Anne Laxholm
Foto: Mew Dommeren fra "Vild med dans" Anne Laxholm om prioriteringer, familie, kærlighed og dans.

Anne Laxholm: "Den bedste måde at dø på vil være at falde om midt i en quickstep"

Dagen starter med et slag kort ved morgenbordet, men de fleste af hendes øvrige timer er fyldt med tango og vals, og i år er det 15. gang, Anne Laxholm sidder ved dommerbordet i Vild med dans.

Den første tid

– Jeg voksede op i en kernefamilie i Humlebæk. Far var politiassistent, og mor var hjemmegående, men kørte også byens biograf, som min bedstefar havde bygget i 1939. Jeg passede min skole, gik til dans, spillede klaver og opførte mig ordentligt. Når mor sagde, jeg ikke måtte gå i cowboybukser, så accepterede jeg det, og jeg kunne hverken lide at ryge eller drikke. Mit eneste oprør var, at jeg valgte Hans-Henrik. Vi blev dansepartnere, da jeg var 15 og han 17, og lidt senere blev vi kærester. Mine forældre kunne godt lide ham, men min mor og han stødte sammen i temmelig viljestærke konfrontationer. På den måde var det godt, at Hans-Henrik og jeg flyttede til London for at se, hvor langt vi kunne komme med dansen. Planen var at blive en kort periode, men det engelske eventyr kom til at vare i 28 år. Vi gik fra amatørstatus til professionelle, vi stiftede et firma med danseudstyr, og vi fik vores datter Lisamaria. Omkring hendes skolealder måtte vi træffe et valg; skulle hun være engelsk eller dansk, og det sidste føltes mest rigtigt, så i 2001 flyttede vi hjem til Danmark igen.

Tiden lige nu

– Er den travleste tid på året. Sæsonen er i fuld gang på vores dansestudie, og så er der også Vild med dans. Det er 15. gang, jeg er med, men det er med samme forventning, jeg sætter mig ved dommerbordet. Hvad skal vi se i år? Hvem overrasker, og hvem vinder folks hjerter? Dans kan vække store følelser, tårer og latter, og det er et univers, jeg aldrig bliver træt af. Når der ikke er dans, dans, dans på mit skema, spiller jeg så meget golf, som tiden tillader. Jeg er blandt andet engageret i Pink Cup, der er en turnering til fordel for brystkræftsagen. Jeg er også ambassadør for Osteoporoseforeningen og vil generelt gerne bruge mere tid på velgørenhed.

LÆS OGSÅ: Gina Jaqueline: Det kan godt være, at du kommer fra noget rigtig lort, men du behøver ikke at blive en taber af den grund

Den bedste tid på dagen

– Der er to favorittidspunkter. Den ene er om morgenen, når jeg står op cirka klokken 7.30 og får dagens første kop kaffe. Det er sådan en magisk lille stund, og kort efter er jeg klar til et slag kort med Hans-Henrik. Vi spiller 500 hver morgen, og det har vi gjort i mange år. Mens kort, råb og eder flyver over bordet, får vi vendt dagens program, inden vi går i gang med det, vi skal. En del timer senere kommer mit andet yndlingstidspunkt, og det er når jeg kommer hjem fra dansestudiet om aftenen. Træt, men med en god følelse i hoved og krop slutter jeg dagen med stille hygge i sofaen med en serie på enten Netflix eller HBO.

Anne Laxholm
"Vi spiller 500 hver morgen, og det har vi gjort i mange år. Mens kort, råb og eder flyver over bordet, får vi vendt dagens program." Foto: Mew.

Den bedste tid på året

– Jeg kan lide alle årstider. Sådan en sommeraften på golfbanen, hvor det stadig er lyst og lunt klokken 21, og der kommer et dådyr springende hen over det niende hul, er fantastisk. Og efteråret med alle farverne og den tidlige skumring. Eller julen med dens traditioner, pynt og de mange lys i mørket ude og inde. Januar og februar kan være tunge, men Hans-Henrik og jeg plejer at rejse til Portugal og spille golf efter nytår. Der er ikke bragende varmt, men lunere end herhjemme, og går det helt galt med vejret, kan vi altid spille 500 på hotellet.

LÆS OGSÅ: Sara Marie Maltha August: "Det var både den bedste og den værste tid, da Bille og jeg mødte hinanden"

Den bedste tid i livet

– De følelser, der følger med at få et barn, kan ikke måles med noget andet, så Lisamarias ankomst til verden i 1989 åbnede et helt særligt kapitel. I forhold til dansen har der været mange store øjeblikke, men jeg husker helt særligt oktober 1978, hvor vi dansede i Royal Albert Hall, og jeg havde en ”ud af kroppen-oplevelse”. Hans-Henrik og jeg dansede det bedste, vi nogensinde havde gjort, og jeg fik følelsen af at kunne se publikum, salen og os, der dansede, fra et punkt ovenover os. Det var ganske specielt.

Den værste tid i livet

– Det var ikke nemt at komme tilbage til Danmark efter de mange år i London. Min mor var død kort tid inden, og vi flyttede ind i hendes hus – mit barndomshjem. Jeg havde en slags andægtighed omkring det og ville ikke flytte rundt på noget. Vores egne ting blev opmagasineret, og der var hele tiden noget, der manglede. Jeg var ved at blive tosset, og det gjorde det ikke bedre, at jeg kom i overgangsalderen i samme periode. Og i det hele taget skulle finde ud af at bo i Danmark igen. Alene sproget var en udfordring, for jeg talte den slags Dronning Margrethe-dansk, man havde talt tre årtier tidligere. Det tog et par år, før alting faldt på plads. Dansestudiet blev etableret, vi fik vores eget hus og ja, så fik jeg også en forespørgsel, om jeg ville være med i Vild med dans.

Hvis jeg fik en billet til en tidsmaskine

– Så ville jeg rejse tilbage til 1989, da jeg fik min datter. Og ikke nøjes med seks ugers barsel! Vi havde firma i London, og det skulle passes, så jeg havde Lisamaria med i en moseskurv. Tanken var, at firma og baby sagtens kunne kombineres, men sådan en lille størrelse er krævende. Hun skreg i vilden sky, og hvis jeg var optaget, og en af de ansatte tog hende op, fik jeg dårlig samvittighed og var bange for, at Lisamarie skulle tro, en anden var hendes mor. Al den stress, der fulgte med, er den væsentligste grund til, at vi ikke fik flere børn. I dag tænker jeg, at vi skulle have prioriteret anderledes.

Når jeg kigger på klokken ...

MEW_6865.jpg

… ser jeg på det George Jensen-ur, jeg fik af min mand i julegave i 1988. Året forinden havde jeg fået en støvsuger og en elpisker, og måske fornemmende han, at det vakte behersket glæde, så der skulle kompenseres lidt. Uret lå i øvrigt gemt i en større pakke, hvor det første, jeg fik øje på, da jeg åbnede den, var et par triste grå tøfler. Min mand har aldrig manglet humor ...

Man siger, tid er penge?

– Det er der en sandhed i, når vi bruger en stor del af livet på at arbejde for en løn, men med alderen bliver det tydeligt, at ikke alt kan købes for penge. Et godt helbred, kærlighed, oprigtigt venskab etc. Samtidig er det utopisk at leve uden penge, og det er vigtigt for mig at se frem til en økonomisk tryg alderdom. Min mor sagde: ”To kroner ind, to kroner ud; så stemmer regnskabet”, men det er klogt at lægge lidt til side. Indimellem er det dog ret skønt at tage ud og solde. Jeg elsker tøj, bukser og bluser, men i skobutikkerne bliver jeg ramt af forvirring; skal jeg have blå, sorte eller brune sko? Skal de være flade eller med hæl? Det bliver sådan en fjollet stor beslutning for mig.

LÆS OGSÅ: Anette Støvelbæk om sit spontane ægteskab med Lars Mikkelsen: ”De synes, vi var tossede”

Om biddet fra tidens tand

– Jeg ser på mit spejlbillede med kritiske øjne, men det har jeg såmænd gjort hele livet, for det følger med dansens verden. Nu, hvor jeg nærmer mig de 70, forliger jeg mig med, at ansigtet ikke er glat, og jeg bruger ikke dyre skønhedsbehandlinger, botox og den slags. Til gengæld går jeg jævnligt til frisøren og får lavet highlights. På sigt regner jeg med, at håret af sig selv bliver hvidt, men indtil videre er der kun lidt gråt, og så må der kemi til. Jeg griber også ind, hvis bukserne begynder at stramme. Tre dage på juice giver det ønskede vægttab, men det betyder også, at jeg får genstartet mig selv til være opmærksom på, hvad jeg putter i munden. Har jeg brug for mere end et stykke kage? Er svaret ja, spiser jeg med fornøjelse, men det skal ikke være en tankeløs vane.

Den sidste tid

– Jeg har altid sagt, at den bedste måde at dø på vil være at falde om midt i en quickstep. Dog har jeg nu, hvor jeg er blevet ældre, ændret det til en slowfox. Nej, spøg til side. Det, der er vigtigt omkring den sidste tid, er, at jeg kan ældes med værdighed og bevare mig selv som et genkendeligt menneske. Tanken om at miste forstand og nærvær er forfærdelig. Fysisk svækkelse er nemmere at håndtere, og når jeg ikke kan danse og spille golf mere, må jeg finde på noget andet at foretage mig. Måske blive rigtig dygtig med computeren. Og spille kort med Hans-Henrik. Jeg håber selvfølgelig, vi må få mange flere år sammen. Når man – som vi – har været sammen siden teenageårene, er det umuligt at forestille sig et liv uden den anden, men en af os bliver jo alene engang. Om døden tænker jeg, at der må være et eller andet på den anden side, for hvad er ingenting? Jeg er ikke troende i traditionel bibelsk forstand, men jeg kan godt lide tanken om en slags genopstandelse, og at vi kommer tilbage. Måske bare som en lille blomst. 

Hvem er Anne Laxholm?

  • Navn: Anne-Margrethe Laxholm.
  • Født: 1951.
  • Privat: Gift med Hans-Henrik, mor til Lisamaria (28 år).
  • Fagligt: Uddannet tresproglig korrespondent, men har fyldt sit liv med dans og vundet adskillige mesterskaber herunder både VM, EM og DM.
  • Driver dansestudiet Laxholm Dance Academy sammen med sin mand.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Dans og Livsstil