Der er noget frygtindgydende over Anna Calvi, når hun står på en scene. Det er ikke kun de mørkerøde læber, de mystiske isblå øjne indrammet af en fed, sort kohl og håret, som er skrabet tilbage i en stram knold i nakken, der gør hende intimiderende, selv om det ikke ligefrem trækker i den anden retning. Det er heller ikke i sig selv på grund af hendes 12-14 cm tynde stilethæle eller resten af hendes sceneoutfit, der som ved tidligere optrædener er inspireret af mandlige flamingodansere med sorte højtaljede bukser og en silkebluse – med en udskæring så dyb, at den nærmest er uartig, men som på en og samme tid udstråler, at sangerinden ikke kunne være mere ligeglad. Den største grund til, at Anna Calvi virker på en gang faretruende og forførende, er hendes indiskutable talent. Uanset om man er til den gennemtrængende stemme og det dystre, klassisk rockede og til tider hårde musikalske udtryk eller ej, kan de færreste benægte, at hun har fuld kontrol over såvel sin stemme som de tre-fire elektriske guitarer, hun skifter mellem i løbet af en koncert. Og som hver og en ville nå hende til brystet, hvis man stillede dem oprejst ved siden af hende.
Denne aften er det Berlin, der har fået besøg af rockens nye femme fatale. Alene at dømme efter publikums sammensætning er det tydeligt, at den 33-årige britisk/italienske sangerinde trækker på referencer, der går årtier tilbage, før hun selv blev født. Gråhårede kvinder og mænd på 50-60 plus er ankommet i god tid til koncerten og bænker sig på de tilgængelige siddepladser i den smukke teatersal Heimathafen i Neukölln, hvor de efterfølgende mimer med på en stor del af sangene. Resten af lokalet er fyldt af en særdeles velrepræsenteret gruppe af byens unge i form af en broget blanding af sortklædte indietyper, hipstere med tophuer og piger, der åbenlyst ved, hvor byens bedste genbrugsbutikker gemmer sig. Alle er de kommet for at høre sangerinden, der er blevet kaldt den næste Patti Smith og bl.a. er blevet sammenlignet med PJ Harvey.
Netop sammenligningerne med disse to musikalske ikoner, deres indbyrdes forskellighed til trods, har været fremhævet i stort set samtlige anmeldelser af Anna Calvis selvbetitlede debutalbum fra 2011 og adskillige interviews siden. Anna Calvi trækker lidt på skuldrene over emnet, giver et Mona Lisa-smil og siger så:
“De er begge to nogle fantastiske kunstnere, men det er jo nærmest sådan, at hvis du er kvinde og spiller guitar, bliver du automatisk sammenlignet med PJ Harvey. Der er så få kvinder, der selv spiller musik, at sammenligningsgrundlaget er meget lille. Det er åbenbart umuligt at undgå at blive målt med dem. Men jeg synes faktisk ikke, at jeg på nogen måde lyder som hverken Patti Smith eller PJ Harvey,” siger hun.
Bange for sin egen stemme
To timer inden koncerten møder Eurowoman Anna Calvi backstage. Den dramatiske, selvsikre
figur, hun udgør på scenen, er ikke til stede. I hvert fald ikke fysisk. Her sidder i stedet en meget lille og spinkel pige, der med et løst og luftigt håndtryk virker som en skygge af sit scenealias og mest bemærkelsesværdigt: med en stemme så sart og spæd, at det kræver ualmindelig koncentreret opmærksomhed overhovedet at høre, hvad hun siger. Og det er da heller ikke mange år siden, Anna Calvi slet ikke troede, at hun kunne synge. Faktisk havde hun en decideret fobi over for at høre sin egen stemme. Ikke engang i badet sang hun.
“Jeg var meget bange for at kaste mig ud i at synge og begyndte først på det, da jeg var et stykke oppe i 20’erne. Jeg har en meget lille talestemme og er ikke særlig ekstrovert, så jeg troede faktisk ikke, at jeg var i stand til det,” fortæller sangerinden.
Først i 2006 skete der noget. Anna Calvis forældre skulle sætte deres hus i stand og havde i den forbindelse fjernet alle møblerne. De store tomme stuer og trægulve gav hende en pludselig
lyst til at synge, og for første gang nogensinde kunne hun rent faktisk lide sin egen stemme. Derfor lukkede hun sig inde bag nedrullede gardiner efter at have forvisset sig om, at naboerne ikke kunne høre hende, og øvede sig, indtil hun fandt frem til en stemme og et udtryk, der ligger
så langt fra hendes talestemme og naturlige fremtoning, som det vel overhovedet er muligt.
“Jeg øvede mig virkelig meget. Jeg forsøgte at finde frem til, hvad de kunstnere, jeg godt kunne lide, gjorde. Det var især Nina Simone, Edith Piaf, Elvis og David Bowie. De inspirerede mig meget til at udvikle min måde at synge på, så jeg brugte faktisk bare dem som mine undervisere.”
Det britiske musikmagasin NME har siden kaldt Anna Calvis musik for “en frygtløs afvisning af aktuelle poptrends”.
“Jeg er ligeglad med, hvad der er moderne eller oppe i tiden. Da jeg lavede den første plade, havde jeg ikke engang et pladeselskab og ingen økonomisk støtte, så jeg lavede bare det, jeg havde lyst til. Det er ikke, fordi jeg bevidst er gået efter at lave noget anderledes end alle andre,” siger hun.
Læs videre efter klikket...Vil være kendt for musikken
Anna Calvi er opvokset i en forstad sydvest for London med en britisk mor og en italiensk far, der begge elskede musik. Forældrenes enorme pladesamling betød, at hun tidligt blev introduceret for dels klassisk musik og dels navne som The Beatles, The Rolling Stones, Led
Zeppelin og førnævnte Nina Simone. Hun fik i en alder af seks år overtalt sine forældre til at
få en violin, og da hun var otte, begyndte hun at spille guitar.
“Mine forældre spillede rigtig meget Jimi Hendrix, og jeg var besat af tanken om at lære at spille guitar,” siger sangerinden, som derfor lærte sig selv at spille med på Jimi Hendrixpladerne i barndomshjemmet.
I sine teenageår var Anna Calvi delt mellem musikken og kunsten og troede i mange år, at hun skulle leve af at tegne og male.
“Jeg kan stadig ikke lade være med at se billeder, når jeg hører musik. Nogle gange ser jeg farver og former, andre gange hele historier. Når jeg skriver mine egne sange, ser jeg små film for mig. Men det giver ikke mening at fortælle om dem højt. De giver kun mening i mit hoved,” siger hun.
Anna Calvi endte med at studere musik på universitetet i Southampton, og i 2011 debuterede hun og blev modtaget med overvældende gode anmeldelser. Albummet Anna Calvi blev shortlistet til den prestigefulde britiske Mercury Prize, og hun vandt prisen som årets nye navn ved BRIT Awards i 2012. Samme år blev hun tildelt European Border Breakers Award, som tidligere er gået til bl.a. Adele og Katie Melua. Selv regnede hun med, at albummet ville sælge 5.000 eksemplarer – indtil videre har det solgt 170.000.
Det seneste album, One Breath, der udkom i oktober, er stadig insisterende og intenst, men det er alligevel en anelse mere afdæmpet end forgængeren. Albummet handler om kampen for at komme ud på den anden side af en depression, og Anna Calvi lægger ikke skjul på, at det – som på hendes forrige album – er hendes eget liv, hun synger om.
“Jeg lavede albummet i et år af mit liv, der har været ret turbulent, og det tror jeg ubevidst kom
til udtryk gennem mine sange, og jeg undlod at kæmpe imod det. Jeg føler, at albummet i sidste
ende er fuld af håb. Det handler om øjeblikket, før alting forandres, og en tro på, at du er nødt til at gennemleve selv de ustabile perioder af dit liv for at kunne komme videre.”
Men bortset fra det personlige indhold i hendes musik er hun ikke meget for at gå i detaljer om sit privatliv, og der findes kun meget sparsomme informationer om hende på den front sammenlignet med andre af tidens yngre sangerinder. Hendes personlige tekster, bl.a. nummeret Suzanne and I fra debutalbummet, har dog fået flere medier til at antyde, at sangerinden skulle være biseksuel. Spekulationerne blev ikke mindre af, at hun i 2012 blev spottet i Paris sammen med den danske topmodel Freja Beha, der er kendt for at være mindst lige så diskret omkring sit privatliv, hvilket fik en ellers ikke særlig afslørende YouTube-video af de to til at florere på nettet. Opmærksomheden omkring hendes privatliv og seksualitet er dog endnu inden for rimelighedens grænser, mener hun.
“Jeg tror, at den form for musik, jeg laver, gør, at jeg heldigvis ikke behøver at bekymre mig så meget om den slags. Jeg føler, at jeg er kendt nok for det, jeg laver, at den anden side ikke fylder særlig meget. Jeg synes i hvert fald ikke, at det har været et stort problem indtil videre. Men hvis det begynder at tage overhånd, vil jeg nok have det meget svært med det,” siger hun uden at be- eller afkræfte, om hun har datet Freja Beha eller ej.
Læs videre efter klikket...Klædt på af Gucci
At Anna Calvi værner om sit privatliv, gør hende imidlertid kun endnu mere mystisk og interessant. For hvem er sangerinden, der uden for scenen virker ekstremt indadvendt, er alt andet end højrøstet og mest virker som en forsagt undskyldning for sig selv, mens hun på scenen optræder som dramatisk og passioneret rockdiva? Ifølge hende selv er de vilde og intense optrædener hverken påtagne eller tilfældige.
“Jeg bruger musikken til at udtrykke mig mere frit og fuldkomment. Jeg føler mig afslappet og rolig, når jeg står på en scene, og musikken gør mig stærk og modig. Jeg elsker at optræde, men for mig handler det ikke så meget om selve det at optræde. Det er bare noget, musikken giver mig mulighed for,” siger Anna Calvi.
Sådan har hun ikke altid haft det, og som barn var det hendes introverte side, der dominerede.
“Jeg var ikke et af de der børn, som altid kæmpede for at få opmærksomhed ved at optræde i
alle mulige sammenhænge. Jeg var meget menneskesky. Men jeg føler mig tryg ved musikken, og den får al min nervøsitet og angst til at forsvinde,” siger hun.
Hendes valg af dramatisk makeup og sceneoutfits spiller i den forbindelse en ikke helt ubetydelig rolle. Det er bl.a. hendes interesse for kunst, som har inspireret hende til hendes kamæleontiske forvandling på scenen.
“Den måde, jeg ser ud og klæder mig på, når jeg er på scenen, er min måde at præsentere min
musik på visuelt. Det er ikke det vigtigste for mig, men jeg vil gerne have, at det understøtter mit musikalske udtryk,” siger Anna Calvi.
Hendes personlige stil og fremtoning har givet hende spalteplads i både italiensk og fransk Vogue og har fået flere designere til at få øjnene op for hende. Guccis Frida Giannini klædte hende på til hendes USA-turné i forbindelse med hendes første album, og Karl Lagerfeld, som er en erklæret fan af hendes musik, har fotograferet hende til en kampagne for det eksklusive Chanel-ejede hattemærke Maison Michel. Men selv om hun ofte er blevet inviteret til at sidde på første række til modeshows med andre af tidens feterede stilikoner og sangerinder, har hun de fleste gange takket nej. Ikke fordi hun ikke går op i mode, men som hun tidligere har udtalt:
“Jeg vil ikke være berømt. Jeg vil bare være musiker.”
Anna Calvi besøger København i forbindelse med sin forårsturné. Oplev hende i Amager Bio 20. marts 2014. Billetter på Billetlugen.dk.
Læs også: Mød Coco O: Danmarks nye superdiva
