At få et barn efter et one night stand er ikke længere tabu, siger Per Schultz Jørgensen.

Ekspert: Det er ikke længere tabu at gøre som Mogensen

I denne uges ALT for damerne kan du læse, at tv-vært Peter Mogensen er blevet far efter en kort affære med en kvinde, han knap nok kendte.De havde afbrudt den kortvarige kontakt. Det var ikke kærlighed. Kun sjov. Men pludselig fik Peter Mogensen et opkald. Hun var gravid.

Kvinden valgte at beholde barnet og sammen er de i dag forældre til lille Maali, der kom til verdenen 2. januar i år. Han har valgt at springe med på vognen og være der fuldt ud for den nyeste tilføjelse til sin børneflok, der nu tæller fire børn; tre piger og én dreng.

Det er ikke tabu

Konstellationen er langt fra den kernefamilie, der ofte idylliseres, som Peter Mogensen også udtrykker det i artiklen i ALT for damerne:

- Jeg har måttet rokke ved min opfattelse af, at børn skal laves i kærlighed, det er jo ikke tilfældet her. Til gengæld er det lavet under en vis begejstring, siger han.

Generelt har vores opfattelse af, hvordan en familie skal se ud ændret sig fra kernefamilien til at være et mere broget glansbillede. I en undersøgelse af danskernes værdier fra Københavns Universitet fremgår det, at vi i højere grad accepterer andre familieformer i dag. Vi mener blandt andet at sammenbragte familier er en fuldt ud acceptabel familieform og ser også skilsmisser som en naturlig del af livet. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Det nye normale

Kigger vi ud over de nye normer for familiemønstre, finder vi Peter Mogensens version, der ikke vil blive et tabu, mener Per Schultz Jørgensen, der er psykolog og tilknyttet Københavns Universitet og én af forskerne bag værdiundersøgelsen.

- I vores hjørne af verden eksperimenterer vi med familien. For hvert årti kommer der nye former til, og det her er noget af det nye. Det vil også med tiden blive fuldt ud acceptabelt, siger han til ALTfordamerne.dk og uddyber:

- Vi har i Danmark en meget fordomsfri måde at leve sammen på i det, vi kalder "familie". Vores tolerancetærskel er udvidet betydeligt, og vi har ingen forskrifter for, hvilke familieformer der er rigtige, fordi "moralen" træder i baggrunden til fordel for, hvad der gør os lykkelige. I forhold til sociale konventioner er vi bare meget liberale, og vi tager i stedet højde for de psykologiske behov barnet har, som omsorg og stabilitet. Så handler det ikke om, om mor og far er sammen, siger han.

LÆS OGSÅ: Skuespiller springer ud som lesbisk: derfor angår det også dig

Broget glansbillede

I dag er det helt normalt, at par lever sammen uden at have fælles børn og med disse justeringer af familieformerne kommer også nogle gråzoner, vi skal tage hånd om. Det mener Per Schultz Jørgensen.

- Vores familiemønstre er blevet meget flydende, og det betyder, at ansvaret også er blevet meget flydende og måske er der ingen der rigtig tager det. Men det er vigtigt for barnets tarv, at der bliver skabt struktur og stabilitet i dagligdagen og det kræver en ekstra indsats, når familieformen er mere broget, siger han.

Når det gælder forældrepar, der inden graviditeten ikke kender meget til hinanden, vil prøvelserne være ekstra hårde, mener Per Schultz Jørgensen.

- Det kræver rummelighed at kunne håndtere de konflikter, der opstår, og når man ikke kender hinanden særlig godt i forvejen, er det klart, at der kan opstå nogle uforudsete konflikter, der kommer som en overraskelse. Så det kræver ekstra overskud.

- Vi har for længst fravalgt os det biologiske bånd som det afgørende for hvem, der er far. Det vigtige er det sociale, og hvem der er far i dagligdagen og det kan skabe nogle konflikter i forhold til, når mor og far får nye partnere. Men ellers ser jeg ikke noget galt med den familieform, og der er på ingen måder tale om, at barnet fra begyndelsen vil lide noget afsavn, siger han til ALTfordamern.dk

LÆS OGSÅ: Derfor betød Marius' død så meget for dig