Austin baby! Her er 7 gode bud på, hvad du skal opleve
SPONSORERET indhold

Austin baby! Her er 7 gode bud på, hvad du skal opleve

Texas er meget mere end cowboystøvler og Tex-mex-mad, og det er Austin et levende bevis på. Vi har fundet syv bud på, hvad du skal se, høre og smage i Texas’ farverige hovedstad og fjerdestørste by.

Af: Sara Wilkins Foto: Getty Images
18. okt. 2018 | Livsstil | ALT.dk

Sprøde breakfast-tacos, iskolde Margaritas og lange baner af juicy smoked brisket.

Der er rigtig mange grunde til, at vi håber på en direkte flyforbindelse mellem Danmark og Austin, Texas, i nærmeste fremtid.

For stemningen i den amerikanske sydstatsby er helt unik med sine kreative vibes og sit rige musik- og barliv, der er umuligt at opstøve på denne side af Atlanten.

Mens vi venter, får du her syv bud på, hvad du skal bruge tiden på, hvis du alligevel skulle være så heldig at slå vejen forbi den texanske storby.

1. Spis lokal barbecue til du revner

Man kan næsten ikke sige Texas uden at sige barbecue, og det forstår man godt, når man har været i Austin. Et godt tip for ikke-vegetarer er den skjulte diamant, Iron Works Barbecue, der ligger i Downtown Austin tæt ved motorvejen i noget, der mest af alt minder om et gammelt (knaldrødt) skur. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men inde i skuret gemmer der sig en yderst populær barbecue-restaurant, der langer kilovis af lækkert mørt kød over disken til lokale såvel som turister hver eneste dag. Svin, kylling, okse, kalkun – her serverer man det meste, og tilbehøret består blandt andet af mac ’n cheese, majskolber og bønner tilsat en kæmpestor pickle, naturligvis, og et stykke toast, der er hvidere end månen. Hele molevitten serveres ydmygt på en plastiktallerken og kan nydes ved et af de mange rød- og hvidternede borde ude under halvtaget eller indenfor i den stemningsfyldte restaurant og skylles ned med en iskold øl eller en glasflaske med cola. Velbekomme!

2. Shop ’til you drop i SoCo

Der er mange gode grunde til at hænge ud syd for Downtown, hvis man er så heldig at komme forbi Austin - særligt hvis man er i shoppehumør. Her vrimler det nemlig med hyggelige vintagebutikker og små fine, farverige fortorvscaféer, der har oplagt people watching-potentiale i det unge, hippe kvarter, South of Congress, der også går under navnet SoCo. Her kan man både shoppe gamle cowboystøvler (Allens boots har et utroligt stort udvalg), finde billige vintagefund og spise sig mæt i alt fra burgers og tacos (Torchy’s er hot blandt lokale) til milkshakes og Texan barbecue.

3. Drik damn good coffee på Jo’s

Hvis du alligevel opholder dig i SoCo, bør du slå et smut forbi Jo’s Coffee. Den populære joint (som også har en hyggelig afdeling i Downtown Austin), serverer god kaffe og en solid morgenmad, hvad enten du er til deres lækre breakfast-tacos med tilhørende hotsauce eller en mere klassisk morgenmad a la avocado og æg på brød. Her får man kvalitet for pengene og damn good coffee.

Kvarteret syd for Downtown Austin hedder South Congress, også kaldet SoCo, og er et oplagt sted at shoppe vintagefund og spise sig mæt i breakfast-tacos. Foto: Sara Wilkins

4. Få dit kulturelle fix i den nordlige bydel

Jovist, South Congress er noget helt særligt, men det er bestemt også værd at tjekke området nord for Downtown ud. Gå fx en tur i parken omkring Texas State Capitol og få dit kulturelle fix på Lyndon B Johnson Library & Museum, hvor man kan blive klogere på USA's 36. præsident, eller slå et smut forbi Bob Bullock Texas State History Museum ud, hvis du interesseret i den historiske side af delstaten Texas. Hvis du fortsætter nordpå rammer du The University of Texas at Austin, byens store og prestigefulde universitet, og kommer forbi Texas Memorial Stadium, hvor de lokale flokkes til fodboldkampe og drikker øl, når det lokale college football-hold, Texas Longhorns, skal spille.

5. Få et sjældent flagermus-syn

Du får næppe synet for dig selv, men det er også helt OK: Hver aften omkring solnedgang flokkes turister nemlig ned til Austins Congress Avenue-bro i håb om at se de mange tusind flagermus, der (hvis man er heldig) basker rundt i store flokke over broen. Det afhænger dog både af vejret og temperaturen, om flagermusene er i baskehumør, så man kan sagtens gå forgæves, men det skulle efter sigende være det hele værd, hvis man rammer det rigtige tidspunkt og får synet af de 1,5 millioner mexicanske flagermus med i bagagen. Der er størst sandsynlighed for at se flagermusene fra marts til oktober, og du kan tilmed ringe til en ”bat hotline”, hvis du ønsker en mere specifik prognose.

6. Dans til countrymusik og spil Chicken Shit Bingo

”Keeping it weird” er et favoritslogan i Austin, og man kan roligt sige, at byen lever op til sin mission. Tag blot en gåtur ned ad den overbefolkede 6th street en fredag eller lørdag aften i Downtown og lad dig blæse omkuld af de mange festende mennesker, skøre barer og guitarspillende musikanter af (meget) svingende kvalitet. Én lokal favorit er Easy Tiger, hvor man både kan få øl og bagværk – og spille bordtennis udenfor, hvis vejret er godt. Bliver det en tand for meget teenagefest for dig, kan du kigge forbi Stubb’s Bar-B-Q til en omgang livemusik i kælderen eller pudse dine cowboystøvler af og danse Texan style på countrystedet Broken Spoke. Og hvis du skulle være så heldig at være i byen på en søndag, skulle det være en ret legendarisk oplevelse at spille Chicken Shit Bingo på Little Longhorn Saloon. Yes, du læste rigtigt: Chicken Shit Bingo.

7. South by Southwest – en oplevelse for livet

Hvert forår byder Austin velkommen til den efterhånden verdensberømte festival South by Southwest, eller SXSW, der byder på to ugers fest, musik og talks om alt fra storytelling og tech-tendenser til store mad- og musikoplevelser. I 2018 kiggede mange store navne forbi festlighederne, herunder Matthew McConaughey, Hugh Jackman og Emily Blunt. Find programmet for 2019 her.

Anbefalet til dig