Bodil Jørgensen
SPONSORERET indhold

Bodil Jørgensen: “For mig handler julen om at blive menneskelig”

Der er så mange traditioner og følelser forbundet med julen, og den sætter mange tanker i gang. Vi har bedt Bodil Jørgensen sætte ord på hendes oplevelser med højtiden, vi alle har et forhold til.

Af: Michala Rosendahl
12. dec. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Bodil Jørgensen, 55, skuespiller
Det bedste ved julen er... alle lysene i mørket.

Det værste ved julen er... unødigt forbrug, emballage og indpakningspapir og ­surhed i køerne og i trafikken.

Den sjoveste julegave, jeg har fået... fik jeg af min far, der havde glemt at købe en gave og derfor tog en gammel sparegris fra reolen og pakkede den ind og gav den til mig, som om jeg ikke havde luret ham. Men så var der 100 kroner i! Jeg har faktisk selv brugt det trick engang.

Det er først rigtig jul, når... Bachs juleoratorium kører for fulde gardiner, og jeg støvsuger grannåle op efter at have budt træet indenfor.

Da jeg var barn, syntes jeg, at julen var... alt for kort. Jeg ventede så længe, og så var det hele så hurtigt overstået. Jeg pyntede juletræ med min far og m­ine søskende, og vi var altid ved at dø af grin, for vi talte sort, mens vi fandt den gamle pynt frem. Senere var vi allesammen ved at græde, når vi sang "­Dejlig er jorden, prægtig er Guds himmel, skøn er sjælenes pilgrimssang". Det var skønt, men det hele var så kortvarigt. Der kan muslimerne altså noget ganske særligt med deres månedlange ramadan, hvor andægtigheden og taknemmeligheden fylder.

LÆS OGSÅ: Julelykkens 10 bud: Pernille Østrem guider dig gennem årets største, bedste og sværeste højtid

Juleaften spiser jeg... fugl med al slags rødkål − rå og gammeldaws, og i år vil vi også fermentere! Derudover spiser jeg masser af svesker, figner og dadler med arabisk krydderi.

Jeg synes, at julemanden... skulle klippe sit skæg og holde op med at bilde os ind, at han laver alt det plastiklort til børn og ved, hvor alle Pokémonerne er.

Mit bedste juleminde, er... engang min bror og jeg stak af på min søsters cykel, fordi vi ikke kunne få tiden til at gå. Det kunne være endt rigtig galt, men vi havnede i en berberishæk og grinede og grinede – og så var anden klar.

De bedste julegaver, jeg har givet... har jeg købt i genbrugsbutikker. Jeg kan godt lide at lede efter særlige, unikke ting, som man enten ikke kan få mere, eller som bare passer lige præcis til den person, som jeg skal give gaven til.

For mig handler julen om... at blive menneskelig. Det er det, det lille Jesus-barn er her for at lære os.

Denne jul vil jeg... gerne købe julemaden i Folkekirkens Nødhjælpsbutikker, Wefood, hvor man bekæmper madspild og samtidig støtter verdens fattigste. Det er min ambition i år.

LÆS OGSÅ: Sofie Linde: “Jeg kan ikke få nok af december”