Se hvilke arrangementer du kan opleve på Kvindernes Internationale Kampdag

Se 9 sjove aktiviteter på Kvindernes Kampdag

ALTfordamerne.dk guider dig til fede, sjove og informative 8. marts arrangementer i hele landet.

KØBENHAVN

Rytteriet markerer kvindernes internationale kampdag

Grand Teatret viser i år den satiriske novellefilm ”Else og Erik – The Movie”, som Rytteriet står bag, i anledningen af kampdagen. Du kommer undervejs i filmen til at stifte bekendtskab med ægteparret Erik og Else, hvis ægteskab mildest talt skrænter. Else går fra sin kværulant af en mand, og så begynder det vilde singleliv, der bl.a. byder på et knald i baglokalet på det lokale værtshus med John Mogensen. Filmen varer 50 min.

Grand Teatret, Mikkel Bryggers Gade 8, 1460 København

Læs mere her

Fri abort: Moralsk forkasteligt eller en rettighed?

Danner stiller i år skarpt på abortdebatten i Danmark. Både moralske og juridiske perspektiver på debatten bliver bragt på banen: Hvor går den etiske grænse for aborter? Og hvilke problemstillinger kan der være ved at give mænd ret til juridisk abort? Det er spørgsmål som disse, debatten vil dreje omkring med oplæg fra både Janne Rother Herrmann, adjunkt ved det juridiske fakultet på Københavns Universitet, Dansk Kvindesamfund og ligestillingsordfører Britta Thomsen fra Socialdemokraterne. Aftenen rundes af med fløjlsbløde jazztoner fra Caroline Henderson. Arrangementet starter allerede 10.30, men debatten går først i gang 11.05, og så takker Danner af kl. 13. Det er gratis at deltage, men tilmelding skal ske senest 5. marts via 8marts@danner.dk. Skriv dit fulde navn og adresse og medbring ID til arrangementet.

Danner, Nansensgade 1, 1336 København K

En aften i musikkens tegn

KVINFO har skruet et brag af en fest sammen på Den Sorte Diamant i København. Lineuppet er spækket med kendte navne: Pernille Rosendahl og den marokkanske rapper Soultana står for musikken, mens Anne Louise Hassing og Mia Lyhne gøgler på scenen. Festen afholdes som led i et statement imod stereotyper og for alles ret til at være lige nøjagtig, hvem de vil være. Billetterne koster 110 kr., men hvis du er ung under 25 eller studerende, slipper du med 60 kr. Arrangementet starter kl. 19 og slutter kl. 21.45.

Dronningesalen, Den Sorte Diamant, Søren Kierkegaards Plads 1, 1219 København

Køb billetter her og læs mere om arrangementet her

LÆS OGSÅ: Derfor er vores interesse for kropsekstremer så... ekstrem!

Debat om prostitution og ligestilling krydret med lidt festivitas

Kvinderådet og 8. martsinitiativet inviterer til workshops, taler, underholdning og fest i Kulturhuset ved Enghave Plads på Vesterbro, København. Dørene åbner klokken 13 og arrangementet varer til 23, og det er gratis at deltage. I løbet af dagen vil der være debat om alt lige fra sex og vold med et oplæg fra en tidligere prostitueret, kvindekroppen og mænd og barsel med indspark fra kønsforsker Kenneth Reinicke. Fra klokken 18 takker debattørerne af, og festen går i gang. Der vil bl.a. være stand up med Sanne Søndergaard, og musik leveret af Det Pikløse Samfund.

Kulturhuset, Lyrskovgade 4, Vesterbro

De nye feministers fejring af kampdagen

Har karrierekvinderne nu også fat i den lange ende? Ikke ifølge Livmoderfeministerne. De mener ikke, at kvindefrigørelse handler om at frigøre sig fra hjemmet og børnene. De bidrager med et modspil til den traditionelle feminismes syn på moderskabet som en hindring for selvudfoldelse og frigørelse, som de selv formulerer det. Kom til debat om feminisme og omsorg på Støberiet, Blågårds Plads mellem 12 og 15.

Støberiet, Blågårds Plads 3, 2200 København N

Læs mere her

LANGELAND

Personlige beretninger og kagebord

På Langeland kan du møde seks forskellige kvinder, der alle taler om enten sorg eller glæde med udgangspunkt i skildringer fra deres eget liv. Bl.a. kan du høre fortællingen om, hvordan modgang og sygdom kan bruges positivt fremadrettet i livet. Fortalt af lokale beboere. Lulu Okholm står for musikken, og en række mesterbagere sørger traditionen tro for et storslået kagebord. Entreen er gratis, men kaffe og kage koster 30 kroner pr. person. Arrangementet afholdes i teatersalen på Langelands Efterskole.

Teatersalen, Langelands Efterskole, Nørrebro 190, 5900 Rudkøbing

Læs mere her

JYLLAND

Brunch og foredrag i Århus

Kvindemuseet i Århus inviterer på brunch og lækre kager i anledning af Århundredets Festival 1800-tallet og Kvindernes Internationale Kampdag. Det koster 130 kr. at deltage i brunchen (venner af museet 110 kr.). Efterfølgende er der foredrag om 1800-tallets pionerkvinder ved Bodil Olesen. Reserver bord på kontakt@kvindemuseet.dk

Kvindemuseet, Domkirkepladsen 5, 8000 Århus

Mountainbike-løb i Viborg

Mudder, cykler med fut i og en masse kvinder. Det er den cocktail, de disker op med i Viborg. I Viborg afholdes der nemlig for første gang Mountainbike-løb kun for kvinder. Overskuddet går til Kvindeforskning i Hjerteforeningen, projekt ”Elsk hjertet”. Arrangementet starter kl. 10, og det koster 250 kr. at deltage. Med i prisen får du adgang til løbet, professionel tidstagning, mulighed for cykelvask, bad og omklædning, frokost og foredrag med fokus på sundhed.

Klostermarken, Vinkelvej 32, 8800 Viborg

Læs mere her

LÆS OGSÅ: Så meget har den "perfekte" kvindekrop ændret sig

Fællesspisning og iransk folkedans

Tag til fællesspisning i Svendborg med start kl. 17.30 og husk selv at medbringe en ret. Senere på aftenen vil der være musikalsk underholdning fra Ollerup Musikefterskole, efterfulgt af tale af Gunna Starck, forkvinde for Enhedslistens kvindeudvalg. I løbet af aftenen optræder dansk-iranske kvinder med traditionelle folkedanse fra deres oprindelsesland og forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky fortæller om sit arbejde i Afghanistan med at organisere kvinder. Aftenen rundes af med optræden af Kamilia Amélie, der er vokset op i Svendborg. Det er gratis, og alle er velkomne.

Harders, Møllergade 36, 5700 Svendborg

Læs mere her

FAKTA OM KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG

I 1910 foreslog den daværende leder af kvindekontoret i det socialistiske parti i Tyskland Clara Zetkin at indføre en international kvindedag. Og sådan blev det.

I dag afholdes Kvindernes Internationale Kampdag i store dele af verden. Bl.a. Armenien, Eritrea, Laos, Cuba, Kina, Afghanistan, Ukraine og også her i Danmark.

I nogle lande giver man gaver til kvinden eller kvinderne i sit liv på denne dag.

Kvindernes Internationale Kampdag afholdes som led i at udbrede og forbedre kvinders rettigheder.