Anne Bech
SPONSORERET indhold

10 nemme tip får dig slank gennem julen

Er du en af dem, der elsker brunkager, gløgg og spiselig hygge i december, men som samtidig ikke gider at tage de statistiske 2-5 kilo på i december, er du som de fleste. Splittet. Og det er fint nok, siger fitnessekspert, personlig træner og forfatter til bogen ”Fit på 100 dage”, Anne Bech. Se her, hvilke råd hun bruger selv og til sine klienter i julemåneden. Pointe: Du kan både blæse og have mel i munden ved julebuffeten…

Af: Anne Bech og Christina Bølling
09. dec. 2013 | Sundhed | ALT for damerne

Når du skal ud i december
– Lad være med at spise dig mæt på forhånd. Måske har din mor eller et dameblad engang bildt dig ind, at den bedste kur mod at spise for meget til en middag, er at gå mæt derhen. Det passer ikke helt i julen, så det er ikke så stor en hjælp, som du tror, at spise proteinrigt lige før julefrokosten, eller prøve at stille sulten med to håndfulde mandler på vej ud af døren. Forklaringen er enkel: I julen spiser og drikker vi i særlig grad med følelserne. Krydderier som kanel, kardemomme og nelliker og smagen af lune æbleskiver er ren barndom. Min erfaring er, at man alligevel ender med at tage de ting fra julebuffeten, man har lyst til, uanset om man har spist hjemmefra. Konklusion: Lad være med at spise på forskud, du får jo så meget mad lige om lidt. Spis i stedet let, dvs. grønt og mager protein i løbet af dagen, så du er klar i hovedet og let i kroppen, når du går til bords.

TIP: Spis så meget grønt, du orker – når du ikke julefester

Pebernødder og æbleskiver…
..hører til julen, men smager de godt? Masser af ting hører julen til, også blodpølse og sylte, og hvis du helt ærligt ikke kan vente, til det bliver første december med at sætte tænderne i en lun æbleskive, så betyder det, at du måske faktisk kan lide den. Men sådan noget som klejner, dem spiser man jo kun, fordi de hører til julen. Mit råd er, at man skal lade være med at spilde kalorier på ting, man aldrig ville røre i januar. Jeg elsker personligt risalamande, så det er én ting, det ville være dumt IKKE at spise, og jeg benytter enhver lejlighed til at få den bedste. Den skal være rigtig blandet med masser af mandler, ikke for flødeskumsagtig, så det minder om lagkage – mørbradbøffer er jeg til gengæld ligeglad med. Måske har du ligeledes favoritter, så gå benhårdt efter dem på julebuffeten. Hvis du er til det hele, skal der restriktioner til. Kig evt. under mit råd med halve portioner.

TIP Smager det egentlig godt? Lad være med at spise det, fordi det er jul.

Du vil ikke være asocial
– Et godt råd: Hold op med at fortælle alle og enhver på din tour de julestue, at du i hvert fald ikke gider at tage på i julen. Man må gerne have hemmeligheder, især hvis det, du fremfører, virker frelst og irriterer andre, som skal have lov til at nyde julen på deres måde. Husk på, at julen for mange også handler om at ”synde” og hygge sig sammen – og den chance må man ikke lade gå fra sig. Sig ja tak til din søde svigermor, der har bagt plumkage, for ikke at tale om dine børns konfekt… Til gengæld bestemmer du selv, hvor store portioner, du vil have.

TIP Fanatisk rimer dårligt på jul, så hold dine forsætter for dig selv.

Det er fair at ville være slank
– Jeg plejer at sige til mine klienter: Du har lov til at ville være slank. Her taler jeg ikke om spiseforstyrrelser og anoreksi, hvor man er bange for ethvert socialt arrangement, der involverer spisning og kalorier. For ”normalvægtige” bør det være en menneskeret selv at vælge, om man vil ligge i den lave af vægttabellerne eller i den øvre. Forfængelighed er i min verden lige så o.k. som retten til at spise igennem, når der er kage på bordet. Bare man lader være med at belemre andre med den og din personlige vægtdrøm – især her i julen.

TIP Vær ærlig over for dig selv – gider du at tage to kilo på?

Man skal da smage på godterne…
– Ja, man skal da. Det er kun jul en gang om året, og det skal man da nyde. Men nydelsen bliver ikke proportionalt bedre, jo mere du spiser – tværtimod er det ofte den første mundfuld af en plade chokolade, man bliver ved med at spise for at genopleve i bid nummer to og tre. Min lillebror Troels driller mig med, at jeg spiser ”halvdelen af alt”. Det virker. Hvis du spiser en halv portion af de lækkerier, du har lyst til her i julen, så vil du formentlig ikke tage på. En anden smart måde at have hånd i hanke på med din kageration i december er at bage den julekage eller de småkager, du elsker allermest. Måske er den italienske panforte med masser af tørret frugt – uden mel og sukker – måske et nyt julehit? Ellers lav din egen lille kalendertælling. 24 småkager i december, så kan du spise én hver dag, eller samle dem til advent.

TIP Spis halvdelen – eller opfind nye traditioner.

LÆS OGSÅ: Så mange kalorier er der i sunde snacks

Gå 10.000 skridt ekstra
– Julen behøver ikke at være stillesiddende – tværtimod. Der er da masser af grund og lejlighed til at danse, gå ture og i det hele taget nyde, at der faktisk er et udendørs liv i december mange steder med bål og juleudsmykning. Kom ud! Juledagene er faktisk det tidspunkt på året, hvor man har allermest tid til at være sammen udendørs om aktiviteter. December er faktisk min yndlingsmotionsmåned, for jeg har tid til at gå og løbe ture – med de mange fridage og weekender, hvor man netop er sammen med familien og kan tillade sig at starte dagen med en løbetur eller smutte en eftermiddagstur ind. En nem måde at slippe igennem december på er at leve efter Sundhedsstyrelsens råd, bare denne ene måned: Gå de anbefalede 10.000 skridt hver dag fra den 1. til den 31. Du kan også sætte en motionsvideo på, f.eks. har jeg lavet adskillige på min hjemmeside og på ALTfordamerne.dk. De er på ca. 2-3 minutter. Du kan bunke dem sammen til en træning – eller tage dem ad libitum én hver dag fra første december.

TIP Dyrk mere motion i december.

Vent til juleaften, og gør det så ordentligt!
– Juleaften kan let koste 2.500 kalorier med vin, snacks før maden og så hele udtrækket med steg, sauce, dessert og sødt til kaffen. Man siger, at kvinder forbrænder gennemsnitlig omkring ca. 2000 kalorier om dagen, så du overskrider dit budget med 1/5 på ét måltid juleaften. I min optik bør man glemme kalorier juleaften, og når man er ude, det er de andre dage, man skal sørge for at spise masser af grønt. For mit vedkommende varer julen, hvad mad angår ca. otte dage i alt. Det er ikke så meget, især ikke hvis man indretter sine spise- og træningsvaner lidt efter det. Julefrokoster med veninder har jeg f.eks. to af – og der får vi ”pigemad” dvs. rejer, laks og en steg, men ikke alt bedstemorfyldet som sylte etc. I selve julen nyder jeg og sørger for at holde lidt igen, så jeg ikke er dårlig-mæt, og så holder jeg mig fra de værste af tingene som f.eks. flæskesvær og klejner og spiser ikke så meget konfekt.

TIP Nyd det, bare ikke hver dag hele tiden!

Timing af din træning
– Træn så tæt på måltider som muligt. Undersøgelser viser, at din efterforbrænding er væsentligt højere, og at motion virker appetitsænkende, især hård motion som f.eks. løb eller tung styrketræning. Desuden vil dine muskler helt naturligt efterspørge kulhydrat og protein efter en træningstime (kroppen bruger maden til at restitution, red.). Så når du spiser, er organismen opsat på at tage imod og omdanne det til energi snarere end fedt på sidebenene.

TIP Træn, før du skal ud at spise.

Drikkevarer
– Nej, light er ikke sundt. Men det er en lifesaver i julen, fordi det smager sødt og af fest uden at påvirke dit sukkerindtag. Hvis du skal have en drink, så tag en Schweppes Light – der findes både lightversioner af deres ginger ale, tonic og lemon. Nyd det første glas vin, men tag evt. et glas Cola Zero eller Fanta Free med is i istedet for glas nummer to. – Drikker du øl til julefrokosten, så tag en almindelig øl og en snaps i stedet for en tung juleøl. Det er renere for kroppen, og du bliver ikke så bims og oppustet, at du glemmer, hvad der egentlig var din plan med din krop. Drik kaffen sort hele vinteren, du får så rigelig med mejeriprodukter – og så har du lært det til januar.

TIP Det er okay med light i december.

Planlæg din motion
En kvinde på 60 kilo forbrænder ca. 600 kcal. på 10 km løb. Så man kan jo selv lave regnestykket på, at det kræver en vis beslutsomhed at skulle brænde en hel jul af på løb. Spred din motion over hele december, og sørg for, at du nyder det, du spiser, og ved, at du har planlagt motion de næste mange uger.

TIP Burpees er julens bedste øvelse. Lav ti for hver genstand, du drikker i december!

LÆS OGSÅ: Lidt har også ret, når det gælder motion