22-årige Tara i Israel: ”Man må ikke bevæge sig mere end 500 meter væk fra sin bolig"

Om hverdagen

Min hverdag har forandret sig drastisk som et resultat af Covid-19 pandemien. Før udbruddet havde jeg en travl hverdag som fultidsstuderende og servitrice. Fritiden gik med at være sammen med venner på cafeer, barer og ikke mindst på stranden. Og ideen om at tilbringe tid alene i sin lejlighed, foruden når jeg skulle spise eller sove, var ganske fremmed for mig på det tidspunkt. Da restriktionerne kom og al offentlig transport blev indstillet, bestemte jeg mig for at flytte ind hos min mor, der bor en time nord for Tel Aviv. I et hyggeligt hus med en lille have og en skøn, lille kat.

Tara Coleman Øren bruger meget af sin coronaisolation på at læse ude i sin mors have. Foto: Privat

Siden jeg kom hertil for en måned siden, kan jeg tælle på min hånd de dage, jeg har forladt huset, foruden turen ned til supermarkedet. Jeg har ikke set et andet ansigt end min kære mors – udover på Zoom. Det at flytte ind med en forælder, efter man netop er blevet en selvstændig voksen, har selvfølgelig budt på nogle udfordringer, men det er også første gang, at jeg for alvor lærer min mor at kende på et venskabeligt og voksent plan. Hverdagen består af lange frokoster, Zoom-forelæsninger, bøger og en masse tid ude i haven med katten – og så forsøger jeg at træne dagligt ved hjælp af YouTube. Det er en dejlig afslappende hverdag, men som også kan føles lidt monoton i længden.  

Om bekymringerne

Det, som gør mig bekymret i disse tider, er chokket, der kommer, når vi indser, hvor utrolig sårbart vores globale samfund er. Hvor hurtigt en sygdom spreder sig, og hvor lang tid det tager, før tingene er under kontrol. I et land som Danmark, Israel eller Norge, hvor jeg oprindeligt kommer fra, har vi ressourcerne til at hjælpe indbyggerne. Men hvad med lande, som ikke har de ressourcer eller det sikkerhedsnet? Det er frygteligt at tænke på alle de tusinder af mennesker, som kommer til at blive påvirket både økonomisk og helbredsmæssigt af Covid-19.

Men det, der bekymrer mig allermest lige nu, er, at vores "tryghed" går udover vores frihed. Noget, som er meget tydeligt her i Israel. Hvor meget eller hvor lidt skal der til, før regeringen bestemmer sig for at indskrænke vores demokrati, og hvordan skal vi som borgere forholde os til den nye politiske virkelighed?

Om håbet

Det, jeg savner mest, før tiden med corona, er det sociale. Særligt at være på stranden med gode venner og drikke en kold øl efter en lang dag på universitetet.

Men det, som alligevel giver mig håb lige nu, er på mange måder tiden, jeg har med mig selv. I løbet af denne måneds tid har jeg haft meget tid til at tænke og være alene, og det er dejligt endelig at opleve, hvor dygtige vi mennesker er til at tilpasse os. Alt er oppe i hovedet, og så længe vores mest nødvendige behov er dækket, er det op til os selv, hvordan vi tackler denne udfordrende situation.

Jeg håber, at verden lærer en hel del af denne pandemi. Jeg håber, at vi lærer at sætte tempoet ned og nyde øjeblikket, som mange af os nok før tog for givet. At vi indser, at vores demokrati ikke er fejlfrit og prøver at komme med strategier og metoder til at forberede os bedre, hvis en lignende situation opstår engang i fremtiden. At vi tager bedre vare på vores egen sundhed, og at vi bevarer denne fantastiske solidaritet og godhed, som folk har udvist overfor hinanden under pandemien.