snoren må ikke være for tyk, da det ellers bliver svært at få knuden ned i kuglen. På denne kugle som er 7 cm bruger jeg 22 cm snor. Saml enderne på snoren og bind en knude. Stik en knappenål ind igennem knuden. Læg en lille klat lim i midten af stjernen på toppen af kuglen og stik knappenålen ned i hullet. Brug falseben/fil til at presse nålen og enderne af snoren så langt ned, at man ikke kan se dem. Kuglen er nu færdig og man kan gå i gang med den næste.

DIY julekugler i patchwork

Her kan du se flere af Mettes fine julekugler:

Anbefalet til dig