Efter en svær besked stod Dinah i en isbutik, da ekspedienten stillede et afgørende spørgsmål
Nogle gange krydser en fremmed din vej og kommer dig til undsætning, når du mindst venter det. En slags hverdagens helt, der ofrer lidt af sig selv for dig. Har du prøvet det? Det har den kvinde, du nu skal møde.
Det var en mandag i februar. Jeg havde været på Skejby Sygehus til møde om noget behandling og havde fået en dårlig besked, som afstedkom en masse svære følelser.
Min måde at håndtere sådan noget på er ofte at spise søde ting – for eksempel at gå i butikken Frellsen Chokolade, hvor man kan få lækker chokolade og softice. Det gjorde jeg også den dag.
Jeg gik grædende gennem storcentret og hen mod butikken. Da jeg nåede frem, løb tårerne ikke længere, men man kunne sagtens se, at jeg ikke havde det godt.
Frellsen har en lille butik, hvor skranken vender ud mod de fælles arealer i centret. Jeg stod der og kan ikke huske, om jeg nåede at sige ”en stor softice med chokoladedyp og et bæger med 100 gram drys”, før den unge ekspedient spurgte: ”Er du okay?”
Jeg kunne ikke skjule, at det var svært. Så jeg svarede, at det var en hård dag i dag. Og så forventede jeg bare, at hun fortsatte. Men hun kiggede på mig med omsorg og spurgte: ”Vil du have et kram?” Jeg nåede at tænke: Vil jeg det? Kan man sige ja? Og har hun overhovedet lyst?
Bare fordi jeg står her og er ked af det, skal hun ikke føle sig presset. Og så tænkte jeg: Det har jeg faktisk brug for. Og sagde ja. Hun gik hele vejen rundt om disken, og jeg gik hende i møde. Og så fik jeg simpelthen et ordentligt, stille og roligt, kærligt kram. Det var fantastisk.
Efter krammet gik tilbage til at være kunde og ekspedient. Hun sagde god dag, og selvfølgelig var der en anderledes stemning, men jeg fik min softice og betalte. Bagefter satte jeg mig ved et af bordene i butikken for at spise isen. Stille og roligt fik jeg det bedre, og den dårlige besked landede mere i mig.
Bagefter havde jeg simpelthen lyst til at dele det med hele verden. Tænk lige på, at der var en person, der ville gøre det for mig – uden at hun kendte mig. Det er vigtigt, at det ikke kun er krig og ulykker, der bliver delt.
Så jeg lavede et opslag på Facebook, og en masse mennesker begyndte at like det. Dagen efter skrev TV2 Østjylland, at de ville lave et indslag om episoden. Det ville jeg gerne, men selvfølgelig kun hvis de først afklarede det med butikken og pigen – der i øvrigt hedder Laura og er 27 år.
Jeg mødtes med TV2, og vi tog hen til Frellsen. Der fik jeg sagt tak til Laura, og jeg sagde, at det havde været dejligt at blive bekræftet i, at der findes gode, søde og dejlige mennesker i verden.
Annonce
Jeg sagde tak for at gøre noget for at menneske, der tydeligvis havde det skidt. Det kan man på ingen måde forvente. Når man giver en fremmed et kram, kommer der jo alle mulige sanseindtryk, og hun var blevet ramt af min duft og hele min person, og sagde til TV2: ”Jeg ville gøre det igen.” Hun er bare så sød.
Mange synes, jeg er modig, når jeg viser mine følelser. Det har givet en masse mennesker noget, at jeg har vist, at man godt kan vise sin følsomhed og blive mødt.
Selv om det selvfølgelig er den unge ekspedient, der er helten i historien, kommer der også kærlighed tilbage, når folk siger: ”Ej, hvor fedt, at du stod frem.”
