sten i haven
SPONSORERET indhold

Store sten i haven? Få inspiration og gode råd til at skabe en unik og smuk have

Sten er smukke, nyttige og stemningsgivende i haven – med et strejf af historisk vingesus – og kan bruges til stort set alt. Når de først erlagt, passer de sig selv. At placere dem kræver til gengæld knofedt og snilde.

Af: Hanne Gabel Christensen Foto: Hanne Gabel Christensen
15. aug. 2023 | Bolig | Hendes Verden

Der er noget evigt fascinerende over sten: At de er brudstykker af bjerge og klipper og lige så gamle som Jorden selv; at de er så forskellige, at ikke to er ens, og så umiddlebart smukke, når de ligger glitrende i vandkanten eller dukker op i jorden, når du graver.

Blot et par spadestik nede er der guld at finde til at give haven karakter. Og står du ikke foran et graveprojekt, kan sten købes i et væld af variationer og størrelser.

Grav lidt ned

Selv i små mængder giver sten stemning i haven; der skal for eksempel ikke mere til end et par stykker til i et spejlbassin, så ændrer det straks karakter.

sten-i-haven2.jpg
Tv: Store sandsten er placeret som klippestykker, der stikker op i bedet og giver det en drejning hen mod naturgrund. De smukke gule spir er raketblomster.
Th: En stenkant langs et højbed skaber en hyggelig bænk. De nederste sten er muret sammen som fundament, mens ryglænet er gravet lidt ned i jorden bag de flade siddesten. Planterne, som hælder ind over bænken, giver skygge og hulefornemmelse.

Kunsten er at bruge stenene, så de kommer til deres ret. For mens støbte sten er ens i størrelse og udseende og derfor nogenlunde ligetil at arbejde med, forholder det sig anderledes med natursten. De er unikke og et puslespil at arbejde med; de skal passe sammen, for at resultatet bliver vellykket, og desuden skal større sten graves lidt ned for at få samme landskabelige udtryk som i naturen.

Det skødesløse ”har ligget her altid”-look kan være svært at efterligne, men det højner oplevelsen gevaldigt og er umagen værd.

Insekternes favorit

Ikke alene giver natursten et flot samspil med planter, de kan også bruges til stort set alle formål: som bedkanter, stengærder, støttemure og belægninger på terrasser, havegange og stier, i vandbassiner, vandløb, spejlbassiner og fuglebade samt som pynt i bede og på græsplæner.

Som bonus følger et livligt insektliv – vend en sten, og det myldrer under den. Det samme gør der i hulrum og sprækker i stensætninger og -gærder, hvor smådyr som biller, snoge, firben og salamandere holder til. Og på sol-lune sten kan vekselvarme dyr som frøer, tudser og sommerfugle suge varme til sig.

blomster.jpg
Tv: Et stenbed kan også laves i lilleputudgave, som her i et lerfad med perlesten og skiferbrud sat på højkant. Der skal bare dræn i bunden, så jorden ikke bliver for våd. 
Th: Dette såkaldte spaltebed til alpine planter er bygget i kalksten, som haveejeren har sat på højkant med grus imellem. Gruset virker som dræn, så jorden ikke bliver for våd, og stenene holder på fugt og varme.

Landligt eller stramt?

Der er altså ingen grund til at holde dig tilbage, når det gælder sten i haven. Uanset formål er det dog en god ide at vælge sten, der passer til havens stil, så samspillet bliver harmonisk. I en frodig cottagehave vil mark- og pigstens organiske former følge fint op på den romantiske stemning, mens tilhuggede sten med strammere former spiller godt sammen med en enkel og moderne have.

Tænk også former, linjer og forløb ind – skal de være skarpe, organiske eller en kombi? Det sidste giver en spændende virkning på for eksempel en terrasse eller sti med tilhuggede granitsten lagt som trædesten mellem mark- og pigsten.

sten-og-baal.jpg
Tv: Pigsten som belægning er en flere tusinde år gammel teknik, og her spiller stien fint sammen med store mosgroede sten, den ene liggende, den anden skævt opretstående, som havde de selv skruet sig op af jorden og ligget her altid.
Th: Chaussesten er ideelle og smukke omkring et bålsted og ølandsbrud naturlige som siddepladser. Her får de selskab af en gammel træstub, som fungerer perfekt som bord. Se mere til haven på @forstadsfarming

Vælg en eller to

Afgørende for resultatet er dog, at du ikke bruger for mange stentyper, og at de gentages i forløb, så der kommer sammenhæng. Generelt er du på sikker grund med én eller to slags sten til et projekt. De fleste typer fås i forskellige størrelser, så der er rig mulighed for at skabe variation.

Når stenene er valgt, skal de tunge brikker i puslespillet placeres. Her kan du hente inspiration i naturen, hvor sten aldrig ligger symmetrisk og sjældent direkte på jorden, men lidt forsænket.

Når stenene er vendt og drejet og placeringen valgt, skal op til en tredjedel, nogle gange flere, graves ned, før det ser naturligt ud. Hvor meget af stenen der skal stikke op af jorden, er forskelligt fra sten til sten, men generelt bør du skjule noget af den for at give fornemmelsen af, at den selv har arbejdet sig op af eller ned i jorden gennem tiden.

Sten-i-haven4.jpg
Tv: Den romantiske sti i cottagehaven her er lagt i kalkstensbrud, som går igen i mere regelmæssig form som kant omkring højbedene til siderne. Mellem stenene er lagt grusblandet jord.
Th: Her er ølandsbrud lagt omkring et vandbassin, nogle steder i flere lag og andre steder på højkant. Den lidt skødesløse stil passer fint til den vilde have.

Japansk mini-landskab

En anden god inspiration er japanske haver, hvor sten spiller en lige så stor rolle som planter. I japansk havekunst udformer man haven som en miniatureudgave af landskabet, hvor sten symboliserer bjerge og klipper, mens træer og buske symboliserer skove og vand hav og floder.

Det naturlige udtryk er vigtigt for at skabe illusionen om et landskab, så stenene skal vælges omhyggeligt ud. Som regel bruger man kun én stentype til et haverum, ofte rustik granit med flotte brudflader. Stenene placeres asymmetrisk: et ulige antal i forskellige højder, liggende og stående. Og altid gravet et stykke ned, så de ”vokser” naturligt frem af jorden.

Havebesøg er selvfølgelig en endnu en god kilde til inspiration, og det samme er sociale medier. Ellers er det bare at gå i gang, lege med mulighederne og glæde dig over den eventyrlige stemning, stenene giver i haven året rundt. 

japansk-have.jpg
Her er vi i en japansk inspireret have, som er bygget op i samme stentype, men i mange forskellige størrelser. Stenene står i flot kontrast til planterne, som vokser så naturligt omkring og mellem dem, at indtrykket af landskab forstærkes.

Anbefalet til dig