Fra sløv til sund på 30 dage – kan man det?

Uge 01 - „Måske er der håb”

Uge 01 - „Måske er der håb”
Det er mandag. Som så mange andre mandage står jeg op og kigger mig selv i spejlet. Jeg er 37 år, har født to børn og bliver ikke yngre for hver dag, der går. Til gengæld bliver jeg heller ikke tyndere, og nu snart to år efter min yngste søns ankomst har jeg ikke tabt et eneste gram af de kilo, jeg hentede i Lagkagehuset under mine graviditeter. Men fordi jeg aldrig sådan rigtigt har prøvet at være for tyk, har jeg hele tiden bildt mig ind, at det sikkert gik væk igen. Af sig selv.
Det skete bare ikke, og derfor mødes jeg denne mandag morgen med en lille kvinde af en træner, der iført en fedttang byder mig velkommen til hendes Bootcamp, som skal være en del af mit liv den næste måned. Krisztina hedder hun og måler mit fedt hurtigere, end jeg kan nå at sige: „Nå, men jeg hedder så Annamette. Og er vistnok også en lille smule for tyk.” Mit mål med bootcampen er at blive strammet op og tabe 15 kg. Ikke på den næste måned selvfølgelig – men inden jul, og det her er startskuddet på min nye, sundere livsstil.
Men tilbage til fedtprocent og kager. „Det ser ikke godt ud,” konstaterer Krisztina tørt. Jeg giver hende ret, og med den in mente begiver vi os op ad trappen til træningscentret, hvor jeg for første gang skal bide skeer med vægtstænger og romaskiner. Jeg tænker allerede her, at det bliver en hård måned, og fra at være en lille fåmælt kvinde, der hiver i alt mit overskydende fedt med sin tang, står hun nu ved min side, mens jeg cykler, og siger, at det er godt, at jeg er her. „Det skal nok gå
i den rigtige retning,” siger hun og beder mig om at træde til i pedalerne. Træde til? Jeg laver ikke andet, synes jeg selv, men jeg kan godt se på det hele, at den her måned bliver en måned med knald på. Der trampes en hel del mere i de pedaler, end jeg er vant til. Jeg løfter vægte, hiver mig selv op i armene og ror, som om jeg blev betalt for det. Man er vel jyde, så jeg skal have noget for pengene. Og det får jeg. Da jeg igen går i mine vante omgivelser, er det med viden om en alt for høj fedtprocent, men også med et træningsskema og en kostplan i hånden. Måske er der håb!
Næste dag har jeg så ondt alle vegne, at jeg ikke kan løfte armen og tage min søns cykelhjelm på hylden, og dagen efter er det endnu værre, men der er ikke tid til at klynke, for det er fredag, og om lidt skal jeg stå omklædt i en træningssal. Klar-parat- start til holdtræning. Pyh…

Ugens optur: Aha-oplevelsen af, at det ikke behøver være svært at komme i form.
Ugens nedtur: Hvor er der BARE mange kg tilbage.

Uge 02 - „Jeg er SÅ stolt”

Uge 02 - „Jeg er SÅ stolt”
Min krop er i undtagelsestilstand. Det gør ondt overalt, og der er ikke mange ekstra kræfter at hente. Jeg tror seriøst, jeg er ved at få influenza og er et sekund fra at bruge det som undskyldning for ikke at møde op til den næste en-til-en træning.
Det er helt normalt, skriver Krisztina i en mail. Vi mailer nemlig sammen de næste tre dage, hvor jeg skal skrive til hende, hvad jeg spiser. Ud fra det retter hun min kostplan ind, så den passer til mig, og jeg ikke ender med at sidde og slikke på en selleri efter endt træning. Der skal være plads til fornøjelser, messer hun. Det tiltaler mig: At jeg ikke skal sjippe i 200 år uden at få en flødebolle for det. Hun er altså ikke helt så hård i filten, som jeg først troede, hende Krisztina. Hun er direkte, men også en, der går direkte ind i dit hjerte. Hun spørger mig,
hvorfor jeg har haft så lidt rygrad og ikke sagt fra i så lang tid. Den gør alligevel lidt mere nas, end det gør i mine arme af at løfte. Og det er der, vi henter vores styrke – i hjertet, ikke i hjernen, siger hun, mens jeg prøver at hive mig selv op i armene.
Og hun har jo ret. Ikke fordi det er rocket science, men fordi det hjælper gevaldigt at ændre tanken omkring ens krop og helbred. Jeg kan allerede mærke, at det går fremad. Og jeg er stolt. Stolt, fordi jeg har vækket min krop, og stolt, fordi jeg er standhaftig med kosten og med min træning. Jeg har for første gang i meget, meget lang tid ikke lyst til at springe over, hvor skumfidusen er lavest. Jeg kan godt se, at jeg virkelig ER blevet for stor, og at jeg vejer for meget, og jeg er stolt over, at jeg har erkendt det. At jeg ikke vælger at spise en kage og tænker, at det også er synd for mig, at jeg blev gravid og tog på.
Men meget mere får jeg heller ikke lov til at dvæle i det, for selv om Krisztina lytter med hjertet, så er hun lynhurtig til at få mig til at komme videre. Ikke så meget snak. Action!

Ugens optur: Jeg kan lukke et par jeans, der ellers har ligget hengemt i skuffen.
Ugens nedtur: At opdage, at det her ikke er et quick-fix. Der skal arbejdes

Uge 03 - „Jeg får flere klaps bagi af min mand”

Uge 03 - „Jeg får flere klaps bagi af min mand” 
Det kører nu. Træning. Kost. Balance. Der er ved at være styr på det, og det mavefedt, som jeg har slæbt rundt på, er svundet ind. Folk omkring mig er endda begyndt at lægge mærke til det. Jeg får lidt flere klaps bagi af min mand, som tydeligvis er stolt over mig. Han har altid været vild med min krop, men har været træt af at høre på mit brok over min store røv, tykke mave, blævrende arme og dobbelthage. „Ti nu stille eller gør noget ved det” har været hans standardkommentar i en del år, og det er fantastisk at mærke, at ingen andre end jeg har gjort det her stykke arbejde. Det er min fortjeneste alene, at jeg har fået styrke. Med opbakning, ja, men det er mig selv, der slæber min krop i det fitnesscenter. Og ud på løbeturene. Jeg løfter med glæde Nettoposerne op på anden sal, og jeg tager gerne trappen. At kunne træne er på den helt hellige måde blevet en sport. Kunne jeg måske løbe lidt hurtigere, løfte lidt mere eller sjippe flere gange. Jeg visualiserer mange gange om dagen, hvordan mine muskler tårner sig op foran bjerget med fedt og brøler. Og helt overskudsagtigt ser jeg mig selv ligge og lave maveøvelser, mens jeg læser Eurowoman. Ja, helt frelst er jeg blevet.

Ugens optur: Jeg tror virkelig på, at det kan lykkes.
Ugens nedtur: Jeg har ikke engang lyst til kage.

Uge 04 - „Der er sket noget med min udstråling”

Uge 04 - „Der er sket noget med min udstråling”
Jeg tager hul på min sidste uge på Bootcampen, og det er med vemod, at jeg skal sige farvel til de ni andre kvinder, som har været en del af samme forløb. Som jeg står i salen og ser mig selv i spejlet, kan jeg se, at jeg ser anderledes ud. Vægten og bukselinningen er de målbare resultater, men der er sket noget med min holdning. Min udstråling. Og min energi. Jeg føler mig lidt som en træningskliché: Nu elsker jeg bønner, Pukka-te og vægte. Men jeg har det godt med det, og jeg ved, at jeg kommer tilbage til min gamle form og ved, at jeg inden jul kan trække i de bukser, som jeg havde på for seks år siden, da jeg mødte min mand, og han kiggede på min røv og sagde „WAU”. Jeg giver den gas med træning den sidste uge, og jeg kan mærke, at jeg så småt høster frugterne nu. Jeg er blevet stærkere. Indeni og udenpå. Og selv om jeg stadig er den eneste på holdet, der får kvalme i slutningen af træningstimen, så er det i det mindste ikke kvalme af for meget kage.
Efter de fire uger har jeg smidt det, der svarer til 12 pakker smør. Det er faktisk en del. Så selv om jeg har yderligere 12 kg, som skal vinkes farvel til, har jeg fået mere end styrke til at fortsætte. Jeg kan løbe knap otte km på 45 min., jeg kan løfte mig selv op i armene, og min rygrad er nu ikke kun lidt tilfældige muskler på en knogle. Den er også fuld af selvværd.

Ugens optur: Jeg er blevet piftet efter på gaden.
Ugens nedtur: Bootcampen er slut.

ANNAMETTES KOSTPLAN

SNACK MINDRE − SPIS MERE. Jeg opdagede, at mit helt store problem er at få spist. Og få spist nok. Af det rigtige. Før i tiden spiste jeg for lidt og snackede for meget. En is her og en kage der sætter desværre ikke gang i forbrændingen.

HOLD GANG I FORBRÆNDINGEN. Et andet problem er, at jeg ofte glemmer at spise efter morgenmaden og derfor er helt vildt sulten til aften og spiser for meget. Derfor var det afgørende, at jeg fik tilrettelagt mine måltider, så jeg tager mad med, hvis jeg har en travl dag eller skal til et møde ude i byen.

FÆRRE KULHYDRATER. Krisztinas målinger viste, at jeg får for mange kulhydrater. Derfor skar jeg alt sukker, lyst brød, kartofler, ris og pasta væk i den måned, bootcampen varede. Til gengæld skruede jeg op for kød, æg, fed fisk, olie, avokado og grønsager.

SUNDE MELLEMMÅLTIDER. Selv om mine tidligere mellemmåltider var sunde ting som mandler og vindruer, udgjorde de kaloriemæssigt næsten et helt måltid, det var virkelig et wakeup-call. I stedet spiste jeg knækbrød med hummus eller skyr med friske bær.

ANNAMETTES TRÆNINGSPROGRAM
• Mandag 60 min. vægt- og konditionstræning på egen hånd
• Tirsdag 45 min. løb
• Onsdag 30 min. vægt- og konditionstræning sammen med personlig træner
• Torsdag Fri
• Fredag 60 min. træning med Bootcamp-holdet
• Lørdag Fri
• Søndag Fri