10 gode film til en stenet 1. januar

10 gode film til en stenet 1. januar

Hovedet værker måske en smule, og energiniveauet fra natten før er pist forsvundet fra din trætte krop. Men det gør ikke noget, for i dag skal du bare slappe af på sofaen, og samle kræfter til at møde det nye år – i morgen engang.

Vi har her samlet 10 gode og underholdende film, til en afslappet 1. januar (- og bare rolig, vi har udeladt både Kieslowski og Trier, så du ikke skal anstrenge de i forvejen klemte hjerneceller for voldsomt i dag) …

Spis, bed, elsk

Denne inspirerende film med Julia Roberts er baseret på den mindst lige så inspirerende bog af samme navn, skrevet af journalisten Elizabeth Gilbert. Gilbert beskriver sine egne oplevelser da hun for år tilbage brød ud af et stagneret ægteskab for at rejse ud i verden alene. Hendes rejse tager hende til Italien, hvor hun mæsker sig i fantastisk mad, til Indien, hvor hun arbejder i en ashram og slutteligt til Bali, hvor hun endelig igen finder kærligheden. En opløftende og fin film, der giver én rejsekriller i maven.

Alfie

Se eller gense Jude Law som den moderne Don Juan Alfie, som lægger pigerne ned på stribe, men aldrig rigtig binder sig. Det vil sige, lige indtil han en nytårsaften møder den smukke og rodløse Nikki … (Sienna Miller). Det er ikke stor filmkunst, men det er underholdende, sjovt og ganske rammende for alle, der engang selv er blevet brændt af en charmerende playboy som Alfie. Og så er Jude Law jo så umådelig pæn …

Bachelorette

Denne lille film om fire veninders katastrofale polterabend fik ikke megen opmærksomhed ved premieren i Danmark i 2012. Men faktisk er Bachelorette dog både sjov og spydig som et syrligt lille bolsje, og perfekt til tøsehygge på sofaen.

The Truman Show

Gense Jim Carrey i en af komikerens glansroller som Truman Burbank, en ganske almindelig mand som lever sit liv uden den fjerneste anelse om, at han er verdensstjerne i et spektakulært reality-show, og at alle omkring ham er med på ”legen”. Stadig lige så fascinerende som ved premieren tilbage i 1998. Og så er det meget bedre end at se virkelighedens sløje reality-programmer.

Interview with the vampire

Glem Twilight og True Blood. Interview with the vampire er stadig kongen af vampyr-filmene i nyere tid, og med et stjernecast bestående af Tom Cruise, Brad Pitt, Christian Slater, Antonio Banderas og Kirsten Dunst, er der dømt solid gotisk underholdning (og et par gys) i to solide timer.

The perks of being a wallflower

En lille perle af en film, der af helt uforklarlige årsager ikke fik dansk biografpremiere, da den kom frem i 2012. Den indadvendte Charlie (Logan Lerman) er førsteårsstuderende på highschool, og har ikke rigtig nogen venner. Snart tages han dog under vingerne af de to lidt ældre studerende Sam (Emma Watson) og Patrick (Ezra Miller), som introducerer Charlie til en helt ny, sjovere verden. Men kærlighedssorger og voksenlivets tungsind venter lige om hjørnet … En smuk og sød film, der SKAL ses.

Den engelske patient

Er du til storladne dramaer og timers god underholdning, så sæt nyklassikeren Den Engelske Patient på, og nyd Ralph Fiennes og Kristen Scott Thomas i en 90’ernes mest romantiske storfilm. Der er masser af ulykkelig kærlighed, jalousi og indestængt begær for alle pengene.

The Hangover

Du har sikkert set den før, men det er altid rart at blive mindet om, at ens tømmermænd trods alt kunne have været meget værre. Og så skader det ikke at bruge små to timer på at kigge ind i Bradley Coopers blændende blå øjne …

The Imaginarium of Doctor Parnassus

Tag med Heath Ledger, den tidligere model Lily Cole, Andrew Garfield, Johnny Depp, Jude Law, Colin Farrell og mange flere med på en syret rejse i instruktør Terry Gilliams univers. Dette blev som bekendt Heath Ledgers sidste film, og visse af hans scener måtte færdiggøres af Depp, Law og Farrell, som hver gestalter Ledgers mystiske karakter Tony på forskellig vis. Lyder det underligt? Det er det også, men The Imaginarium of Doctor Parnassus er en både seværdig og underholdende film.

Rain Man

En evig klassiker med toppræstationer fra Dustin Hoffman og Tom Cruise. Da den egoistiske yuppie Charlies far dør, efterlader han til sønnens store fortrydelse hele formuen til Charlies autistiske storebror, Raymond. For at få fravristet Raymond arven, ”bortfører” Charlie ham fra den beskyttede institution, broderen har boet på hele sit liv. Hvad der følger er et af filmhistoriens mest rørende roadtrips nogensinde.

Se også: 8 serier, du skal se