Klara Lilja har opdaget tarotkort: "Kortene lyver aldrig"

Klokkeren fra Notre Dame

– Da jeg hørte Klokkeren fra Notre Dame af Victor Hugo som lydbog, blev jeg blæst helt bagover. Især Claude Frollos rolle som alkymist er interessant. En stor del af fortællingen bruger han på at lede efter opskriften på De Vises Sten (stof, som kan forvandle uædle metaller til guld, red.). Det inspirerede mig til at lede efter nye og bedre glasurer end dem, jeg havde lavet tidligere.

Puslespillet fra Yu-Gi-Oh!

– I mangaen Yu-Gi-Oh! får hovedpersonen et puslespil, der indeholder en gammel ånd, som besætter ham. Jeg elsker tanken om, at døde objekter kan have ånd og sjæl, og det forsøger jeg altid at give mine værker. Derfor taler jeg med dem mentalt. Når jeg former et dyr, forestiller jeg mig, at jeg møder det. Jeg nærmer mig det forsigtigt, og dyret fortæller, om det er aggressivt, såret, kærligt eller noget helt fjerde. Ud fra den information kan jeg give det dens fuldendte form.

Karen Harsbo

– En af mine største inspirationskilder er Karen Harsbo, som er lektor i keramik på Kunstakademiet. Da jeg startede på skolen, havde jeg aldrig lavet keramik, så Karen har lært mig alt, og hun er fundamentet for min praksis. Ud over at være teknisk overlegen har hun en helt særlig åbenhed, når hun møder folk. Hun gør keramikværkstedet til et trygt rum, hvor de studerende tør åbne sig op. Karen har altid set og forstået mig – både som kunstner, som menneske og som kvinde.

Berserk af Kentaro Miura

– Som 10-årig læste jeg min første manga, og jeg har elsket det lige siden. Berserk er en af mine favoritter. Det er den største dark-fantasy-manga, der findes, og den er mættet med monstre, våben og magiske objekter. Hver gang jeg læser den, finder jeg nye ting, jeg kan bruge i min kunst.

Hans Vangsø

– Jeg er meget imponeret over den danske kunstner Hans Vangsø. Han arbejder med japansk keramiktradition, og første gang jeg så hans værker, var jeg sikker på, at han var japaner, fordi det var så tårnhøjt et mesterniveau. Jeg kan ikke sammenligne hans arbejde med andet end en troldmands værksted. Han putter 30 forskellige ting i ’gryden’, skruer op på 1.260 grader, og så kommer der nogle magiske objekter ud af det. Hans glasurarbejde er noget, jeg vender tilbage til igen og igen. Jeg prøver at få det ind i mit eget arbejde, men jeg bliver aldrig lige så teknisk dygtig.

Tarotkort

– For et års tid siden viste en af mine venner fra Kunstakademiet mig, hvordan man lægger tarotkort. Dengang var jeg meget bange for at trække kortet med tårnet, som typisk betyder ødelæggelse eller katastrofe. Men så sagde min ven: ”Der er ikke noget at være bange for i tarot – medmindre du er bange for dig selv.” Det var virkelig klogt sagt, og nu lægger jeg tarot uden frygt. Kortene lyver aldrig, og jeg synes, at det er fascinerende, hvordan man kan trække et billede, der rummer hele svaret. Det minder mig om kunst. Ét værk kan indeholde hele sandheden.

Kultur- og kirkeminister Mette Bock

– Engang var jeg enormt ked af, at vores nuværende regering sparer så meget på kunst og kultur. At vi på Kunstakademiet bliver mødt med krav om at skulle retfærdiggøre kunstens eksistens og skal svare på spørgsmål som ”Hvordan gavner kunst vores samfund?”. Men i dag er jeg færdig med at være ked af det. Nu er jeg bare hidsig. Jeg tænker: ”Vent og se, Mette Bock. Jeg vil omsætte for 200 millioner kroner om året og betale 52 procent i skat. Jeg vil vise, at jeg ikke blot producerer økonomisk værdi for samfundet, men også skaber den nationale kultur og den danske identitet. Værsgo, det var så lidt, du er meget velkommen!” Vrede kan være en kæmpe inspiration, og for mig er regeringens modstand ren benzin på mit bål.

Harry Pottcast

– Jeg er stor fan af podcasten Harry Pottcast, som bliver lavet til Aarhus Studenterradio af to studerende. De gennemgår Harry Potter-bøgerne kapitel for kapitel og diskuterer bl.a. fan-teorier og de magiske objekter, som optræder i bøgerne. Det er direkte translaterbart til min praksis. Fx hørte jeg, at Draco Malfoy (troldmand, red.) på et tidspunkt bruger en ’hand of glory’, som er en afhugget hånd, der kan fungere som et magisk stearinlys. Det blev starten på alle de skulpturer af hænder, som jeg har lavet.

Final Fantasy

– Siden jeg var 12 år, har jeg kendt til konsolspillet Final Fantasy. I mange år havde jeg en idé om, at det kun var kiksede personer, der spillede det, men som 24-årig prøvede jeg det – i al hemmelighed – og det var kærlighed ved første gennemspilning. Jeg elsker det visuelle udtryk. Det har en start-00’er-vibe med pastelfarver, krystaller og trancemusik, og jeg er meget fascineret af, hvordan der er blevet skabt et univers med en så stærkt defineret æstetik. Det forsøger jeg at overføre til min egen praksis. Jeg vil gerne have, at alle mine værker er farvet af den samme stemning, så de kan bindes sammen.

Mine søstre

– Jeg har to søstre, som også er mine bedste venner. Vi har alting til fælles, og vi diskuterer manga, spil, film og konspirationsteorier. De er hhv. fire og otte år yngre end mig, men folk kan aldrig se forskel på os. Jeg synes, at det er dejligt at kunne camouflere sig og have et lille fællesskab, som ingen andre kan blive en del af. At føle sig elsket og støttet er den største inspiration af dem alle.