4 iskolde fristelser
SPONSORERET indhold

4 iskolde fristelser

Der er iskolde lækkerier til børn og voksne i BoligLivs fryser denne sommer. Få fire lækre opskrifter her...

Foto: Columbus Leth
15. jul. 2014 | Opskrift | BoligLiv

Islagkage for voksne
Ca. 16 personer

Islagkagen med chokoladeis og rom-rosin-is er mest for voksne. Kagen er imponerende smuk og rækker til rigtig mange. Den skal påbegyndes, dagen før den skal serveres.

Tid: ca. 40 min. plus tid til frysning

Basis iscreme
3 pasteuriserede hele æg
4 pasteuriserede æggeblommer
1 tsk. vaniljesukker
220 g sukker

Chokoladeis
200 g mørk chokolade, f.eks. med mint
3 dl piskefløde

Rom-rosin-is
100 g rosiner
1 dl mørk rom
3 dl piskefløde

Lagkage
3 lagkagebunde
1 dl mørk rom
150 g makroner
ca. 2 dl stærk kaffe
2 spsk. brun farin

Pynt
1½ dl piskefløde
mørk chokolade
__________

1. Start med iscremen. Kom æg, æggeblommer, vanilje og sukker i en skål. Kom skålen over en gryde med vandbad, og pisk med en elpisker i 6-8 min., indtil det tykner. Tag skålen af varmen, og lad den afkøle på køkkenbordet.

2. Hak chokolade, og smelt den i en skål over vandbad eller i mikrobølgeovnen ved svag varme.

3. Pisk fløden til chokoladeisen til en tyk skum, og fold forsigtigt med halvdelen af iscremen – resten gemmes til rom-rosinisen – sammen med den smeltede chokolade. Sæt chokoladeiscremen til side.

4. Kom rosiner og rom i en gryde, og kog i ca. 2 min., til rommen er kogt ind. Afkøl rosinerne.

5. Læg en lagkagebund på et kagefad. Læg en ring fra en springform ca. 9-10 cm høj omkring lagkagebunden. Dryp rommen på lagkagebunden.

6. Fordel chokoladeiscremen på bunden. Dæk med knuste makroner, og læg en lagekagebund over.

7. Rør kaffe med brun farin, og dryp halvdelen over lagkagebunden.

8. Pisk fløden til rom-rosin-isen til en tyk skum, og fold forsigtigt med resten af iscremen og de romkogte rosiner.

9. Fordel rom-rosin-isen over lagkagebunden. Dryp den sidste lagkagebund med resten af kaffen. Læg bunden over kagen, og dæk til med stanniol. Stil formen i fryseren til næste dag.

10. Tag islagkagen ud af fryseren ca. 30 min. før servering. Pisk fløden til let skum. Dekorer kagen med flødeskum, og pynt med spåner af mørk chokolade. Server straks.
__________

Iskaffe
4 glas

Lav sommerens smukkeste iskaffe på isterninger af espresso. 


Tid: ca. 10 min. plus frysetid (4 glas)

4 dl espresso
2 tsk. rørsukker
8 dl mælk
__________

1. Bryg espressoen. Tilsæt sukker, og opløs i kaffen. Lad kaffen afkøle, før den fordeles i isterningbakker og fryses.

2. Fordel isterningerne i glas. Spæd til med kold mælk, og server straks.Sundae med sprød granola
Til 4 personer

Kombinationen af friske hindbær, et lille drys lakrids og den sprøde granola er fantastisk som topping på en god vaniljeis.

Tid: ca. 30 min. plus tid til afkøling

Granola
1 dl honning
30 g havregryn
30 g kokos
30 g mandler

0,5 l vaniljeis
200 g hindbær
lidt lakridspulver
__________

1. Smelt honningen på en tør pande. Kom havregryn, kokos og hakkede mandler på panden, og rist blandingen ved svag varme. Vend jævnligt i blandingen, så den ikke brænder på. Rist, til grynene er gyldne. Fordel granolaen på et stykke bagepapir, og afkøl.

2. Kom isen i en skål sammen med halvdelen af hindbærrene, og rør det sammen, til isen bliver blød.

3. Server straks isen med resten af hindbærrene, et drys lakrids og granola.

 

Ispinde med mango & jordbær
4-6 ispinde af hver slags, afhængig af forme

Børnenes favoritter er nemme at lave til de varme sommerdage!

Tid: ca. 10 min. plus frysetid

Jordbær-hyldeblomst
250 g jordbær
1½ dl koncentreret hyldeblomstsaft
1½ dl vand
__________

1. Skyl og nip jordbærrene. Skær jordbær i små tern, og kom dem i en blender sammen med hyldeblomstsaft og vand. Blend til en ensartet saft.

2. Hæld saften på ispindeforme, og sæt i fryseren i ca. 2 timer.

- - - - - - - - - -

Mango
1 dl piskefløde
2 dl sødmælk
1 spsk. sirup
1 mango

1. Kom fløde, mælk og sirup i en lille gryde, og kog op, til siruppen er opløst.

2. Skræl mangoen, og hak den fint. Kom mango og mælkemassen i blenderen, og kør til en ensartet konsistens.

3. Si iscremen, inden den hældes på ispindeforme. Sæt ispindeformen i fryseren, og frys i minimum 2 timer.
__________

LÆS OGSÅ: 4 opskrifter på hjemmelavet is med sommerbær