Derfor er der gået nuttet nostalgi i moden
SPONSORERET indhold

Derfor er der gået nuttet nostalgi i moden

Gem den hvide T-shirt og de slidte jeans bagerst i skabet, giv plads til piget romantik, og gør dig umage, når du klæder dig på. For blomster, broderier, lyserøde pomponer og Disney-figurer er altså sjovere end forvasket bomuld.

Foto: James Cochrane, Louise Veng og Kim Weston-Arnold
04. dec. 2015 | Mode | Eurowoman

Sig det med blomster. Det kunne have været Guccis nye kreative direktør Alessandro Micheles mantra denne sæson. Blomsterne var i fuldt flor på det støvede rosa jakkesæt med overdimensioneret rød sløjfe i halsen til showet i Milano. Resten af a/w 15-kollektionen så også tilbage i tiden og fremelskede nostalgien med flæser, blonder, applikationer, skjortebluser og tækkelige nederdele. 

LÆS OGSÅ: Modens 7 vidundere: Her er din garderobes uundværlige items



Glem 'jo mindre, jo bedre'. Tænk i stedet i et væld af detaljer, der gemmer sig, dukker frem og overrasker i lookets lag på lag. Phoebe Philo for Céline er med. Hendes tidligere stringente kollektioner har fået en romantisk dimension med buketter på brystet og dådyr og ræve som smykker til ørene. Miuccia Pradas stærke kvinde er blevet blødt op med sorbetfarver og glimtende brocher, som var de lånt fra mormors smykkeskrin anno 60'erne. Designeren Olympia Le-Tan har skabt kunstneriske clutches som eventyrbøger, Loewe en lyserød elefanttaske til at tage under armen, og prinsesseværdige pink, røde og lilla sko i lak og med pomponer får følgeskab af små strømper med broderimotiv. Herhjemme har Hegedüs & von Qualen, som består af guldsmeden Edith Hegedüs og skrædderen Rikke von Qualen, fundet sammen om at lave en kollektion af unikke jakker skabt af broderier fra 50'erne og 60'erne, som bliver solgt eksklusivt hos Holly Golightly i København. De yndige blomster og uskyldige dyremotiver vidner ikke bare om en svunden tid, men værner også om de traditionelle håndværk, hvor tålmodighed er en dyd.

- Det er skønt at kunne give broderierne nyt liv. Farverne er ikke til at stå for, og historierne er særegne. Det er fantastisk at sidde og renovere hvert broderi og opdage de små fortællinger, der gemmer sig i hvert sting. Broderierne er meget drømmende, og de er så smukt og sirligt lavet. Tanken om at noget, som der er lagt så meget tid og kærlighed i, lever videre, er det hele værd, siger Edith Hegedüs.



Bambi og broderier
Der er langt fra den todimensionelle normcore-tendens med en hvid T-shirt og et par anonyme sorte herrebukser eller Levi's 501'ere og et par udtrådte sneakers, der er blevet hypet og dyrket gennem de seneste par år, til den tredimensionelle lyserøde, blomstrede, broderede mode, vi ser lige nu.

- Skønhedsidealer skifter i takt med tøjmoden, og sådan har det altid været. Vi har set en stærk androgyn bølge lige fra transkønnede modeller til kunsten at klæde sig så anonymt som muligt. Det er naturligt med en modreaktion fra det underspillede og kønsneutrale til en mere klassisk måde at tænke køn, der måske er mere romantisk og piget, siger Maria Mackinney-Valentin, ph.d., lektor og professor på Det Kgl. Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.

Du skal være så velkommen til at springe ud i det romantiske og pigede, og groft sagt er der to veje at gå. Den nostalgiske chikke vej a la Gucci og Céline med falmede blomster, flagrende skørter og en sløjfe i kraven. Eller den quirky nuttede vej, hvor man har fornemmelsen af, at designeren har blinket charmerende med det ene øje i designprocessen, som med Pradas pasteller og Olympia Le-Tans Disney-tasker. Hvis du har brug for inspiration, kan du kigge mod designeren-slash-modellen Alexa Chung i småblomstret Erdem-kjole med skød, moderedaktøren for W Magazine og Vogue Japan, Giovanna Battaglia, med blomsterkrans i håret og fullskirt Pierre Balmain-couture-kjole fra 60'erne samt skribenten og modellen Laura Bailey i prikket skjorte med bindebånd og rosa blomsterkjole fra Roksanda Ilincic. Du kan også bare vælge at tage en af Hegedüs & von Qualens jakker på.

- Den kvinde, der bærer vores jakker, er helt sin egen, sætter pris på fortællinger og drømme og anerkender ægte håndværk, siger Edith Hegedüs.



Hvem vil ikke gerne hylde det personlige udtryk, drømme og håndværk i sin påklædning? Klæde sig i kulørte broderier fra 60'erne, sætte en blomsterbroche på brystet og lade flæserne danse om benene. Mandagen ser unægtelig lidt lysere ud i fuldt flor. For selv om man drømmer, og tendensen umiddelbart rimer på de 'gode, gamle dage', handler det ikke nødvendigvis om flugt fra nutiden og hverdagen. Det handler om at værdsætte de små detaljer og om at gøre sig umage, for andres og ikke mindst sin egen skyld.


LÆS OGSÅ: 6 tegn på, at du klæder dig på for dine veninder

LÆS OGSÅ: Pernille Teisbæk: "Siden jeg var helt lille, har jeg været draget af Louis Vuitton"

LÆS OGSÅ: "Skønhed har aldrig sagt mig noget"