Anne Sophia Hermansen: Jeg var ved at krepere af kedsomhed

– Efter fem år som meningsdanner er jeg ved at være træt af debat. Træt af ævl og kævl og krig og af at producere en ny mening hver uge. Af og til mener jeg jo ikke en skid! Men det er også vemodigt at sige farvel til. Jeg har nydt det privilegium at være meningsdanner og er stolt af at have tilkæmpet mig så fremtrædende en position. Jeg bliver ofte kontaktet af kvinder, der fortæller, at jeg har givet dem lyst til at blande sig i den offentlige debat. Den slags bliver jeg altid meget glad for.

Hvorfor sagde du ja til jobbet på TV2 Finans?

– Jeg var ved at krepere af kedsomhed i min stilling som pressechef i den finansielle sektor. En dag sagde jeg op uden at have noget andet på hånden. Kort efter blev jeg kontaktet af TV2. Jeg glæder mig helt vildt meget til at arbejde mere med den finansielle verden, fordi der er så meget sociologi, politik og craziness vævet ind i den. Finans er ikke bare finans. Det er her, du finder de virkelig store forbrydere. Og helte.

Vi vil gerne sige farvel med manér, så vi giver Anne Sophia Hermansen mulighed for at lufte sine måske allersidste meninger i fuld offentlighed. Vær klar til at blive rusket!

LÆS OGSÅ: Trine Panum - Derfor tager jeg orlov fra TV2

Om at være kontroversiel

– Jeg er blevet kaldt så meget. I begyndelsen var jeg meget opmærksom på andres mening og nok også for opmærksom, i dag er jeg opmærksom på helt bestemte menneskers meninger. Jeg ville ønske, jeg havde haft det filter til at begynde med. Da jeg skrev de første indlæg for Berlingske, faktisk hele det første år, blev jeg ofte chokeret og ked af det, når jeg stak hovedet ned i kommentarkloakken. Tænk, at folk, der ikke kendte mig, kunne finde på at skrive så ubehagelige ting. I dag læser jeg ikke deres gakkelak. Men det bekymrer mig, at reaktionerne er så voldsomme, for jeg tror, det er en af grundene til, at så få kvinder blander sig i debatten. De synes ikke, det er sjovt at blive kaldt medieluder, klamme kælling, lesbisk møgso eller truet med voldtægt. Og det er det heller ikke.

– Mænd får også meget shit, de bliver svinet til og truet med vold. Lad os ikke glemme det. Kvinder får specifikt mange kommentarer på deres udseende og alder. Da jeg fyldte 40, skrev folk igen og igen, at jeg nu var midaldrende. Uha. Som om det var et helt særligt skældsord, og som om jeg ikke kunne finde ud af at læse min egen fødselsattest. Vi tror ofte, det er den vrede hvide mand, der gør livet surt for kvinder, der træder offentligt frem. Men de værste og de ledeste kommentarer, jeg har fået, har faktisk været fra kvinder.

Om kvinder i bestyrelser

– Jeg forstår ikke kvinder, der drømmer store drømme om at sidde i bestyrelser sammen med en flok gamle nisser og pille i papirer. Vi hører tit, at kvinder føler sig holdt ude, men hvis man kigger efter, har yngre mænd og folk af anden etnisk herkomst også svært ved at komme ind. Danske bestyrelser er enormt provinsielle.

Om undertrykte kvinder – og det modsatte

– Kvinder er ikke undertrykt, ikke den yngre generation i al fald. Jeg har respekt for det store ligestillingsarbejde, som tidligere Kvinfo-formand Elisabeth Møller Jensen, Ritt Bjerregaard og andre har gjort, men den generation af kvinder forstår ikke, at min generation har andre erfaringer end dem. Det er kønsdebattens tragedie. Man kan sige, at pionerfeministerne har vundet krigen, men tabt freden. Ligesom de bekæmpede mænd, som, de mente, var undertrykkere, bekæmper de nu yngre kvinder, som tænker anderledes end dem.

– Jeg har selv oplevet deres vrede mange gange. Men min generation er ikke vokset op i en kvindeundertrykkende mandeverden, vi er vokset op i en særdeles kvindevenlig verden med work/life-balance, kvoter, lederprogrammer specifikt for kvinder og institutioner med længe åbent. Takket være de fantastiske feminister! Og personligt er jeg blevet tilbudt en hel masse fede ting, fordi jeg er kvinde, også ting, som mænd omkring mig har været mere kvalificeret til. Jeg føler mig i det hele taget meget privilegeret.

Om barselsorlov

– Mange kvinder henter en stor del af deres identitet fra det at være mødre. I min generation er der ligefrem skabt en kult omkring moderskabet, og veluddannede kvinder, som i universitetsårene ville være forsvarsadvokater eller læger uden grænser og rock the world, de sidder nu og strikker pathatte eller deltager i ammedemoer på Rådhuspladsen. Deres horisont har de helt tabt ned i junosengen. Synd, synes jeg.

LÆS OGSÅ: Kendiskokkens nedtur - Kvælertag, coke og skilsmisse

Om kønsdebatten

– Kønsdebatten er det rene nitroglycerin, kun integrationsdebatten er mere sindssyg. Da en muslimsk censor sidste sommer nægtede at give kvindelige elever hånden, havde vi "der totale Krieg" – både køn OG islam. Kønsdebatten løber i reglen løbsk, fordi debatter ofte opbygges som et kryds mellem to mennesker, der kommer fra hver sin planet. Og journalisten gider ikke researche, så det er de samme spørgsmål, der stilles igen og igen. Når jeg bliver kontaktet af en journalist, spørger jeg altid, hvem jeg vil blive sat sammen med. Og så takker jeg nej, hvis det er en af kønsgakkerne, dvs. en af dem, der kommer for at skændes i stedet for at drive samtalen videre.

Om dameblade

– Jeg læste engang mange dameblade. En dag opdagede jeg, at jeg aldrig kunne huske noget fra dem. Hver uge eller måned var der interview med en ny kvinde, der lige havde udgivet en bog, noget musik, designet noget tøj, den slags. Hun var der for at sælge et eller andet. Men jeg vil hellere læse om nogen, der har noget på hjerte. Jeg kan godt lide at læse om folk, der har lært noget af tilværelsen, lavet fuckups og rejst sig igen. Jeg er ret ligeglad med, hvad en 16-årig model mener om Instagram.

– Jeg har selv optrådt i ALT for damerne flere gange, og det har jeg det fint med, fordi jeg netop følte, at jeg havde noget på hjerte. Hvis jeg mente, at mine holdninger fik mindre vægt af at stå i ALT for damerne, ville jeg ikke stille op til interview. For nylig havde ALT for damerne en overskift på forsiden der lød "Hvornår er voldtægt din egen skyld?" Jeg tænkte, at det var en upassende provokation for at få flere til at købe bladet. At jeres kommercielle overvejelser overskyggede de etiske. Men debatten gik som sædvanlig over gevind og spredte sig som en kønssygdom. I Danmark har vi store debatter om ret små ting.

Om kvinder og penge

– Jeg har selv fjumret rundt i min økonomi og overladt den til andre. Indtil jeg en dag blev alene og var nødt til at tage skeen i den anden hånd. Der lærte jeg også at lønforhandle. Jeg er ikke født med et kæmpestort selvværd, men jeg har lært at have respekt for det, jeg kan. Og det vil jeg have penge for. Mange tror, at jeg ikke har fået en krone som blogger, fordi så mange arbejder gratis, men jeg gør ikke noget gratis for store virksomheder. Og jo mere jeg er blevet svinet til i kommentarsporet på Berlingske, desto flere penge har jeg villet have for mit arbejde.

Om Gud

– Der findes ingen gud. Jeg tror heller ikke på trylletræer, forheksede æbler eller Helligånden. Forleden var jeg til begravelse sammen med min søn. Hans klassekammerat havde mistet sin far, og moren var også død for et par år siden. Nu sad der så en datter tilbage på ni år. Jeg forstår ikke dem, der kan tale om en kærlig og barmhjertig gud. Det er ren syresnak for mig.

Om folkekirken

– Jeg meldte mig ud af folkekirken for et par år siden. Jeg burde have gjort det for længe siden. Anledningen var, at der var præster, der ikke ville vie homoseksuelle. En kirke, der på den måde skelner mellem forkert og rigtig kærlighed, er ikke noget for mig. I mine øjne er folkekirken ikke en kirke for folket, men en kirke for reaktionære kernefamilier og middelalderlige præster. De penge, jeg hvert år betalte i kirkeskat, har jeg nu øremærket undertøj.

Om folkeskolen

– Det var vores ønske, at vores søn skulle gå i folkeskolen. Men vi mødte lavt engagement, høj fraværsprocent, grov mobning, vold i skolegården og børn, der sked i håndvasken. Og så gav det ikke nogen mening. Jeg har selv gået i folkeskole som barn. Jeg fik senere en lang universitetsuddannelse, men min storebror gik ud af nøjagtigt samme skole som funktionel analfabet. Det sker for mange. Op imod hver fjerde dreng går ud af folkeskolen uden at kunne læse, regne og skrive særligt godt. Det er et rystende svigt fra politisk hold, at man ikke lukker dårlige folkeskoler eller fyrer de ringeste lærere. Børnene betaler prisen. Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt.

Om Kvinfo og Det Etiske Råd

– Kvinfo er en mærkelig lille institution som fortjener at blive lukket og udstillet på Nationalmuseet sammen med lertøj fra oldtiden, klunkehjem og andet fra dengang, der var virkelig ulighed til. Det Etiske Råd er også en overflødig organisation.

LÆS OGSÅ: Hvad skal vi med feminismen?

Om manden – det svage køn

– Den næste store ligestillingskamp er for mændene. Jeg forstår ikke de feminister, der siger, at de vil have ligestilling, men samtidig virker revnende ligeglade med, at så mange drenge bliver tabt i skolen, eller at hver fjerde mand i provinsen er uden uddannelse, uden job og uden fremtid. Ligestilling handler vel også om mænd. Så i stedet for at bruge en masse krudt på at diskutere amning på caféer, og om mænd må kigge på os, hvis vi går ned ad strøget og viser hele frugtskålen frem, skulle vi tage at diskutere, hvordan vi skaber en bedre skole – især for drengene.

Om at uploade billeder på sociale medier

– Jeg uploader også billeder af min mad og mand. Det sker dog relativt sjældent. Som regel er mine billeder en kommentar til noget politisk eller samfundsmæssigt og ryger bagefter på Twitter. Jeg har ikke længere lyst til at dele så mange private ting. Holdninger, gerne, men jeg er med årene blevet meget mere privat. Jeg er også stået af Facebook. At årets ord er "selfie" siger mig, at vi burde trække hovedet ud af måsen og vende blikket mod verden i stedet for.

Om mænd og barsel

– Personligt kender jeg ingen, der har så betydningsfuldt et job, at de ikke kan tage tre måneder med deres barn. Undtagen Obama, måske. Men det her handler ikke kun om mænd. Det handler også om, at mange kvinder ikke vil dele barslen med deres mænd. De betragter barnet som deres personlige ejendom. Det ser vi f.eks. i forbindelse med skilsmisser, hvor kvinder ikke altid kan finde ud af at unde deres børn en far. De samme kvinder er sjovt nok ofte helt fremme i ligestillingsbussen og vil have pladser direktioner og bestyrelser, de vil have karrierejob og store pensioner, men de vil ikke lid nogen afkald – f.eks. være kort tid på barsel – og de vil heller ikke deles om børnene Med andre ord kræver de ligestilling på arbejdsmarkedet, men når det kommer til børnene – så bestemmer mor! Men derudover forstår jeg godt de mænd, der helst vil have sig frabedt at stå med lortebleer eller sidde og klappe kage med en baby. Jeg elsker min søn, men jeg syntes også, det var røvsygt at være på barsel.

Om juridisk abort til mænd

– Det er det sidste store tabu i ligestillingsdebatten. At mænd også skal have mulighed for fri abort. Det betyder ikke, at de kan tvinge kvinder til at få foretaget en abort, men det betyder, at mænd, der f.eks. har mødt en tilfældig kvinde i byen og knaldet uden beskyttelse, skal have mulighed for at vælge, om de vil danne familie med hende eller ej. I dag er det alene kvindens beslutning.

– Da jeg var 14-15 år, gik jeg i klasse med en fyr, hvis storebror havde gjort en 15-årig gravid. Hun fik barnet, og han lå efterfølgende i årevis og stirrede ind i væggen. Hvorfor siger vi kun, at det er kvinder, der kommer i ulykke? Mænd gør også. Jeg mener, at mænd inden for de første tre måneder skal have mulighed for at til- eller fraskrive sig det juridiske, sociale og økonomiske ansvar for et barn. Mænd skal have ret til at vælge, om de vil være fædre eller ej. Jeg forstår ikke kvinder, der vælger at give deres barn det sår, at faren fra begyndelsen har sagt, at han ikke vil have det. Det er egoisme i sin allermest rene og hjerteløse form.

Om kvindelige meningsdannere

– Der er ret få kvindelige meningsdannere. Det findes der sikkert mange forklaringer på, men her er mit bud: Mange kvinder gider ikke bruge deres lørdag aften på at sidde i Deadline og skændes med en eller anden. I Danmark er en debat ofte sådan skruet sammen, at du har X, der mener et eller andet, og så Y, der hellere vil dø end mene noget så infantilt, fucking latterligt som X.

– Jeg er selv gået helt kold på den slags og sagde sidste år nej til næsten al debat i Deadline, Debatten på DR 2, P1 Debat og til 24syv. Ingen bliver klogere af at se to brøleaber sidde og skabe sig – debat er kort sagt blevet til en gang Robinson for intellektuelle. Men jeg tror som sagt også, at kvinder betakker sig, fordi man risikerer at blive svinet til. Og kvinder – det er i al fald min oplevelse – er meget optagede af, hvad andre tænker. Vi kigger meget til siden. På de andre. Hvad synes de, hvad mener de om mig? Det vigtigste, jeg har lært af årene som meningsdanner, er at være ligeglad med tilfældige menneskers meninger.