Ageism

Foto: Getty Images, Franne Voigt, Robin Skjoldborg/Gyldendal, Rolf Konow/Nordisk Film, PR Carrie, Miranda og Charlotte blev udsat for ageism af deres egen ”far”, manuskriptforfatter Michael Patrick King, mener Ane Cortzen.

Ane Cortzen om et særligt syn på tv: "I stedet for at blive anerkendt, bliver vi genstand for hån"

Der er ikke længere kun purunge modeller på forsiden af modebladene, og tv-serien ”Sex and the City” løber igen over skærmen med kvindelige hovedpersoner på 50+. Men aldersdiskrimination – globalt kaldet ageism – er stadig en udfordring, ikke mindst hvis man er kvinde i det danske kulturliv. Her kan du møde tre kvindelige kulturpersonligheder, der på hver sin måde har gjort op med aldersdiskriminationen – og som ser masser af potentiale for ældre kvinder på fremtidens kulturscene.

Pludselig var de tilbage. De fire veninder fra New York, der havde givet os stof til drømme og carte blanche til at nyde cocktails ved middagstid, shopping som terapi og sex efter vores eget forgodtbefindende.

Men hov; de var ikke bare blevet et medlem mindre i den ultrachikke klike – de var også blevet lidt skingre, temmeligt forvirrede og selvudråbte ”gamle”, selvom Carrrie, Miranda og Charlotte kun var landet midt i 50’erne. Hvad var der dog sket med vores ”fabulous” forbilleder fra Sex and the City?

Spørger man kulturkommentator og tv-vært Ane Cortzen, så var damerne blevet udsat for ageism af deres egen ”far”, manuskriptforfatter Michael Patrick King.

"Kvinderne i den nye version af SATC, And Just Like That, virker urolige og desperate. De bliver fremstillet helt modsat af, hvordan mænd i deres alder bliver portrætteret. Mænd i 50’erne bliver i film og serier fremstillet som autoriteter, der har styr på deres liv og har fundet ro i sig selv. Carrie, Miranda og Charlotte virkede famlende og forrykte; og så henviser de hele tiden til, hvor gamle de er blevet," siger Ane Cortzen, der ellers havde glædet sig til at gense de frigjorte kvinder i deres fantastiske tøj og spektakulære hverdag på Manhattan.

LÆS OGSÅ: Jannie Faurschou: "Vi er ældre damer, der gerne vil tale om at være ældre damer"

"Da jeg havde set de første par afsnit, tænkte jeg bare: så snak dog om noget andet! Jeg er selv 47 år gammel og altså tæt på de her kvinders sted i livet, men jeg kan slet ikke relatere til ideen om, at når man passerer de 50, så er der kun minderne om ungdommen tilbage. Det er som om, at verden set gennem disse kvinders øjne bliver meget lille og meget begrænset, og der en masse ting i deres egen samtid, som de slet ikke forstår."

Hvad er "ageism"?

Ifølge World Health Organization (WHO) refererer ”ageism” til stereotyper (hvordan vi tænker), fordomme (hvordan vi har det) og diskrimination (hvordan vi handler) over for andre eller os selv baseret på alder.

Allerede fra fireårs alderen bliver vi bevidste om aldersstereotyperne, som siden påvirker vores oplevelse af os selv og om­verdenen. Ageism ledsager og forværrer ofte eksisterende uligheder mellem køn,
race og handicappede.

WHO anfører, at halvdelen af jordens befolkning diskrimzinerer ældre, og at det er et reelt problem, fordi det eroderer tillidsforholdet mellem unge og ældre og kan have en skadelig indvirkning på vores vidensdeling, sundhed og økonomi.

Ageism menes også at forårsage tidligere død (med 7,5 år), dårligere fysisk og mental sundhed og langsommere restitution ovenpå aldersbetingede sygdomme.

Ageism øger også forekomsten af risikofyldt sundhedsadfærd (usund kost, alkohol og rygning), og reducerer vores livskvalitet.

Ageism bekæmpes bedst gennem lov­givning, uddannelse og gennem interaktion generationerne imellem.

Kilde: Who.int

De skræmmende kvinder

Ane Cortzens personlige erfaring stemmer slet ikke overens med den popkulturelle fremstilling af af den klimakterieramte kvinde.

"Jeg har altid tænkt, at når man når midtvejs i livet, så kan man læne sig mere tilbage. Du har livserfaring, ro med den, du er, du er chef i din egen ret, du kender dig selv bedre, og du har aflagt dig ungdommens usikkerhed. Jeg har altid glædet mig til den tid. Men i popkulturen bliver det ofte antydet, at det hele er slut. Og det giver jo ingen mening," mener Ane Cortzen.

For hvor kvinder ofte bruger 20’erne på at uddanne sig og etablere forhold og 30’erne på at stifte familie og gøre karriere, så er tiden efter mindre tynget af søvnløshed, pligt og konstante krav fra omverdenen. Det er netop fra slutningen af 40’erne og frem, at kvinder kan nyde godt af deres erfaring, deres netværk, og at de har mere tid til sig selv.

"Grunden til at historien om den tragiske, usynlige kvinde stadig eksisterer, er, at de fortællinger skriver sig ind i en patriarkalsk kultur. Mange mænd synes, at kvinder over 50 er lidt frastødende og måske også skræmmende. Når vi ikke er frugtbare og attråværdige, bliver vi biologisk overflødige, og derfor mangler mænd grunden til, at vi skal have fokus. Og samtidig udgør vi en trussel, fordi vi har erfaringen, uddannelsen og overskuddet til at rykke over på de felter – som ledere, bestyrelsesmedlemmer og selvstændige iværksættere – der typisk har tilhørt manden. I stedet for at blive anerkendt, bliver vi genstand for hån," siger Ane Cortzen og fremhæver historien om Sarah Jessica Parker, der fik på puklen i sladderpressen for sine rynkede hænder og grå hår.

"Forestil dig, at der blev lavet en artikel om, at Leonardo DiCaprio havde fået mave – det er jo utænkeligt. I hans seneste film, Don’t Look Up, bliver han igen hyldet som et sexsymbol, selvom han absolut ikke er lækker i den film. Det er trist, at det bliver set som et statement, hvis kvinder ikke får lavet Botox eller farver deres hår. Vi har rykket os så meget på andre områder i forhold til køn og diversitet, men på spørgsmålet om ageism er vi er latterligt tilbagestående."

Det er sanger og musiker Stine Liebman enig i. Hun er i dag 42 år, men oplevede allerede som nyuddannet fra konservatoriet, at hun blev opfattet som en gammel musiker, fordi hun var midt i 30’erne. Derfor har hun grundlagt interesseorganisationen Grown Up Gold, der skal bekæmpe aldersdiskrimination af kvinder og fremme diversitet i musikbranchen.

"Desværre har musikbranchen i mange år været styret af mænd, og derfor har det også været dem, der har dikteret, hvilke musikere der skulle profileres. Og set fra en mands perspektiv er det de unge, fødedygtige kvinder, der bliver set som attraktive. Der er ikke så meget plads til at være stjerne på forskellige måder. Tidligere var spektret bredere fra Blondie og Patti Smith til Madonna. De var stærke kvinder i hver deres ende af spektret, og det blev de hyldet for. Men i 90’ernes pop-fabrik blev Britney Spears skabelonen for, hvad en popstjerne skulle være: blond, ung og ”fuckable”. Kvindelige musikere har i mange år været underlagt det her male gaze, hvor manden er subjektet, der skal nyde, og kvinden er objektet, der skal behage," mener Stine Liebman.

"Og selvom der sker meget på den køns- og identitetspolitiske front generelt i samfundet, så har de mandlige gatekeepere i musikbranchen fortsat ikke opdaget, at det mest købestærke og kulturforbrugende publikum er kvinder over 45 år. Og det eneste, de får tilbudt, er at kigge på jævnaldrende eller ældre mænd og så yngre kvinder. I mine øjne er det ikke alene et bedaget kvindesyn, det er også en dårlig businessmodel."

Problemet er langt hen ad vejen strukturelt, fortæller musikeren. For der er mange kunstnere, som er afhængige af legater og fondsmidler, og mange af legaterne, der er øremærket det danske vækstlag, kan du ikke kan søge, hvis du er over 35 år.

"Eksempelvis har Tuborgfondet øremærket de fleste af deres legater til de 16-30-årige. Så nye musikinitiativer er rettet mod en meget ung målgruppe. Hvis alder er det, der afgør, om din kunst skal understøttes, så vil der jo ske en fortsat skævvridning," siger Stine Liebman, der selv blev mor, mens hun var under uddannelse, og derfor måtte prioritere betalte spillejobs fremfor at udvikle sin egen musik.

"Hvorfor ikke bedømme, hvad der er vækstlag, på baggrund af indtjening? Nogen har en længere vej ind i musikbranchen, fordi de har levet et liv, opfostret nogle børn, draget omsorg for en familie. Det diskvalificerer dig ikke som musiker, det gør tværtimod, at du har en masse andre historier at fortælle end kun dem, der handler om den første forelskelse og det unge, knuste hjerte."

For Stine Liebman har aldersdiskriminationen særligt handlet om de muligheder, man IKKE får, hvis man starter sin musikkarriere sent i sin ungdom.

"Som sanger og sangskriver tilhører jeg vækstlaget. Jeg har brugt mange år på undervisning og tid med små børn; så nu, hvor jeg kommer ud på den anden side, hvor der er tid og overskud, så er det ”bare ærgerligt”."

LÆS OGSÅ: Birgitte Hjort Sørensen blev mobbet i skolen: ”Det betyder meget for ens selvbillede"

Ane Cortzen

ane cortzen

Uddannet arkitekt fra Kunstakademiet og har siden arbejdet som designchef, tv-vært, moderator og konsulent.

Hun er gift og mor til tre.

Stine Liebman

Stine liebman

Musiker og grundlægger af interesse-organisationen Grown Up Gold.

Arbejder også som musikskolelærer, coach og mentaltræner.

Hun er gift og mor til to.

Bente Scavenius

bente scavenius

Mag.art. i kunsthistorie, kunstkritiker, tv-vært og forfatter – senest til bogen Mit livs billeder på Gyldendal.

Hun er gift og mor til to.

Hvorfor skal alder være et emne?

Stine Liebman mener, at popkulturen har præget vores syn på alderstegn. Når yngre kvinder castes til at spille mødre eller bedstemødre for deres jævnaldrende mandlige kolleger på filmlærredet, eller når du bliver kaldt for en ”rockmama", hvis du står på scenen som 50+.

"For et par år siden var der to parallelle musikanmeldelser af den samme journalist. Det var af koncerter med henholdsvis Leonard Cohen, der lige var fyldt 81, og Sanne Salomonsen, der dengang var 57. Cohen blev kun anmeldt på og anerkendt for sin musik, mens Sanne blev anmeldt på sit hår, sine rynker og sin alder," husker Stine Liebman.

"Vi er en generation, der er blevet opdraget til at se alder som noget, der skal skjules, og rynker som noget, der skal udglattes. Det er jo helt forkert. Heldigvis oplever jeg, at der er nogle vidunderlige nye takter: Vi kvinder er blevet gode til at organisere os, være søstersolidariske og spille hinanden gode – det oplever jeg helt konkret i Grown Up Gold, hvor det har været rørende at se, hvor mange kvinder der har fået troen tilbage på sig selv. Og så oplever jeg også, at yngre mænd i 20’erne og 30’erne tænker helt anderledes om køn og alder – det er meget fortrøstningsfuldt. De anerkender kvinder og har slet ikke brug for at være dominerende i og uden for musik-scenen. Burhan G har for nylig optrådt i bedste Prince-stil med et helt band kun med kvinder – muligvis er de alle under 35, men det er da en start."

Og det er nye tider, der er på vej, hvis man spørger kunstkritiker, forfatter og tv-vært Bente Scavenius, der er 77 år og langt fra at gå på pension.

"Jeg har næsten lavet mere tv de sidste 10 år, end jeg nogensinde har gjort før. Jeg var meget på skærmen i 80’erne og 90’erne, og så kom der et hul på 10-15 år, hvor jeg ikke blev spurgt. Men så kom Kunstquizzen og Danmarks bedste portrætmaler og fallosprogrammet Størrelsen eller Gørelsen sidste år. Det er sjovt og berigende – og min alder er absolut ikke en hæmsko," siger Bente Scavenius.

Hun forstår ikke, hvorfor alder behøver at være et emne, for hun betragter åndfuldhed og åbenhed som de vigtigste døråbnere i kulturlivet.

"For nylig var jeg ude at tale med en af de her kendte ”ukendte” street artists BobbyBrownDown, hvis kunst du kan se på enhver væg ved Den Røde Plads på Nørrebro i København. Jeg var ret nervøs for, om han ville tænke: ”Nå, nu kommer den pæne, gamle kunsthistoriker”. Men selvom han var tildækket og anonym, var han også meget nervøs. Han kendte mig ikke, så han havde googlet mig og så fortalt sin mor, at han skulle møde mig, og hendes eneste formaning var, at han skulle tale pænt," griner hun.

"Men vi korresponderede bare så fint og havde sådan en interessant eftermiddag. Nysgerrigheden er så vigtig at bevare i min alder. Jeg har ikke tænkt mig at henslæbe min alderdom ved et bridgebord."

Ane Cortzen har heller aldrig selv mødt modstand på grund af sin alder.

"Men jeg blev jo også vært i en relativt sen alder. Jeg var 35 år og havde fået tre børn. Jeg blev ikke målt på, hvor mange rynker jeg havde, eller at min krop havde født, men på min hjerne, formuleringsevne og tilstedeværelse. Det var ikke mit udseende, der bragte mig frem, og det var en kæmpe lettelse; og det er det også nu, hvor jeg nærmer mig de 50. Da jeg blev vært, insisterede jeg på at have det samme tøj på hver gang – jakkesæt og hvid skjorte. Det er fristende at se fin ud i en kjole og få lavet flot hår og makeup, men jeg vidste bare, at hvis det blev tøj og udstyr, der betød noget, så ville jeg blive oplevet som mindre seriøs."

LÆS OGSÅ: Tina Müller: "Jeg var et antennebarn, som altid undersøgte, hvordan andre havde det"

Lad kvinderne fylde

Stine Liebman fremhæver, at problemet ikke er mangel på ældre kvindelige kunstnere, men at de bliver gemt og glemt.

"Jeg var på musikfestival, hvor kun fem ud af de 50 optrædende var kvinder – og det var kun unge kvinder, der fik plads på plakaten. Det er som om, at man ikke må lave popmusik, hvis man er over 30. Jeg har debatteret det med mandlige musikchefer, der sagde, at hvis vi går efter en kønsbalance på 50/50, så vil kvaliteten dale. Men det tror jeg ikke på. Der er masser af dygtige kvindelige musikere, der er klar, men hvis mænd kun anbefaler og vælger mænd, så rykker det jo ingenting," siger hun.

"Mit belæg for at starte Grown Up Gold var rent empirisk, for der er ikke lavet nogen statistikker med fokus på alder i musikbranchen. Men der er lavet statistikker på den skæve kønsbalance i musikbranchen, og så er der top-10-lister over mest streamede numre og numre afspillet i radioen. I 2021 år var 18-årige Olivia Rodrigo den eneste kvinde på top 10. Så selvom vi i nogen tid har talt om kønsrepræsentation i musikbranchen, har det ikke rykket meget endnu. Aldersdebatten er blot endnu en faktor i et mangfoldigt musikbillede – det er ikke kun køn og race, der viser diversitet."

I kunstverdenen oplever Bente Scavenius også, at det er kvinderne over 30, der først bliver klemt.

"Det er helt klart, at de kvindelige kunstnere, der står midt i deres karriere, har det sværere. Du får så meget fokus som ung, nyuddannet kunstner fra Akademiet, men den er svær at opretholde," siger kritikeren.

"Jeg var lige til en fernisering med en ung, ny kunstner, Emily Giernil, der naturligvis er talentfuld, men også relativt ukendt. Hele udstillingen var blevet solgt omgående. Selvfølgelig er der kunstnere, der bevarer deres position – Tal R, Kørner, Kirkeby, men det er primært mænd. Kvinderne skal kæmpe mere for at opretholde opmærksomheden. Jeg sad på et tidspunkt i en fond, hvor man diskuterede, om vi skulle give legater til unge kunstnere eller til dem, der skulle anerkendes for lang tro tjeneste. Der argumenterede jeg for, at vi gav priser til de kunstnere, der stod midt i deres karriere, for det er netop der, hvor du savner opmærksomheden, at du har mest brug for anerkendelsen."

Løsningen på problemerne med ageism er indlysende for de tre kvinder. Mere repræsentation er nødvendig.

"Vi skal se flere gode eksempler, rollemodeller og fortællinger om kvinder over 50, der ikke kun er nedslående. Jeg synes, at det mangler over hele spektret i serier, film, musik og i nyhedsbilledet. Jeg har selv to piger, og jeg vil gerne have, at det, de hører om at være midaldrende, er andet end alkoholisme, klimakteriet og dårlig sex. En film, der har gjort en stor forskel, er Dronningen med Trine Dyrholm. Der ser vi en kvinde i en moden alder, der er magtfuld, røv-lækker og meget mere end bare trofast kone og mor. Det er en anden kvinderolle, end vi har vænnet os til," siger Ane Cortzen.

"Vi kan lære meget fra litteraturens verden," siger Stine Liebman.

"I bogbranchen er de langt fremme med at lade ældre kvinder debutere sent; deres alder bliver ikke italesat, og de sorteres ikke fra som irrelevante stemmer, bare fordi de er ældre. Tværtimod. Der er det en styrke, hvis en forfatter kan skrive om levet liv. Den erkendelse håber jeg også, at vi når hen til i musikken. At det levede liv kan begejstre, og det ikke kun er ”fuckability”, der er målestokken; og at der kommer mere fokus på sangenes tekstlige indhold end på catchy hooklines."

Hvordan oplever du selv din alder og sted i livet?

"Jeg er 47 år og nok lidt forvirret. Jeg er i en ”ikke-alder”. Jeg føler mig hverken ung eller gammel – jeg er i en overgangsfase, og jeg er selv usikker på hvordan det bliver at være i 50’erne. Men mest af alt er jeg forventningsfuld."

Ane Cortzen

"Jeg er 77 og har fået en fantastisk præstationsangst, når jeg skal holde foredrag – noget som egentlig burde høre ungdommen til. Men jeg er meget bange for ikke at leve op til forventningerne; det ærgrer mig, for jeg var mere cool dengang, inden jeg havde skrevet 20 bøger og optrådt alle vegne. Jeg har også brug for mere tid til at forberede hver enkelt opgave, og jeg sover dårligt. Men ellers fejler jeg intet, og min fysioterapeut siger, at jeg er stærk som en okse!"

Bente Scavenius

"Jeg har det federe nu, end da jeg var i 30’erne. Der havde jeg nogle helt klare forventninger til, hvor i livet jeg burde være – nu føler jeg, at jeg har livet for mig, og at det ikke er fastlåst eller begrænset. Jeg har så mange år at udvikle mig i, jeg har mere erfaring at tale ud fra, og jeg har langt mere ro i at være 42 end 25 år."

Stine Liebman

LÆS OGSÅ: Sofie Østergaard: Vi bruger vores penge på aktier i stedet for sushi

Hold dig nysgerrig, aktiv og i gang

Ifølge Bente Scavenius er det dog ikke bare repræsentationen, der kan rykke ved fordommene. Det kan ældre kvinder også selv.

"Du bliver betragtet med samme energi, som du udstråler. Hvis du holder dig godt og giver indtryk af et fysisk overskud, så kan du komme langt – også efter 60 og 70," siger Bente Scavenius.

"Og så skal man opretholde en faglig nysgerrighed og skarphed. Jeg er meget aktiv med at følge med, jeg ser alle udstillinger, og jeg er synlig i kunstverdenen. Jeg går til ferniseringerne, og jeg insisterer på at være til stede. Ikke af pligt, men fordi min interesse er båret af stor nysgerrighed. Jeg har det helt dårligt, hvis jeg ikke har set en udstilling, som alle andre taler om."

"Jeg har altid beundret den kinesiske respekt for ældres viden, erfaring og livsindsigt – og jeg oplever, at der er ved at ske et reelt skift herhjemme. Som ældre kvinde får du meget credit, hvis du holder dig skarp og vidende," fortsætter hun.

"Når jeg har vundet en kunstquiz på tv, er holdningen, at det er imponerende, hvor meget jeg kan huske. Men selvfølgelig kan jeg det! Når man holder sig i gang og hele tiden siger ja til opgaver, der er lidt overvældende, så bliver alder sekundær. Det er godt at holde fast i adrenalinsuset – man er mere til stede og nærværende, hvis man hele tiden opsøger opgaver, der ligger lidt udover ens evner. Det holder dig i live at udfordre dig selv. Hele livet."

Se, hvad vi ellers skriver om: Film, Kunst, Kultur og Ligestilling

610x200_woordy_knap2.jpeg