Pengedagbog designertaske
Foto: PR Grafik: Ditte Breineberg Luna sparer sammen til at købe en lækker YSL taske.

Pengedagbog: Luna er en haj til at finde de dyre mærker brugt eller på udsalg

Denne uges pengedagbogsskriver er glad for god kvalitet og dyre mærker, men hun er også en haj til at finde dem brugt eller på udsalg. Og så bruger hun penge på bland-selv-slik og en tur til Aarhus. Læs om hele Lunas uge her

NB: Denne pengedagbog er lavet i efteråret inden nedlukningen af samfundet.

Om denne uges pengedagbogskriver:

  • Navn: Luna
  • Alder: 26 år
  • By: Frederiksberg
  • Job: Journalistpraktikant
  • Indkomst: 13.500 kr. før skat
  • Boligtype: Jeg lejer et værelse på 10 kvadratmeter i en andelslejlighed.
  • Antal beboere i husstanden: Min roomie og jeg.
  • Husleje: 4.500 kr. inklusiv alt for mit vedkommende.
  • Faste udgifter: Ca. 1.200 kr. om måneden der dækker over mobilabonnement, forsikringer, kosttilskud og frokost på arbejde.
  • Rådighedsbeløb: Ca. 3.800 kr.
  • Gæld: Ingen
  • Formue: Jeg har aktier på Nordnet, der i skrivende stund har en værdi af næsten 48.000 kr. Så har jeg en opsparing på 70.000 kr., men 18.000 kr. af dem står dog i et depositum til en ny lejlighed, jeg skal flytte ind i. Derudover har jeg en rejseopsparing på 4.000 kr., og en ”Luksuskonto” hvor der står 14.000 kr. på - 12.000 kr. fra den konto skal bruges på en Yves Saint Laurent taske, som jeg har sparet op til ved at sælge en masse ting og tøj.

Mandag

Kl. 6.30: Min alarm ringer, men jeg har ikke travlt med at stå op, da jeg skal arbejde hjemmefra. Jeg øver mig i ikke at gribe ud efter min telefon som det første om morgenen, så jeg lader den blive på flytilstand og tager i stedet en af de bøger, der ligger i vindueskarmen. I dag bliver det The Secret, jeg læser et par sider i, inden jeg står op og gør mig klar til dagen.

Kl. 7.55: Jeg åbner min arbejdscomputer med en kaffe og en lækker morgenmad ved min side, der består af chiagrød med diverse toppings. Jeg elsker morgenmad og kunne spise det til alle dagens måltider. Jeg tjekker min mail og går i gang med dagens to do, så jeg er klar til redaktionsmøde kl. 9.

Kl. 13: Jeg har arbejdet så intenst, at jeg har glemt alt om at spise frokost, hvilket desværre sker alt for ofte, når jeg arbejder hjemme. Jeg rister to stykker rugbrød, skærer noget avokado ud og rører en lille tunsalat sammen, der kan komme ovenpå.

Jeg indtager min frokost, imens jeg tjekker min konto på Nordnet samt aktiekurserne på Børsen Investor. Jeg vil gerne investere i nogle flere amerikanske virksomheder, så jeg holder særligt øje med Tesla og Apple, så jeg kan slå til, hvis de rammer den rette kurs.

Kl. 15: Jeg laver en kop kaffe og nogle strækøvelser, så jeg kan kvikke lidt op.

Kl. 16.20: Computeren bliver smækket sammen, selvom jeg er fristet til at fortsætte, da jeg arbejder på et spændende projekt. Jeg har endnu ikke været ude i den friske luft, og min krop er sprængfyldt med energi, der skal brændes af.

Kl. 16.30: Jeg snører løbeskoene, og putter mine AirPods i ørerne. Jeg fik dem af mine forældre som et stort ”påskeæg” i foråret, fordi vi ikke kunne se hinanden i flere måneder pga. Covid-19. Jeg løber normalt med Adidas Runners, der er et gratis community, jeg blev medlem af, da jeg boede i Stockholm, men mit hold i dag er aflyst, så jeg tager selv afsted.

Kl. 17.15: Jeg løber 7 km på 41 minutter. Så skønt og hårdt på samme tid! Imens jeg sveder af, går jeg over i Føtex for at finde noget til aftensmad, men det er et måltid, jeg ikke går specielt meget op i, og jeg har også lidt kvalme efter at have presset mig selv på løbeturen. Jeg kommer ud med en salat, der er sat ned, fordi den udløber, en (dyr) bakke jordbær og to økologiske æbler. Jeg handler ind for 38 kr.

Kl. 18.30: Jeg har været i et dejligt varmt bad og sat mig godt til rette i sofaen med min salat, der består af kål, broccoli og edamamebønner og teriyaki sauce. Jeg tygger mig igennem salaten, som jeg egentlig ikke har lyst til, og så bladrer jeg lidt i et af de magasiner, jeg får igennem mit arbejde. Det er en kæmpe luksus for mig, og inden jeg begyndte at arbejde i det her mediehus, brugte jeg gerne penge på magasiner som en hverdagsluksus.

Kl. 20: Jeg planlægger at tage til Aarhus i weekenden, så jeg ringer min veninde op, så vi kan aftale nærmere, og jeg kan få bestilt nogle billetter, inden de er alt for dyre. Vi deler altid rejseomkostningerne, da hun er studerende og oftere kan komme til København. Jeg ender med at købe en billet til Kombardo Expressen til 160 kr. og en plads i en bil igennem GoMore til 130 kr. Jeg splitter beløbet med min veninde, så det bliver 145 kr.

Kl. 21.30: Jeg prioriterer at gå tidligt i seng, så jeg kan få min skønhedssøvn, for jeg elsker at være en early bird, da morgenen er mit yndlingstidspunkt på dagen. Min iPhone er, som altid, på flytilstand om natten, så jeg ikke bliver forstyrret eller får unødvendig stråling.

Mandagens forbrug i alt: 182 kr.

Tirsdag

Kl. 6.30: Jeg har sovet elendigt, højst sandsynligvis pga. optakten til fuldmåne. Jeg læser et par sider i The Secret, der ligger ved min hovedpude, fra da jeg læste i den kl. 3 i nat, hvor jeg stadig ikke havde lukket et øje. Den handler om law of attraction. Jeg tror på, at universet lytter, så den bog følger mig i livet.

Kl. 8.15: Jeg har nydt min chiagrød og kaffe på altanen i solens stråler, men med en god striktrøje, og er klar til at tage på arbejde. Jeg har læderbukser på fra Designers Remix købt i børnestørrelse, da jeg er petite - det sparer jeg gode penge på, en Toteme skjorte – købt på lagersalg i Stockholm – og over skulderen hænger min Gucci taske, som jeg sparede op til i to år, og alligevel endte med at købe brugt for lidt mere end halvdelen af nyprisen, så jeg skulle ”kun” give 8.000 kr. Jeg har ikke meget tøj, og jeg er bevidst om alle mine køb, der altid er i neutrale farver og god kvalitet, så det er tidsløst. Og så er jeg en haj til at finde det brugt eller på udsalg.

Kl. 9–12: Jeg planlægger nogle opslag til vores Instagram, som jeg styrer, laver noget redigeringsarbejde og er til tre møder, inden kl. er 12. Det er tid til frokost, men jeg er alene, og det er ikke lige mine retter i dag, så den er hurtigt overstået. Jeg betaler 500 kr. om måneden til frokostordningen, og heldigvis plejer kantinen at have en masse lækkert.

Kl. 16.30: Jeg mødes med min bedste veninde i Lagkagehuset ved Søerne. Jeg har hovedpine af træthed, så jeg skal ikke have kaffe, men køber en grøn juice til 40 kr. Ouch, det var dyrt! Jeg har lyst til kage, men jeg ved, at det er nattens manglende søvn, der giver mig sukkercravings, så jeg modstår.

Kl. 18.30: Den står på rugbrød med avokado og rester af tunsalaten fra gårsdagens frokost til aftensmad. Bagefter gør jeg kål på opvasken, der har hobet sig op.

Kl. 20: Jeg kravler under dynen med en kop te og de sørgelige rester af weekendens bland-selv-slik. Dokumentaren The Social Dilemma er på alles læber, så den sætter jeg på. Mine forældre betaler for Netflix, men jeg bruger det yderst sjældent, da jeg ikke kan lide at se TV.

Tirsdagens forbrug i alt: 40 kr.

Onsdag

Kl. 6.30: Min morgenrutine er altid den samme: Jeg står op, drikker to store glas vand til mine kosttilskud, renser mit ansigt, tager tøj på, lægger makeup og spiser morgenmad, imens jeg lytter til P3.

Kl. 7.30: Jeg starter min arbejdsdag hjemme (og tidligt), da jeg skal planlægge content til Instagram.

Kl. 9.30: Jeg cykler mod kontoret med tankerne om en klumme om fertilitet.

Kl. 13: Jeg hamrer derudaf på tasterne for at få skrevet klummen færdig, da emnet er aktuelt lige i dag.

Kl. 12.55 når min redaktør og jeg, som er de eneste på pinden, akkurat ind i kantinen for at hapse noget frokost, inden de lukker.

Kl. 17.30: Jeg kommer alt for sent fra arbejde, for jeg har en aftale med en fyr, jeg har datet i nogle måneder. Han arbejder i Deloitte, og inden jeg når hjem, har han allerede skrevet, at han sidder fast på kontoret. Til ingens overraskelse, for det er bare vilkårene i den branche.

Kl. 19.00 - 22: Jeg laver en smoothiebowl af bær, banan, mango, broccoli og mandelmælk, som bliver min aftensmad. Konsulenten skriver, at han først er klar kl. 20, så jeg aflyser helt, for min klumme er begyndt at florere på Instagram, så jeg vil gerne have den op på vores egen profil samt være ”på” derinde. Jeg skal arbejde lidt på min work / life balance – I know…

Onsdagens forbrug i alt: 0 kr.

Torsdag

Kl. 6.30: Min morgenrutine kører som sædvanligt, jeg har dog skiftet chiagrøden ud med skyr til lidt forandring.

Kl. 9 – 17: Jeg arbejder inde på kontoret og når også at drikke en kaffe med en god kollega.

Kl. 17.30: Hjemme igen, drager jeg ud på ugens anden løbetur, men jeg har sidestik og kvalme, så efter 5 km må jeg give op og gå de resterende km tilbage. Selvom jeg ikke var ligeså flyvende som i mandags, er det skønt med noget frisk luft og bevægelse. Jeg går i Føtex for at købe chiafrø, men jeg kommer ud med alt andet end chiafrø; en melblanding til koldthævede boller, quinoa, vaniljesukker, kakaonibs og riskiks med chokolade. Det bliver 59 kr.

Kl. 19: Jeg laver en lynoprydning- og rengøring på mit værelse, inden jeg kaster mig over min havregrød, som jeg har toppet med smørstegte æbler med smør og kanel. Nu er det rigtig efterår, og jeg elsker det. Min roomie og jeg kommer til at snakke om risengrød, så det må vi lave snart. Da jeg har spist, sætter jeg en vask over, hopper i bad og pakker til min weekendtur til Aarhus.

Kl. 21.45: Naboen holder en meget højlydt sammenkomst, så der er ingen udsigter til en tidlig nattesøvn. Åh altså…

Torsdagens forbrug i alt: 59 kr.

Fredag

Kl. 7.30: Jeg har fri i dag, så jeg sover lidt længere end normalt og står først op kl. 8 og nyder en rolig morgen med en ekstra kop kaffe og oprydning, og så laver jeg en madpakke af rester fra køleskabet.

Kl. 10: Jeg laver en ønskeliste, da jeg snart har fødselsdag. På den står der blandt andet noget vinterløbetøj fra Nike, Aiayu sengetøj og hårprodukter fra Aveda der kun bruger naturlige ingredienser. Jeg har fået 2.000 kr. af min farmor til en flybillet til Portugal, hvor hun har et hus, men fordi Danmark pludselig frarådede rejser dertil pga. corona, kommer jeg ikke afsted. De bor i Sverige, så de er ikke ramt af de samme regler, så jeg må nyde turen igennem dem via Instagram. Jeg er så heldig, at jeg har fået alle pengene for billetten retur af Air France, så nu køber jeg sengetøjet fra Aiayu i stedet. Det koster 2.000 kr., hvilket er rigtig mange penge, men det er lavet af GOT-certficeret bomuld og produceret under ordentlige forhold i Indien, og jeg har sovet i det samme fra IKEA de sidste tre år, så det føles velfortjent.

Kl. 14: Jeg tager metroen til Hovedbanegården, hvor jeg først skal med bussen og så færgen til Aarhus. Det bliver 14 kr. med rejsekort.

Aften: Jeg går fra havnen og hjem til en af mine bedste veninder, der er i gang med at lave en lækker salat til aftensmad. Da vi har spist, går vi en lang tur, der ender i slikbutikken. Vi blander hver vores store pose, men jeg giver, så det bliver 75 kr. i alt. Hjemme igen ser vi Vild med dans, spiser slik til vi får ondt i maven og snakker i timevis, inden vi går i seng omkring midnat.

Fredagens forbrug i alt: 89 kr.

Lørdag

Kl. 8.30: Vi står op og går en tur i den friske luft, inden vi laver noget morgenmad, der består af en smoothie og æg.

Kl. 10: Jeg skal mødes med tre andre veninder på min yndlingskaffebar, La Cabra. Jeg bestiller en cappuccino på sødmælk til 40 kr. Solen skinner, så vi finder et lille bord udenfor.

Jeg har boet i Aarhus i to år, da jeg læste på Journalisthøjskolen, så der er så mange, jeg gerne vil bruge tid med, når jeg er her. Det er noget af et planlægningsarbejde.

Kl. 13: Efter en god kaffe og nogle hyggelige timer skal jeg mødes med endnu en veninde. Vi har kendt hinanden siden børnehaven og er rigtige gode til at ses, selvom vi bor i hver vores ende af landet. Det er også hende, der har betalt halvdelen af billetterne til turen. Vi tulrer rundt i byen, og jeg køber nogle vatrondeller fra Sephora til 16 kr. og en tunsandwich på Joe & the Juice til 58 kr. Jeg drikker vand til, som de giver mig gratis i en kop.

Kl. 18: Vi går hjem fra byen og handler ind til aftensmad, snacks og morgenmad i Føtex på vejen. Vi splitter, så det bliver 86 kr. pr. person.

Lørdagens forbrug i alt: 200 kr.

Søndag

Kl. 8-10: Vi hopper i løbetøjet og løber en tur på 4 km i den friske luft. Da vi er tilbage, tager jeg et hurtigt bad, imens min veninde laver en smoothiebowl og noget kaffe til os, så vi kan hygge lidt, inden jeg skal med en GoMore tilbage til København.

Kl. 11: Jeg er på færgen, og jeg har virkelig lyst til en kaffe og croissant, men jeg modstår for at spare de 70 kr., som det koster. I stedet spiser jeg min medbragte frokost, der består af gårdagens rester fra aftensmaden, som jeg har fået med.

Kl. 14: Jeg tager bussen fra Valby St. til Frederiksberg. Det bliver 12 kr. med rejsekort.

Kl. 15-18: Det er min tur til at gøre rent i lejligheden, så det ordner jeg, og som en lille belønning til mig selv bagefter, laver jeg en kop kaffe og tør en kardemommesnurrer op fra fryseren, som jeg bagte til min fødselsdag. Her finder jeg også noget kødsovs, som jeg kan spise til aftensmad med pasta, jeg har liggende i skuffen. Som en ekstra luksus er der parmesan til i køleskabet. Det er faktisk min livret!

Kl. 19-20: Jeg cykler en aftentur og går i Rema, der har tilbud på dåsetun. Jeg køber også ind til risengrød, som jeg længe har haft lyst til. Det bliver 52 kr.

Søndagens forbrug: 64 kr.

 

emilie_luna_breakdown.jpg

Q & A med Luna

Hvad sparer du på?

Når jeg kan, så tager jeg altid cyklen eller går fremfor at betale for offentlig transport. Det giver mig heller ikke værdi at bruge penge på mad især take away – jeg betaler dig gerne for en god kaffe. Jeg køber også efter princippet lidt men godt. Jeg er minimalist, så jeg ejer ikke mange ting, og sådan har jeg det bedst.

Hvad sparer du ikke på?

Mine dagligvarer skal være økologiske, og det betaler jeg gerne for. Og så elsker jeg skønhedsprodukter. Jeg kunne aldrig finde på at putte noget på min krop, der er fyldt med parfume, parabener og andre skadelige produkter, men det skal stadig være lækkert, så jeg bruger blandt andet mærker som Aesop, Karmameju og Aveda, der er dyre produkter.

Pengedagbøger på ALT.dk

Hver uge kan du læse en ny pengedagbog, der er skrevet af en læser på ALT.dk. Konceptet stammer fra REFINERY29, hvor vi på redaktionen hver uge lapper deres Money Diaries i os.

Derfor har vi nu overført konceptet til dansk, og vi håber, at du bliver ligeså vild med det som os. Skal vi udgive din pengedagbog? Så send os en mail til pengedagbog@alt.dk

Hvad bruger du dine penge på? Og vil du dele det med os?

Vi søger kvinder i alle aldre, der vil give ALT.dk’s læsere et indblik i deres økonomi samt forbrug i løbet af en uge – alt sammen skrevet ned i en pengedagbog. Dagbogen er anonym, og den vil blive bragt på ALT.dk.

Pengedagbog.jpg

Skriv en pengedagbog til ALT.dk og gør dig selv klogere på, hvor dine penge forsvinder hen hver måned. Vi søger kvinder, der gerne vil dele, hvad de bruger deres penge på i løbet af en uge i en pengedagbog. Dagbogen er anonym og vil blive bragt på ALT.dk.

Formålet er at gøre dig klogere på, hvad du egentlig bruger dine penge på og sætte fokus på kvinder og økonomi. For hvorfor er det, at vi sagtens kan diskutere alt fra kønsbehåring til skænderier med kæresten med vores veninder, men sjældent snakke åbent om, hvad vi tjener, og hvordan vi vælger at bruge vores penge?  Det vil vi gerne blive klogere på - sammen med dig! Læs meget mere om pengedagbøgerne her

Se, hvad vi ellers skriver om: Pengedagbøger og Kvinder og økonomi