Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Anders Matthesen
Foto: Franne Voigt Anders Matthesen om karriere, selvværd og livskrise.

Anders Matthesen: Jeg forstår godt Instagram-generationen, der ikke kan opleve noget uden at poste lortet

Han kaldes en af Danmarks største komikere og har gennem de sidste 25 år lavet onemanshows, film, musik og bøger. Men undervejs har tvivlen været en tro følgesvend, for kan man blive ved med at være sjov? Nu er Anders Matthesen klar med et 25-års jubilæumsshow for at fejre, ja, sig selv.

Anders Matthesen blev forelsket. Sådan hovedkulds for 25 år siden. Og havde det bare været i et menneske, havde han kunnet fejre det med en æresport. I stedet fejrer han dette efterår sin store kærlighed, comedy, med jubilæumsshowet ”Anden 25”. Gennem et kvart århundrede har Anders ”Anden” Matthesen været en af de mest glorværdige og succesfulde komikere herhjemme, og hans repertoire har spændt vidt, lige fra onemanshows og film til musik og senest en børnebog. Men det har ikke altid været sjovt at være sjov, og kærligheden til komikken har også udstået sine prøvelser, siden han som 18-årig første gang stod på standup-scenen. ALT for damerne har mødt ham til en snak om de op- og nedture, der uundgåeligt følger med at være på toppen i så mange år.

– Jeg har altid haft en fornemmelse af, at der ventede en eller anden hylde i livet til mig. Hvis bare jeg blev med at lave sjov og spas, ville alt en skønne dag falde på plads. Min livsopgave ville falde på plads. Men det var lidt tilfældigt, at det blev grinet, jeg kom til at leve af, siger Anders denne formiddag i et baghus på Frederiksberg. Det er her, magien sker. Men for 25 år siden havde Anders ikke forestillet sig, at han skulle sidde i et baghus og nørde med jokes. Dengang var drømmen en helt anden.

”Jeg startede som en rimelig flobby grillmads-sofakartoffel, og så pludselig begyndte jeg at træne i vilden sky og blev lille, tynd og stærk, og så blev jeg fed igen”
Anders Matthesen

– Jeg ville lave musik med mit rapband. Jeg troede, vi skulle være verdensstjerner. Lave plader, videoer, alt muligt, men de andre medlemmer – min storebror og min ven Tue – havde nok ikke helt samme tiltro til, at det kunne lade sig gøre. Jeg ville bryde igennem med musikken. Det var drømmen. Og så havde jeg den der mere seriøse drøm om at blive skolelærer, som var blevet introduceret af skolens ”hvad-kan-du-blive”-maskineri. Hvert år blev jeg interviewet af sådan en kommunal medarbejder, der spurgte: ”Hvad vil du være?”. Jeg startede med at sige skuespiller, og så fik jeg otte minutters foredrag om, hvor svært det var at blive. Året efter sagde jeg stuntmand for at prøve at finde noget, der var lidt mere bredt. Ej, der lå kun to skoler i Danmark, og der blev ikke lavet mange film i Danmark. Året efter igen sagde jeg: skolelærer, og så klappede alle i hænderne. Jeg tænkte bare: Det var godt nok til Kim Larsen, så er det også godt nok til mig. Jeg skulle alligevel ikke arbejde med det, jeg skulle lave musik. Indtil jeg stod på standup-scenen til DM. Den følelse, jeg fik af at få en hel sal til at grine, var så berusende. Det var en øjeblikkelig beslutning, en livsbeslutning. Og så blev den der lærergerning skubbet endnu længere ud i fremtiden, siger Anders.

LÆS OGSÅ: Gina Jaqueline: Det kan godt være, at du kommer fra noget rigtig lort, men du behøver ikke at blive en taber af den grund

En opsang til folket

Han ligner sig selv. Skaldet, ligesom på sin debutaften i 1993. Men en anelse tyndere end dengang, hvor fadøl og smøger udgjorde dagens kost.

– Jeg startede som en rimelig flobby grillmads-sofakartoffel, og så pludselig begyndte jeg at træne i vilden sky og blev lille, tynd og stærk, og så blev jeg fed igen. Min vægt har altid haft meget at gøre med, hvad der er sket i mit liv. Men det har jeg det fint med. Jeg har ikke behov for at dyrke crossfit og
løbe Jorden rundt, men på den anden side vil jeg heller ikke lade stå helt til.

– Ting ændrer sig selvfølgelig med alderen, men alt går ikke ned ad bakke. Lige nu har jeg for eksempel smidt ti kilo, så jeg kan være let til bens i showet, min finmotorik er også blevet bedre, og så har jeg med alderen fået en anden ro, en anden afklarethed, som jeg ikke havde i mine unge dage. Dengang var jeg ung og vred og enøjet. Alting var ”enten eller”. Jeg var hurtig til at dømme folk. Folk, der ikke stemte det samme som mig, var nogle nazisvin, og enten var man en god ven, eller også var man en dårlig ven. Men komikken har været udviklende for mig. Jeg har fundet ud, at hvis man finder et for stejlt ståsted i livet, udvikler man sig ikke. Jeg prøver i dag at blive ved med at forholde mig åbent til verden, for den skifter, og alt det, man ikke lige forstår, behøver ikke nødvendigvis at være dårligt. Hvis nogen siger, man skal være veganer, for ellers spiser man lig og er en idiot, prøver jeg at sortere i det og sige: Jeg er ikke en idiot, og jeg spiser kød, men jeg kan godt se pointen i, at hvis vi alle spiser grøntsager, er det godt for dyrene, verden og CO2-udslippet. I stedet for at vælge det modsatte hold, skal man prøve at se værdien i det, folk siger.

Det er efterhånden blevet Anders’ varemærke at sige noget klogt om os mennesker og samtidig komme med en lille opsang. Hvad enten det drejer sig om, at vi alle bør dæmpe støjen fra telefoner, maskiner, iPads, YouTube og os selv, som han opfordrede til i sit seneste show ”SHH”, eller at man skal tænke på andre før sig selv, for ellers rammer nemesis, som hovedrollen Alex oplevede i filmen ”Sorte kugler”.

Anders Matthesen
Foto: Franne Voigt.

– Jeg vil så pissegerne føle mig relevant og give publikum en oplevelse. Det har fået større og større betydning. Og jo højere stakken i bagkataloget er blevet, jo mere nidkær er jeg blevet med at beskytte den arv. Derfor har jeg også trukket mig tilbage, når jeg ikke har haft noget at byde på. Jeg har lagt mig på hylden for at blive modnet. Jeg prøver hver gang at udkomme i en ny version, og det er nærmest blevet et slags brand. Folk tænker: Gad vide, hvad der kommer næste gang – og det forpligter også. Jeg har ikke travlt med at indkalde til shows, bare fordi jeg gerne vil have en swimmingpool. Så vil jeg hellere æde toastbrød, til der kommer den rigtige idé, for den er meget vigtig.

Men er presset ikke også tilsvarende blevet større på dig?

– Jo, det er det, men hvis jeg ikke kun skal lege tudefjæs, så får jeg også meget mere forærende, end jeg gjorde, da jeg startede. Jeg sælger i dag et show på tre dage, uden at folk ved, om jeg har tænkt mig at male en væg eller synge opera. Jeg har ikke engang trykt en plakat, men bare sagt det på Facebook. Vovestykket er blevet større, og forventningerne er blevet større, men jeg får også et større igangsættende skub for hver gang. Men det gør ikke, at jeg er udødelig, siger Anders.

Her taler han af erfaring. For han har prøvet at ride på den der berømte bølge af succes og pludselig falde.

– Der var et tidspunkt, hvor alt, jeg lavede, blev en succes. Jeg blev kaldt ”Guldanden” i aviserne, jeg havde lavet ”Terkel i knibe”, ”Jul på Vesterbro”, ”Tal for dig selv” og spillet Simon Spies (i musicalen ”Spies” på Østre Gasværk Teater, red.).

”Det der med at få delt sine egne svagheder og småligheder og opdage, at folk griner af det –både fordi de synes, man er latterlig, men også fordi de genkender det i sig selv, tager noget af den ensomhed og skam, man kan gå rundt og gemme på”
Anders Matthesen

Alt, jeg rørte ved, blev til guld, og det begyndte jeg også selv at tro på. Jeg følte, at min tryllestav i lommen kunne få mig lige derhen, jeg havde lyst til. Jeg lavede derefter noget musik, som ikke gik godt. Jeg indså, at jeg ikke bare kunne lave en tegning og tro, at den skulle udgives. Eller sige: Vind mine brugte boxershorts. Der følger et meget stort ansvar med at være succesfuld. Det kan godt være, jeg fik 6 stjerner sidst, men jeg skal også gøre det godt næste gang.

– Jeg er en arbejdsmyre, og jeg har aldrig lavet noget med venstre hånd. Jeg gjorde mig også umage med musikken, men folk har jo ret til ikke at kunne lide det. Ydmyghed har altid været meget vigtig for mig. Jeg vil meget gerne være noget for andre mennesker – og selvfølgelig får mit ego også noget ud af det – men min spillebrik skal ikke være så god som mulig på andres bekostning, siger han.

LÆS OGSÅ: Robert Hansen: Min hjertesygdom og hjerneblødning blev et wakeupcall for mig

Slut med comedy

Siden Anders startede som komiker, har det været vigtigt for ham, at hans materiale ikke kun har været sjovt at se på, men også sjovt at lave. Men livet som komiker er bare ikke altid lige sjovt, har han erfaret.

– Jeg har haft nogle nedture undervejs. Da jeg skulle lave CD’en ”Terkel i knibe”, var jeg midt i en skilsmisse. Jeg gik ikke og græd døgnet rundt, men der var en vis alvor over den tid, som på hjemmefronten handlede om alt andet end at være sjov. Hvor skulle jeg bo? Hvad gjorde vi med fjernsynet? Alt sådan noget, og selvom det var, som det skulle være, stod jeg i en periode, hvor deadlines krævede, at jeg skulle være sjov hver dag klokken 09 til klokken 16, da jeg skulle indtale sjove stemmer. Jeg havde alt muligt andet i mit hoved, det var et langt forløb at lave den plade, og jeg arbejdede hele nætter, hvor jeg kørte på kaffe og smøger. Jeg skulle bare være færdig, og da den var færdig, havde jeg det bare sådan: Okay, så sjovt er det heller ikke at være sjov. Jeg følte en eller anden bitterhed: ”Hvorfor har jeg valgt noget, der skulle være så sjovt og dejligt, og så skal jeg stå som en eller anden hofnar og bræge mærkelige stemmer, når jeg ikke har lyst”. Jeg følte mig svigtet af mit eget arbejde eller i virkeligheden af mig selv. Jeg havde ikke lyttet til mine egne grænser. Derfor mistede jeg lysten til alt, der var sjovt.

Anders Matthesen
Foto. Franne Voigt.

– Jeg fik en lede ved standup-comedy, men jeg hang jo kun ud med komikere dengang. Vi mødtes og drak øl på Comedy Zoo mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, nytår, vi var der altid. Jeg var i en flok, hvor de ikke snakkede om andet end comedy, og til sidst sagde jeg bare: ”Der er øl, smøger, vi har fri, kan vi for helvede ikke snakke om noget andet end comedy?”, og så blev stemningen vildt underlig. Rune Klan sagde bare: ”Har du forstuvet fissen?”, og så snakkede vi ikke mere om det. Jeg var ved at brække mig over det, og ingen kunne forstå det, og jeg kunne heller ikke selv sætte ord på det,
siger Anders.

I en lang periode efter arbejdede han ikke på noget nyt materiale, han kunne ikke. Til gengæld begyndte han at lege.

– Det var en meget, meget mærkelig periode. Hver gang jeg fik en idé, tegnede jeg scenografier af ”Anden på coke?”. Jeg byggede køleskabsmagneter af fimo-ler og bagte dem i ovnen, jeg spillede bas og lavede mad om natten bare for at holde mig vågen. Jeg manglede den overordnede retning i mit liv. Hvordan skulle jeg blive ved med at forny mig selv? Hvordan skulle jeg blive ved med at være sjov?
Anders var færdig med at gemme sig bag fjollede figurer, som han hidtil havde gjort. I det efterfølgende show, han lavede, ”Anden på coke?” i 2006, talte han for første gang om sig selv og sine egne uperfektheder.

”Jeg har ikke travlt med at indkalde til shows, bare fordi jeg gerne vil have en swimmingpool. Så vil jeg hellere æde toastbrød”
Anders Matthesen

– Det der med at få delt sine egne svagheder og småligheder og opdage, at folk griner af det – både fordi de synes, man er latterlig, men også fordi de genkender det i sig selv, tager noget af den ensomhed og skam, man kan gå rundt og gemme på. Det har en terapeutisk effekt, men skaber også en fællesskabsfølelse. Det er en måde at gå ind og opnå et direkte nærvær og fællesskab med andre mennesker, siger han.

LÆS OGSÅ: Ayse Dudu Tepe blev forladt: "Jeg følte, jeg var en kæmpe joke"

Søløven i Santa Barbara

I virkeligheden er det, stand-up-scenen har givet Anders, en mulighed for at blive hørt. For hvis ingen hører det, han tænker og oplever, har det ingen værdi, føler han.

– Jeg har ligesom altid tænkt: Jeg har ikke oplevet noget, hvis der ikke er nogen, der tager imod det. Jeg har altid været dårlig til bare at være der, hvor jeg var. De gange jeg har rejst alene rundt i USA, Brasilien eller Japan, har jeg skrevet meget, meget lange rejsebeskrivelser og sendt det hjem til mine nærmeste venner og min familie. Jeg har altid glædet mig til at gøre mine oplevelser til en historie.

– Jeg kan huske, jeg engang mødte en søløve, da jeg var ude at sejle i en kajak i Santa Barbara. Den stak hovedet op og kiggede på mig. Det var vildt underligt at opleve, og jeg tænkte: Er den giftig? Kan den springe op? Så dykkede den og kom op igen. Men det, jeg hæftede mig ved bagefter, var, hvordan jeg i sekundet, det skete, begyndte at formulere sætninger som ”pludselig var søløven der, så blev vandet atter roligt…” Altså mens jeg oplevede det, sad jeg og fortalte mig selv, hvad der skete. Det er den eneste gang, jeg har været opmærksom på den stemme. Jeg tror altid, den er der, men denne gang blev den kun højere og højere. På en eller anden måde hjælper det mig med at holde oplevelser på plads, når jeg ved, hvordan de skal fortælles videre, siger han, inden han fortsætter:

– Det går selvfølgelig ud over det berømte nu, som vi alle er på jagt efter. Men jeg er ikke god til bare at være… Hvis jeg laver noget rart og hyggeligt med nogen, tænker jeg altid: Lad os tage nogle billeder og sende det til nogen, så de kan se, hvad vi laver. Jeg forstår fint den der Instagram-generation, der ikke kan opleve noget uden at få lortet postet. Men jeg synes også, det er lidt sørgeligt…

Siger han og slår ud i et stort grin.

Anders ved godt, det er mærkeligt, når han er rundet de 43 år, men alligevel kan han ikke lade være med at jagte likes og virtuelle skulderklap. Det er blevet en så stor del af hans liv, af ham.

– Lige for tiden laver jeg hver dag lidt gøgl på min Instagram, fordi der pludselig var bid med noget åndssvagt, jeg lavede med en livsstilscoach. Hurra, der er nogen, der klapper… den følelse er jeg lidt afhængig af. Den giver mig et kick, og jeg får en øv-fornemmelse, når den mangler.

– Hvis der går for lang tid imellem shows, føler jeg mig værdiløs. Jeg føler, jeg står i en stald og venter, og hvis jeg er på den anden side af jorden, og der ikke er nogen, der genkender mig på gaden, kan jeg godt tænke: Her har jeg ingen værdi. De er da høflige nok i Thailand, men de siger ikke: Så du, hvem der gik der… Det er blevet sådan en stor del af mit liv, at det er svært at undvære.

Anders har knoklet for at nå dertil, hvor han er i dag, og selvom han nemt kunne trække stikket, kan han ikke forestille sig et liv uden et publikum. Han har brug for at omsætte sin indre uro til klap og grin. Sådan trækker han vejret på.

– Selve optræde-timerne har været nogle af de lykkeligste i mit liv. De mange, mange timer jeg har stået på scenen de sidste 25 år, har været der, jeg har haft det allerbedst. Det, der varmer mig mest, er, når jeg møder nogen eller får en mail fra folk, der siger, at de synes, at jeg har sagt noget, der har ændret deres liv. Nogen, der havde overvejet selvmord, men har hørt nogle sandheder, som de selvfølgelig har haft inden i sig selv, men som blev vakt til live med noget, jeg sagde. Eller når folk fortæller, at de har grinet sig igennem et sygdomsforløb. Det er meget rørende og gribende.

– Men nogle gange er det, jeg laver, sgu ikke revet ud af en brændende busk, men hold kæft en impact det alligevel kan få. For eksempel lavede jeg den der youtube-figur (til Guldtuben-show 2017, red.), som lige pludselig blev et viralt hit og omtalt i alle aviser. Det havde jeg sgu ikke tænkt, da jeg lavede karakteren. Så det er både en succes for mig, når noget får en form for indflydelse, og når det rører nogen. Alligevel kan jeg stadig godt sidde derhjemme to dage efter et vellykket show og se, at alle ungerne er ved at pisse af grin over en eller anden youtuber, der har skrevet en sang om mælk, og tænke: Okay, jeg er færdig. Det er slut. Men man må tage det som små, hyggelige glæder, når noget går godt. Der er sgu ingen, der ved, om der er comedy til næste år.

Hvem er Anders Matthesen?

AndersM08092018-364-fakta.jpg

Anders Matthesen, født 1975

  • Komiker, skuespiller, musiker og manuskriptforfatter.
  • Aktuel med sit 8. onemanshow ”Anden 25”.
  • Bor på Frederiksberg sammen med Cemille Rosenberg, som også er hans manager, og hendes to børn fra tidligere forhold. Sammen har de sønnen Spencer på syv år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte, Livshistorie og Interview