Mads Winther åbnede op om barsk tid efter "De unge mødre": Nu tilbyder flere at hjælpe
Efter Mads Winther åbnede op om en svær, psykisk hård periode i livet, har flere danskere givet en håndsrækning til den tidligere "De unge mødre"-deltager, fortæller han nu.
Som 16-årige lærte danskerne Mads Winther at kende, da han medvirkede i tv-programmet "De unge mødre".
Dengang gik han under navnet Line Meyer, men i et stort interview med Ekstra Bladet åbner han op om sin kønsidentitetsrejse, der startede i barndommen.
Han har blandt andet skiftet navn, hvilket har været et vigtig led i at finde den identitet, som føles rigtig, fortæller han.
Artiklen fortsætter under videoen...
I interviewet åbner han ligeledes op om et liv efter programmet, som har været præget af hjemløshed og psykiatriske indlæggelser.
Dertil har han fået diagnosen paranoid skizofreni, som han ikke kan genkende sig selv i. Medicinen har heller ikke den gavnlige effekt, siger han til mediet.
Til HER&NU fortæller Mads, at han har fået mange henvendelser, efter han stod frem med sin livsfortælling.
Her tilbyder mange at hjælpe den tidligere tv-deltager.
– Det har været rigtig fint. Der er rigtig mange mennesker, som gerne vil hjælpe mig med at tage kontakt til psykiatrien, så jeg kan få noget andet medicin og de rigtige diagnoser, siger han og tilføjer, at han ikke havde regnet med alle de rørende håndsrækninger, som interviewet har afstedkommet.
I dag er Mads Winther førtidspensionist og bor i en lejlighed i Middelfart, hvor han kun har begrænset kontakt til sine i alt fire børn.