Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Få 10 tip til sunde sommerfødder
Få 10 tip til sunde sommerfødder.

Sunde fødder

Sommerklar: 10 tips til sunde fødder

De fleste af os bruger masser af tid og penge på at pleje både ansigt og krop, men glemmer fuldstændig fødderne. Og det er ærgerligt, for det kræver faktisk ikke ret meget at få sunde og smukke fødder. Vi har allieret os med statsautoriseret fodterapeut Julie Vilhelmsen, som her giver sine bedste tip til, hvordan du får sunde (og pæne) fødder.

1. Pak dem rigtigt ind
Dit skovalg betyder afsindigt meget for dine fødders sundhed. De forkerte sko kan nemlig give dig både hård hud, ligtorne og knyster. Rigtigt fodtøj skal være højt i tåkappen, så dine tæer ikke støder på foroven, de skal være brede nok til, at du kan sprede tæerne, og så skal de være lavet i åndbart materiale og i øvrigt stødabsorberende.

- Men det er jo de færreste af os, der har lyst til at vise os i offentligt i sådan noget fodtøj, siger Julie Vilhelmsen. Men mindre kan også gøre det, mener hun:

- Prøv at veksle mellem skoene. Du kan for eksempel have et par fornuftige sko på, når du tager på arbejde og så skifte til stiletterne eller ballerinaerne, når du kommer på job. Og så kan det være en god idé lige at smide skoene og vippe med tæerne et par gange i løbet af dagen.

2. Brug dem
- Dine fødder har faktisk rigtig godt af at blive brugt. For jo mere du bruger dem, jo mere holder du senerne, musklerne og leddene i gang – og det mindsker risikoen for stivhed og knyster. Og så forhindrer det, at de fedtpuder, der sidder under dine trædepuder og hæle, bliver så dovne og tynde, at du får ondt i fødderne, forklarer Julie Vilhelmsen.

Derfor er det en rigtig god idé både at gå og løbe. Men det kan også være fint at lave øvelser med fødderne og tæerne, når du alligevel sidder stille foran computeren eller fjernsynet. Så vip med fødderne, krum og stræk eller spred og saml tæerne nogle gange om dagen. Det er også godt til at forebygge åreknuder og blodsprængninger i benene.

3. Frem med grydesvampen
Er du ejer af en fodfil, skal du lade den finde vej til skraldespanden, siger Julie Vilhelmsen bestemt. - En fil giver faktisk mere hård hud – og hård hud er noget af det værste for dine fødder. Det kan udvikle sig til ligtorne eller hælrevner, der kan gøre afsindigt ondt. Så den hårde hud skal væk, men ikke med filen. I stedet skal du tage en helt almindelig grydesvamp med dig i bad og give fødderne en god skrubbetur med den og mild sæbe. Hvis du afslutter dit daglige bad med det, er du faktisk rigtig langt på vejen til sunde og smukke fødder uden hård hud. Husk også at tørre fødderne ordentligt efter badet. Især mellem tæerne. Hvis du er fugtig der, skaber du nemlig grobund for svamp.

4. Smør dem ind
Som al anden hud, har huden på dine fødder også brug for fugt. - Der findes masser af cremer på markedet til fødderne. Desværre indeholder mange af dem kamfer eller mentol – og det er skidt, fordi det udtørrer i stedet for at fugte, forklarer Julie Vilhelmsen. Du behøver ikke bruge en formue på fodcreme. Den skal bare være federe end en almindelig bodylotion. Smør cremen godt ind efter badet, og lad fødderne lufttørre. Efter cirka fem minutter har huden suget den fugt, den har brug for, og du kan tørre eventuelt overskydende creme af. Og så kan det være fristende at hoppe i et par sokker, men det er en dårlig idé, fordi cremen vil trænge ind i sokkerne i stedet for fødderne.
- Hvis du har meget tørre fødder, kan du pakke dem ind i en plasticpose, efter at du har kommet creme på. Det vil sikre at fødderne får al cremen og bliver ekstra blødgjort, siger Julie Vilhelmsen.

5. Husk neglene
- Mange af os springer let hen over negleklipningen på tæerne, fordi det er besværligt at nå helt derned. Og især om vinteren, hvor vi alligevel ikke viser dem frem, bliver det gjort hurtigt og ujævnt. For mange med det resultat, at de får nedgroede negle eller betændte neglerødder, siger Julie Vilhelmsen.

Hvis du skal klippe neglene rigtigt, skal de klippes lige over eller følge neglens form. Klip allerhelst med en neglesaks, men bruger du en tre-i-en’er skal du sørge for at klippe i mange små klip, så du ikke får skarpe kanter. Og så må du aldrig klippe neglene ned i siderne. Det kan være en god idé at give neglene lidt olie et par gange om ugen – mest for syns skyld. - Det er ikke så pænt med tørre negle i et par lækre sommersandaler. Giv neglene lidt negleolie og skub eventuelt neglebåndende ned, men vær meget forsigtig, så du ikke ødelægger dem, råder Julie Vilhelmsen.

6. Vælg de rigtige sportssko
- Når du løber eller cykler, lægger du al vægten på din fod, så den flader helt ud. Og det skal der være plads til i de sko, du har på. Derudover er det vigtigt, at skoene er åndbare og tager højde for, hvordan lige netop du løber, så de absorberer stød de rigtige steder, siger Julie Vilhelmsen.

Hun råder til, at du køber dine sportssko i en butik, hvor de har et løbebånd, der tester din løbestil. Og at du ikke bukker under for forfængeligheden og vælger for små sko. For at undgå det, kan du stille dig på et stykke papir og lægge al vægt på din fod og så tegne omridset af den. Klip omridset ud og læg det ned i skoen. Hvis det krøller nogle steder, er skoen for lille.

7. Forkæl dem
- En tur til en fodterapeut nogle gange om året kan være vejen frem, især hvis du lider af meget hård hud, ligtorne eller mere alvorlige fodproblemer. Men har du helt normale fødder, kan du sagtens selv forkæle dem, siger Julie Vilhelmsen.

Begynd med at tage et fodbad i vand, der ikke er over 37 grader varmt. Brug en mild sæbe uden mentol eller kamfer – for eksempel lidt olivensæbe eller din yndlings-showergel. Efter fem minutter i blød, giver du pusselankerne en skrubbetur med grydesvampen. Har du brug for lidt mere luksus, er en hamphandske eller pimpsten også fin. Tør dem grundigt i et håndklæde – gerne et, der er lidt ru i det. Skub forsigtigt neglebåndene ned, massér en god creme ind i fødderne og smæk dem op, mens de tørrer. Du kan sådan set ikke gøre det for tit, så måske det kunne blive en rutine til din ugentlige yndlings-tv-serie…

8. Slip dem løs
– men forsigtigt Dine fødder har rigtig godt af at blive lukket ud af sko og strømper ind imellem, så de får mulighed for at bevæge sig helt frit og få noget luft. Derfor anbefaler Julie Vilhelmsen, at du ind imellem går rundt på bare tæer – men kun indendørs og på bløde underlag, for asfalt giver meget hård hud. Til gengæld er hun ikke vild med den nye trend med barefoot-running.

- For fødderne er det ikke så godt at løbe på bare tæer. Dels er det hårdt at løbe på asfalt eller grus, og du risikerer at træde ting op i foden. Men uanset, om du løber barfodet på et blødt eller et hårdt underlag, vil det, at du ikke har sko på, betyde, at du flytter trykket fra hælen til forfoden, og det er rigtig usundt. Ved det flader forfoden nemlig ud, og det giver meget hård hud. Derudover kan den belastning også betyde, at knoglerne falder sammen, fordi de ikke er bygget til at hele vægten ligger der, og det kan give smerter, siger Julie Vilhelmsen.

9. Vælg de rigtige strømper Kunststoffer skaber friktion, som danner hård hud, der kan blive til ligtorne. Og derfor er nylonstrømper ikke dine fødders favoritter. Det allerbedste er at bruge bomuldsstrømper, men det er jo ikke så pænt i et par flotte sko.

I stedet for nylon kan du vælge strømper af microfiber eller uld, som lader huden ånde bedre, siger Julie Vilhelmsen. Også syninger i strømper kan volde problemer for tæerne. Derfor anbefaler Julie Vilhelmsen at finde strømper helt uden syning, eller eventuelt vende vrangen ud på strømpen, så syningen ikke skærer sig ind i huden.

10. Hold øje med faresignalerne
Dine fødder kan ligesom resten af dig få skavanker, som kan være både ubehagelige, smertefulde og grimme. - Generelt skal du være opmærksom på varme, hævelser og rødme i fødderne. Det er ofte indikationer på, at noget er galt. Det kan være betændelsestilstande eller sygdomme, forklarer Julie Vilhelmsen og råder til, at du opsøger en fodterapeut eller læge, hvis du oplever det. Men også mindre alvorlige skavanker i fødderne kan være rigtig ubehagelige at få.

Blandt de mest almindelige er ligtorne, som er hård hud, der vokser indad i en lille spids. De ses som en lille prik i huden, men kan gøre sindssygt ondt og skal fjernes af en fodterapeut. En anden almindelig lidelse er nedgroede negle, hvor neglen gror ned i tåen. Også det kan være uhyre smertefuldt og skal behandles af en fodterapeut. Endelig er både negle- og fodsvamp også meget almindelige lidelser, der viser sig som kløe, rødme og væskefyldte blærer imellem tæerne eller belægninger på neglene, som kan ende med at opløse neglen. Sådanne ting skal du også gå til enten fodterapeuten eller lægen med.

- Mange skavanker kan forebygges ved at bruge ordentlige sko, holde den hårde hud nede og sørge for at holde fødderne tørre. Men der er også en del genetisk bestemt i fodproblemer. Det kan derfor være en rigtig god idé at kigge på dine forældres fødder – hvis de har haft specifikke problemer, skal du nok være ekstra opmærksom på tegnene for lige netop dem, siger Julie Vilhelmsen.

Det rigtige grej

1. Grydesvampe til at skrubbe hård hud væk med under bruseren. Du kan også bruge en hampehandske eller en pimpsten.

2. En god, fed creme uden mentol og kamfer – for eksempel Decubal eller Locobase, som du kan bruge efter badet og eventuelt om aftenen.

3. En god neglesaks

4. En negleolie

 

5. En god underlak, hvis du bruger neglelak

Kend din fodbehandling

Du kan både gå til en statsautoriseret fodterapeut og en kosmetolog, når fødderne skal forkæles. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at det er to vidt forskellige behandlinger, du får. Hos en fodterapeut vil du oftest få klippet og slebet dine negle korrekt, fjernet hård hud og ligtorne, behandlet eventuelle skavanker og få en fodmassage.

Det er meget få fodterapeuter, der også tilbyder skønhedsbehandlinger som pedicure. Det kan du til gengæld få hos en kosmetolog, som vil give dig fodbad, fjerne hård hud (dog ofte med fil), klippe og file dine negle, skubbe neglebåndene ned og lakere neglene. 

 

 

Om eksperten

Julie Vilhelmsen er statsautoriseret fodterapeut og indehaver af klinikken „Skønne Fødder“ på Frederiksberg i København. Klinikken kombinerer klassisk fodterapi og behandling af skavanker med pedicure og forskellige skønhedsbehandlinger. Læs mere på Skoenne-foedder.dk.

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Negle og Fødder