Da min datter startede på gymnasiet, blev jeg mindet om, hvor svært det er at være femten år og finde sin nye plads i sociale sammenhænge.
"Det er mega akavet. Jeg prøver at hægte mig på en gruppe, men ved ikke lige, hvad jeg skal spørge om. Og så nøjes jeg med bare at stå og grine på de rigtige tidspunkter. Og når gruppen går et andet sted hen, skal jeg så følge med – eller synes de så, jeg er en klam stalker?"
Dengang nikkede jeg moderligt og forsikrede hende om, at det bare var en fase. I mit stille sind var jeg glad for, at man som 45-årig ikke længere skal døje med social akavethed. Jeg oplevede, at jeg er moden og selvudviklet nok til at glide ind i ethvert selskab. Men jeg blev klogere; karma kan være en irriterende type. Det kan nemlig også være svært at være 45 år og ankomme til en fest med en masse fremmede – og meget smarte – kvinder.
Jeg havde ellers forberedt mig. Jeg ved nemlig godt, at man ikke skal hoppe på den rutinemæssige replik fra modebranchen om, at ”denne sæson er alt simpelthen tilladt”. Det er det aldrig, medmindre man er Helena Christensen. For eksempel er low cut-jeans og hårmascara teknisk set tilladt dette efterår, men jeg ville aldrig blive anklaget for at være et stilikon i det.
Og så er det uncool at prøve for hårdt. Man skal være lækker på den tilfældige måde. Sådan ”nå – hov! Ligner jeg en million i de gamle klude, der tilfældigvis lå øverst i skabet?” Og dét look er langt mere energikrævende at ramme end blot at gå ned i en butik og købe en samlet fra top til tå-trendy pakke. Man skal være modebevidst, men ikke en mode-lemming.
Den balance følte jeg i al beskedenhed, jeg havde ramt. Så på vejen hen til festen gik jeg selvsikkert gennem byen i mine modegrønne og eneste bukser fra Baum und Pferdgarten. De har den her afslappede lounge-aura over sig. Til dem havde jeg taget en paillettop og en pels fra genbrugsbutikken på. Hertil klassiske, høje hæle. Det er genialt, var min tanke. Kortvarigt …
Interessant er det, hvordan selvsikkerheden lige pludselig kan sive ud af én. Da jeg ankom til festen, følte jeg mig med ét slag stor og dum og meget alene blandt sammentømrede venindegrupper. Jeg tjekkede med elevatorblikket de andres (meget flottere) tøj, de tjekkede mit. Jeg prøvede med forsigtige smil, men blev de ikke gengældt, så tog stoltheden kontrollen, og jeg anlagde afvisende ansigtsfolder.
Helt barnligt tænkte jeg ”ha! Så gider jeg faktisk heller ikke snakke med jer!”. Min stolthed bød mig herpå at vandre hvileløst rundt. Som om jeg var på vej over til mine sjove venner eller noget andet interessant … Med løg på. Jeg skulle højst ud på toilettet for at pudse næse.
Endelig mødte jeg et par kvinder, som jeg faldt naturligt i snak med … Endelig ro indeni og god stemning. Indtil min usikkerhed igen indviklede det hele: De var nok bare høflige og gad i virkeligheden ikke snakke med mig – og jeg blev som min datter bange for at være en stalker.
Tak for snakken, sagde jeg og fortsatte min hvile- og frændeløse vandretur. Hellere afvise end vente på selv at blive det, ikke? Nu er jeg tilbage i social tryg havn. Og jeg må sande, at den usikre 15-årige lever et sted inde i min modne krop. Det er vel i grunden meget sundt at prøve. Det giver i hvert fald 10.000 skridt i sundhedsapp’en.
Klummeskribenter
Sine Gerstenberg
Født 12/4 1980
Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.
Stephanie Caruana
Født 9/9 1974
Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/-anmelder.
Mette Kirstine Goddiksen
Født 7/3 1976
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Født 23/8 1979
Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.
