Sofie blev udstødt af sin mødregruppe
Jeg følte mig usikker som nybagt mor. Derfor var jeg også lettet og glad, da jeg skulle starte i en mødregruppe. Der gik dog ikke længe, før jeg fornemmede, at de andre kvinder havde en masse tilfælles, som de af uvisse grunde ikke ønskede at dele med mig.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Sofie opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Da jeg stod som nybagt mor til min førstefødte, blev det på mange måder en kæmpe omvæltning i mit liv.
Der følger utrolig megen glæde med sådan et lille barn, men jeg har heller aldrig følt mig så usikker på alt, som jeg pludselig gjorde, da August kom til verden.
Derfor tog jeg også imod med kyshånd, da sundhedsplejen inviterede mig med i en mødregruppe. Jeg vidste fra et par af mine veninder, hvor stor glæde de havde af deres mødregrupper. En af mine veninder mødes stadig jævnligt med sin gruppe, selvom deres børn er begyndt i skole, og det var præcis sådan et fællesskab, jeg længtes efter.
De første møder forløb rigtig fint, og det var faktisk helt rart at opleve, at de fire andre nybagte mødre var lige så usikre som mig. Men der gik ikke ret lang tid, før vores små sammenkomster begyndte at ændre sig.
Jeg syntes, vi brugte al for meget energi på at sammenligne vores børn. Det virkede efterhånden som om, det var en konkurrence om, hvis barn der var længst i sin udvikling. Jeg følte ikke selv, det var så vigtigt, om de børn andre sov kortere eller længere tid end August gjorde. Eller hvor gamle de var, når de begyndte at spise grød, eller prøvede på selv at trille fra mave til ryg. Jeg ville jo helst bare tale om, hvordan vi havde det med at være blevet mødre.
Jeg vil ikke sige, jeg var skuffet over møderne, for det var stadigvæk rart at være en del af fællesskabet.
Men samtalerne gled ikke så nemt længere, vi pjattede ikke som i begyndelsen, og indimellem havde jeg fornemmelsen af, at de andre grinte lidt af mine mange spørgsmål bag min ryg. Det gav mig den irriterende tanke, at det nok var mig selv, der var noget galt med.
En gang, hvor vi var samlet hjemme hos os, havde jeg gjort lidt ekstra ud af kagebordet, og jeg havde besluttet, at jeg ville prøve at engagere mig i samtalerne på en ny og mere afslappet måde, så vi igen blev den harmoniske gruppe, vi havde været de første gange, vi mødtes.
Der kom to afbud til den dag, og det gjorde mig lidt underlig til mode. Selvfølgelig kan der komme noget i vejen, men vi havde bare aldrig haft et afbud før. Jeg forsøgte at bide det i mig, så det kunne blive hyggeligt for de to, der kom, men dagen skulle bringe mig en oplevelse, der var endnu værre end de to afbud.
Annonse
Jeg var på et tidspunkt ude i køkkenet for at hælde mere kaffe på termokanden, og gennem den åbentstående dør kunne jeg sagtens følge med i de to andres samtale inde i stuen. Jeg tror, den ene af kvinderne kom til at tale over sig, men hun nævnte en episode fra en dag, hvor de andre havde været sammen på café inde i byen, mens mændene havde set efter børnene derhjemme.
Det var der selvfølgelig ikke noget odiøst i, for de havde da lov til at mødes, som de ville. Men på den andens lavmælte svar kunne jeg forstå, at de to, der havde meldt afbud den dag, også havde været med på caféen. Det kunne jo ikke være en tilfældighed, at de alle fire løb på hinanden inde i byen, og jeg havde virkelig svært ved at skjule min skuffelse, da jeg vendte tilbage til kaffebordet med termokanden.
Nogle uger senere var min mand og jeg i Bilka, og det var en rigtig hyggelig dag, lige indtil vi gik forbi Bistroen, og jeg fik øje på de fire andre fra min mødre gruppe, der sad og hyggede sig ved et bord derinde. Et kort øjeblik overvejede jeg at gå derind, bare så de vidste, jeg havde set dem, men det havde jeg i virkeligheden slet ikke lyst til. I stedet gik jeg bare hurtigt videre, men jeg følte mig godt nok såret bagefter.
Det næste par gange, der var komsammen i gruppen, var det mig, der meldte afbud. Jeg kunne ikke se, hvad jeg havde gjort forkert, men jeg måtte jo sande, at kemien bare ikke fungerede mellem de andre og mig, og at jeg derfor ikke havde lyst til at komme. Efter at have tænkt det hele grundigt igennem, skrev jeg en fælles besked i vores chatgruppe, at jeg ikke længere ønskede at deltage. De to af dem skrev, at det var ok, og de to andre en halvkvædet vise om, hvor ærgerligt de fandt det, og den lunkne respons gjorde mig blot endnu mere sikker på, at jeg havde gjort det rigtige.
Oplevelsen blev dog ved med at nage mig bagefter. Den nagede mig så meget, at jeg valgte at ringe til min sundhedsplejerske for at tale om det, men hun tog nu situationen meget roligt. Hun forsikrede mig om, at jeg ikke var det første tilfælde, og at sådan gik det jo nogle gange, når man sætter fremmede mennesker sammen på den måde. Det varmede helt at få bekræftet af en anden, at det ikke nødvendigvis var mig, der var noget helt galt med.
Sundhedsplejersken hjalp mig også videre på en anden måde, for hun fortalte, at hun også kom hos en helt nybagt mor, der boede tæt ved os. Ditte, som kvinden hedder, havde en dreng på tre år i forvejen, og hun havde haft en lignende oplevelse, da hun fødte ham, så hun havde valgt at takke nej til at komme med i en mødregruppe efter fødsel nummer to. Sundhedsplejersken tænkte, at vi måske kunne være et godt match, for selvom hun havde et ældre barn, var der alligevel mange følelser i forbindelse med fødslen, som vi kunne have glæde af at dele.
Det var lidt af en overvindelse at gå over til Ditte og ringe på første gang, men jeg har aldrig fortrudt, at jeg tog mod til mig. Ditte blev nemlig en kæmpe hjælp for mig dengang, for hun havde så mange erfaringer at dele ud af fra sin første fødsel. Så jeg ved ikke om sundhedsplejersken har haft synske evner, men Ditte og jeg endte i hvert fald med at blive rigtig gode veninder, og det er vi stadigvæk.
Ditte blev en kæmpe hjælp for mig
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
