Dinesen: "Jeg ser bedst ud, når jeg har det godt både fysisk og psykisk"
SPONSORERET indhold

Mille Dinesen: Jeg har ikke drømt om mand og to børn

Mille Dinesen lever i et vist omfang af godt udseende og en stærk krop. Hun interesserer sig meget for både sund kost, træning og gode produkter, fordi det hjælper hende til at kunne yde sit bedste. Men hun indrømmer også, at det kan fylde for for meget – og det er hun meget opmærksom på at det ikke skal.

Af:: Marie-Louise Truelsen Foto: Jens Rosenfeldt. Makeup og hår: Barbara Kehlet
19. jan. 2013 | Mode | ALT for damerne

– Jeg kan enormt godt lide at spille grim. Være lidt ekstrem og ikke være forfængelig i forhold til mit udseende.

Skuespilleren Mille Dinesen sidder ved sit køkkenbord. Formiddagsafslappet med håret i hestehale og i behageligt tøj. Hun har ikke gjort en masse for sit udseende i dag, men alligevel ser hun lækker ud på den helt "rigtige" måde. Sund hud. Sundt hår. Slank og tonet krop. For selvom hun altså også holder af at spille grim på scenen, kan hun ikke komme udenom, at et godt udseende betyder noget både i hendes fag og for hende privat.

– Mit udseende betyder noget både for mit velvære, mit selvværd og i forhold til mit arbejde. Men det er meget sjovt at tænke over, hvornår jeg egentlig er godt tilpas og føler, at jeg ser godt ud. For det er faktisk meget sjældent, når jeg står med fuld makeup på den røde løber i en fin kjole og med håret sat. Jeg synes i højere grad, at jeg ser godt ud, når jeg har det rigtig godt med mig selv både fysisk og psykisk. Når jeg har fået trænet, mediteret og spist sundt og kan mærke effekten af det. Det er jo virkelig en kliché, men skønhed kommer altså indefra. Man kan nemt tage en flot kjole på og blive sminket helt vildt, så alle fejl bliver skjult, men jeg har det bedre, når jeg har så lidt makeup på som muligt. Jo renere, jo bedre. Og så har jeg det egentlig bedst i nogle fede jeans.

Som en af landets meget kendte skuespillere slipper Mille dog ikke helt for de fine kjoler og den røde løber. Og hun har lært at håndtere det.

– De første år var jeg jo helt uerfaren i at møde op til premierer og den slags, så jeg følte mig ret presset over at skulle posere for fotograferne. Og det kunne ses på billederne. De første gange jeg så nogle billeder af mig selv i bladene, tænkte jeg: Hvad laver du, Mille? At skulle posere føles så overgearet for mig, men jeg kan jo alligevel godt se, at der er en grund til, at man gør det. Det ser bare bedre ud på billeder. I begyndelsen tænkte jeg, at det var noget overfladisk pis, og hvis folk ville i kontakt med mig, måtte de jo ringe. Men jeg har affundet mig med, at det at stille op til den slags er en del af mit job. Jeg skal dog stadig kæmpe lidt med Janteloven, for hvorfor skal JEG lige stå der og føre mig frem? Når jeg har det sådan, prøver jeg at huske på, at det da bare en fed mulighed for at klæde sig lidt ud i stedet for, at det hele bare er "leverpostej" hver dag.

Læs også: ALT tester 5 øjencremer

Hakkedrenge og kyllingelår
Som teenager kunne Mille leve af cornflakes med sødmælk og sukker og hvidt brød med syltetøj. Hun har aldrig været decideret overvægtig, men fortæller grinende, at hun da havde "en god røv", da hun i sin tid startede på Teaterskolen. Hendes vendepunkt i forhold til kropsbevidsthed kom for omkring 12 år siden, hvor hun begyndte hos Body Self Development, som er et behandlings- og træningssystem.

– Jeg har prøvet rigtig mange ting de senere år, men jeg vender altid tilbage til Body-sds. Behandlingerne fik virkelig lukket op for noget, og efter noget tid begyndte jeg også på træningen, som hedder Cufei og Pafei. Man kan sige, at det er en blanding af yoga og karate, og der er enormt meget fokus på vejrtrækning. Jeg føler, at jeg arbejder lige så meget med mine organer, som med sener og muskler, og det er meget grundig træning. Jeg går til Cufei fast om onsdagen, og så træner jeg Pafei herhjemme et par gange om ugen efter en dvd. Det er træning, der passer til mig. Jeg bliver f.eks. aldrig løber, for jeg hader at løbe. Når jeg løber, har jeg det som om alle organer er på vej ud af halsen, og så får jeg sidestik.

For tre år siden deltog Mille også i Arndal Body Bootcamp, som var et forløb over 12 uger med benhård træning og fokus på den rette kost. Forløbet fik hende for alvor til at indse, hvor meget kroppen egentlig kan, hvis man bare hele tiden får skubbet grænserne, og hvor vigtigt det derfor er, at man med faste mellemrum får tilpasset sin træning, så man kan rykke sig fysisk. Milles kost fik også for alvor et boost.

– Jeg har aldrig ejet en vægt, og derfor har jeg aldrig rigtig haft rigtig styr på, hvad jeg vejede. Men jeg kunne mærke og se, at jeg havde tabt mig efter Arndal Body Bootcamp, hvor jeg bl.a. lærte at spise proteiner.

Hvad spiser du i løbet af en dag?
– Jeg spiser rigtig meget til morgenmad, nærmest et aftensmåltid. I dag har jeg f.eks. spist tre kyllingelår, salat med feta og tomat, en halv rød peberfrugt med tahin og peanutbutter og to æg. En ordentlig portion. Og så spiser jeg medium til frokost, f.eks. en hakkebøf med spejlæg og salat. Jeg har ikke normalt brød i huset, men jeg kan godt spise et stykke rugbrød engang imellem. Om aftenen spiser jeg f.eks. en lille portion laks med avocado og en salat med masser af olie. Når jeg kan være så disciplineret med kosten, er det, fordi jeg ikke føler det som en straf. For mig er det enormt lystfyldt at spise sundt, for jeg kan jo mærke, hvad det gør ved mig. Jeg får så meget energi og bliver virkelig fokuseret. Og så bliver jeg glad oveni låget. Hvis jeg spiser for meget hvede og søde sager, bliver jeg træt, doven og i dårligt humør. Heldigvis har jeg aldrig haft en rigtig sød tand, så når jeg går amok engang imellem, er det ikke i kage og slik, men i en kæmpe burger fra Madtjenesten, som bruger gode råvarer. Og så is. Jeg elsker is!

Lyt til kroppen
Gennem årene har Mille prøvet mange forskellige behandlingsformer, kostretninger og nye kosttilskud. Ayurveda i Indien, kinesiologi, hvidløgskur og udrensningskuren Aquateam hos Body-sds for bare at nævne et par ting. Sundhed i alle former er faktisk Milles store interesse. Hun læser alt, hvad hun kommer i nærheden af, prøver det af og vælger så det ud, som hun synes virker for hende.

– Jeg synes, at det er interessant at finde ud af, hvad der passer til en selv i den enorme jungle af viden om sundhed, for det er meget individuelt. Og det behøver ikke bare være én vej, man følger. Jeg tror meget på, at man kan plukke lidt og selv sætte det sammen. Det handler om at lære at læse kroppens signaler.

Fokus på sundhed, krop og udseende er langt hen ad vejen positivt efter Milles mening. Det kan dog også gå over gevind.

– Jeg kan selv blive for ekstrem, så det kommer til at fylde for meget, og det prøver jeg at være meget opmærksom på. Hvis man bliver for ekstrem og fanatisk, kan man komme til at afskære sig selv fra det, som også er livet, nemlig at hygge sig med lidt vin og god mad, der ikke nødvendigvis er lige efter bogen. Når det så er sagt, så synes jeg faktisk, at vi har et problem i vores land, for næsten alt, hvad der er socialt, indebærer også mad og alkohol. Det er per definition ikke rigtig hyggeligt uden. Men jeg synes, at vi har et helt forkvaklet forhold til alkohol i Danmark. Italienerne drikker også vin, men måske bare et glas eller to. Det handler om at skabe balance. Alting skal være med måde.

Læs også: Her er Christiane Shaumburg-Müllers yndlingsprodukter

Rynker eller ej?
Når Mille arbejder, tænker hun ikke over sit udseende.

– Nej, heldigvis ikke. Hvis man hele tiden har en lille tanke om, at man ser bedst ud fra den ene side, kan man efter min mening ikke være hundrede procent nærværende i rollen. Det er nok derfor, jeg godt kan lide at spille grim, ha, ha.

I hvilket omfang tænker du over din alder i forhold til dit job?
– Jeg har det lidt svært med alle de plastikoperationer og Botox. Det er efterhånden meget udbredt.

Kunne du finde på at få lavet noget selv?
– Jeg tror, jeg ville være for bange for, hvad der ville ske rent sundhedsmæssigt. Hvis jeg fik lavet bryster, ville jeg gå rundt og være angst hele tiden for at have sådan et fremmedlegeme inde i kroppen. At der gik hul på det, og det løb ud, aiii...! Som skuespiller synes jeg i øvrigt også, at det er et fucking no-go at få Botox. Det, der sker, når man har gjort det mange gange er, at man pludselig kun har ET ansigtsudtryk.

Hvad nu, hvis du fik hængende øjenlåg?
– Hvis mine øjenlåg ligger ud over mine øjenvipper, når jeg bliver 50 eller 60, så vil jeg overveje det. Det tror jeg. Men der er også forskel på at få lavet noget, der virkelig generer i forhold til at få fyldt en nærmest usynlig rynke ud. Men altså, jeg skal ikke på nogen måde dømme nogen, og hvis det kan gøre nogen lykkeligere at få lavet noget, skal jeg være den sidste til at sige noget. Det, jeg bare synes er ærgerligt er, at mange unge piger føler, at de kun kan blive lykkelige, hvis de får nogle store bryster. Det er en seksualisering, der er helt forskruet.

Føler sig som en 25-årig
Mille har boet alene i sin lille, hyggelige lejlighed i Brumleby i et par år. En ny kæreste ville da være dejligt, men det er ikke noget, hun går målrettet efter.

– Hvad parforhold angår, har mit liv udviklet sig på en helt anden måde, end jeg havde troet. Det gør livet jo tit, kan man sige. Det bliver sjældent, som man havde set oppe i sit hoved. Men jeg vil samtidig sige, at det med mand og to børn, det har jeg faktisk aldrig stræbt efter. Den slags drøm har jeg ikke haft. Ikke fordi jeg IKKE ville have det, men jeg har aldrig tænkt, at det ville være en fiasko, hvis det ikke blev sådan.

I hvilket omfang tænker du over dit udseende i forhold til måske at finde en ny kæreste?
– Indeni føler jeg mig stadig, som dengang jeg var 25 år! Men når jeg så er i byen, kan jeg godt mærke, at det er jeg jo ikke. Både fordi jeg tænker: Nej, nu gider jeg sgu ikke stå i den her bar mere, for nu er klokken firehundrede, og jeg gider ikke have min dag ødelagt i morgen, ha, ha. Men også fordi jeg godt kan se det både i forhold til udseendet og det, som de 25-årige snakker om. Men jo, jeg gør noget for at holde mig i god form, og det handler om at få energi, men da også om udseende. Den her krop skal vare hele livet, så jeg kan da lige så godt gøre, hvad jeg kan, for at holde den så fit som muligt.

Milles bedste tips til en flot hud
• Spis ordentlig mad. Det er grundlaget for en pæn hud. Man kan ikke kun klare det med produkter, men gode produkter kan selvfølgelig hjælpe til.

• Jeg bruger alt fra Dermalogica til ansigtet. Det er mit fundament. Udover de helt basic produkter, bruger jeg deres små "sølvfisk" Multivitamin Power Concentrate, som indeholder vitaminer, og som virkelig kan give min hud et boost i de perioder, hvor jeg arbejder meget og derfor har meget makeup på og er meget i kunstigt lys.

• Min rescue cream er Stellar Face Balm fra Balance Me, som jeg køber på Mariasvane.dk. Den er meget fed, og den kan bruges på alt fra tørre læber og små rifter til tørre albuer. Jeg bruger den faktisk som en natcreme et par gange om ugen. Jeg glinser i hele det gode gamle fjæs, men når jeg vågner op, er det suget ind. I teenageårene havde jeg fedtet hud, og jeg brugte masser af skintonic fra Clinique, der fjernede al fedt, men det udtørrede også huden. Jo mere fedt jeg bruger, jo mere i balance kommer min hud. Mine talgkirtler producerer ikke så meget fedt, hvis jeg selv tilfører det.

• Jeg har rimelig store porrer i huden, men nu har jeg fundet løsningen. Jeg får ansigtsbehandlinger med produkter fra Ling Skin Care hos Marianne fra People i Hellerup, og det er ret fantastisk. Jeg har købt produkterne med hjem, og skifter så mellem Dermalogica og Ling Skin Care. Det hjælper virkelig.

• Jeg har også en forkærlighed for Marianne Tromborg. Jeg har brugt hendes Below 10 Degrees Cream hele vinteren. Og så er jeg glad for hendes mineralpudder. I det hele taget kan jeg godt lide hendes makeup. Jeg er ikke så god til det med makeup, det må ikke være for besværligt, og det må gerne se naturligt ud. Og det er enormt nemt med hendes produkter.

• Jeg kan rigtig godt lide, at de produkter, jeg bruger på huden, er så økologiske og rene som muligt. Huden er vores største organ, så det at putte noget på huden er nærmest det samme, som at spise det. Men med mascara gør jeg en undtagelse og bruger Diorshow. Jeg har prøvet så mange at de "sunde" mascaraer, men de sidder under øjnene efter fire minutter.

• Inden jeg går i bad, børster jeg huden på kroppen med en ikke for hård hamphandske. Og så bruger jeg jævnligt exfoliering til kroppen fra både Tromborg og Balance Me.

• Og så solcreme for Guds skyld! Det er faktisk nyt for mig bare at bruge det hele året rundt. Jeg blander en faktor 30 op med min dagcreme, og det har jeg i ansigtet hele året. Indenfor de sidste par år er jeg er blevet lidt solforskrækket. Det føles pludselig forkert for mig at sidde og stege. Det har jeg gjort før, og hele stykket foran på brystet har jeg ødelagt. Det er ren elefanthud. Men Stellar Face Balm har faktisk hjulpet lidt på det.

Sådan behandler Mille sit hår
• Jeg bruger mange forskellige slags shampo. Mærket er ikke så vigtigt, det skal bare være natur og uden parabener, for ellers bliver min hovedbund irriteret. Lige nu bruger jeg Yaz Naturshampo. Når jeg arbejder, får jeg så meget skidt og møg i håret, så jeg nødt til også at have noget, der virkelig batter. Derfor bruger jeg Redken All Soft Condition og Redken All Soft Heavy Cream, men kun i hårspidserne.

• Til at samle hårspidserne bruger jeg Aveda Damage Remedy.

• Jeg bruger hårpudder, for jeg vasker ikke hår hver dag. Jeg har faktisk været nede på at vaske det en gang om ugen, men så bliver jeg altså også hjemme de to sidste dage, ha, ha! Normalt vasker jeg håret hver fjerde dag, det er bare et spørgsmål om at vænne håret til det. Jo mere man vasker det, jo mere fedter det.

• Jeg lader altid mit hår lufttørre. Og så er den bedste styling at vinterbade. Det gør jeg to gange om ugen, og det giver cool saltvandslook. Det giver i øvrigt også et rush, som får blodet til at suse rundt, og det er godt for huden, tror jeg.

Milles bonustips til et sundt liv
• Om vinteren får jeg et ekstra skud D-vitamin, for vi får alt for lidt lys. Og så tager jeg nogle depottabletter med C-vitamin.

• Hver morgen laver jeg en lille shake på ca. ½ dl, som består af:
En lille smule rismælk.
En tsk. Chlorella pulver.
En tsk. Okinawa koral kalk pulver.
En tsk. Acai pulver.
Hørfrøolie.

Det hele blandes og så er det bare ned med det. Det smager ikke særlig godt, men det renser mine organer, øger baseværdien, giver gode antioxidanter og er godt for huden. Til at tage den grimme smag laver jeg et lille shot bestående af presset ingefær, rød peber, selleri og æblejuice.

• Jeg steger i kokosolie så vidt muligt.

• Jeg drikker en til to kopper kaffe om dagen – jeg kan ikke stå op uden kaffe – og der er fløde i! Men ellers drikker jeg masser af kogt vand med citron og så Ipe Roxo te, som er te lavet af brasiliansk bark. Det smager lidt underligt, men skulle være meget styrkende.