-
Laurids og Sofie afslører deres fremtidsplaner
-
Sofie takker nej til reklamejobs efter "Bachelerette"
-
Anton fra “Bachelorette” jubler: Nu er vi kærester!
-
To timer efter hjemkomst: Laurids tvunget til at rejse ud af landet
-
Det tænkte Sofie under kysset med Oliver
-
Winnie Topp efter operation: Giver status på helbredet
-
Hvor sødt! Sådan har Laurids og Sofie foreviget minderne fra "Bachelorette"
-
Petra forklarer: Derfor bliver "Bachelor" fravalgt til fordel for "Bachelorette"
-
Carl-Emil havde særlig kvinde med på rød løber
-
Simon om kærligheden efter "Bachelorette": Jeg har lidt kørende
-
Se alle billederne: Så vild var "Bachelorette"-finalen
-
Adam afviser Reddit-rygter
-
Mie og Adam gik fra hinanden efter seks måneder: Derfor taler de ikke sammen i dag
-
Adam blev væk fra finalefesten: Nu forklarer han årsagen
-
Gravide Mille Funk stråler på rød løber: Starter mødregruppe med Jenna
-
Sofie Martinusen afslører sød historie bag nyt look
-
Lauritz fandt kærligheden i flyet på vej hjem fra "Bachelorette"
-
Adam udeblev fra "Bachelorette"-finale: Nu reagerer Mie
-
Mie og Adam blev kærester efter "Bachelorette": Sådan går det i dag
-
Adam ked af det efter brud: "Jeg blev chokeret"
Gyllevogn, bybus eller kornsilo: Hos Kurt og Ellen kan du overnatte i alle tre ting – og der er rift om pladserne
Da Kurt og Ellen indrettede en gyllevogn til overnatning og oven i købet satsede på, at nogen ville betale for at sove der, syntes halvdelen af naboerne, det var tovligt. Nu, fem år senere, er der både cirkusvogn, bybus og kornsilo i parrets have. Og man kan sove i dem alle.
– Herfra er der lige langt til alting! Vi ligger lige mellem Holstebro, Herning og Skive, men herude er der jo ingenting, siger Ellen Obitsø Jensen med et smil.
Det er der nu alligevel, for her i hendes og gemalen Kurts store landbohave kan der overnatte 16 mennesker på så forskellige måder, at det hører til sjældenhederne. Lige nu står vi for eksempel på verandaen, der er bygget omkring to tidligere kornsiloer. De er i dag indrettet til soveværelse i den ene og opholdsrum i den anden.
– Vi forsøger at lave det så anderledes som muligt, siger Ellen, der er 51 år og har Obitsøminde, som stedet her hedder, som sit arbejde.
Før i tiden arbejdede hun på fabrik, og hun og Kurt avlede grøntsager, men siden 2020 har hun indrettet en tidligere gylletank, en cirkusvogn, en bybus fra 90'erne og altså kornsiloerne her til unikke overnatningsmuligheder.
– Halvdelen af naboerne var skeptiske og sagde, ”Her? På Feldborg Hede?”, mens den anden halvdel mente, at det var nok en god ide, og vi gik med det sidste, som har vist sig at være rigtigt, fortæller Ellen med et smil.
Tagpap på gyllevognen
Ellen er vokset op her på matriklen, som bærer hendes families efternavn. Hun mødte Kurt i 1993 og brugte et par år på at overtale ham til at flytte med hende ud på Obitsøminde i 1996. De dyrkede grøntsager og solgte til firmaer, plejehjem og vejboder, men solgte siden det fælles firma.
En dag foreslog Kurt, der i parentes bemærket har en svaghed for at købe usædvanlige ting, at de skulle købe en gyllevogn, som folk kunne overnatte i.
– Alle spørger, ”Lugter det stadig?”, og nej, det gør det ikke, og den var også rengjort, da vi købte den. Min kusines mand er tagdækker, og da jeg spurgte, om han kunne lægge tagpap på en gyllevogn, blev der godt nok stille i den anden ene af røret, fortæller Ellen.
I dag står gyllevognen bagerst i den store have med soveplads i selve den runde tank ”for folk, der gerne vil tæt på hinanden”, som Ellen siger. Alt er meget småt, men der er et lille opholdsrum og en terrasse med mulighed for udendørs varmt bad i en gammel mælkebeholder.
– Når jeg gør rent og skifter linned, er det næsten altid her, jeg holder pause, for der er noget ved det her sted, siger Ellen.
Roterende boblebad
For fire år siden sagde Ellen sit daværende job på en fabrik op.
– Det første år, vi holdt åbent, boede vores yngste datter her, så hun hjalp til, men året efter stod jeg alene med det, og det blev for meget ved siden af et job. Derfor sagde jeg op, og selvom jeg savner kollegaerne, så har jeg ikke fortrudt, siger Ellen.
Hun bager boller og kage til gæsterne, som også kan bestille tapas og grillpakke til aftenerne på terrasserne. Til hver enhed hører et udendørs boblebad, og kornsiloerne har en ekstra feature, fordi det hele står på drejefoden fra en gravemaskine.
– Der var en gæst, som tog fat i gelænderet, da jeg tændte for rotationen, men så hurtigt går det nu heller ikke. Det er bare, så man kan følge solen, siger Ellen med et smil.
Seneste indkøb er en bus fra 1991, som er indrettet med soveværelse i hver ende, sofaer og spisebord i midten og store, løse puder bagi, hvor der engang blev sat tasker og kufferter. Der er lagt fliser omkring bussen, som ikke har motor og derfor ikke kører nogen steder, selvom der fortsat er både busstoppested uden for døren og STOP-knap inde i bussen.
– Den er meget populær, og man kan sidde bagi med bagklappen oppe som værn mod regn og aftendug, og så kan man have gang i bålstedet og være ret uforstyrret, selvom der er andre her, fortæller Ellen.
En drøm
Hun erkender, at det er hårdt, når højsæsonen er i gang, og der skal gøres rent og bages, men hun elsker at hygge om gæsterne og siger:
– Jeg vidste ikke, at det var en drøm, før vi gjorde det, men jeg kunne faktisk ikke have det bedre. Jeg har virkelig fundet min hylde.
Kurt arbejder i landbruget, men er god til at slå græsset og i det hele taget hjælpe til. Det er ham, der får alle de sjove ideer, og han ”kan snakke sig til det meste”, som Ellen siger.
Parret har to døtre og en søn, der er i 20'erne, og et barnebarn, men de bor i dag alene på Obitsøminde.
– Vi er jo vant til, at der er stille herude, men det er stilheden, som gæsterne fremhæver, og det, at der bliver helt mørkt herude. Der var et par, som var i cirkusvognen, mens det regnede, lynede og tordnede, og jeg tænkte, ”Det går helt galt”, men de syntes, at det havde været helt fantastisk, for inde i byen ser man aldrig lyn så klart som her, fortæller Ellen.
Hun og Kurt troede, at folk primært kom for at prøve de unikke overnatningsmuligheder, og det gør de også i første omgang, og så er det, at de bliver fascineret af stilheden og mørket. Det gør Ellen glad, at hendes barndomshjem er blevet et sted, hvor andre end hun selv elsker at være, og som hun siger:
– Egentlig er det jo så simpelt, for folk kommer jo for at hygge sig, og min fornemmeste opgave er, at de så også har hygget sig og er glade, når de kører hjem.
Læs mere på obitsoeminde.dk
Flere anderledes overnatninger
Harboøre Hotel
Alex Olesen er tredje generation på Harboøre Hotel og har været der siden 2005. Det var hans bedstefar, Valdemar Bruun, der fra 1937 først forpagtede og siden købte stedet i 1942. Han var fra Sønderjylland og forelskelsen i en pige fra byen lokkede Valdemar til Harboøre. Oprindelig hed det Harboøre Badehotel, selvom der er 1,4 km. til havet, men dengang kørte hotellets kusk gæsterne til havet med hestevogn. På stranden var der en pavillon med flagstang, så badegæsterne kunne hejse flaget, når de ville hentes. Da Alex’ forældre overtog i 1968, var selskaber den største indtægt:
– Værelserne havde de lavet om til lejligheder, men folk ringede stadig for at leje værelser – som de så ikke havde mere. Det endte med, at min far begyndte at sige ”alt optaget”. Det var det nemmeste. Så da vi overtog hotellet i 2005 og blev ringet op med forespørgsler om værelser, og jeg så fortalte, der ikke havde været værelser i mange år, lød det i telefonen: ”Det kan jeg ikke forstå, for de sidste tre år har der været alt optaget”, fortæller Alex med et smil.
Nu er der igen værelser på hotellet, som i dag kalder sig Harboøre Hotel. Mad ”som vor mor lavede den” er fortsat en stor del af hotellets dna, og som der står på hjemmesiden, føler værtsparret sig sikre på, at gæsterne får en god oplevelse med ordene: ”O a æ e i twiwl om, a I får en go oplewlse hæ i Harbø”.
Overnat på en gammel, vestjysk klitgård
Hos Drivethru Surfcamps Bed & Breakfast Hvide Sande kan du sove på en 200 år gammel dansk klitgård med røde mursten og stråtag. Der er plads til 20 gæster i dobbelt- og deleværelser, nogle med eget badeværelse, andre deler to fuldt udstyrede badeværelser med bruser.
Den historiske gård har rummelige fællesområder, herunder et opholdsområde ved pejsen, et gæstekøkken, en spisestue til fælles måltider og et opholdsrum med billard, dart og bordfodbold. I den store have ud mod fjorden er der en terrasse, tøndesauna, boblebad og et hyggeligt bålsted. Derudover er der et rummeligt yogarum i den nordlige del af gårdspladsen, som også kan bruges til træning og meditation.
Se mere på visitvesterhavet.dk
Sov i Svineriet
Bag Svineriets Bed and Breakfast står Rikke og Frank, en jordemoder og en iværksætter på en gammel slægtsgård og tidligere ornecentral. Parret bor der med deres børn, hund, staldkatte, høns, kyllinger, gæs, uldgrise, får, anguskøer og islandske heste.
I den vestvendte staldlænge er indrettet fem ferielejligheder med terrasse. Det er gjort med størst mulig omtanke for det oprindelige bygningsværk med synlige bjælker og åbent til kip. Rør fra det gamle staldinventar er genanvendt i bordophæng, bøjlestænger, gelænder mv.
Alle møbler er skabt af en lokal snedker. Lejlighederne åbner mod vest med et kæmpe vinduesparti og direkte udgang til den skærmede træterrasse. På ejendommen er der rig mulighed for at komme i nærkontakt – eller blot besigtige – de mange forskellige landbrugsdyr.
Sov på vandet
Prøv at overnatte i de nye vandsheltere, som flyder på pontoner i Vildsund Lystbådehavn. Limfjordens bølger vugger dig i søvn, og du vågner op med udsigt til det glitrende vand. Shelterne kan hver rumme fire personer. Åbningen vender mod havnebassinet, så du kan opleve vandspejlet fra din soveplads. Der er adgang til shelteret via en landgangsbro.
Det er meget populært at overnatte i vandshelter, så husk at booke din nat på forhånd.
Læs mere og book via visitnordvestkysten.dk
Sjæl, historie og ægte Thyborøn-charme
Midt i sneglehuskvarteret i Thyborøn finder du et sommerhus, der skiller sig helt ud. Her bor du nemlig i en ægte bremsevogn fra VLTJ (Vemb-Lemvig-Thyborøn-Jernbane) fra slutningen af 1800-tallet – nænsomt bevaret og bygget ind i huset.
I 1950’erne blev der udvidet med det, man havde ved hånden: fiskekasser, sand og sten fra stranden og endda aviser som isolering. Det giver i dag en helt særlig stemning, hvor historien er synlig i hver en krog. Sommerhuset rummer fire sovepladser – perfekt til en lille familie eller to voksne, der drømmer om en anderledes getaway med masser af charme. Her får du ikke bare en overnatning, men en oplevelse. Et lille stykke vestkysthistorie, hvor tiden går lidt langsommere, og roen får lov at fylde.