Trist kvinde
SPONSORERET indhold

Depression: Her er 11 symptomer, du skal holde øje med

Vi kan alle have perioder, hvor vi føler os triste og i dårligt humør. Men en depression er anderledes. Se her, hvornår tristheden går over i en depression og hvor du kan søge hjælp.

Af:: Susanne Knutzen Foto: Getty
28. nov. 2018 | Sundhed | ALT.dk

Føler du dig energiforladt og orker ingenting? Er du konstant træt, og trøstespiser du søde sager? Vintertid er for mange lig med et sving i humøret – og desværre i en nedadgående retning. For de lange, mørke dage lægger sig som en tung dyne over os, energiniveauet daler, og vi får lyst til at krybe længere ned i sofaen med en stor skål slik.

Det kan i perioder være svært at holde humøret højt. Men hvor det hos nogen bliver ved en mindre vintertristesse, kan det hos andre udvikle sig til en reel depression.

Depression er en af de mest almindelige mentale sygdomme. Ifølge Psykiatrifonden udvikler hver femte eller sjette af os, symptomer på depression på et tidspunkt i livet. WHO forudser, at depression i 2020 vil være den sygdom, der belaster sundhedsvæsenet i den vestlige verden mest. Men på trods af hyppigheden, kan det være svært at vurdere, hvornår man er ramt af en depression, og hvornår man ’bare’ er lidt trist.

Depression kan nemlig vise sig på mange måder, og selv om man kan kalde depression en folkesygdom, er der mange, der ikke er opmærksomme på symptomerne.

Tristhed er en følelse, der ikke må negligeres, men det er ikke det samme som at være deprimeret. Vi kommer alle til at føle os triste og kede af det gennem livet, men depression er en alvorlig lidelse, der stikker dybere. Men hvordan kan man så kende forskel på de to følelser? Vi har talt med chefpsykolog og underviser i bl.a. depression, angst og ensomhed hos Psykiatrifonden, Ditte Charles.

”Det er vigtigt at sige, at når jeg taler om depression, kan det være til stede i varierende grad. Man taler om let, moderat og svær depression. Der er tre kernesymptomer på en depression, nemlig nedtrykthed og tristhed, nedsat lyst og interesse samt nedsat energi og øget træthed.”

Når du er ked af det, kan det hele godt føles sort og uoverskueligt, men når der er tale om en depression, kan det fx komme til udtryk ved, at man kan se på vedkommende, at der ikke er så mange udsving.

”Når jeg snakker med folk, der er ramt af en svær depression, siger de ofte, ”hvis jeg så bare i det mindste var trist, men jeg mærker ingenting”. Der er nogen, hvor depressionen kommer til udtryk som en følelsesløshed, det hele er gråt i gråt, og man mangler energi eller overskud og føler ikke rigtigt for noget,” fortæller Ditte Charles.

Læs også: Det sker i kroppen, når du er deprimeret

Vi er blevet lidt for tilpasningsdygtige

Alle kan blive ramt af depression uafhængigt af baggrund og socialt lag. Depression har ikke noget køn, både mænd og kvinder kan blive ramt af depression. Man ved, at arvelighed og genetik spiller en rolle i forhold til depressioner. Men det er sædvanligvis ydre omstændigheder som fx langvarig stress, dødsfald blandt de nærmeste eller skilsmisse, der udløser en depression.

”Men vi er blevet så tilpasningsdygtige, at det kan ske, at nogen har vænnet sig til at have det skidt og dårligt, at de føler, at det er sådan livet er. De får måske ikke sovet så meget om natten eller spist så meget. Og det er måske først i det øjeblik, at de begynder at overveje, om livet er værd at leve, at der er nogen, som vågner op. Den nedsatte energi kan desværre også betyde, at nogen tænker, at de muligvis burde ringe til lægen, men selvtvivlen og de konstante overvejelser og grublerier gør, at mange ikke får gjort noget ved det,” fortæller Ditte Charles.

Hun understreger derfor vigtigheden i, at hvis du genkender nogle af symptomerne på depression og har haft det sådan igennem en periode på 14 dage, at du opsøger din læge, der kan vurdere, om du er ramt af en let, moderat eller svær depression, og som kan hjælpe dig videre i forhold til evt. behandling.

Tegn på depression

Udover de tre kernesymptomer, findes der en række ledsager-symptomer. Det kan være søvnforstyrrelser og en større trang til at trøstespise, Men en depression kan i høj grad også komme til udtryk ved det modsatte, at personen mister appetitten, og nogen har et markant vægttab på relativt kort tid.

Ved depression bliver dine kognitive funktioner også ofte påvirket, det gælder din hukommelse, din indlæringsevne og evnen til at holde mange bolde i luften. Det er også meget klassisk for dem med en depression, at de tygger drøv på de negative tanker, og som deprimeret har mange tendens til at blive hjemme med sig selv og de negative tanker. Mange er selvbebrejdende, føler skyld og slår sig selv oven i hovedet med det, de burde gøre, burde have gjort eller ikke have gjort Og så er angst også meget hyppigt forekommende.

”Og så er det klart, at hvis man taler med nogen med en depression, vil psykiatere og psykologer være opmærksomme på, om der er selvmordstanker til stede. Der er godt 600 om året, der tager livet af sig selv, hvilket er flere end, der dør i trafikken. Også derfor er det så vigtigt at være opmærksom på symptomerne – og handle hvad enten det er en selv eller en pårørende, der har det svært.”

Læs også: Ekspert: Sådan undgår du vinterdepression

Er der flere, der bliver deprimeret om vinteren end om foråret?

”Jeg har ikke fingrene nede i forskning, men hvis du spørger mig som praktiker, vil jeg forvente og antage, at der er en stigning, fordi der er noget med lyset. Det er også en anerkendt sag, at man kan have en sæsonbetinget depression,” forklarer Ditte Charles og fortsætter.

”Når vi taler om vinterdepression, er der nogen, som får, hvad jeg kalder bjørneblod i årene. En typisk måde, det kommer til udtryk på, er, at man har øget appetit og større sukkertrang, at man sover rigtigt meget, men man føler sig ikke udhvilet af den grund, fordi den umådelige træthed er til stede hele tiden. Man kan ikke overskue noget, og man har svært ved at se en ende på det. Og nogen af de, der har en svær depression, vil opleve at være ubevægelige i ordets mest bogstaveligste forstand. Man kan også føle, at man ikke har energi til at se sine venner, så man begynder at isolere sig selv. Det er noget af dét, der kan være så forbandet ved depression, at man kan have brug for at komme ud, men man bliver måske narret til at tænke, at jeg må hellere blive hjemme og hvile mig, fordi jeg er så træt,”afslutter Ditte Charles.

Hvis du oplever nogen af de ovenstående symptomer, er det vigtigt at søge hjælp. Psykiatrifonden har både chat- og telefonrådgivning, og det kan være et sted at starte – også for pårørende, der mangler hjælp til, hvad de kan gøre.

Anbefalet til dig