Kathrine Heindahl

Kathrine Heindahl: "Jeg har et kæmpe konkurrencegen"

25-årige Kathrine Heindahl var en af nøglespillerne, da det danske kvindehåndboldlandshold kæmpede om medaljerne ved VM i Tyskland sidste år. Hun startede med at spille håndbold i tredje klasse og har endnu ikke haft en dag, hvor hun ikke har haft det sjovt på banen.

Hvad er det bedste ved håndbold?

“Intensiteten og så det at håndbold er en af de sportsgrene, hvor du næsten altid kan gøre et comeback. Du skal aldrig fraskrive et hold fra at kunne vende kampen og vinde, og det er fascinerende, at det kan gå så sindssygt stærkt. Det er fuldstændig fantastisk at være på et hold, som står i præcis samme situation som én selv. Det at jeg har nogle at juble sammen med, når det går godt, og nogle af ærgres med, når det går knap så godt, er noget af det, jeg sætter allermest pris på.”

Hvad kræver det at dyrke håndbold på eliteplan?

“Det kræver vilje til at ville blive bedre og til at ville ofre det, der skal til, og så gælder det om mentalt at kunne vende noget negativt til noget positivt. Jeg kan ærgre mig over et nederlag, men jeg skal også lære af det, så jeg kan forstå, hvad der skal ændres på.”

Hvordan motiverer du dig selv?

“Det kick, jeg får af at spille kampe og få en medalje om halsen, er min daglige motivation. Jeg har et kæmpe konkurrencegen, som jeg får stillet ved at spille håndbold. Jeg gør alt for at vinde hver gang, og så synes jeg, at det er megasjovt. Jeg er endnu ikke blevet træt af at spille håndbold, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde en dag, hvor jeg var træt af at tage træningstøj på og gå ned i hallen og spille.”

Hvordan ser en dag typisk ud?

“Jeg står op, og allerede fra morgenstunden handler det hele om håndbold. Det første, jeg tænker på, er, hvordan jeg bliver bedst muligt klar til træning. Jeg træner typisk fra klokken 10 til 12, spiser frokost og slapper så af. Om eftermiddagen kan der være et træningspas igen enten i hallen eller i fitnesscenteret, og så arbejder jeg i min virksomhed Ikaika, hvor jeg sælger træningstights. Det er vigtigt for mig at have nogle andre ting end håndbold i mit liv, så sporten ikke er det eneste, der definerer mig.”

Hvordan forbereder du dig til kampene – mentalt som fysisk?

“Det et sindssygt vigtigt for mig, at jeg er fokuseret, og at jeg føler mig klædt på til den opgave, jeg skal ind til. Jeg ser en hel masse videoer af modstanderne og forbereder mig taktisk så godt som muligt. Det er vigtigt, at jeg får det rigtige at spise, så jeg ikke mangler energi, og så hører jeg en masse forskelligt musik på vej til kampen. Suspekt er for eksempel rigtig godt til at komme ind i et mode, hvor jeg bare har lyst til at slå alt ned, der står foran mig. Jeg respekterer dem, jeg står overfor, men jeg ved også, at jeg sagtens kan byde dem op til dans. Det handler sindssygt meget om, at jeg fysisk skal fylde noget både verbalt og med min attitude.”

Hvordan balancerer du din sport med et almindeligt hverdagsliv?

“Håndbold har førsteprioritet, og hvis ikke jeg har overskud til et socialt arrangement, eller det ramler sammen med noget, der har med håndbold at gøre, så melder jeg fra. Håndbold er et fuldtidsjob, hvor alt handler om, hvad jeg spiser, hvor meget søvn jeg får, og hvor meget jeg træner. Jeg kan godt ærgre mig over at gå glip af sociale ting, men håndbolden giver mig oplevelser, som jeg ellers ikke ville komme i nærheden af, og det er det værd.”

Hvad har været din største oplevelse?

“VM-slutrunden er noget af det største, jeg har oplevet (blev spillet i december 2017, red.). Det er en ære at være en del af landsholdet, og det er stort at spille om et verdensmesterskab. Det er fantastisk at være blandt de bedste, og jeg er virkelig ydmyg omkring det. Jeg skal arbejde benhårdt i dagligdagen for at bevare en plads, og sådan en slutrunde giver erfaring samt motivation og lyst til at blive endnu bedre.”

KATHRINE HEINDAHLS TRE TIPS TIL AT KOMME TIL TOPS I HÅNDBOLD

  • Ingen kommer sovende til tops på eliteplan, så der skal knofedt til. Masser af knofedt.
  • Acceptér at det kræver fravalg. Der vil hele tiden være forskellige arrangementer, du bliver nødt til at prioritere fra, fordi håndbolden har førsteprioritet.
  • Det vigtigste er, at du er glad og har det sjovt. Det tager sindssygt mange træningstimer, så hvis det føles som surt arbejde, går du død i det.

KATRINE HEINDAHL

25 år, er stregspiller for Odense Håndboldklub, hvor hun har spillet siden 2017. Hun fik sin første professionelle kontrakt i 2010 i samme klub, men var forbi andre klubber, før hun skrev under med Odense igen. I 2016 blev Kathrine udtaget til landsholdstruppen til EM i 2016, hvor holdet fik en fjerdeplads, og hun har netop været med til VM i Tyskland, hvor Danmark tabte til Sverige i kvartfinalen. Ved siden af håndbolden har hun virksomheden Ikaika, der sælger træningstights på Ikaika.dk.