Hvorfor må jeg ikke spille en rolle i mit barnebarns liv?

Jeg står i en ulykkelig situation, som påvirker mig og ikke mindst mit forhold til min ældste søn og mit barnebarn.

Min søn fik en sød kæreste for 9 år siden, og jeg synes egentlig, at jeg har et godt forhold til hende. 

LÆS OGSÅ

Lisas mand svigtede hende, da hun havde mest brug for støtte - hjælpen kom fra uventet kant

Da jeg mødte Mads, følte jeg, at der langt om længe kom ro i mit liv, for Mads var en mand, der i den grad havde styr på sin tilværelse. At jeg i virkeligheden svigtede mig selv ved at gifte mig med ham, var jeg slet ikke klar over dengang. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Hun er en lidt stille pige, der er svær at læse, og jeg vidste godt, at hun har et meget nært forhold til sine forældre og søskende, hvilket jo er dejligt. Min svigerdatter har gennem årene meldt afbud til rigtig mange sammenkomster og fødselsdage i min familie, men min søn har heldigvis været sød til at dukke op uden hende, hvilket jeg har været glad for.

Nu har de sammen stiftet familie, fået et barn og har købt et hus få hundrede meter fra hendes forældre, mens vi selv bor ca. to timers kørsel fra dem. Jeg har glædet mig rigtigt meget til at få et barnebarn, og hun giver mig da også glæde, men også bekymringer og skuffelser. 

De unge mennesker er glade, og det er skønt, men de bruger det meste af deres tid med hendes familie. Jeg føler derfor, det er svært at lære mit barnebarn at kende og være en af hendes liv. 

Vi ser dem ikke så ofte, og når vi kommer derop, er hendes forældre der for det meste, og de nærmest tager barnet ud af hænderne på os. Min søn og svigerdatter er flere uger om året på ferie med hendes familie, men har ikke tid til os i ferien og kommer så med forklaringer og undskyldninger for hvorfor. 

Når vi er sammen med dem, får jeg ikke lov til det samme som hendes mor i forhold til barnet. Jeg er ellers meget bevidst om ikke at komme med råd eller kritik og roser dem.

Jeg prøver ikke at lade mig mærke med noget, men efterhånden gør det ondt, og jeg føler mig tilsidesat og vraget. Jeg har prøvet at tale med min søn om det og sagt, at nu må han ikke glemme vores familie, men han tager det ikke alvorligt. Jeg synes jo egentlig, at jeg har et fint forhold til min svigerdatter og er en ressourcestærk person. 

Hvad gør jeg for at få en plads i mit barnebarns liv og tid sammen med hende – uden at skabe splid og skubbe forældrene endnu længere væk?

Vibeke Dorph råder til at tage en snak med sønnen

Du lyder til at være en klog og betænksom kvinde, og jeg forstår godt, at du går diplomatisk frem i forhold til din søn og svigerdatter. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke at samme diplomati har taget så meget overhånd, at det nærmest har gjort dit savn usynligt for dem. Det kan det godt tyde på, når din søn ikke tager dig alvorligt, de få gange du forsigtigt har nærmet dig emnet.

Nu er forholdet svigermødre/børnebørn – især på fædrenes side – et emne, der alt for ofte dukker op i min indbakke. Jeg forstår det ikke for at være en god forælder indebærer også, at man sørger for, at ens barn får et tæt forhold til bedsteforældrene på begge sider.

Var jeg dig, så ville jeg derfor lægge hensynsfuldheden til side og gribe lidt mere håndfast fat i din søn og gerne svigerdatter. Mind dem om, hvor meget deres egne bedsteforældre (forhåbentligvis) betød i deres liv og fortæl dem så, hvordan du savner at få lov til at være en del af dit lille barnebarns liv. 

Sig, at du naturligvis har forståelse for, at din svigerdatter, især i barnets spæde år, har brug for en tæt kontakt til sin egen mor, men at I på sigt vel også skal spille en rolle i dit barnebarns liv.

LÆS OGSÅ

Jeg skammer mig over at være irriteret på min gamle far

En læser føler sig uretfærdigt behandlet af sin far, og desuden er han grænseoverskridende. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Nu skriver du ikke, hvor gammelt dit barnebarn er, men når hun når en alder af 3-4 år, så prøv også at byd mere aktivt ind.

Det har jeg en god veninde, der selv er farmor, som havde held med. Hun inviterede generøst, men også insisterende, den lille familie på sommerhusture og weekendophold, hvor hun tog sig af børnene, så forældrene fik lidt ro. Hun møvede sig så at sige frem til at få den ligeværdige plads i familien, hun har i dag.

Det krævede tid, tålmodighed og især insisteren, men det har lønnet sig. For i dag er det ikke kun hende, der er lykkelig for den tætte relation. 

Børnene er det naturligvis, men forældrene kan også se fordelene i, at de trygt kan overlade børnepasningen til farmor.

Skriv til Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.