Derfor blev jeg træningsafhængig

Christina Hauschildt, 42, er selvstændig fotograf og mor til to. For hende tog triatlontræningen overhånd, da hun gang på gang skulle vælge mellem træningen og sine børn.

For tre år siden holdt Christina Hauschildt op med at ryge. Det blev startskuddet til en hverdag, hvor træningen pludselig kom til at fylde alt for meget.

– Jeg tog 12 kilo på, da jeg holdt op med at ryge, og samtidig var jeg midt i en total kærlighedssorg. De kilo skal af igen, tænkte jeg, og en dag lånte en af mine venner mig en racercykel, så jeg kunne prøve, om cykling var noget for mig. Jeg fandt ud af, at jeg var rigtigt god til at cykle, jeg kunne virkelig give den gas. Kort efter var der en bekendt, der spurgte mig, om jeg ikke kunne tænke mig at deltage i et kvindetriatlon. På det tidspunkt kunne jeg ikke løbe en kilometer uden at være ved at dø, men jeg tænkte, at det lød sjovt, og jeg meldte mig til. Jeg fandt ud af, at løb, svømning og cykling gav mig samme kick, som smøgerne og kærlighedsrusen havde givet mig, så jeg blev vild med at træne. Da jeg i foråret 2011 deltog i den kvinde-tri, blev jeg nummer 177 ud af 1.300 kvinder – og wauw – det her kan jeg jo, tænkte jeg!

LÆS OGSÅ: Slankesabotør: Find din, og løs problemet

Børn versus træning

Christina fortsatte sin træning, havde fået blod på tanden i forhold til konkurrencer og meldte sig til DM i ”Tri på Tyren” sidste sommer.

– Det var min egen kamp, jeg kæmpede ikke mod de andre, og jeg begyndte at føle mig meget ensom i min træning. Løb, cykling og svømning. Så meget, at jeg blev stresset over det. Jeg følte mig ikke nærværende nogen steder. Jeg tænkte hele tiden: Hvor meget har jeg trænet i dag, og hvad kan jeg nå at træne i dag? Der fulgte sådan et rush med, fordi jeg færdedes meget i triatlonmiljøet, hvor alt handler om træning, kost og udstyr, men samtidig er triatlon en meget egoistisk sport. Kan du lave en ironman, er du sej, og så kan du sætte hak ved det. Men det har omkostninger at træne rigtigt, rigtigt mange timer.

– Jeg stod selv i det dilemma, at jeg hele tiden skulle vælge, om jeg ville være sammen med mine børn, eller om jeg skulle tage ud og træne. Jeg kunne godt se det indholdsløse i, at træningen fyldte så meget, så det var ikke svært at vælge børnene, men jeg skulle simpelthen stå i det dilemma flere gange, før jeg indså det. Mål kan være motiverende, men de kan også være lidt farlige. Jeg vil samtidig sige, at det er vigtigt, at man gør nogle ting for sig selv og viser sine børn, at man også prioriterer sig selv, men det skal ikke ske på bekostning af børnene. Hvis du spørger mine børn, om mor trænede meget sidste år, så vil du få et rungede JA! Men de sagde det aldrig til mig, mens det stod på.

Har lært at styre sin træning

Christina har stadig svært ved at sidde stille, og hun har da også meldt sig til svømmestævnet Christiansborg Rundt og en svømmestafet i forbindelse Challenge Copenhagen.

– Jeg er stadig afhængig af træning, men jeg har lært at styre det. Jeg holder hele tiden øje med, at det ikke eskalerer, og samtidig kan jeg mærke, at jeg godt kan blive bange for at miste min træningsform. Jeg har det bedst med at vide, at jeg kan løbe en halvmaraton i morgen, hvis det skal være. Jeg har det fint med at have de to svømmedistancer forude, for jeg elsker virkelig at svømme. Jeg føler, at jeg har et frirum, når jeg ligger i vandet og kigger ned på bunden.

Læs om Anja på næste side.Seks procent af alle motionsaktive lader løbeskoene og zumbatimerne løbe løbsk, og mærker pludselig konsekvenser som sygeforløb, social isolation og stress.

Psykolog og ph.d.-studerende Mia Beck Lichtenstein står bag den første gennemgribende danske undersøgelse af træningsafhængighed, og hendes resultater er for nylig publiceret i bogen ”Besat af træning – når sund motion bliver til skadelig afhængighed”.

Ifølge Mia Beck Lichtenstein er der endnu ikke lavet målinger på, i hvilket omfang antallet af træningsafhængige er stigende, men hun har en forventning om, at det er tilfældet, da der er et stigende fokus på krop, motion og sundhed.

– Motion er jo vigtigt og forebyggende, og for langt de fleste er det rigtigt godt, siger Mia Beck Lichtenstein.

– Det skal bare ikke kamme over. Det er svært helt præcist at sige, hvorfor nogle bliver afhængige af træning, men ifølge Mia Beck Lichtenstein ligger forklaringen i både psykologiske, biologiske og samfundsmæssige strukturer.

LÆS OGSÅ på Fitliving.dk: 4 myter om søvn

Forstyrret forhold til krop, mad og vægt

– Træningen kan være tegn på et forstyrret forhold til krop, mad og vægt, men der behøver ikke altid være en sammenhæng. Forklaringen kan ligge i den enkeltes personlighed, hvor perfektionistiske og konkurrenceorienterede mennesker har en øget risiko for at blive afhængige af træning, hvis de kommer ind i et træningsmiljø. Lavere selvværd kan også være en forklaring

– Altså at man søger bekræftelse gennem træning. Rent biologisk handler det om, at der frigives endorfiner ved højintensiv træning, og det endorfinkick kan også skabe en afhængighed, fordi det giver eufori og velvære. Nogle bliver afhængige af den anerkendelse, de oplever ved et vægttab, og for andre kan en krise i parforholdet gøre, at man kaster sig over et maratonprogram, der giver en pause fra partneren eller det indhold i hverdagen, som man savner.

Den tendens kalder Mia Beck Lichtenstein for ”copingstrategi”. Det vil sige, at træningen tjener en funktion, og at man oplever en positiv gevinst ved at træne. Og træningsafhængighed er ikke nemt at slippe, mener hun.

– Faktisk hylder vi dem, der dyrker det ekstreme og løber det ene maraton efter det andet, og den træningsafhængige oplever stor anerkendelse for sin indsats. Samtidig er der meget tabu omkring overtræning, så det er ikke noget, folk snakker ret meget om rundt omkring i landets fitnesscentre. Det gør det endnu mere farligt, for overgangen mellem passion og besættelse er glidende.