Birgittes bror forsvandt sporløst – 31 år efter håber hun, at alle lærer ét vigtigt ord

Henrik gav jævnligt lyd fra sig, efter han var rejst til udlandet på ubestemt tid.

Familien fik breve fra ham, og Birgitte Behrendts forældre havde også nogle gode timer med ham, da de lige nåede at møde ham i begyndelsen af sommeren 1992. De skulle selv videre på sommerferie efter gensynet med Henrik, mens Birgitte var hjemme i Danmark for at følge med i EM-drengenes fodboldfærd.

”Et par uger senere stoppede kontakten pludselig, og alarmklokkerne begyndte at ringe, for det lignede ham ikke”, siger i dag 52-årige Birgitte Behrendt til alt.dk.

Dengang var hun 21 år, og de næste 27 har været definerende for Birgitte og hendes families liv. For uden vished om Henriks skæbne har det været umuligt at sige ordentligt farvel og sørge, som hvis han faktisk var erklæret død.

”Vi reagerede alle sammen forskelligt efter hans forsvinden. Min mor lukkede sig ind i en skal. Min far blev efterhånden mere afklaret omkring, at Henrik formentlig var gået bort, men jeg mistede aldrig rigtigt håbet”, siger Birgitte.

Forældrenes og Birgittes forskellige reaktioner og omverdenens opførsel som følge af familiens tragedie har fået Birgitte til at skrive en bog, 'Ventesorg – at leve i uvished', der netop er udkommet.

Ventesorg

I dag ved Birgitte, at hun og familien netop var i en langvarig ventesorg. En sorg, der ikke knytter sig til et dødsfald, men til den tilstand, man kan opleve at være i, når noget tragisk eller livsomvæltende sker, uden at man ved, hvornår det egentlig har ende. Det kan fx være, når en kær forsvinder eller får en alvorlig sygdom, der kan tage livet af dem.

”For vores vedkommende kunne politiet ikke bekræfte, at Henrik var død. Man fandt et lig, men en fejl i fingeraftrykkene gjorde, at man ikke vidste, hvem afdøde var. Derfor kunne vi aldrig få klarhed og dermed sørge som andre, der har mistet et familiemedlem”, siger Birgitte.

Netop den traditionelle sorg kender de fleste mennesker. Vi ved, at det gør ondt at miste, og vi ved, at andre, der mister, skal have tid til at sørge.

”Problemet med ventesorg er, at man sørger, uden at kunne binde følelsen op på det samme som ved et dødsfald: Noget endeligt. Samtidig er der mange forskellige følelser i ventesorgen, hvor man, imens man håber på et lykkeligt udfald, samtidig frygter det allerværste. Man er i et limbo, og man aner ikke, hvornår det slutter”, siger Birgitte Behrendt.

Hun har brugt lang tid på at skrive sin nye bog om følelserne, de psykologiske effekter og sociale konsekvenser det kan have at være i ventesorg. Eller ikke mindst at kende nogen i ventesorg. For Birgitte selv blev det faktisk endnu værre af, at omverdenen havde svært ved at håndtere det.

”Vores ventesorg varede usædvanligt lang tid. Jeg oplevede selv, at der ikke rigtigt var nogen, der spurgte efter et stykke tid, og det føltes som en sorg i sorgen. Det var, som om han ikke havde eksisteret, selvom han stadig ikke var erklæret død”.

”Andre i vores kreds konkluderede bare, at han nok var død.'Kom videre'. De sagde det ikke nødvendigvis på den måde, men det lå mellem linjerne”, siger Birgitte Behrendt.

Derfor er det vigtigt for hende, at begrebet ventesorg bliver kendt af både de sørgende og omgangskredsen til dem – også selvom ordet endnu ikke har fundet plads i ordbøgerne.

”Vi er berøringsangste her i vores lille andedam i Danmark. Det kan være et kontroltab at vise smertefulde følelser, og derfor tør vi heller ikke bringe andre ud i at blive kede af det ved at spørge til deres sorg”.

For Birgitte føltes det nogle gange, som om Henrik bare var glemt. Ingen talte om ham.

”Det blev et misforstået hensyn, for jeg havde netop brug for at høre, at Henrik havde betydet noget. Heldigvis fik vi mange minder genfortalt ved en mindeceremoni, vi holdt, da vi endelig fik vished”.

Derfor opfordrer en psykolog i Birgittes bog også til, at man som omgangskreds til den pårørende undgår én ting, hvis man oplever, at en nær er i ventesorg:

”Du må i hvert fald ikke gøre ingenting eller gå over på den anden side af gaden, hvis du ser dem komme gående imod dig”.

Svaret kom i 2019

For personer i ventesorg, hvor personen, man sørger over, er blevet alvorligt syg, kan det være naturligt at have en periode, hvor man håber på helbredelse, selvom det ser sort ud. Ventesorgen og ens følelser kan svinge fra alt fra håb til fortvivlelse, når lægerne desværre erklærer, at man ikke kan gøre mere, og man må erkende, at sygdommen kommer til at koste ens nære livet.

”I ventesorg kan man ofte glemme sig selv, fordi man er der så meget for sin kære, der er syg”, siger Birgitte Behrendt.

Ventesorgen, der knytter sig til næres sygdom, er desværre en sorg, som mange oplever at stå i. Birgittes egen ventesorg er mere sjælden.

”Der forsvinder under 1000 mennesker årligt i Danmark. Mange vender hjem igen, og derfor håbede jeg selvfølgelig også til det sidste, at min storebror var i live. Også selvom der var gået 27 år”.

Den endelige afklaring kom, da nogle tilrettelæggere fra et tv-hold søgte aktindsigt i, hvad der mon var sket i en gammel drabssag i Portugal. Sagen involverede et andet lig, der aldrig var blevet identificeret, og pludselig viste det sig, at der var sket en fejl dengang i 1992.

”Mit håb døde, den dag betjenten fra Københavns Politi sagde, at han kondolerede. Først den dag troede jeg endeligt på, at Henrik ikke kom tilbage”, siger Birgitte.

Hvorfor Henriks liv skulle tages fra ham den sommer i Portugal står hen i det uvisse. Dels fordi politiet ikke kan afsløre, alt de ved, hvis der en dag skal køre en retssag.

”Og der kan man jo godt tænke, at det så er en ny sorg at være i, at vi ikke kender motivet. Men det betyder ikke så meget i forhold til faktisk at have fået afklaring om Henrik”.

Den formodede gerningsmand opholder sig formentlig i Brasilien og kan ikke udleveres til Danmark. Hvis han en dag kommer for retten, vil familien blive indkaldt som vidner, og derfor kan de ikke få alle detaljer at vide i dag. Og det er okay, mener Birgitte.

”Nu har jeg brugt nogle år på at skrive den her bog, og det har været enormt terapeutisk for mig. Og så er min familie med i bogen på den måde, at et billede af mig er taget ved Kronborg, som betyder meget for min far. Bogen er udgivet på min mors fødselsdag, og så er den dedikeret til Henrik. På den måde er det hele landet for mig nu”, siger Birgitte Behrendt.