Jane var isoleret med sin familie i et år: "Jeg havde tårer i øjnene, da vi tog den snak"

Det banker på døren hjemme hos Jane Lund Knudsen og hendes familie på gården lidt uden for Varde.
Udenfor står Janes svigermor, Inger, som hun byder ind på en kop eftermiddagskaffe. Janes mand, Kristian, kommer også hurtigt til, og inden længe går snakken om stort og småt.

Et helt almindeligt syn i familien Knudsen – og så alligevel.

For det er faktisk først for nylig, at familien igen har kunnet samles ved køkkenbordet. I et år så Inger og hendes mand kun sin søn, svigerdatter og børnebørn på afstand udendørs. 

"Det var underligt. Og det er også lidt underligt, at vi nu kommer ind hos dem igen. Men også rigtig dejligt, for vi har savnet at være sammen med dem," fortæller Inger Knudsen, 66.

Men afstand og afsavn blev virkeligheden, som hele familien måtte indrette sig efter, da coronavirus gjorde sit indtog i Danmark og pludselig gjorde livet usikkert. Ikke mindst Janes liv. Hun har den medfødte sygdom cystisk fibrose, som bl.a. påvirker hendes lunger. Derfor var hun fra begyndelsen nødt til at tage en farlig og ukendt virus særdeles alvorligt.

"Jeg blev fuldstændig paranoid og så virus alle vegne på den skole, hvor jeg arbejder. Jeg turde slet ikke røre ved håndtagene på dørene. Min skoleleder besluttede sig for at sende mig hjem dagen før pressemødet, hvor statsministeren lukkede landet ned," fortæller 42-årige Jane, der har fleksjob som lærer på en friskole i nærheden.

Hjemme hos familien tog Jane en snak med sin mand og børnene William, Gustav og Gry om, at Jane kunne blive rigtig syg, hvis hun fik corona. Børnene på 17, 12 og 10 år forstod godt, at de skulle passe på deres mor – også selv om det betød, at de skulle hjemmeundervises på ubestemt tid og ikke måtte have legeaftaler.

Datteren Gry på 17 år blev sendt hjem fra sin efterskole, da landet lukkede, og familien arrangerede, at hun kunne bo i deres campingvogn i haven og bruge sit eget toilet i den ene ende af huset.

"Jeg havde tårer i øjnene, da vi tog den snak. Men jeg sagde også til dem: Vi tager én uge ad gangen. På den måde var det lettere at forholde sig til uvisheden," siger hun.

Er der virus på den?

Jane fik konstateret cystisk fibrose, da hun var 10 måneder gammel. Hun levede et barndomsliv som  de fleste andre, når bare hun tog sin medicin og fik masser af motion.

"Jeg kunne det, de andre børn kunne. Og selv om det hev og hvæsede i lungerne nogle gange, blev jeg ved med at løbe eller hoppe. Jeg er nok temmelig stejl af natur," siger hun og ler.

Da Jane var 22 år, fik hun en infektion i lungerne og måtte have antibiotika. I dag tager hun stadig  medicin og bruger en inhalationsmaske hver dag. Hun har brug for at sove midt på dagen, og derfor er lærerjobbet på nedsat tid perfekt til hende.

Før coronapandemien har Jane ikke oplevet en trussel mod hendes lunger og liv, og hun erkender  blankt, at hun har været meget skræmt og bange.

"Jeg har grædt og grædt og spurgt: Hvornår slutter det her? Og når der kom en liter mælk ind ad døren fra Bilka To Go, tænkte jeg straks: Er der virus på den? Jeg måtte tage sovemedicin i en periode, fordi tankerne kørte rundt og rundt i mit hoved," fortæller Jane, som fik vendt de bange tanker med sin psykolog.

"Hun hjalp mig til at se, at det at leve isoleret med min familie også gav en ro. Ingen skulle til  fødselsdag eller sport, så vi havde al tid for os selv om eftermiddagen til at spille spil, gå en tur eller bage en kage. Og så er jeg bare taknemlig over at have en familie og en have at gå ud i. Jeg har tænkt meget på de sårbare, som bor alene i en lejlighed og ikke har en have at gå ud i," siger hun.

Vaccination blev fejret

I hele coronatiden tjekkede Jane nyheder hver dag. For måske var der nyt om vacciner. Hun bekymrede sig for, at det ville tage lang tid – måske flere år – at udvikle en vaccine mod corona. Så da det stod klart, at vaccinerne var på vej, blev hun lykkelig og nervøs på samme tid.

"Jeg tjekkede min e-boks hele tiden. Jeg blev nærmest afhængig af det," siger hun og ler ved tanken.

I begyndelsen af januar var der bonus: Jane kunne nu bestille tid til vaccination i Esbjerg. Første stik blev den 14. januar og andet stik den 8. februar.

"Jeg rystede på hænderne, da jeg bookede mine tider. Og så løb jeg ned til Kristian og råbte: Jeg skal vaccineres på torsdag!"

Jane fik sine stik i overarmen, og begivenheden blev fejret med manér begge dage. 

"Vi fik oksesteg til aftensmad og hejste flaget. Det var stort," fortæller Jane og smiler bredt.

Hun glædede sig allermest til at se sine kolleger igen og til at invitere børnenes bedsteforældre ind i huset efter et år uden deres besøg. Men samtidig blev hun lidt skræmt over udsigten til at genoptage sit "gamle" liv. 

"Jeg har skullet lære at slappe af i det og stole på, at vaccinen virker. Alle de første gange, jeg har  skullet noget, har jeg måttet tage en dyb indånding."

Allermest glad er Jane for at komme på arbejde på friskolen igen – og for at kunne tage ud og shoppe med sin datter eller gøre andet hyggeligt, som har været sat på pause.

"Jeg glæder mig til en sommer, hvor vi kan komme på camping og ud at spise. Det bliver så dejligt."