Anne Laxholm: "Den bedste måde at dø på vil være at falde om midt i en quickstep"

Den første tid

– Jeg voksede op i en kernefamilie i Humlebæk. Far var politiassistent, og mor var hjemmegående, men kørte også byens biograf, som min bedstefar havde bygget i 1939. Jeg passede min skole, gik til dans, spillede klaver og opførte mig ordentligt. Når mor sagde, jeg ikke måtte gå i cowboybukser, så accepterede jeg det, og jeg kunne hverken lide at ryge eller drikke. Mit eneste oprør var, at jeg valgte Hans-Henrik. Vi blev dansepartnere, da jeg var 15 og han 17, og lidt senere blev vi kærester. Mine forældre kunne godt lide ham, men min mor og han stødte sammen i temmelig viljestærke konfrontationer. På den måde var det godt, at Hans-Henrik og jeg flyttede til London for at se, hvor langt vi kunne komme med dansen. Planen var at blive en kort periode, men det engelske eventyr kom til at vare i 28 år. Vi gik fra amatørstatus til professionelle, vi stiftede et firma med danseudstyr, og vi fik vores datter Lisamaria. Omkring hendes skolealder måtte vi træffe et valg; skulle hun være engelsk eller dansk, og det sidste føltes mest rigtigt, så i 2001 flyttede vi hjem til Danmark igen.

Tiden lige nu

– Er den travleste tid på året. Sæsonen er i fuld gang på vores dansestudie, og så er der også Vild med dans. Det er 15. gang, jeg er med, men det er med samme forventning, jeg sætter mig ved dommerbordet. Hvad skal vi se i år? Hvem overrasker, og hvem vinder folks hjerter? Dans kan vække store følelser, tårer og latter, og det er et univers, jeg aldrig bliver træt af. Når der ikke er dans, dans, dans på mit skema, spiller jeg så meget golf, som tiden tillader. Jeg er blandt andet engageret i Pink Cup, der er en turnering til fordel for brystkræftsagen. Jeg er også ambassadør for Osteoporoseforeningen og vil generelt gerne bruge mere tid på velgørenhed.

LÆS OGSÅ: Gina Jaqueline: Det kan godt være, at du kommer fra noget rigtig lort, men du behøver ikke at blive en taber af den grund

Den bedste tid på dagen

– Der er to favorittidspunkter. Den ene er om morgenen, når jeg står op cirka klokken 7.30 og får dagens første kop kaffe. Det er sådan en magisk lille stund, og kort efter er jeg klar til et slag kort med Hans-Henrik. Vi spiller 500 hver morgen, og det har vi gjort i mange år. Mens kort, råb og eder flyver over bordet, får vi vendt dagens program, inden vi går i gang med det, vi skal. En del timer senere kommer mit andet yndlingstidspunkt, og det er når jeg kommer hjem fra dansestudiet om aftenen. Træt, men med en god følelse i hoved og krop slutter jeg dagen med stille hygge i sofaen med en serie på enten Netflix eller HBO.

Den bedste tid på året

– Jeg kan lide alle årstider. Sådan en sommeraften på golfbanen, hvor det stadig er lyst og lunt klokken 21, og der kommer et dådyr springende hen over det niende hul, er fantastisk. Og efteråret med alle farverne og den tidlige skumring. Eller julen med dens traditioner, pynt og de mange lys i mørket ude og inde. Januar og februar kan være tunge, men Hans-Henrik og jeg plejer at rejse til Portugal og spille golf efter nytår. Der er ikke bragende varmt, men lunere end herhjemme, og går det helt galt med vejret, kan vi altid spille 500 på hotellet.

LÆS OGSÅ: Sara Marie Maltha August: "Det var både den bedste og den værste tid, da Bille og jeg mødte hinanden"

Den bedste tid i livet

– De følelser, der følger med at få et barn, kan ikke måles med noget andet, så Lisamarias ankomst til verden i 1989 åbnede et helt særligt kapitel. I forhold til dansen har der været mange store øjeblikke, men jeg husker helt særligt oktober 1978, hvor vi dansede i Royal Albert Hall, og jeg havde en ”ud af kroppen-oplevelse”. Hans-Henrik og jeg dansede det bedste, vi nogensinde havde gjort, og jeg fik følelsen af at kunne se publikum, salen og os, der dansede, fra et punkt ovenover os. Det var ganske specielt.

Den værste tid i livet

– Det var ikke nemt at komme tilbage til Danmark efter de mange år i London. Min mor var død kort tid inden, og vi flyttede ind i hendes hus – mit barndomshjem. Jeg havde en slags andægtighed omkring det og ville ikke flytte rundt på noget. Vores egne ting blev opmagasineret, og der var hele tiden noget, der manglede. Jeg var ved at blive tosset, og det gjorde det ikke bedre, at jeg kom i overgangsalderen i samme periode. Og i det hele taget skulle finde ud af at bo i Danmark igen. Alene sproget var en udfordring, for jeg talte den slags Dronning Margrethe-dansk, man havde talt tre årtier tidligere. Det tog et par år, før alting faldt på plads. Dansestudiet blev etableret, vi fik vores eget hus og ja, så fik jeg også en forespørgsel, om jeg ville være med i Vild med dans.

Hvis jeg fik en billet til en tidsmaskine

– Så ville jeg rejse tilbage til 1989, da jeg fik min datter. Og ikke nøjes med seks ugers barsel! Vi havde firma i London, og det skulle passes, så jeg havde Lisamaria med i en moseskurv. Tanken var, at firma og baby sagtens kunne kombineres, men sådan en lille størrelse er krævende. Hun skreg i vilden sky, og hvis jeg var optaget, og en af de ansatte tog hende op, fik jeg dårlig samvittighed og var bange for, at Lisamarie skulle tro, en anden var hendes mor. Al den stress, der fulgte med, er den væsentligste grund til, at vi ikke fik flere børn. I dag tænker jeg, at vi skulle have prioriteret anderledes.