Ulrik Wilbek: ”Vil du GERNE – eller vil du VIRKELIG?”

Der er ikke noget ved at lykkes, hvis du ikke har tvivlet undervejs. Der skal være den spænding, der får dig til at gøre dig umage og hele tiden opsøge dit forbedringspotentiale. Tvivlen må bare ikke blive så stor, at den bremser dig, fordi du bliver bange for at lave fejl.

Ulrik Wilbek må vide det. Han er lykkedes med at føre først kvindelandsholdet med Anja Andersen i spidsen og sidst herrerne til stort set alle titler og medaljer, der kan vindes.

Han kan noget særligt med mennesker. Og med en bold. Men nok mest med mennesker. Han kan få dem til at styre væk fra afveje og unødvendige rastepladser på vejen mod deres mål. Og folde potentialet helt ud. Både alene og som hold. Det sidste er måske det mest udfordrende. For i et team, på et hold eller en arbejdsplads, er vi ikke ens. Vi er forskellige og motiveres af vidt forskellige ting – men vi skal alle samme sted hen. Så hvad er det, han gør, landstrænerikonet?

– Jeg viser stor tillid, giver meget ansvar til den enkelte og er åben for andre måder at gøre tingene på. Og så er jeg meget tydelig i min kommunikation, forsøger i hvert fald at være det. Dvs. når en spiller siger: „Jeg vil gerne erobre flere bolde”, så stopper vi ikke der. Så går vi helt konkret ned i: „Hvordan vil du gøre det? Hvornår ved du, at du lykkes? Og hvorfor er det vigtigt for dig?”.

– Det er nogle af de vigtigste elementer i motivation: Vi skal forstå opgaven, vi skal have en konkret ide om, hvordan vi vil udføre den – og vi skal vide, hvorfor det giver mening for os. Det sidste er nøglen – uden mening er der simpelthen ingen motivation.

Netop dét er omdrejningspunktet i Ulrik Wilbeks nye bog „Motivation – i medgang og modgang”, som udkommer på Lindhardt og Ringhof den 5. november. Heri fortæller Wilbek bl.a. om, hvordan vi kan skabe et personligt motiverende mindset og samtidig bidrage til en kultur omkring os, der inspirerer frem for at dræne for energi.

– Er der forskel på, hvordan man bedst motiverer kvinder og mænd?

– Nej, det synes jeg egentlig ikke. Det handler om, hvordan du selv er som menneske, og hvordan du modtager et andet menneske. Dvs. om du kan sætte dig ind i det menneskes psyke og type. Nogle mennesker motiveres af at opleve fælleskabsfølelse, samvær og relationer. Andre er konkurrenceorienterede enere, som motiveres af udvikling, præstationer og resultater. Og så er det den type ord, som jeg bruger i min kommunikation.

– Der skal være plads til hele spektret på et hold eller en arbejdsplads. Det lærte jeg bl.a. af at arbejde med Anja, som er en ener og på mange måder også var en rebel. Hun udviklede hele tiden nye ting, og det skal man jo som leder passe på, at man ikke bremser ved at sige: „Det kan vi andre ikke finde ud af, så det må du heller ikke”.

– Hvordan er du selv?

– Jeg har 100 procent tillid til andre mennesker, grænsende til det naive. Mit udgangspunkt er, at ingen kan finde på at snyde, og at alle ønsker det bedste resultat. Empati er meget vigtigt for mig, og når jeg oplever mennesker, som ikke har det, så reagerer jeg med undren og skuffelse. Jeg bliver lidt ked af det.

– Men et team skal kunne rumme alle typer. Som leder skal jeg så bare være opmærksom på, hvordan jeg kommunikerer – og motiverer hver enkelt.

FRA NEDERLAG TIL SEJR

Det var ikke intens motivation og begejstring for rollen som landsholdstræner, der fyldte Ulrik Wilbek for godt to år siden, da der blev fløjtet af efter kvartfififinalen under OL i London. Faktisk stod der „Jeg hader håndbold” i den sms, som han sendte til en ven lige efter, at det danske herrelandshold og storfavorit havde tabt med ét mål til undertippede Sverige. Holdet tog første mulige fly hjem, og Ulrik Wilbek havde sin største professionelle skuffelse med tilbage i bagagen.

– Der var jeg virkelig nede i et hul, og jeg tænkte længe over, hvad der gik galt. Vi havde lige vundet EM, alle forventede, at vi kom hjem fra OL med en medalje. Inklusive os selv. Vi havde vundet så mange kampe med ét mål, at alle journalister, selv dommerne, gik og sagde: „Danmark vinder altid til sidst”. Vi tog det måske for givet – og så gik det galt. Så kommer nervøsiteten og tvivlen, og så taber man.

Med andre ord: Du kan toppe på alle andre parametre, men hvis dit mentale fokus forsvinder, så er det både svært at score mål – eller i det hele taget komme i mål på så mange andre områder i livet. Til gengæld er der også masser af udviklingspotentiale i at begå fejl – hvis man tør se på dem som det: En investering i udvikling og pejlemærker på, hvor man kan justere og forbedre. Det handler Ulrik Wilbeks nye bog også om. Han gravede sig selv op af hullet og fandt ny motivation i tanken om at vise, at nederlaget var en engangsforeteelse.

– Det er jo det mest udfordrende – at vende en tabersituation til en vindersituation. Ikke kun i sport, men også på jobbet eller hjemme. Det drænende sted, hvor man hurtigt skal finde en vej ud af det igen. Få skabt nogle andre strategier og en ny motivation. Som træner har jeg tit brugt humor, leg og pjat for at bryde en tilstand. „Sagt: Hør her, nu gør vi noget helt andet!”.

Spillet skuespil f.eks.

– På herrelandsholdet?

– Ja, jeg har sat nogle cases op, hvor de skulle spille forskellige typer og udvikle dem. De var fantastiske. Vi grinede i timer bagefter.

ØL & RØVERHISTORIER

Ulrik Wilbek smiler. Han har masser af små motivationstrick i ærmet. Rejser til kampe i Østeuropa kan f.eks. tære på begejstringen, alene fordi at de fysiske forhold, maden, hotellet, hallen er elendige. Men så kan man beslutte, at fra afgangshallen i Kastrup skal alt roses og omtales i overdrevent positive vendinger. Det bliver en leg. Skaber en stemning. Og så vinder man, siger Wilbek og bruger det som eksempel på, at vi selv har enorm indflydelse på, hvad vi tænker og på kulturen omring os. På et hold eller en arbejdsplads.

– Vi smitter hinanden helt vildt, siger Wilbek, der kommer fra en elitesportsfamilie med en mor og far, der var landsholdspillere i håndbold og basketball, men selv var lige ved at søge ind på skuespillerskolen. Han har altid haft behov for, at der er andet end sport i hans liv. Lige nu er det f.eks. en ølklub med 400 medlemmer…

Ja. 56-årige Ulrik Wilbek, der stoppede som landsholdstræner i april og i dag er sportschef i Dansk Håndbold Forbund, står bag Danmarks største ølklub. Han startede den for tre år siden i samarbejde med en restaurant i Viborg, hvor Wilbek-familien bor, og konceptet er dette: Hver fredag fra klokken 15 til 17 kan man dukke op og smage på fem-seks specialøl udvalgt af Wilbek, som imens underholder med mere eller mindre sandfærdige historier om øllenes oprindelse.

– Specialdøl har altid en historie. Nogle gange overdriver jeg lidt, og kan jeg ikke finde noget om dem, så fortæller jeg en løgnehistorie. Folk elsker det, og en tredjedel af klubbens medlemmer er altså kvinder.

VILLE STOPPE PÅ TOPPEN

Vi lader bare billedet stå et øjeblik og konstaterer, at manden ikke er helt almindelig. Det har han heller ikke lyst til at være. Ordenlig ja, grænsende til det kedelige, siger han. For så havner han ikke i pressen på den dumme måde. Og det har han for længst besluttet sig for at undgå af hensyn til hustruen og den tidligere landsholdsmålmand Susanne Munk Lauritsen, som arbejder på en idrætsefterskole, deres to sønner på 11 og 15 år og Ulrik Wilbeks datter på 25 år.

– Jeg kan sagtens stå og have det skægt i ølklubben, det elsker jeg. Men jeg har altid kontrol og sætter en grænse, som jeg ikke overskrider.

– Skal du være træner igen en dag?

– Nej. Jeg har fået en masse tilbud, men jeg er mæt af det. De sidste år med landsholdet oplevede jeg også, at jeg var meget mere nervøs. Vi havde vundet alt, så forventningerne var enorme. Kun en førsteplads var godt nok. Det påvirkede også min beslutning om at stoppe, mens jeg var på toppen i stedet for at blive og måske blive syg, siger Ulrik Wilbek, som fik et mavesår under VM i Spanien i 2013.

De unge talenter har han ikke sluppet. Han møder dem både i håndbold og fodbold, og selv om man aldrig kan vide, hvad de udvikler sig til, er der i hvert fald én fuldstændig afgørende markør. Nemlig forskellen på „Jeg vil gerne” og det inderlige „Jeg VIL”.

– Talent i kombination med hårdt arbejde giver næsten altid et godt resultat. Hårdt arbejde kan også give fornuftige resultater. Men talent uden hårdt arbejde – det giver ingenting! F.eks. dem, der prøver at snyde eller komme let om det til træning. De bliver ofte ikke til noget, for de har slet ikke forstået, at de gør det for deres egen skyld. Meningen mangler simpelthen – og dermed også motivationen, der skal tage dem hele vejen.

MINE 5 LEVE REGLER

1. Jeg spiser… en del kedelig hotelmad. Jeg rejser meget i mit job, og det betyder buffet, som bare skal overstås, selv om jeg prøver at vælge varieret. Kylling på 12.-dagen i et østeuropæisk land er ingen nydelse. Til gengæld går vi meget ud og spiser, når vi er i vores sommerhus i Tyrkiet. Og hjemme i Viborg spiser vi generelt ret sundt og varieret.

2. Jeg træner… ved at løbe. Plejede også at spille badminton, men mine makkere blev for gamle og fik dårlige knæ, så nu spiller vi golf.

3. Jeg slapper af… med en bog eller foran tv’et.

4. Jeg undgår… bilkøer. Jeg kører hellere en længere omvej bare for at undgå at holde i kø.

5. Jeg er glad, når… mine unger er glade. Det giver mig en god lykkefølelse indeni. Jeg er generelt et glad menneske.

ULRIK WILBEK: SÅDAN VINDER DU!

GIVER DET MENING FOR DIG? Uden mening, ingen motivation. Start med at finde ind til kernen af den i hvert projekt. Hvorfor er du her, hvad vil du hvad skal det give dig?

HAV FOKUS PÅ OPGAVEN. Vi mister retningen, når der er for meget, der forstyrrer. Vores hjerne kan ikke klare at have for mange „åbne filer” ad gangen.

LAD DIG INSPIRERE. Lær af andres erfaringer, hent ideer fra andre hylder, og overfør det til din egen situation.

SE OGSÅ: Jesper Nøddesbo smide tøjet

SE OGSÅ: Anne Dorthe Tanderup: Jeg får ondt i kroppen af for meget sukker

SE OGSÅ: Charlotte Bircow: Sådan får du balder af stål