Anne Sofie Allarp

Foto: PR "Med de 50 år er der kommet sådan et overskud, en tilbagelænethed, en nultolerance for bullshit og et blik for, hvad der har værdi i tilværelsen," lyder det fra Anne Sofie Allarp.

"Det er nok grunden til, at der er mange skilsmisser i vores generation"

I anledning af kronprinsesse Marys 50 års fødselsdag har ALT for damerne bedt en række kendte kvinder, der ligesom Mary er født i 1972, om at tegne et billede af både kronprinsessen og den generation, hun er en del af.

Hvilke tanker gør du dig om at fylde 50 næste gang?

"Jeg synes virkelig, det er en underrapporteret behagelig tilstand at nærme sig de 50. Der er jo selvfølgelig det med kroppen, at den bliver ældre. At den begynder at skrante og gøre ondt forskellige steder. Og det er måske det værste. Men jeg er helt pjattet med den her alder, fordi man ligesom slipper alle tanker om, hvad andre mener om en – det har nu aldrig påvirket mig så meget igen, men jeg er i hvert fald fuldkommen ligeglad med det nu. Det kommer sådan et overskud, en tilbagelænethed, en nultolerance for bullshit og et blik for, hvad der har værdi i tilværelsen."

Hvilke værdier har formet jer kvinder fra årgang 1972?

"Vi ligger lidt mellem to oprørsgenerationer, vores forældre og vores børn. Vi er rundet af en ret ung forældregeneration, som har levet et vildt voksenliv og defineret sit eget spor i opgør med tidligere tiders værdier og traditioner, og jeg synes, at det har påvirket os ret meget. Vi er produktet af nye samlivsformer, nye familietyper, skilsmisser..."

LÆS OGSÅ: Anne Glad om ny livsfase: "Det er på en måde megaspændende"

"Vores forældre skulle finde sig selv, samtidig med de også skulle tage sig af os børn, og det tror jeg på flere måder har sendt os ind i en større introspektion end den tidligere generation og på en anden måde end den unge generation nu. Det har været vigtigt for os at bruge tiden på at være forældre og sætte nogle ordentlige rammer for børnene, og mændene i vores generation har været på banen på en helt anden måde end deres egne fædre."

Hvilke forventninger er I gået ud i livet med?

"Vores forventninger til familielivet har nok været lidt urealistiske, men de er helt klart skabt i modstrid med den barndom, vi har haft. Vi er nok blevet lidt mere konservative, hvis jeg skal sætte det på spidsen. Det er vi i hvert fald i vores familieformer, og mange af os haft nok haft en tendens til at sige, at hvis der er ballade, utroskab eller noget som helst andet, vil vi hellere kaste parforholdet bort. Vi har skabt nogle forventninger til det nære, som det nære ofte ikke kan leve op til. Og de er nok grunden til, at der også er mange skilsmisser i vores generation."

Hvad med karrieren?

"Vi er gået ind på et arbejdsmarked, der har været ret meget vendt imod os, og som har udsat os for en række ting, vi ligesom har måttet deale med. Personligt har jeg næsten altid været i mandsdominerede brancher, indtil jeg kom ind i mediebranchen. Vi er ikke blevet opdraget til at sætte grundlæggende spørgsmålstegn ved de vilkår, for i virkeligheden var den værdi, vi fik med fra vores mødre, at vi bare skulle blive dygtigere end mændene, arbejde hårdere og bide resten i os, for så skulle vi nok klare os. Jeg synes, vi har manglet at tage et fundamentalt opgør med nogle af de strukturer, der har bremset os."

"Det er jo også fuldstændig forkert i øvrigt. For man kan sagtens være dygtigere og mere hårdtarbejdende uden at komme særligt langt på grund af de strukturer, der er – det kan man jo se med blandt andet de Metoo-skandaler, der er kommet frem nu. Jeg tror, at det for mange har betydet, at vi i et eller andet omfang også har måttet nedjustere vores forventninger i forhold til karriere og arbejdsliv."

LÆS OGSÅ: Maren Uthaug om kronprinsesse Mary: "Jeg så det der klip på Facebook..."

Hvordan ser du Kronprinsessen som rollemodel?

"Vores mødre var enormt bevidste om, at det værste, man kunne blive, var afhængig af en mand. Der var meget få af os, der lærte at lave mad – det var drengene, der fik lov til det. Da vi var unge, vidste mændene godt, at det med at kunne lave en tre-retters menu gav en rigtig god markedsværdi. Så mens de lærte at lave mad, blev vi gennet ud for at få en uddannelse. Så der har været en form for selvstændiggørelse."

"Og der kan man jo sige, at den rolle, Kronprinsessen udfylder, på mange måder er et modbillede på det. For hun har jo kun den funktion i kraft af sin mand og er på den måde afhængig af ham. Men det er en del af den pakke, hun har købt ind på ved at gifte sig med den mand, hun elskede. Jeg synes, hun udfylder den rolle meget kompetent og professionelt. Hun fremstår som et varmt og favnende menneske, og tilføjer en naturlighed, værdighed og charme til kongehuset. Og det er ikke nemt, når der er så meget spot på."

Om Anne Sofie Allarp

  • Fylder 50 i november.
  • Jurist, forfatter, podcastvært og politisk kommentator. Har en datter på 12 og en søn på ni.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kongelige og Livsstil

610x200_woordy_dmjpg.jpg