Selvom jeg er godt gift og elsker det liv, som min mand og jeg har sammen, så kan jeg ikke få en yngre kollega ud af mit hoved. Vi har kysset, selv om vi godt ved, det er forkert, men jeg tænker på ham konstant, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Jeg er en kvinde på 51 år, der skriver til dig, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal få en yngre mand ud af mit hoved. Jeg er gift igennem 23 år, jeg elsker min mand og det trygge og gode liv, vi har sammen i vores hus med vores tre børn. Også selvom min mand arbejder for meget, og jeg derfor til tider har kedet mig lidt.
For to år siden mødte jeg til en firmafest en fyr på 38. Vi dansede og snakkede sammen hele aftenen, og det var helt fantastisk. Dagen efter skrev han til mig, og fra den dag af har vi løbende skrevet sammen. Han var single på det tidspunkt, men har nu en kæreste. Det fik dog ikke vores korrespondance til at stoppe, tværtimod. Han skrev de dejligste beskeder om, hvor lækker og sød, han synes, at jeg er.
Det endte med, at vi mødtes og gik en tur. Det var fantastisk, men der skete ikke noget imellem os, selvom alting dirrede i mig, og jeg havde svært ved at styre mine følelser. Vi mødtes igen senere på en bar, hvor det endte med, at vi kyssede. Vi vidste dog begge, at det var helt forkert også på grund af aldersforskellen, for jeg er jo 13 år ældre end ham. Her blev vi enige om at stoppe, men det er ikke helt lykkedes, for vi skriver stadigvæk sammen nu og da. Jeg tænker på ham konstant, og jeg har det som en teenager. Jeg er rystet, jeg skammer mig, og jeg har dårlig samvittighed. Jeg har jo aldrig været min mand utro før og ville heller ikke bryde mig om, hvis han var det. Hvad gør jeg?
Vibeke Dorph råder til at fokusere på ægteskab
Når jeg læser din mail, så kan jeg ikke lade være med at studse over din beskrivelse af dit ægteskab og tænke, at det måske er her, hunden ligger begravet. For du beskriver det som trygt og godt med hus og børn, og din mand figurerer derudover kun som én, der tager tidligt afsted om morgenen for så at vende sent hjem. Kort sagt, det lyder som mange andre ægteskaber, hvor der er gået lige lovlig meget sovs og kartofler i hverdagen. Det, kombineret med at jeres børn er ved at være store, gør, at der er lagt i kakkelovnen til, at noget skal ske. Her dukker din unge ven jo op som sendt fra himlen.
Nu kender jeg jo ikke din unge flirt, men jeg kan konstatere, at han er yngre og derfor befinder sig et helt andet sted i sit liv end dig. Det vil derfor være underligt, hvis han ikke selv er der, hvor børn og familie snart står på programmet. I hvert fald kan jeg godt forstå, at du tøver med at kaste dit ægteskab overbord for et forhold, der måske ender som et sikkert intenst, men også kortvarigt eventyr. Jeg synes derfor, at du i stedet skal fokusere på dit ægteskab. Spørg dig selv om, hvad det er, du savner i dit liv med din mand? Nej, sex er ikke det samme, når man er fyldt 50 og har været sammen i mange år, men jo, det kan godt lade sig gøre at kickstarte en ny forelskelse i hinanden, hvis begge parter gider at investere aktivt i forholdet. Tager du og din mand på weekend sammen alene? Går I ud og spiser? Har I løbende samtaler om, hvordan I ser jeres liv sammen fremover, nu jeres børn er ved at være store? Kort sagt, så tror jeg, at du skal se din unge ven som en påmindelse om, at du skal fokusere på dit liv, dit ægteskab og dine ønsker for begge dele. Og betragt så også din flirt som en påmindelse om, at du er en sexet og splitlevende kvinde, der ikke har tænkt dig at gå i frø, blot fordi du har rundet de 50.
Om Vibekes Brevkasse - nu på podcast
I podcasten Vibekes Brevkasse kan du blive klogere på alt fra parforholdsproblemer til familiekonflikter og få gode råd til at håndtere svære følelser som svigt, jalousi og vrede. Her vil Vibeke Dorph, der er mangeårig brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, i selskab med journalist og vært Sara Wilkins nemlig gennemgå nogle af de mange dilemmaer, Vibeke har modtaget i årenes løb for at nå til bunds i nogle af de hverdagsproblemer, der fylder allermest hos danskerne.
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.