"Sure chefer og travlhed kan gøre livet surt. Men det kan ikke gøre en syg"

KLUMME: Endnu en veninde er ramt af stress. Eller "gået ned", som en anden bekendt omtaler det, hvilket på sin vis er et rammende billede på tilstanden bag den medicinske diagnose: En følelse af at forsvinde ned i et meningsløst dyb, hvor vejen op i lyset forekommer uoverstigelig.

Ifølge statistikkerne har hver fjerde sygemelding i Danmark med stress at gøre, hvilket er et svimlende tal. Stress koster staten otte milliarder kroner om året i sygedagpenge. Ikke mindst dét tal har fået diskussionen til at rulle: Er vi ofre for en ny tids epidemi, en følelsesmæssig pest? Eller er vi – helt modsat – blot begyndt at tælle ting, vi ikke talte før?

LÆS OGSÅ: Derfor har du svært at erkende, at du har stress

Jeg har grublet meget over det spørgsmål. Ikke mindst efter jeg skrev en bog om sex i 1930'erne og læste en masse om hysteri, den tids følelsesmæssige pest. Engang var der læger, som tilskrev hysteri en fysisk defekt hos kvinder: hysteri-inficeret blod eller skadede æggestokke. Andre – ikke mindst psykoanalysens grundlægger Sigmund Freud – mente, at hysterikernes voldsomme følelsesudbrud havde rod i fortrængte, traumatiske erindringer. At symptomernes årsag skulle findes i sindet.

I dag findes hysteri ikke længere som en klinisk diagnose. Sygdommen er ophørt med at eksistere. Der var, må man i dag erkende, ikke tale om en fysisk lidelse, måske ikke engang en sygdom, der alene kunne forklares i sindets krinkelkroge. Den skyldtes måske mest af alt de voldsomme forandringer, samfundet befandt sig i ved begyndelsen af det 20. århundrede. Især for kvinder var skiftet fra det traditionelle til det moderne samfund vanskeligt at navigere i, et væld af nye muligheder skød frem, ikke mindst den gryende kvindefrigørelse. Kvinder var ikke længere forvist til at udfylde deres faste rolle i familien som kone, datter, søster eller mor.

Omvendt var det endnu ikke klart, hvilke nye roller samfundet havde at tilbyde dem. De befandt sig på en slagmark, hvor kampen mellem gamle traditioner og nye, friere normer blev udspillet. Det gjorde dem syge. Konflikt med samfundets forventninger forårsagede en psykisk smerte, der forplantede sig i kroppen. Da en overklassefrue i København i 1930'erne fik diagnosen hysteri, beskrev hendes læge årsagen til hendes svingende sindsstemning sådan her:

Kvinden havde en "stadig trang til at søge noget nyt, noget højere, oplevelser, der kunne fylde hendes liv." Hvis dét gjorde én syg i 1930'erne, er det ikke så sært, at hysteri bredte sig som en epidemi.

LÆS OGSÅ: 11 råd mod stress, som virker

Jeg tror, stress kan forklares på samme måde. Det er ikke nok at nærstudere neuroner i hjernen for at finde sygdommens årsag. Det er heller ikke nok at granske sindet – eller arbejdspladsen for den sags skyld. Sure chefer og travlhed kan gøre livet surt. Men det kan ikke gøre en syg.

Jeg tror, årsagen til stress skal findes i krydsfeltet mellem en indre bevægelse og en ydre. I dag bliver vi født til en tilværelse strippet for mening. Vi arver ingen Gud, pligten over for slægten og nationen er ikke længere naturgiven. Meningen med tilværelse er det alene overladt til os selv at finde. Det, tror jeg, er vanskeligt. Den store, himmelske mening med at være til er svær at opfinde selv bag sit hæve-sænke-bord.

Dertil kommer, at vi har indrettet vores samfund, så vi igen befinder os på en slagmark, hvor indre drømme karambolerer med ydre forventninger. Efter 1960'ernes store autoritetsopgør blev vi stillet en tilværelse i udsigt med mulighed for at realisere os selv. Men det, vi fik, var et samfund, hvor alle spæner rundt for at følge med i vækststatens hamsterhjul. Vi kan realisere os selv gennem forbrug, nuvel. Men de andre muligheder for at blive dem, vi føler, vi er? De er i sandhed begrænsede.

Derfor bliver vi tossede.

LÆS OGSÅ: 7 sundhedsråd du absolut ikke skal følge

LÆS OGSÅ: Sover du dårligt og er ofte syg? Her er 14 stresstegn, du ikke må ignorere

LÆS OGSÅ: Her er 11 råd mod stress - som virker