Pernille de Place Winther
SPONSORERET indhold

Bæredygtighed og genbrug: Indret dit hjem med loppefund

Bæredygtighed, miljøhensyn og genbrug er vigtigt for designeren Pernille de Place Winther, som købte loppefund allerede som 11-årig. I dag er genbrug også et gennemgående element i lejligheden på Vesterbro, hvor hun og familien har indrettet sig med det, de skal bruge – og ikke mere end det.

Af:: Rikke Graff Juel Foto: Dianna Nilsson
14. feb. 2018 | Bolig | ALT for damerne

Pernille og hendes familie nåede at være villaejere på Amager, før de rykkede tilbage til Vesterbro – én gade fra, hvor de før havde boet. At bruge tiden på at passe og vedligeholde hus og have var alligevel ikke dem, og mangfoldigheden på Vesterbro trak.

– Vi savnede det blandede klientel, gadelivet, spisemulighederne, fortovsfesterne. Vi elsker vores kvarter, Kødbyen, Carlsberg-haven, Folkehuset Absalon og alt det, Vesterbo byder på, og min søn Sigurd er en rigtig Vesterbro-knægt, fortæller Pernille.

LÆS OGSÅ: Bettina Gedda om sit favorit interiørelement: "De kan være med til at slå tonen an for resten af indretningen, og så er de både funktionelle og praktiske"

Glasstenene, som er sat op i brusenichen, lyser op ude i entréen og skaber en cool effekt sammen med lysstofrørene for enden.  

De var netop blevet færdige med at renovere huset på Amager, da de satte det til salg og var enige om, at de bestemt ikke skulle købe en lejlighed, hvor de skulle starte forfra med at renovere. Et par dage efter stod de med en underskrevet købskontrakt på et dødsbo, hvor stort set alt skulle laves.

– Det var ikke lige planen, men lejligheden lå rigtigt og havde plads til, at vi også kunne drive virksomhed. Både Jens og jeg er selvstændige og arbejder meget hjemmefra, siger Pernille.

LÆS OGSÅ: Nyt år nye tendenser: Sådan skal du indrette din bolig i 2019

Jens arbejder som tonemester, og Pernille er beklædningsdesigner med sit eget bæredygtige brand Eksempel og arbejder desuden freelance og underviser på Designskolen i Kolding.

I soveværelset har Pernille skabt en fin effekt ved at male både vægge, karme og paneler i lys grå, som står i god kontrast til det karryfarvede gulv. Sengen er fra LLLP, og sengetæppet er syet af et stort vægtæppe. Loftpendlen er fra Ikea, og skabet er fra Boligens Byggeskabe.

Ung loppejæger

De 125 m2 er stort set kun indrettet med ting, som Pernille har fundet brugt, eller ting, som har været tilovers fra forskellige projekter.

Pernille omgiver sig kun med ting, som har en funktion, så spiseafdelingen i stuen er holdt helt enkel uden overflødigt nips. Palisanderbordet er købt på Lauritz.com og har fået en gang skibslak, så det holder til at blive brugt. Stolene er designet af Tom Dixon og også fundet brugt. Pernilles søster Lise Baltzer står bag fotokunsten på væggen. Skålen er en Krenitskål fra Normann Copenhagen, og lampen er fra Muuto

– Jeg har handlet på loppemarkeder, siden jeg var 11 år, hvor jeg købte tøj, som min mor synes var underligt, f.eks. lange blondekjoler og pingvinjakker. Nu går jeg ikke så ofte på loppemarked længere af den årsag, at jeg ikke rigtigt mangler noget. Men hvis der opstår et funktionelt behov, så vil jeg instinktivt kigge efter at finde noget brugt fremfor en ny vare, fortæller Pernille.

Tanken om, at tingene har en historie bag sig og lever videre i nye rammer, tiltaler Pernille, men man kan ikke betegne hende som en samler.

På det gamle fysikskab hænger noget af Pernilles design fra Eksempel. Skabet er transporteret helt fra en skole i Nordjylland til Vesterbro. Det blev leveret ”til fortovskant” en regnvejrsdag, hvor Pernille var alene hjemme, men op i lejligheden kom det, og der bliver det nok stående længe endnu.

– Ting, som ikke bliver brugt, men bare står og fylder, fylder også mentalt, og det tynger mig. Jeg har det bedst med kun at have de ting, vi skal bruge og ikke alt muligt overflødigt, fortæller Pernille.

Der er lidt rock ’n’ roll over stemningen i stuen, hvor det store reolsystem i palisander fylder hele den ene væg. Sofaen er fra de Sede. Sofabordet er fra Stilleben, og krenitskålene er fra Normann Copenhagen. Den røde lampe er købt på loppemarked og har fulgt Pernille gennem mange år. Lysstofrøret er fra Hay, og fotokunstværket er af Lise Baltzer.

LÆS OGSÅ: Isabella Hemmersbach: "Egentlig går jeg ikke særlig meget op i beauty, men dette serum har virkelig gjort meget godt for min hud"

I Pernilles arbejde som designer vægter funktionalitet og bæredygtighed også højt. Hun var med til at starte designkollektivet Könrøg og har arbejdet i Paris og Italien, men driver i dag mærket Eksempel, som hun sælger via webshop.
I modsætning til hendes tekstildesign som mest kommer i neutrale farver, tøver hun ikke med at bruge farver i indretningen. Gulvene i lejligheden er blevet malet i en stærk tone, for når man vil bruge farve, kan man lige så godt gøre det på de store flader, hvor det har den største effekt, mener Pernille. Farverne har hun valgt, fordi...

– ...det var den farve maling, som jeg havde en spand i overskud af, og den skulle bruges. 

Køkkengulvet er malet med epoxy maling i en modig grøn tone, som giver en fin kontrast til det enkle stålkøkken. Det lille spisebord har Pernille og Jens selv lavet af en OCD-plade, som de har spartlet ud, malet, lakeret og sat kanter på af teaklister. Bordbenene er fra Ikea, og betonskamlerne er fra Ilva.

Anbefalet til dig