Anna Thygesen
SPONSORERET indhold

Anna Thygensen: Har valgt at respektere forældres selvmord

Direktør Anna Thygesen har mistet begge sine forældre til selvmord. Hun har håndteret det ved at droppe skyldfølelsen og ved at tilgive dem.

Af: Lene Kjældgaard Foto: Jacqueline Fluri
18. jul. 2012 | Livsstil | ALT for damerne

Anna Thygesen, direktør i kommunikationsbureauet Prime Time, traf tre valg, da hendes forældre valgte at tage deres eget liv. Ikke at føle skyld, at tillade sig selv at nyde livet, og at tilgive. Det fortæller hun i et interview i ALT for damerne, hvor kendte kvinder fortæller om skelsættende begivenheder i deres liv.

"Da jeg var 16 år, blev min far syg og fik en depression. Et år efter valgte han at begå selvmord. Selv om han havde været syg, var det ikke på en måde, hvor man tænkte, at det kunne ende med det. Min mor havde været maniodepressiv, siden jeg blev født, men fik medicin for det, og det var ikke noget, vi mærkede meget til, før min far blev syg. Men min mor var meget lidt rask fra min fars død, til jeg var 21 år, hvor hun også begik selvmord," siger Anna Thygesen til ALT for damerne.

Selvmordene betød, at hun måtte revurdere sit liv, og trods den store sorg besluttede hun, at hun ville have et godt liv.

Læs også: 3 perfekte bøger til liggestolen

Det, at jeg blev alene, fordi mine forældre pludselig var væk på den brutale måde, gjorde, at jeg blev opmærksom på at tage valg i livet og stå ved dem og ikke lade andre træffe valg for mig. Jeg er herre over mit eget liv. Jeg ville vise mine forældre, at jeg ville få et godt liv. Måske er det affødt af, at mine forældre også tog nogle stærke valg, da de begik selvmord. Det var ikke et valg, jeg ville tage, men det var et valg. Jeg elskede mine forældre og har valgt at respektere og acceptere deres valg," siger Anna Thygesen til ALT for damerne.

"Jeg traf også tre andre valg, da mine forældre døde. Det første var ikke at føle skyld. Jeg kunne godt have pisket mig selv og spurgt: Hvorfor var jeg i Israel, da min mor døde, hvorfor var jeg ikke hjemme, havde jeg i virkeligheden ikke set det komme, havde jeg ikke fået et brev, hvor hun næsten ikke kunne skrive om, hvor skidt hun havde det? Nej. Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Skyld kommer der ikke noget godt ud af. Og så valgte jeg at sætte mig selv fri til at spise af livet og nyde det. Og endelig valgte jeg også at tilgive," siger Anna Thygesen.

Læs hele interviewet med Anna Thygesen og andre kendte kvinder som fortæller om et vigtigt vendepunkt i deres liv i denne uges ALT for damerne.