Anders Matthesen: "Det har slet ikke ændret mig at blive far"
Foto: Jens Rosenfeldt Anders Matthesen

Anders Matthesen: "Det har slet ikke ændret mig at blive far"

Anders Matthesen har råd til at lade være med at arbejde – men gør det alligevel. Arbejdet skal dog føles HELT rigtigt, for han er blevet meget mere opmærksom på, hvad han bruger sit liv på. Man kunne godt tro, at den livsindsigt er kommet, efter han er blevet far. Men det har ikke noget med hinanden at gøre. For det der med at få et barn, har bare virket helt naturligt – på trods af, at han engang sagde, at han ikke ville have nogen.

Hvem er jeg? Hvad skal jeg bruge mit liv på? Hvilke ting skal jeg skille mig af med? Og skal jeg overhovedet blive ved med at arbejde? Store spørgsmål, som Anders Matthesen har haft oppe at vende efter sin turné med showet ”Anders”.

Efter at han aften efter aften i komikkens lys havde sat spørgsmålstegn ved sin identitet på scenen, ramte krisen – den virkelige identitetskrise – og krævede, at han begyndte at nytænke sin måde at arbejde og være på. Det har blandt andet betydet, at han kun vil kaste sig ud i nyt arbejde, hvis det føles helt rigtigt – hvis han føler sig som ramt af en komet i panden, som han siger. Ellers vil han hellere lade være med at lave noget.

Det er måske ikke så mærkeligt, at Anders Matthesen gør sig så mange tanker om identitet, for der er sket meget i hans liv de seneste år. Manden – eller Anden – der bestemt hverken skulle giftes eller være far er blevet begge dele. I sommer giftede han sig med sin manager og kæreste gennem mange år – moren til hans søn – og har fået to bonusbørn med i købet.

Har det ændret dig at blive far?
– Nej, det synes jeg slet ikke. Men jeg lavede jo mit show, efter jeg var blevet far, så det kan da godt være, at det var det, der satte alle tankerne i gang. Inden jeg selv fik barn, var jeg på safari med min bedste ven i Sydafrika. Han havde næsten lige fået en lille datter, som var derhjemme sammen med moderen, og jeg kan huske, at jeg tænkte enormt meget over, om han overhovedet kunne nyde den tur, eller om han savnede hende så meget, at han ikke tænkte på andet. Jeg analyserede også vores venskab og tænkte over, hvor langt nede ad skalaen, jeg mon nu var i forhold til den unge.

– Det lyder selvfølgelig meget ucharmerende, men det var bestemt ikke ment sådan. Jeg vidste bare ikke, om han egentlig tænkte, at den guldklump betød alt, og at resten af verden bare kunne fucke ad helvede til. Men nu – hvor jeg er blevet far – kan jeg sige, at sådan oplever jeg det i hvert fald slet ikke selv. For mig er der ingen forskel i mine relationer. Man kan stadigvæk – synes jeg – være nøjagtig den samme.

– Der er selvfølgelig nogle rent logistiske ting i, at man ikke kan være tusinde steder på en dag, og at man er nødt til at prioritere. Men det betyder ikke, at det ikke kan krible lige så meget i kroppen, hvis jeg ved, at der er koncert på Vega, eller hvis en af drengene holder fest i haven ude i Albertslund. Det falder bare så naturligt på plads, at man godt kan savne nogen uden at savne dem hele tiden. Jeg kan gå en hel dag uden at tænke på min søn, men når jeg træder ind i vuggestuen, så er det sådan, det skal være. Og så er det nu.

– Noget af det, jeg har hørt flest gange om at få børn, er, at man ikke ANER , hvad der venter en. Og det oplever jeg altså som den største løgn. Det er ENOR MT meget, som jeg havde forestillet mig det. Enten har jeg en virkelig god fantasi eller også… altså, det er jo klart, at man bliver overrasket, hvis man har troet, at man skulle i byen hver aften, men hvis man lige tænker over, at det altså handler om at drage omsorg for et andet menneske, så tænker jeg, at det er enormt naturligt, og at det kræver lige nøjagtig det, der skal til at blive forældre.

– Og her er ”krævende” ikke et negativt ord. Hvis man nogensinde har prøvet at stå op klokken fem eller seks om morgenen, fordi man skal i skole eller på arbejde, så ved man, at det fandeme næsten ikke er til at komme ud af sengen. Men hvis man skal stå op på samme tidspunkt, fordi der ligger en og råber ”far”, så er det ikke særligt krævende, så er det bare det, der skal gøres, og det er helt naturligt og ligetil.

– Jeg tænker, at alt det med, at det er et kæmpe skifte i ens liv, og at hele verden ændrer sig, det udspringer af forældres behov for lige at læsse lidt af. Når man møder andre forældre, så buser man bare ud med, ”at så skete der det og det, og så kunne han ikke sove, og så var der Disney i fjernsynet, og vi ville hellere se Master-Chef, og hvad skal det ikke blive til”. Ja, ja, jeg ved, hvad du mener. Altså, det er jo almindelig knevren – det kunne lige så godt handle om vejret. Alle mennesker snakker om vejret, men helt ærlig, tror jeg virkelig, at min liv ville være bedre, hvis vejret var som i L.A., hvor solen bare flamberer en hver dag? Nej, jeg er overbevist om, at tingene er præcis, som de skal være. Og sådan oplever jeg også forældreskabet. Der er ikke noget dårligt at sige om det.

LÆS OGSÅ: Anders Matthesen har skrottet halvdelen

Hvordan får du arbejdsliv og familieliv til at balancere?
– Jeg har kun lavet et job i år, ud over turnéen, hvor familien for det meste var med. Så jeg er ikke den travle far, der står på scenen hver aften og aldrig er hjemme. Tværtimod. I gamle dage var mit arbejde noget med at stå på Kulkaféen om tirsdagen, tage til åben aften på Zoo om onsdagen og så lige komme forbi til nogle fadøl torsdag, fredag og lørdag for at se, hvad de andre lavede, og hvem der havde været på. Og så var der måske lige et firmajob. Jeg siger dig, det var muntert.

– En arbejdsdag begyndte typisk med, at jeg vågnede ved 12-13-tiden, gik ud og fik noget brunch, stenede lidt, gik tur eller i biffen og kom sent hjem igen. Sådan er det jo ikke mere, og mit job er ikke længere baseret på, hvor meget jeg kan være en del af miljøet. Men nogle gange kan jeg da godt savne at se mine venner og kollegaer og hænge lidt ud. I dag foregår mit arbejde mere inde i hovedet, hvor jeg har gang i en masse forskellige ”supper”, som skal koges ned til en suppeterning af det helt rigtige. Så jeg har ingen kontortid, og det er slet ikke noget med at arbejde hver dag.

Hvordan er det at arbejde sammen med sin kone?
– Det gør jeg ikke. Jeg arbejder sammen med min manager. Og det er det skønne ved det. Det har hun været i mange, mange år, og hun er det ikke, fordi jeg kendte hende i forvejen, og hun skulle bruge et skånejob. Hun er den bedste, der er, og der går nærmest ikke en uge, uden at der ringer et eller andet firma og spørger, om hun vil være direktør for et eller andet. Hun kan noget fuldstændigt unikt. Hendes sparring har jeg altid haft virkelig stor glæde af, og det er ikke blevet anderledes af, at vi har valgt at slå pjalterne sammen.

– Man kan sige, at det i starten var noget med at få skilt tingene ad, men det kan vi sagtens finde ud af. Den største udfordring er, hvis vi bliver opslugt af noget, for så kan der jo pludselig være nogle børn, der ikke får mad og bliver utrygge. Vi forsøger derfor at arbejde i arbejdstiden og holde fri, når vi har fri, men der kan jo godt opstå en situation, hvor man skal reagere med det samme. Og så må ungerne lige få en ekstra kage og vente et øjeblik.

I showet ”Anders”, som netop er udkommet på dvd, filosoferer Matthesen over, hvor utroligt mange ting, vi får samlet os gennem livet, og at alle de ting måske er med til at binde os. Og så giver han sig ellers til at pakke syv ting ned i en kasse på scenen, mens han fortæller historien om de ting, han pakker ned. Passet, studenterhuen, armbåndet fra konen, sønnens tegning, monogramseglet fra farfar, 37 fotografier og mikrofonen. Det er, hvad der bliver plads til i Anders’ kasse. Er det mon virkelig de ting, han ville pakke ned, hvis han kun måtte have syv ting med sig? Eller hvad handler pakningen af kassen egentlig om?

LÆS OGSÅ: "Det der evige troskabs-fis holder jo ikke for de fleste"

– Pointen – som jeg ser det – er, at tingene udvælges omhyggeligt og pakkes meget sirligt ned i kassen, og dermed bliver den kasse enormt værdiladet. Alle i salen har mentalt siddet og pakket deres egen kasse inde i hovedet, mens jeg pakker min, og til sidst, når jeg står med min kasse, går det op for mig, at lige dér – i min kasse med syv ting – ligger det allerstørste fængsel. De ting, som vi kalder vigtige – og som vi bruger så meget tid på at prioritere frem for andre – det er i virkeligheden dem, vi skal være klar til at brænde. Først da er man fri.

– Det sjove er, at alt det, jeg snakker om på scenen, har meldt sig rigtigt, efter jeg er blevet færdig med at optræde med showet, og pludselig har det været vigtigt for mig helt konkret at skille mig af med halvdelen af mit tøj, halvdelen af mine bøger, gamle billeder, gamle harddiske og memorykort, som bare ligger og binder energi. Jeg har fået lyst til at gøre det hele mere enkelt, lyst og luftigt. Jeg har fået en enorm lyst til at føle mig fri. Af aftaler og arbejde. Af jordisk gods. Af alt muligt. Samtidig har Anders dog fundet ud af, at det somme tider slet ikke er så let at sige farvel til ting.

– Jeg er som udgangspunkt slet ikke materialistisk, men her i sommer har jeg fået meget af mit tøj ædt af møl, og det har overrasket mig, hvor svært det har været. Det har ikke en skid med værdien at gøre eller besværet med at skaffe noget nyt. Det handler om, at jeg har fundet ud af, at der er nogle ting, som jeg bruger til at forlænge min identitet med. Ting, som jeg i virkeligheden – uden at have været klar over det før – bruger som en del af mig. Som er en del af mit ansigt udadtil. Og det er pludselig blevet ødelagt. Der har været en stor sorg forbundet med det, meget større end man egentlig kunne synes var rimeligt. Altså, jeg har ikke siddet og været helt rystet over, at mit tøj er gået til spilde, men jeg har fundet ud af, at der er visse ting, jeg har enormt svært ved at give slip på.

– På samme måde med fotografierne fra ens liv. F.eks. billeder af min søn i forskellige udviklingsstadier, som jeg på en eller anden måde bilder mig ind, at man kan bevare det hele livet. Jeg har jo nok taget 30.000 billeder af min søn, og de billeder og videoklip er noget af det sværeste at erstatte.

LÆS OGSÅ: Burhan G: "Jeg var fuldstændig umulig"

– Jeg tager også billeder med min iPhone, og de billeder har jeg egentlig altid opfattet lidt som affaldsbillederne – de dårlige billeder – som bare lige er taget i en hurtig situation. Men når man så kører 1000 af dem ind på computeren – når de pludselig ligger der – så bliver de en del af puljen og skal vogtes. Så det er noget med, at bindingen opstår, når billederne er der. Jeg har aldrig oplevet at tænke, fuck, hvorfor tog vi ikke lige et billede af det og det, men når billedet først er der, bliver det enormt vigtigt.

– Jeg er derfor begyndt at øve mig i at tage færre billeder og ikke tænke så meget i af skulle have dækket virkeligheden hver gang, jeg er nogle steder, og det synes jeg er rart.

Arbejdet og turnéen med ”Anders” var meget mere arbejdskrævende, end Anders har oplevet med tidligere shows, men også mere givende på mange måder.

– Jeg har fået konfirmeret, at det giver en helt anden form for nærvær, når man bruger sig selv personligt i et show, end hvis man står og siger jokes, man har udtænkt for at det skulle være sjovt. Og det måler jeg ikke i stjerner på coveret eller succes, men i den respons jeg har fået fra folk, der kan genkende og bruge det, jeg taler om. Det er enormt tilfredsstillende, og jeg kan bruge det til fremover at være mere præcis med, hvad jeg vil lave. Det kan godt være, at det forstærker identitetskrisen at sidde og kigge på et stykke hvidt papir og tænke: Skal jeg synge? Skal jeg lave show – hvorfor skulle jeg lave show? Det må ikke være for pengenes skyld! Jamen, har det overhovedet nogen relevans? Hvorfor vil jeg gerne gøre det? Hvad fanden er det, jeg vil?

– Det er skide svært at gøre de ting, der er relevante i den korte tid, der er. Tidligere har jeg nok været rastløs og tænkt, at tiden er så dyrebar, at jeg ikke kan sidde og vente, jeg må bare stille op til noget. Et eller andet. I dag har jeg det mere sådan, nej, det skal gøres, som om det bliver det sidste, jeg laver. Så for første gang i mit liv har jeg lavet arbejdet til skuffen, det har jeg simpelthen aldrig prøvet før. Tidligere ville jeg nærmest ikke engang sidde og sætte kruseduller på en serviet, medmindre jeg havde en aftale med forlag om, at det skulle udgives. Jeg kan ikke fordrage at lave noget, hvis det ikke skal bruges til noget. Men lige nu har jeg altså en halv spillefilm, en synopsis til en sitcom, en halv rapplade, en halv viseplade, en halv animationsfilm og en børnebog liggende.

Hvordan føles det?
– Det føles, som om jeg balancerer på en knivsæg. Det er noget med virkelig at prøve at vente på det rigtige og mærke efter. Sådan som jeg egentlig altid har gjort med andre ting. Hvis jeg har skullet købe en lejlighed, har jeg aldrig sat mig ned og regnet på, om det var et godt tilbud. Jeg er gået ind ad døren og har mærket efter. Og hvis jeg har kunnet mærke, at her skal jeg ikke være, så er jeg gået igen.

LÆS OGSÅ: "Jeg er stolt af min hjerne"

– Mine beslutninger har altid været mere eller mindre instinktive, men der kommer ingen instinktive beslutninger lige nu. Der kommer mange idéer om det ene og andet, men der er ikke kommet noget endnu, der er værd at gå videre med. Min turné har ikke alene været meget tidskrævende, den har også sat gang i nogle livsovervejelser. Hvor meget tid har jeg egentlig tilbage, og hvad skal jeg bruge den på?

– Rent økonomisk behøver jeg faktisk ikke at lave noget, og det er utroligt privilegeret. Men der følger også et ansvar med. Hvis ikke jeg føler, at det er værd for andre at investere deres tid i det, vil jeg ikke lave noget bare for at få lidt ekstra til kistebunden. Den økonomiske frihed indeholder en masse valg, og for første gang i 20 år har jeg haft det oppe at vende, om jeg overhovedet skal blive ved med at lave noget. Men det er svært for mig ikke at tænke over, hvad det næste skal være – og folk spørger mig også hele tiden: Hvornår kommer det næste?

I omtalen af showet står der, at man får svar på, om du egentlig er ”Anders” eller ”Anden” – er du selv blevet klogere på det?
– Ja, ja… Han holder en lille pause og tænker sig grundigt om.

– Efter showet havde jeg faktisk svært ved at finde ud af det, og jeg tænker stadig meget over, hvordan jeg agerer over for andre mennesker. Det er ikke, fordi jeg spiller en rolle, men jeg er meget bevidst om folks forventninger til mig. Og det kan godt være, at hele den proces med at skrive og afvikle det show har gjort, at jeg er en kende mere indforstået med, at jeg ikke kan gøre alle mennesker tilpas, og at jeg derfor er ”Anders” nu. Lidt mere mig selv.

– Jeg har stadig lyst til at gøre folk glade, men det er ikke længere kun en dans på en varm kogeplade for at være sikker på, at alle får, hvad de skal have. I dag tænker jeg også over, om jeg får, hvad jeg skal have. Det er jeg nok blevet mere bevidst om.

LÆS OGSÅ: "De spurgte, om jeg var mormor til min datter"

Anders Matthesen, 38 år

Debuterede som standupkomiker i 1993 og har siden udgivet cd’erne ”Hva’ snakker du om?” (2001), ”Terkel i knibe” (2001) (som senere kom som animationsfilm), ”Jul på Vesterbro” (2003) (filmatiseret i 2004) og ”Søvnløs” (2006).

Spillede hovedrollen i forestillingen ”Simon” på Gasværket og i filmen ”Rene hjerter”.

Instruerede komediefilmen ”Sorte kugler” i 2009 og har bl.a. lavet comedyshowene ”Anden på coke” (2006), ”Anders Matthesen vender tilbage” (2008) og ”Anders” (2012).

Kåret til ”Årets Komiker” i Zulu Comedy Galla i september i år.

Bor på Frederiksberg med sin kone, Cemille Rosenberg, der også er hans manager. Sammen har parret sønnen Spencer på to år. Cemille har tvillinger fra et tidligere forhold.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Anders Matthesen