Asta Selloane Sekamane
Foto: Privat Asta Selloane Sekamane mener, at alle skal tale med deres børn om racisme. For hvis hvide mennesker tager snakken med deres børn, kan hun forhåbentlig udskyde snakken med sine tre, sorte drenge, siger hun.

Racisme i Danmark

”Det er et privilegie at lære om racisme og ikke opleve det”

30-årige Asta Selloane Sekamane er mor til tre, sorte drenge og ved, at hun bliver nødt til at tale med dem om racisme. For det er ikke et spørgsmål om, hvis de bliver udsat for racisme, men når. Her er Asta Selloane Sekamanes fortælling om at være sort kvinde i Danmark.

Jeg er blevet mødt med racisme hele mit liv.

Og jeg troede i mange år, at det var min egen skyld.

Men jeg har arbejdet med mine traumer, så jeg bedre kan forberede og beskytte mine børn.

Min bekymring omkring racisme er klart størst i forhold til mine drenge.

De skal ikke vokse op og føle sig forkerte på grund af deres hudfarve.

Læs også: ”Når det var vinter, brugte drengene det som en undskyldning for at vaske mig ren i sneen”

Som alenemor til tre, sorte drenge bliver jeg nødt til at tale med dem om racisme.

For det er ikke et spørgsmål om, hvis de oplever det. Det er et spørgsmål om når.

En chokoladebaby

Når jeg er i det offentlige rum med mine børn, oplever jeg en eksotificering af dem.

Folk rører ved deres hår. Det er grænseoverskridende, synes jeg.

Eller hører folk sige: ”Ej, jeg vil også have sådan en lille chokoladebaby.”

Jeg ved, at det er velment, at de blot prøver at sige, at mine børn er søde.

Men det, de egentlig får sagt, er, at mine børn er små objekter.

De fjerner det menneskelige element, og det er meget karakteristisk for racisme. For at kunne opretholde den racistiske struktur, er man nødt til at sørge for, at dem, man er racistisk overfor, ikke er rigtige mennesker, fordi ellers kan man ikke moralsk forsvare det overfor sig selv.

Det er ikke, fordi vi ikke må tale om farve. At folk ikke må sige, at de har en lækker farve, men det er ikke en gratis omgang at gå ud og få sig et lille, brunt barn.

De oplevelser, der følger med som sort og brun i et hvidt samfund, glemmer mange hvide mennesker at forholde sig til.

Vær eksemplarisk

Som mor til tre, sorte drenge er jeg meget opmærksom på min opdragelse.

Jeg er nødt til at sørge for, at mine drenge KAMPELSKER sig selv. Hver evig eneste lille del af sig selv.

Jeg render konstant rundt og fortæller dem, hvor fantastiske de er, hvor skønne de er, hvor kloge de er, hvor empatiske de er.

Jeg bygger dem konstant op, fordi jeg ved, at verden kommer til at bringe dem ned.

Men jeg er også meget opmærksom på, hvordan de opfører sig i det offentlige rum.

De skal ikke være forstyrrende og larme for meget.

Og de kommer for eksempel aldrig til at måtte løbe op og ned ad metroens gange.

Jeg er ekspert i at lukke et sammenbrud ned med ”se, der er en ko” eller hive andet frem i lommen, der kan fange deres opmærksomhed.

De er nødt til at være E-K-S-E-M-P-L-A-R-I-S-K-E.

For jeg vil ikke have, at det, de gør, skal blive til en negativ generalisering af sorte børn.

Jeg står som en menneskelig blokade mellem mine børn og racisme.

Føler mine børn er usynlige

”Men du har da ikke oplevet racisme i Danmark, Asta?”

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg er blevet stillet det spørgsmål, siden drabet på George Floyd.

Og jeg ved ikke engang, om jeg bliver forundret over det mere. Det er min virkelighed.

Men jo, det har både jeg og mine børn.

Lige så vel som mænd ikke skal fortælle kvinder, at de ikke oplever sexisme, lige så vel som heteroseksuelle ikke skal fortælle homoseksuelle og transpersoner, at de ikke oplever homofobi og transfobi, lige så vel skal hvide mennesker ikke fortælle sorte mennesker, at de ikke oplever racisme.

Når folk siger sådan, føles det som om, jeg er usynlig. Mine børn er usynlige. Vores oplevelser er usynlige.

Jeg kan godt forstå, at det ikke er en rar indsigt at have. At vide, at vi har individuel, institutionel og strukturel racisme i Danmark.

For hvis du erkender, at der er racisme, skal du også på et tidspunkt forhold dig til, hvad din rolle er.

Og det kan jeg godt forstå er ubehageligt, men det er et privilegie at lære om racisme i forhold til at opleve det.

Tal med børn om racisme

Som mor ville jeg ønske, at alle forældre talte med deres børn om racisme.

Talte med deres børn om de forskelligheder, der er i mennesker. Om det er på grund af køn, hudfarve, religion, seksualitet, identitet.

Det er vigtigt, at man har den dialog. Ellers bliver det et tabu, der bidrager til fremmedgørelse af sorte og brune mennesker i samfundet.

Børn ser, at mennesker ser forskellige ud. Børn er nysgerrige og ser verden, som den er, stiller spørgsmål til den. Ved at anerkende deres nysgerrighed og italesætte de forskelligheder, de ser, gør vi vores børn en tjeneste. Vi behandler dem som de små, tænkende individer, de er.

Som forælder synes jeg, det er vigtigt, at man også er nysgerrig på sine egne privilegier og taler med sine børn om det.

Ved at have en dialog om folks forskelligheder normaliserer vi det og kan begynde at arbejde på, hvordan vi kan støtte folk, der er mindre privilegerede end os selv.

Hjemme hos os er vi begyndt at have en privilegieliste. At arbejde med sin privilegieblindhed, er noget, jeg mener, at alle mennesker burde.

I bund og grund ville jeg bare ønske, at hvide forældre talte med deres børn om racisme, for så kan det være, jeg kan udskyde snakken lidt med mine børn.

Det ville være dejligt.

Om Asta Selloane Sekamane

  • 30 år
  • Har tre drenge på 8 år, 2 år og 2 år
  • Studerende og i gang med en kandidat i geologi

Racisme i Danmark

Ifølge tal fra Det Kriminalpræventive råd blev der i 2018 begået 260 racistisk motiverede forbrydelser til forskel fra 2016, hvor tallet lå på 140. Og ved den såkaldte Offerundersøgelse fra Justitsministeriets Forskningskontor mente 7 procent af de adspurgte danskere mellem 16-74 år, at volden mod dem var motiveret af racisme, svarende til ca. 4.100 personer hvert år i perioden fra 2008-2016.

Desuden viser flere rapporter og undersøgelser, at racisme og diskrimination foregår på flere niveauer i samfundet. Rapporten ”Afro-danskeres oplevelse af diskrimination i Danmark” udarbejdet  i 2017 af Institut for Menneskerettigheder viser bl.a., at danskere med afrikansk baggrund har oplevet diskrimination på arbejdsmarkedet, undervisningsområdet, i offentlig transport og rum, i nattelivet og i kontakten med politiet.

De adspurgte oplever, at ”man som dansker med afrikansk baggrund ikke kan blive fuldt accepteret i det danske fællesskab” og oplever chikane ”i form af n-ordet, racistiske vittigheder og skældsord”. Gør de opmærksom på chikanen overfor krænkeren, undskylder vedkommende det ofte med, at det er en form for humor: ”det er jo bare for sjov”, fremgår det af rapporten.

Nogle af de samme konklusioner kommer til udtryk i en rapport fra 2012, som SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd stod bag. Rapporten konkluderede, at vi danskere ikke er meget for at anerkende diskrimination og racisme som et reelt problem herhjemme, og det skyldes blandt andet ”lighedsideologien” – at vi alle er ens og behandles ligeså – og at vi derfor ikke behøver at tale om det:

”Vores studier viser også, at de fleste af os nedtoner, at racisme og diskrimination skulle finde sted. Og at hvis vi er nødt til at erkende, at det finder sted, så lægger vi skylden på enkelte individer, ikke på hverdagspraksisser i det brede fællesskab eller samfundets institutioner,” lød det fra en af forskerne bag SFI-rapporten.

Men viden om diskrimination på baggrund af etnisk oprindelse er dog begrænset herhjemme. Det viste en anden SFI-rapport fra 2012, da ”det kan være svært at måle, hvornår der finder forskelsbehandling sted”, som det fremgik.

Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund, Sociale medier og Racisme