Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene Mads, Rebekka og Bente opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Jeg var netop ved at stå op, da jeg fik en besked fra min søn. "Hej, er du hjemme? Jeg ville lige komme forbi."
Klokken var kun otte om morgenen, så selvfølgelig var jeg hjemme.
Det vidste Mads nok også godt. Jeg mærkede hjertet synke i mig. Jeg kunne ikke lade, som om jeg ikke havde fået beskeden, og det varede også kun kort tid, før min dørklokke summede.
Mads så ikke godt ud, da jeg åbnede døren. Han havde sorte rande under øjnene og lignede én, der ikke havde sovet i meget lang tid.
Jeg vidste godt, hvorfor han var kommet, og selvom han i de første 10 minutter lod, som om det var et hyggevisit, kom han hurtigt til sagen: Han ville låne penge. Jeg vidste, at jeg burde sige nej, men selvom han var 32, var han stadig min lille dreng og mit eneste barn, og jeg var derfor fanget i et dilemma, jeg kun kendte alt for godt efterhånden.
Jeg endte derfor, som altid, med at give Mads et par hundrede kroner, og kort efter fløj han ud ad døren.
Jeg stod tilbage med en tom og trist følelse. Det var jo ikke sådan en mor burde føle, når hun så sit barn, tænkte jeg, men mit forhold til Mads havde i flere år primært handlet om, at han havde brug for mine penge.
Ikke at jeg havde mange af dem. Jeg havde arbejdet som sygeplejerske i mange år, og min løn havde aldrig været svimlende, så at hjælpe Mads økonomisk betød, at jeg måtte spare andre steder.
Jeg vidste også godt, hvor pengene forsvandt hen. Mads havde et stort forbrug af stoffer. Jeg vidste, at han i mange år havde både røget hash og taget kokain, men jeg var også sikker på, at jeg langt fra vidste alt.
Vi talte faktisk aldrig om situationen imellem os eller om, hvad der foregik i hans liv. Det var for svært, og hver gang jeg prøvede at nærme mig emnet, følte jeg et ubehag. Jeg behøver næppe fortælle, at hans ’lån’ aldrig blev tilbagebetalt.
Omkring et halvt år senere skete der noget, jeg var holdt op med at håbe på ville ske. Mads mødte en skøn kvinde, Rebekka. Rebekka virkede, som om hun havde ben i næsen. Hun så kernesund ud, havde humor og varme.
I modsætning til Mads, der hoppede rundt mellem kortvarige ansættelser på forskellige koncertsteder, havde hun et godt fast job. Jeg kunne se, at Mads var forelsket, og til min overraskelse gengældte Rebekka hans følelser og holdt ved.
De flyttede ret hurtigt sammen i hendes lejlighed, og Mads fik det mest stabile liv, han havde haft i mange år.
De tidlige morgenvisitter fra ham stoppede, og jeg kunne se, at han havde det fysisk bedre, når jeg så dem. Jeg begyndte at ånde lettet op. Sammen med Rebekka fik Mads et regelmæssigt liv, og han holdt fast i en ansættelse som lydmand på et stort spillested.
Jeg turde ikke spørge til stofferne, men det lod til, at han holdt sig på måtten. Jeg glædede mig på Mads’ vegne, og jeg må indrømme, at det var en stor lettelse i mit liv – både følelsesmæssigt og økonomisk.
Endnu større blev min glæde, da Rebekka blev gravid. Jeg havde tidligere helt afskrevet at få børnebørn, men indenfor få år fik Rebekka og Mads både en lille dreng og en pige.
Jeg var vild med mine børnebørn, og til min overraskelse viste Mads sig at være en engageret far, der gerne kastede sig ned på gulvet for at lege med børnene eller tog dem med på legeplads, så Rebekka kunne få tid til sig selv.
Mads blomstrede virkelig op i sin rolle som far.
Det kom derfor helt bag på mig, da Mads en dag stod i mit køkken med hånden fremme igen.
Denne gang troede jeg virkelig, at det var et hyggevisit, for der var gået flere år, hvor han ikke havde tigget penge hos mig. Da jeg nu så ordentligt på ham, kunne jeg godt se de små tegn.
Han havde tabt sig, en tic sitrede nervøst ved hans øje, og hans tøj var krøllet. Da jeg overrumplet spurgte ham, hvordan det gik, mumlede han noget om, at Rebekka var blevet krævende og urimelig.
Han var flyttet ind på en vens sofa, men fordi Rebekka var så dramatisk og ikke gav ham fred, havde han misset nogle dage på arbejde og manglede derfor penge.
Jeg må med skam melde, at jeg overførte 500 kroner til ham, selvom jeg med det samme genkendte mønsteret hos ham: Det var altid andres skyld, hvis han havde det dårligt. Samtidig var jeg nervøs for, hvor Mads ville ende, hvis han ingen penge havde.
Indtil videre havde han i det mindste aldrig haft problemer med politiet.
Da Mads var gået, ringede jeg til Rebekka, og det stod værre til, end jeg havde troet. Hun fortalte, at Mads var faldet i med nogle gamle venner. Rebekka kendte godt til Mads’ fortid, og hun var overbevist om, at han tog stoffer igen.
Han var væk hver aften og nat, sov det meste af dagen, overholdt ikke aftaler, og han havde brugt så mange penge fra deres fælleskonto, at hun havde måtte lukke den, så hun og børnene ikke skulle ende uden tag over hovedet.
Jeg har ikke ord for, hvor ked af det jeg blev, da jeg hørte, hvordan det stod til.
Rebekka var det bedste, der var sket for Mads. Nu var han i gang med at smide alt overbord. Rebekka var et godt menneske, og hun forsikrede mig om, at hun ville hjælpe Mads med at komme på ret kurs igen, men der gik ikke længe, før hun indså, at han var uden for rækkevidde.
Efter han tog nogle smykker, hun havde arvet fra sin mormor, og solgte dem, smed hun ham ud og afskar al kontakt.
Mads havde dog stadig ret til at se børnene, og han tog dem ofte med hen til mig, når det var hans børneweekend. For hver gang så han mere og mere ussel ud. Jeg ville gerne hjælpe, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.
Da Mads en sen aften ringede på min dør for at ’låne’ penge igen, tog jeg en dyb indånding og sagde nej.
Jeg havde fået nok, det kunne jo ikke fortsætte, men nemt var det ikke. Jeg vidste ikke, hvordan Mads ville reagere, men det fandt jeg hurtigt ud af. Først tiggede og bad han. Både Rebekka og hans chef var urimelige.
De skyldte ham en masse penge, som de ikke ville give ham, sagde han, men det lød usandsynligt, og jeg fastholdt mit nej. Det gjorde ham rasende, han begyndte at råbe op om, at jeg lod ham sulte, for han havde ingen penge til mad.
Jeg blev reelt bange, men det eneste, jeg tænkte på, var mine børnebørn. De fortjente en bedre far. Så jeg sagde til Mads, at jeg udmærket godt vidste, hvad pengene ville gå til. Det var første gang, vi talte åbent om hans misbrug, og han startede med at benægte alt.
Han havde bestemt ikke et misbrug, råbte han, og hvad var jeg for en mor, der beskyldte sin søn for det!
Den aften fandt jeg en styrke i mig selv, jeg ikke vidste, at jeg havde.
Jeg sagde til Mads, at jeg ikke ville se ham igen, før han havde fået styr på sit liv. Det var en svær beslutning, men jeg vidste, at jeg havde Rebekkas støtte.
Hun gav Mads den samme besked, og myndighederne støttede op og gav Mads et ultimatum: han skulle have styr på sit liv, før han kunne se børnene igen.
Det var en meget svær tid. Jeg hørte intet fra Mads, og jeg frygtede hver dag, at der skulle ske ham noget. Det var også hårdt for Rebekka. Mads blev ved med at opsøge hende, og han forsøgte at komme til at se børnene på forskellige måder.
Der gik stort set ikke en dag uden et drama, og det var opslidende for alle.
Til sidst blev der i en periode stille, og efter et år fra den dag, hvor jeg skændtes med Mads den første gang, dukkede han igen op hjemme hos Rebekka og børnene. Han var blevet stoffri og ville gerne have en chance til.
Det siger meget om min svigerdatters godhed, at han fik den.
Et par dage efter ringede han på hos mig, og det var ikke for at få penge, men for at sige undskyld.
Han sagde også tak for, at jeg havde holdt fast og ikke ’hjulpet’ ham med penge og på den måde fastholdt ham i sit misbrug. Jeg blev så rørt, at jeg græd.
I en lang periode derefter følte jeg, at jeg holdt vejret hver dag. Men Mads holdt sig stoffri. Han startede på den uddannelse til sygeplejerske, som han i dag har færdiggjort. Han og Rebekka er stadig sammen, og jeg er glad for at være en del af deres dejlige familie.
Jeg fortryder stadig, at jeg så længe var med til at opretholde Mads’ stofmisbrug ved at give ham penge. Jeg forstår i dag, hvilken rolle jeg spillede.
Jeg skulle have sat foden ned langt tidligere, for det var i virkeligheden den bedste hjælp. Men vi kan ikke skrue tiden tilbage, og jeg kan kun holde fast i altid at tage de svære samtaler fremover.
Det fører intet godt med sig at være konfliktsky – heller ikke selvom jeg overbeviste mig selv om, at jeg handlede i bedste mening.
I dag har jeg fået et ærligt forhold til Mads for første gang, siden han var barn. Vi kan tale om alt, og af og til taler vi også om de mange år, hvor han tog stoffer.
Det gør ondt i mit hjerte hver gang, vi taler om de fejl, jeg gjorde.
Den største fejl begik Mads dog, men jeg vil ikke give køb på den nye åbenhed og fortrolighed imellem os for noget.
Skriv til Vibeke
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
